[Artikel] The Flying Pig – Tommy Lawrence

Tommy Lawrence døde tidligere i dag, 77 år gammel. Han vandt to mesterskaber med Liverpool og en FA cup i de 390 kampe, som han spillede for klubben.

Vi har været i gemmerne og fundet en artikel frem, som blev bragt i fanklubbens fanblad, You´ll Never Walk Alone, hvor vi har snakket med Lawrence. Denne artikel er fra 09/10 sæsonen, blad 5.

The Flying Pig – Tommy Lawrence

En af de spillere der var grundstammen på Shankly’s hold i 60’erne var målmanden Tommy Lawrence. Alex Bruun og Mogens Nielsen fik lejlighed til at snakke med en entusiastisk legende, der på levende vis fortalte om sin karriere.

Kan du fortælle om hvordan din karriere startede?
Min karriere startede i Warrington, i skoleturneringen, men allerede som 14-15-årig spillede jeg senior fodbold. Jeg spillede i samme liga som Roger Hunt. Ham kendte jeg igennem hans bror Peter, som jeg gik i klasse med. Jeg blev så i 1955 bedt om at komme til prøvetræning i Liverpool. Det endte med, at jeg skrev under på en amatør kontrakt. Det betød, at jeg arbejdede med stadion- og vedligeholdelsespersonellet i nogle år, inden jeg skrev professionel kontrakt som 18-årig.

Det store navn dengang var Billy Liddell. Hvordan var han?
Han var en fantastisk mand, det var han virkelig. Han var skotsk landsholdspiller, og han bar virkelig holdet. Han spillede alle positioner oppe foran. Han var virkelig en gentleman. Dengang, når man skrev kontrakt med Liverpool, så fik man taget et billede sammen med ham, samt 15 guineas (svarede til ca. £15, red.). Jeg har i øvrigt stadig billedet derhjemme.

Hvem var dit eget idol den gang?
Det var Bert Trautman fra Manchester City. Jeg syntes han var den bedste målmand jeg nogensinde havde set. Jeg lærte meget bare ved at se på ham.

Du startede under Phil Taylor. Hvordan var han som manager?
Han var en gentleman, men for flink til at være manager. Han havde ikke gennemslagskraften.

Foran dig var målmænd som Tommy Younger, Bert Slater og Jim Furnell. Ikke just målmænd der har skrevet sig ind i historien?
Nej, men både Younger og Slater var trods alt landsholdsmålmænd. Men jeg fik chancen i 1962, 22 år gammel.

Kan du fortælle lidt om perioden hvor Phil Taylor siger op, og Bill Shankly bliver ansat.
Vi vidste egentlig ikke ret meget om hvad der foregik, andet end at Phil Taylor havde sagt op. En mand som hed Rueben Bennett, som blev Shanklys assistent, kom til klubben tre uger før Shankly. Vi vidste det ikke, men vi tror det var noget der var arrangeret. Han kom til klubben for at se sig rundt, og rapporterede derefter tilbage til Shankly. Der er ingen der rigtig ved det, men det er det vi tror der skete.

Hvordan husker du det første møde med Shankly?
Mit første møde med ham var mod Huddersfield, i reserverne. Det var første gang jeg mødte ham.

Hvad sagde/gjorde Shankly i starten. Var det hele en revolution?
Det var faktisk en revolution, for han ændrede alt. Jeg så Jamie Redknapp på tv’et i sidste uge, og han sagde at klubben ikke havde ændret sig nævneværdigt i 40 år, hvilket fortæller at Shankly var fremsynet. Før Shankly kom til klubben løb vi i gaderne rundt om Melwood, og trænede med at løbe op og ned på trapperne på The Kop. Han ændrede det totalt. For første gang havde vi en bold med i opvarmningen. Man tror det er løgn, men vi var faktisk ikke vant til at træne med bolde, men det fik han lavet om på. Og den måde Arsenal træner på nu, det var det vi gjorde dengang – five-a-side. Vi spillede ikke andet end det. Ian St. John var overværede for nogle år siden træningen i Arsenal, og han sagde at de kun spillede five-a-side. Jeg spillede i ni år på samme five-a-side hold, sammen med Shankly, Bennett, Fagan og Paisley. Shankly købte heller ikke en spiller, som ikke kunne kontrollere eller aflevere bolden.

Og jeg vil vædde på, at I aldrig tabte?

