Liverpools nye ansigt pt. 5

Følgende blog er skrevet før og efter kampen imod Arsenal i søndags!

I det tidlige forår påbegyndte jeg denne blogserie om Liverpools nye ansigt, da Jurgen Klopp blev ansat i Liverpool. Det gjorde jeg, fordi, at jeg dengang forudså, at tyskeren ville skabe en længe ventet forandring i den traditionsrige fodboldklubs udtryk – eller i branding termer – deres identitet.

Dette er femte del af min ”lille” føljeton, og jeg synes, at mine tidlige forventninger angående tyskernes revolution er blevet fulgt til dørs.
Klopp er langt fra at være i mål med sit kosmetiske indgreb på Liverpools ansigt, men man kan allerede nu se antydningerne af, hvilke ansigtstræk som vil kendetegne Merseyside klubben fremover.

I dette indlæg vil jeg reflektere over hvor langt tyskeren egentlig er nået med sit projekt, hvilke ændringer han har foretaget, hvad der stadig mangler, og hvilke udfordringer som både Jurgen Klopp og Liverpool står overfor i den kommende sæson.

Another season is over – I hope you had fun.

Flaschback, Basel, 18/5 2016

”1-0… Et pragtfuldt langskudsmål af Daniel Sturridge! Det her kan blive det ultimative startskud for en ny succesfuld æra i Liverpool… Denne gang med Jurgen Klopp som styrmand… En mytisk fortælling om, hvordan man vendte en skidt sæson, og en truende exit imod Dortmund på Anfield, til en triumf i Euro League, og hvordan frelseren Klopp, i sidste ende løftede trofæet op over armene efter en imponerende sejr imod de forsvarende mestre fra Sevilla…”.

Nogenlunde dette drømmescenarie gennemlevede mange Liverpool fans sandsynligvis, da Daniel Sturridge bragede Liverpool foran i Basel, og bragte Jurgen Klopp og co. på vinderkurs.
Men, men, men… En imponerende 2. halvleg af Unai Emerys tropper betød, at Sevilla vendte finalen på hoved, og vandt Euro League finalen med 3-1.

Tilbage stod en lamslået skare af rødklædte Liverpool fans, spillere og stab. Ingen forstod, hvordan fortællingen om Liverpools comeback i europæisk fodbold kunne ende så brat.
I front for disse triste ansigtet stod en tysker, der normalt er kendetegnet ved sit store smil og karismatiske grin. Denne aften havde tyskeren intet at grine af.

Det engelske mandskab var blevet udklasseret af et mere homogent mandskab i løbet af en enkelt halvleg, og Klopps ”Geggenpressing” var blevet slået skakmat af det tekniske veludførte pasningsfodbold, som Unai Emery fik sit mandskab til at udføre til perfektion i 2. Halvleg.

Mange stod tilbage med følelsen af en ligegyldighed – en manglende forløsning.
Men var det hele nu så skidt ? Kunne man ikke bruge dette nederlag fremadrettet ? Og var der ikke mange af moralerne i fortællingen om Liverpools sæson 2015/16, som man kunne bruge til at bygge videre på den fremtidige fortælling om Jurgen Klopps projekt Liverpool ? Kunne man ane et lys i mørket ?
Selvfølgelig kunne man det!

På mange måder havde et Euro League trofæet været et symbol på den forandring og fremgang, som Liverpool uden tvivl havde gennemgået fra Klopps ansættelse i november frem til sæsonafslutningen.
Et nyt system var begyndt at rodfæste sig hos spillerne, nye stjerner var blevet født og en genvækkelse af den urgamle Liverpool vindermentalitet var ved at vinde frem igen – lige fra omklædningsrummet, helt ud til tilskuerpladserne på The Kop.

Og måske var det for det bedste, at Liverpool ikke vandt Euro League ?
Hov vent… Hvad ?
Måske er det korrekt, at det var bedre for det langsigtede Projekt Klopp, at finalen nu gik som den gik. Selvom Euro League trofæet havde sikret klubben en Champions League billet til den forestående 16/17 sæson, og selvom et europæisk trofæ, i sig selv, altid pynter i enhver klubs trofæskab, så kan man argumentere for, at kollapset i 2 halvleg mindede hele Liverpool om, hvor langt man er kommet, men også om, hvor lang vej der stadig er tilbage. Og dét er en vigtig huskekage.

