Kommende kampe:

[Blog:] Lad os nyde rejsen

Så skal vi til det igen. Efter at kunne nyde en sommerferie med titlen som “Europas bedste klubhold”, begynder Liverpool i denne weekend endnu en sæson, når holdet skal møde sidste års mestre fra den blå del af Manchester i årets Charity Shield.

Det bliver begyndelsen på en sæson, der forhåbentlig bliver lige så lang som 18/19-udgaven – og højst sandsynligt også kommer til at indeholde flere kampe end den forgangne sæson, da klubben gerne skulle komme længere i de to nationale pokalturneringer, ligesom der der også er et klub-VM i udsigt til vinter.

Dermed bliver der nok at se til, for et hold der allerede har spillet mange kampe de to forgående sæsoner, hvor man har været i finalen i Champions League begge gange. Læg dertil et VM i 2018 og diverse kontinentale landsholdturneringer i år, har nogle af spillerne deltaget i rigtig mange kampe i de seneste år. Det kan potentielt give udfordringer med træthed i løbet af sæsonen.

Hvor står holdet?

Hvis man kigger på truppen i forhold til sidste sæson, er der ikke de store ændringer, bortset fra afgange til Moreno og Sturridge. Der er blevet hentet et par unge talenter ind udefra, ligesom spillere som Brewster og Wilson banker på til spilletid for førsteholdet. Og der bliver brug for at de unge slår til.

Klubben kan ikke gå ind til en sæson og forvente, at spillere som Salah, Firmino og Mane kan spille samtlige kampe. Heldigvis ligner det, at Origi er ved at indfri det potentiale, som fik klubben til at købe ham i en ung alder. Midtbanen og forsvaret ser ud til at være rimeligt solidt besat – men jeg kunne godt tænke mig en backup på de to back-pladser – især efter skaden til Clyne.

Men med samme fundament af spillere, som i sidste sæson vandt Champions League, er det svært ikke at være tilfreds med sammensætningen af truppen, som den ser ud nu. Den bør i hvert fald være stærk nok til at slås med de andre tophold i Premier League. Du kan i øvrigt læse mere om Liverpools ageren på transfermarkedet i denne sæson, ved at læse Andreas Ørntofts analyse.

Skal der pokaler i skabet?

Inden sæsonstarten sidste år, skrev jeg også en optakts-blog. Der skrev jeg, at man ikke kunne forvente at vinde en pokal, da der var mange stærke hold i både England og Europa.

Selv om det lykkedes holdet at vinde Champions League – og komme i finalen for anden sæson i træk – og man hentede nok point i ligaen til, at man ville være blevet mestre i alle andre år end i 17/18 og 18/19, må jeg endnu engang sige, at jeg ikke kræver/forventer, at klubben vinder et trofæ i år. Dertil er konkurrencen i de engelske pokalturneringer simpelthen for stærk og ikke mindst uforudsigelig. Læg dertil, at City bare ser ud til at kværne videre med samme brede trup, mens de store hold ude i Europa opruster kraftigt, så bliver det svært at sikre sig bare ét trofæ – og da slet ikke hente alle de syv, der er mulighed for.

Men mindre kan også gøre det. Nogle vil måske se min holdning som værende for pessimistisk, men jeg mener dybest set, at sæsonen vil være en succes, hvis Liverpool ender sæsonen i top fire og kommer i mindst én semifinale i en af de mange turneringer, de deltager i.

Træningskampene i sommer har vist, at klubben stadig er vildt afhængige af, at de tre forreste spiller på højeste niveau, for at spillet rigtigt kan komme til at flyde. Men samtidig har Klopp og spillerne i de seneste sæsoner vist, at man aldrig nogensinde skal afskrive dem fra at lave overraskelser – så dem tager vi meget gerne flere af i denne sæson.

Mange vil sige, at det hele handler om at vinde titler – og så må det ske, med de midler man har. Det kan de sikkert have ret i langt hen ad vejen. Men for mig er rejsen til titlerne næsten mere vigtig, end at sikre sig pokalen. Det er de fede oplevelser undervejs, der samler os som fans – både med hinanden og med klubben. Øjeblikke som sejrene over Bayern München og Barcelona vil hænge ved mig i lige så lang tid som finalesejren over Tottenham. Det er den slags øjeblikke, jeg glæder mig til at få flere af i den kommende sæson – og følger der pokaler med, vil det naturligvis ikke gøre noget.

Så lad os nyde rejsen, der begynder på søndag – og er du så heldig at skulle til en Liverpool kamp i løbet af sæsonen, så lad modstanderne vide, hvem vi er.

We are Liverpool – Champions of Europe…i hvert fald indtil sæsonen er færdig.

 

Leo Vegas Sport