Nej, vi tabte aldrig (ha ha). Vi spillede altid indtil vi var foran. Vi spillede som regel mod de unge spillere, og det var sådan, at de til sidst sagde til hinanden, at nu måtte de lade Shanklys hold score, så de kunne blive færdig med kampen. Og det var også i de kampe, at vi startede med sweeper systemet. Det var også Shankly der startede med det. Jeg blev kaldt ind på hans kontor en morgen, hvor brikkerne til “vores” five-a-side hold lå på bordet. Han sagde at de havde besluttet at vi skulle spille nogle træningskampe hvor jeg, når vi var i angreb skulle stå helt ude ved straffesparksfeltet. Hvis modstanderne fik bolden, og brød igennem vores fire back kæde, så skulle jeg se om jeg kunne nå bolden – om nødvendigt nedlægge spilleren. Og det var måde vi spillede på i de næste 6-7 år. Efter mig fortsatte Ray Clemence på samme måde. Året før vi begyndte med det system havde vi ladet 44 mål gå ind. Året hvor vi startede med dette gik der 36 ind, derefter 35, og til sidst 24 mål. Nu spiller alle hold på den måde, og det var Shankly der startede med det. Jeg tror det var i 67/68 sæsonen, hvor vi spillede 42 kampe i ligaen. I de 21 hjemmekampe gik der ikke ét eneste mål ind, når jeg stod ved The Kop. Der var måske derved at betydningen for The Kop opstod.

Fik du egentlig målmandstræning?
Nej det gjorde vi ikke. Sommetider spillede vi målmænd mod hinanden, men jeg tror ikke der var før i starten af 80’erne, at speciel træning for målmænd begyndte.

Havde I ikke skudtræning?
Jo jo, det havde vi masser af. Og Rueben Bennett havde også selv været målmand, så han vidste godt hvad det drejede sig om.

 Man brugte ikke målmandshandsker dengang?
Dengang kunne man ikke få handsker som vi kunne bruge til det formål. De var uldet, så når det var tørt, så kunne de ikke holde bolden. Når det regnede var det helt umuligt – ikke at tale om når det sneede. Første gang jeg så målmandshandsker var i en landskamp for Skotland, mod Tyskland, hvor legendariske Sepp Maier brugte handsker. Jeg kan huske at da vi kom ud på banen at jeg studsede lidt over de handsker, men det var først efter kampen jeg rigtig så dem. Gordon Banks brugte også først handsker under VM i 1970.

Hvordan husker du din debut (0-1 mod WBA)?
Jeg vidste godt på forhånd, at jeg skulle spille, da Jimmy Furnell havde brækket sin finger. Mange af mine medspillere havde jeg spillet med på reserveholdet

Det var den første sæson tilbage i 1. division. Året efter vinder I mesterskabet. Hvordan husker du det?
Det var et fantastisk år. Vi skulle spille tre kampe omkring påske, men der lå vi vist ikke mere end nummer fire i stillingen. Men vi vandt ude over Tottenham om fredagen, ude over Leicester om lørdagen, og hjemme over Tottenham igen om mandagen. Efter påske lå vi pludselig som nummer ét. Derefter slog vi bl.a. Manchester Utd. 3-0, og Arsenal 5-0.

1964/65 var så på mange måder en legendarisk sæson. Hvordan husker du FA Cup eventyret?
Det var fantastisk, men vi skulle have vundet cuppen allerede året før, hvor vi tabte til Swansea i kvartfinalen. Men i 1965 vandt vi over Chelsea i semifinalen, og i et par runder før Bolton, hvor Ian Callaghan scorede hans eneste mål på hovedstød. Utroligt at han, med alle de kampe han spillede (857 kampe, red.) ikke scorede flere på hovedstød.

Og til semifinalen mod Chelsea, fik Bill Shankly produceret et falsk kampprogram?
Ja ja, det er rigtigt, og Chelsea var faktisk et godt hold dengang. Men vi havde spillet Europa Cup kvartfinale nogle dage før mod FC Köln, og pressen havde i det hele taget været pro Tommy Docherty, men Chelsea fik ikke et ben til jorden i den kamp. Vi vandt 2-0.

Hvordan husker du finalen?
Jeg husker det meget godt. Selve finalen var god, og det var første gang dronningen overværede finalen. Og vores supportere sang God save our greatest team i stedet for God save the Queen.

Hvornår gik det op for dig, at Gerry Byrne havde brækket kravebenet?
Først i halvlegen, og der kunne vi også se hvor slemt det så ud. Shankly var meget opsat på, at vi ikke sagde noget ude på banen om det. Men han kom gennem kampen.