Forandringsledelse og employer branding

Når man er i gang med en rebranding proces som virksomhed eller fodboldklub, så vil man opleve en forandring, der oftest vil tage længere tid end man oprindeligt regnede med, og det vil koste nogle hårde nederlag undervejs. Samtidig vil man også opleve nogle ekstreme op- og nedture undervejs, før man når den stabile fase, hvor opsvinget gerne skal have sat sig fast som en stabil opadgående kurve. Dette sker, når man er lykkedes med at implementere en ny kultur.

Det samme kan siges om Liverpools første halve år under Jurgen Klopp. Klubben oplevede store udsving i deres præstationer, hvor man skiftevis storsejrede over Manchester City og Chelsea, for senere at tabe point til hold som West Bromwich og Sunderland.
2 kampe i sidste sæson, i sig selv, symboliserede hvordan en forandring af kultur og identitet kan medføre ekstreme udsving.

Den ene kamp var Liverpools vanvidskamp imod Norwich, hvor The Reds ender med at vinde 5-4, efter at have været bagud 1-3, og hvor man både indkasserer, og scorer et mål i overtiden. I denne kamp var det tydeligt, at spillerne havde forstået dele af Klopps filosofi, men implementeringen af den nye stil var langt fra fuldent, og derfor opstod der også fejl, hvilket udmøntede sig i sæsonens mest underholdende Premier League kamp.

Den anden kamp var comeback-sejren over Dortmund på Anfield Road. I denne kamp viste spillerne sig fra sin bedste side, da holdet var nede 1-3, og godt på vej ud af tuneringen. Her tog spillerne handske op og leverede et mindeværdigt comeback, som var Anfield værdigt. Men det var ikke kun spillerne, der viste sig fra sin bedste side. Det var i samme kamp, at man for første gang kunne se Liverpools nye ansigt krystalklart. I 30 minutter viste Klopps spillestil og visioner sig fra sin allermest charmerende side af. Med spillernes præstation, gjorde de det klart, at man var begyndt at have den nye kultur inde under huden, og at de faktisk også var med på at smøge ærmerne op, og knokle for træneren, fansene og klubben.

Og den sidste pointe er vigtig! Fordi, hvis en rebranding proces skal lykkedes, så skal man ændre den eksisterende og daglige kultur blandt medarbejderne. Og i en fodboldklub, er der altså ikke tale om den slags medarbejdere med overenskomstbestemt løn og hjemmesmurte madpakker, men i stedet højt betalte stjerner med egne sponsorater og brands. Det kan være ekstremt svært at skabe en kulturændring i et omklædningsrum fyldt med så mange egoer. Derfor er et begreb som employer branding også blevet meget relevant, når man skal forstå fordelene ved at implementere en ny kultur.

Lad os tage et eksempel for at bringe det hele lidt ned i græshøjde.
Hvis man tager et kig på nogle af de mest succesrige mandskaber igennem de seneste årtier, så har de fleste været kendetegnet ved at have et samlet udtryk. Spillerne på banen har nærmest været en forlænget arm af klubbens identitet udenfor banen.
Tænk bare på Fergusons United hold. Den skotske manager havde spillere som Neville brødrene, Roy Keane, Paul Scholes, Ryan Giggs osv. Disse spillere udtrykte en Manchester ånd, der havde sine rødder i den britiske fodboldkultur. Alle spillerne havde en britisk baggrund, og mange af dem var opfostret på klubbens ungdomsakademi. Samtidig var ingen større end holdet selv, og da David Beckhams eget brand blev for stort til omklædningsrummet og Fergusons smag, så sparkede skotten ham ud af døren – næsten bogstaveligt talt.

Denne synergi effekt imellem spillernes udtryk og klubbens identitet gør sig også gældende, når man nærstuderer Guardiolas Barca- mandskab. Mantraet for disse succesfulde år var ”Mes que un club” – eller på dansk, ”Mere end en klub”. Der har muligvis aldrig været en mere veludført branding proces end netop denne. Spillere som Xavi, Iniesta, Puyol og Messi blev på fornem vis ambassadører for den kultur, der herskede i klubben. Barcelona spillerne skulle spille smuk fodbold, gerne have fået sin opdragelse på La Masia og opføre sig som en gentleman både på, og udenfor banen. Dette var en mentalitet og opførsel, som klubben mente afspejlede den Catalanske kultur.

Jeg kunne blive ved med at finde eksempler. Ancelottis AC Milan med Maldini, Pirlo, Costacurta og Nesta. Mourinhos Chelsea med Drogba, Lampard og Terry. Heynckes Bayern Munchen med Lahm, Schweinsteiger, Robben og Muller. Real Madrid med Zidane, Figo og Ronaldo og senere Cristiano Ronaldo, Ramos og Bale . Alle disse spillere er blevet employer brands, der udtrykte klubbernes identitet. De har fungeret som trænerens forlængede arm både på, og udenfor banen. Og med tiden blev fodboldstjernerne et symbol på klubbens succes, kultur og identitet.

Liverpool har også haft deres egen ambassadører i midten af nullerne, hvor bl.a. Jamie Carragher og Steven Gerrard udførte employer branding for klubben. Og det er på resterne af denne kultur, at Jurgen Klopp har fundet opskriften til den nye stil på Anfield. Fordi det er altid en god ide, at bygge en ny identitet på baggrund af en ældre klubkultur. Og imens tyskeren har været i gang med at geninstallere den gamle Liverpool ånd i omklædningsrummet, så har han også fundet nogle af hans egne forlængede arme, og fremtidige ambassadører i truppen.

Kong Emre og General Milner

I Dortmund tiden hed Jurgen Klopps ambassadører henholdsvis Hummels, Gundogan, Reus, Gotze og Lewandowski. Lige så fine navne finder man næppe i Liverpools nuværende trup, men der var dog alligevel spillere, som i sidste sæson overraskende gik ind og udtrykte tyskerens ideer på banen.

Spillere som Emre Can, Dejan Lovren og James Milner oplevede en stor udvikling under Klopps første halve år. Især Emre Can fandt sig godt til rette på midtbanen med en power- rolle, hvor han arbejdede fra boks-til-boks i et hæsblæsende tempo. Det tidligere Bayern Munchen talent excellerede i denne rolle, fordi hans forcer i det fysiske aspekt af spillet kom til udtryk. Man skal da heller ikke underkende Can og Klopps fælles fortid i Bundesligaen, som en betydende faktor for, at Can, hurtigere end mange andre, forstod Klopps ideer og tanker.

Dejan Lovren ligner også en spiller, der kan være en fremtidig ambassadør for Jurgen Klopp. Med flotte præstationer i de sidste 3-4 måneder af sæsonen formåede kroaten at slå den ellers sikreste mand i start 11’eren, Martin Skrtel ud af holdet. Og nu er Skrtel da heller ikke længere at finde på Anfield, eftersom han er blevet solgt til Fenerbache henover sommeren.
Lovren blev ellers hurtigt stemplet som et ”fejlkøb” efter en horribel første sæson i Liverpool, hvor han aldrig fandt sine ben under Brendan Rodgers. Men det var kroatens held, at klubben valgte at skifte Rodgers ud med Jurgen Klopp. Den tyske manager har altid foretrukket fysisk stærke forsvarsspillere, der også er forholdsvis mobile, og Lovren passer perfekt til denne beskrivelse.

Når Klopp, og andre managers leder efter spillere, der kan udtrykke deres personlige stil – altså medarbejdere der kan fungerer som employer brands for managerens og klubbens udtryk – så er det altid en fordel at vælge personer, der har noget på spil. Det vil sige, at manageren har mulighed for at give chancen til de spillere, som tidligere har siddet på bænken, spillere som tidligere har skuffet, eller talenter som bare venter på at få chancen.

Årsagen til, at disse type spillere er velegnede til dette formål er, at træneren får æren for at have givet tillid, og muligvis udviklet denne spiller frem til en ny status. På denne måde kan en manager opfinde sine egne stjerner, og spilleren vil føle, at sin nye status på holdet skyldes trænerens stil. Dermed bliver disse spillere et udtryk for den nye identitet, og således bliver disse spillere en slags ambassadører for manageren.