Jeg hørte noget om at du mistede foden til pokalen?
Hvad der skete var, at jeg gik op ad trapperne efter Ron Yeats, hvor han gav foden til mig. Derefter havde jeg den under hele fejringen, helt ned i omklædningsrummet. Tilbage på hotellet, hvor vi havde fået noget at drikke kunne jeg høre Shankly; ‘hvor er ham Tommy, hvor er ham Tommy Lawrence?’. Så vi fik åbnet døren fra værelset, og ude på gangen stod en tosset Shankly; ‘hvor er foden til pokalen?’ rasede han. Jeg vidste det ikke, hvorefter Shankly vendte sig til Bob Paisley; ‘Jesus Christ. Efter alle disse år. Nu har vi endelig vundet pokalen, og så har vi sgu mistet foden’. Men senere på aftenen var Shankly igen i godt humør; ‘ah Tommy son, kom herover. Vi har fundet foden. Den er i bussen, som er i Southend’. Jeg må åbenbart have lagt den i hattehylden. Og grinende sagde han: ‘du er ligeså langt væk fra foden nu, som du var fra at tage Billy Bremners skud!’ . Nogle år efter hvor jeg var sammen med Ian St. John fortalte jeg ham historien, men han kunne i stedet fortælle at han, sammen med Ron Yeats havde mistet selve pokalen. De skulle passe på den, men det viste sig, at tjeneren på hotellet havde taget den, og sat den bag bardisken.

Hvordan var glæden i Liverpool over endelig at have vundet FA Cuppen?
Det var nogle fantastiske scener vi så, da vi vendte tilbage til Liverpool. Jeg havde i hvert fald ikke set sådan et menneskehav før. Nu foregår det på en anden måde, men vi blev modtaget på rådhuset, og når man stod på balkonen, kunne man se ned i flere gader, og de var alle proppet med mennesker. Men man skal også huske at, på den tid var både The Beatles og Gerry and the Pacemakers fremme, så det var en fantastisk tid i Liverpool.

I den sæson var det europæiske eventyr var også spændende. Hvordan oplevede du øjeblikket hvor der skulle plat eller krone til for at afgøre kvartfinalen mod FC Köln?
Jamen første gang dommeren kastede den, landede den på højkant i mudderet, så de måtte kaste igen. Men hvorfra vi stod, kunne vi ikke se andet end Ron Yeats’ reaktion efter det andet kast.

Kan du prøve at tage os igennem de to kampe mod Inter?
Den første semifinale var efter vi havde vundet FA Cup finalen. Jeg tror det var onsdagen efter. Men vi total udspillede dem. Til returopgøret havde dommeren taget imod bestikkelse, og det er en skam, for vi ville have vundet cuppen det år, hvis det ikke havde været for det. Men ved det første mål, hvor bolden bliver sparket ud af mine hænder, havde han faktisk fløjtet for off-side, men havde så vinket spillet videre. Dommeren fløjtede bare for mål uden videre. Ved et andet mål havde han fløjtet for indirekte frispark. Selvom de skød direkte i mål, anerkendte dommeren målet. Vi troede Shankly ville være tosset efter kampen, men det var han ikke. Han sagde bare at det ikke var meningen at vi skulle vinde, og at dommeren var en fusker. Et par måneder senere fandt vi ud af at dommeren, som vist var spanier, havde dømt Inter 16 gange før, over to sæsoner. Hvordan det kunne lade sig gøre, ved jeg ikke. En engelsk dommer vi kendte, kunne også fortælle, at han talrige gange var blevet tilbudt bestikkelse i Italien

Kunne han nogensinde være efter dig, hvis du ikke spillede godt?
Ja ja, men han holdt det altså indenfor omklædningsrummet. Han snakkede aldrig dårligt om os til pressen. En enkelt gang hvor jeg havde droppet et mål var han lidt efter mig i omklædningsrummet; ‘Hey Tommy son, en målmand ville have grebet den‘, sagde han, og kom tilbage lidt senere ‘Hey Tommy son, du ved godt du må bruge hænderne?’ (ha ha). Men så kunne jeg høre ham snakke med pressefolkene; ‘Tommy Lawrence? Ahh, han havde en fantastisk kamp. Sikke en målmand, han holdte os inde i kampen‘. Det var sådan han var. En anden gang efter bolden var gået mellem mine ben sagde jeg undskyld til ham, men han svarede tilbage; ‘Tag det roligt sønnike – det er ikke din skyld. Det var din mor der skulle have holdt sine ben lukket!’.

Man blev ikke rig af at være fodboldspiller dengang?
Nej, det blev man ikke, og den største løn jeg fik, fik jeg faktisk i Tranmere, og det var i 1971, hvor jeg fik £70 om ugen. Men det der er problemet nu om dage er, at spillerne tjener så mange penge, at de er ligeglade med om de spiller, eller sidder på bænken.

Ray Clemence blev hentet til klubben i 1967. Hvad tænker du der?
Ikke så meget, for han var kun 17-18 år. Han var stadig lidt grøn i det, men var da en god målmand.

Men det er ikke før i 1970 han for alvor slår igennem?
Nej, men der havde han nu alligevel allerede spillet for Englands U-23 landshold. Men da han først kom på holdet, så var det sket for mit vedkomne, og jeg rejste til Tranmere.

Der var vist lidt ballade om din sidste kamp for Liverpool. Shankly havde skiftet hele holdet ud i forhold til foregående kamp?
Ja, vi havde spillet to dage forinden. Men igen var Shankly fantastisk da der blev klaget over at vi stillede med et svagt hold. ‘Dette hold har tilsammen spillet over 1.800 kampe’ sagde han. ‘Det er mere end alle jer tilsammen’. Jeg ved dog ikke om klubben fik en bøde for det.

 Hvordan fik du dit øgenavn; “Flying Pig”?
Det er der ingen der rigtig ved. Og det var også først et stykke henne i min karriere – 67/68, at det dukkede op. Men der var ikke noget ondt ment med det. Men jeg tror Shankly ikke mente jeg var fysisk stærk nok, så jeg blev faktisk bedt om at tage vægt på.

 Hvordan vil du huske din tid i Liverpool?
Fantastisk. Jeg er glad for at Roger Hunt og jeg kom fra det samme område. Så vi kunne rejse frem og tilbage sammen. Liverpool var bare det rigtige sted at være i 60’erne, så jeg var meget heldig.

 Hvordan vil du sige målmandsspillet har udviklet sig siden din tid?
De spiller egentlig meget lig det vi gjorde dengang. Da jeg startede stod keeperen altid inde på linien, men det fik Shankly ændret på, og nu står alle målmænd ude i feltet. Men både udstyr og handsker er kommet til siden. Men dengang jeg spillede kunne en målmand fælde en spiller uden at det havde en konsekvens. Det kan man jo ikke i dag.

Du fik ikke andet end tre landskampe for Skotland?
Nej, dengang valgte man ikke spillere fra den engelske liga – kun den skotske. Hvordan en spiller som Ron Yeats kun fik en enkelt landskamp forstår jeg ikke, ligesom Willie Stevenson kun fik to.

Hvad syntes du om Pepe Reina?
Lige pt. er han den bedste målmand i ligaen.

Hvor meget følger du Liverpool FC i dag, og hvor ofte er du på Anfield?
Jeg kommer der af og til, hvor jeg har mine børnebørn med. Jeg arbejder også lidt for dem i Legends Lounge. Jeg sidder også i Legendernes velgørenheds komite, hvor vi bl.a. arrangere golfturneringer.

Hvad har du lavet siden du stoppede med at spille fodbold?
Jeg har arbejdet deltids for Warrington, men har også arbejdet for et firma der bygger broer.

Er det rigtigt du har været med til at bygge Øresundsbroen?
Ja ja, den har jeg været med til. Jeg har også været med til at bygge den store bro i Hong Kong.

Hvor ofte ser du dine gamle holdkammerater?
Som jeg fortalte før, så sidder jeg med i en komite. Der har vi et månedligt møde. Ian St. John, Ron Yeats, Gerry Byrne, Ian Callaghan, Phil Neal, David Fairclough, Alan Kennedy, David Johnson og Tony Hateley er også med.

Nu døde Alan A’Court desværre. Hvad kan du fortælle om ham?
Han var en dejlig mand, og en af de store stjerner i Liverpool. Efter Billy Liddell var det ham. Han var også med i den gamle 2. division, og var den eneste spiller på Englands landshold til VM i 1958, som spillede i den division. Hvis han på det tidspunkt havde spillet med bedre spillere, ville han også selv have været bedre. Han var der stadig da Shankly overtog holdet, og var også den første der scorede for ham. Men Roger Hunt og jeg holdt kontakten ved lige med ham, efter han forlod Liverpool. Vi spillede en del golf sammen med ham.


Ønsker du at modtage fanklubbens fanblad og læse flere artikler, som denne kan du melde dig ind her