Det er med denne logik, at man skal forstå Jurgen Klopps dispositioner under hans første halve år i Liverpool. Han har prøvet mange forskellige startopstillinger af, men hele tiden uden at gå på kompromis med selve spillestilen, eller hans koncept. Den hyppige udskiftning af startpladser skyldes, at han har ledt med lys og lygte efter sine ambassadører. Og det første halve år gav ham da også svar på hvem, og hvem der ikke skulle være hans forlængede arme inde på banen.

Foruden Emre Can og Dejan Lovren, så greb James Milner også chancen i løbet af foråret. Den engelske midtbaneslider udtrykker mange af de værdier, som Klopp ønsker at indføre med sin Geggenpressing spillestil. Højt løbepensum, hårdt arbejde, direkte spillestil og kontante afslutninger, når chancen byder sig.. Samtidig har James Milner også en vigtig rolle, som en af de få englændere på holdet. Det er altid vigtigt, at man bevarer noget af den gamle autentiske kultur, når man skal udvikle en ny kultur. I dette tilfælde er der tale om en gammel britisk fodboldkultur, hvor hårdt arbejde prises højt.

I flere af nutidens store Premier League klubber er det svært at få øje på spillere der indtager en nøglerolle i truppen, og samtidig fungerer som en kulturbærer for den britiske fodbold kultur. Dette skyldes at desto flere penge storklubberne har fået, desto flere udenlandske spillere har man hentet ind. Disse udenlandske stjerneindkøb har snuppet pladserne fra de britiske spillere. Derfor er det blevet en sjældenhed for en topklub i Premier League at have en nøglespiller, der er britisk. Det medfører en mangel på kulturbærer af den britiske mentalitet. Af samme årsag var selvsamme James Milner en af de mest populære spillere hos Manchester Citys fans, fordi han var en blandt få britiske spillere på deres førstehold, og en blandt endnu færre, som rent faktisk præsterede.

Man skal derfor ikke underkende vigtigheden af, at Klopp har fået en af hans britiske spillere til at være ambassadør for hans Geggenpressing stil. Det kan vise sig meget afgørende for at projektet vedligeholder autencitet og troværdighed blandt fansene på The Kop.

Hvem af de nye ansigter bliver en del af Liverpools nye ansigter ?
Liverpool har holdt sig fra de store signings denne sommer. Om dette skyldes egen vilje, eller stjernernes fravalg af klubben, er ikke helt til at vide. Men klubben har dog haft pengepungen oppe af lommen mere end én gang. Navne som Georginho Wijnaldum, Sadio Mané, Milan Grujic, Loris Karius, Ragnar Klavan og Joel Matip er kommet ind af svingdøren.

Det første som springer i øjnene, er de 2 offensive raketter, Wijnaldum og Mané, der i sidste sæson præsterede på et højt niveau i Premier League for henholdsvis Newcastle og Southampton. Disse 2 spillere vil sandsynligvis være et fint symbol på, hvordan Klopp ønsker at sit holds offensive udtryk skal være. Fart – masser af fart. Og hvis du er i tvivl om dette, så bare kig på nedenstånde link, hvor Liverpool smadrer Barcelona. Her besejrede man de regerende spanske mestre med 4-0 med en hæsblæsende omstillingsoffensiv.

https://twitter.com/TheAnalysisVids/status/762345174018031616

Disse 2 nyindkøb, krydret med Coutinho, Firmino, Sturridge, Lallana og Origi tyder på en offensiv med et klart udtryk baseret på fart, tempo og teknik. Selvom Liverpool stadig råder over den belgiske kleppert, Christian Benteke, så ligner det blot et spørgsmål om tid før Benteke er fortid i klubben.

Fordelen ved det offensive udtryk som Klopp ønsker at skabe til den nye sæson er, at man får en voldsomt underholdende identitet, hvor spillerne opfordres til at satse alt på omstillingerne. Dette vil især komme til udtryk imod hold, hvor baglinjen står højt, og hvor modstanderen tør satse. Ulempen kan være, at det bliver svært for Liverpool at nedbryde en lavstående bagkæde, fordi man vil mangle en decideret boksangriber til at holde modstanderens midterforsvarer beskæftiget inde i boksen. Desuden vil fart og tempo være knapt så efterspurgt, når rummene til at løbe ned i vil blive lukket ned mod eksempelvis et Tony Pulis forsvar.

Et andet kendetegn, der springer i øjnene, når man tager et kig på Liverpools nye ansigter, så er der mange af spillerne, som har fået deres fodboldopdragelse i Bundesligaen. Dette er selvfølgelig ikke et tilfælde. Jurgen Klopp er meget bevidst om, at det vil lette implementeringen af hans spillestil, hvis han integrerer spillere i truppen, der har samme baggrund som ham selv. Derfor har han også valgt at indhente 2 midterforsvarer fra Bundesligaen, da det kræver mere end Lovrens fysiske fordele til at få forsvaret til at spille efter Klopps klaver.

I tyskerens system skal en forsvarsspiller også gerne byde ind med en god teknik og placeringsforståelse. Alle disse karakteristika var kropsliggjort med Mats Hummels i hans gamle Dortmund forsvar. Og det første Klopp nok må have indset, da han overtog jobbet som Liverpool manager var, at der bestemt ikke rendte nogle Hummels 2,0 rundt i truppen. Af samme årsag har han scoutet det tyske marked tyndt for at finde typer, der både besad fysisk overskud, men som også kan lægge afleveringerne, der skal støbe Liverpools mere gennemspillede angreb. Jeg tror Joel Matip er tiltænkt denne rolle. Hvorvidt Ragnar Klavan er beregnet som en breddespiller, eller en mand til startopstillingen, det er jeg mere usikker på.

Mit bud er, at især Karius, Matip, Mané og Wijnaldum bliver genkendelige ansigtstræk for Liverpools fremtidige ansigt udadtil. Det vil især komme til udtryk ved en benhård fysisk fremtoning i defensiven, og en offensiv proppet med fart og tempo.

Let the games begin…
Men hvilke konkrete udfordringer og muligheder står Jurgen Klopp og Liverpool så overfor inden sæsonstarten imod Arsenal. Her er min korte bud på, hvad og hvem man skal holde øje med hos Liverpool i år.

Daniel Sturridge ???

Jeg er reelt i tvivl om hvor meget Sturridge køber ind på Jurgen Klopps projekt, og omvendt hvor meget Klopp tror på Sturridge. Nogle gange kan det virke som om, at den driblestærke angriber kører sit eget show, og spiller mere sit eget spil, end han indgår i en større taktisk helhed. Kombineret med hans høj frekvente skadesniveau, så tror jeg, at Klopp ”kun” giver Daniel Sturridge til og med denne sæson til at vise, at han er Liverpools førsteangriber. Måske endda kun det første halve år.

Men hvis den engelske driblekonge ikke lever op til tyskerens forventninger, så kunne det meget vel være hans sidste sæson på Anfield. I stedet tror jeg, at Klopp har større tiltro og tillid til at Divock Origi kan blive den fremtidige førsteangriber, da han allerede i sidste sæson blev en slags ambassadør for Jurgen Klopps stil. Man kunne også sagtens forestille sig, at en fremtidig startopstilling blev uden en decideret 9’er og i stedet med 3-4 små lynhurtige offensivspillere såsom; Wijnaldum, Mané, Coutinho og Firmino.

God mod de gode, svag mod de svagere

Denne sætning beskrev Jurgen Klopps første halvsæson i Liverpool. I den ene kamp smadrede de hold som Manchester City, Arsenal og Chelsea. For i den næste kamp at have problemer med at slå holdende fra den nederste halvdel af tabellen. Problemet blev hurtigt identificeret som et taktisk problem. Altså et problem der hang sammen med Klopps Geggenpressing. Fordi, hvordan kan du slå din modstander på genpres, når det andet hold slet ikke ønsker at have bolden. Og hvordan kan du overrumple et hold med dybdeløb og fart, når deres 10 mand er parkeret nede omkring deres eget felt ? Dette var den mest i øjenfaldende ulempe ved Klopps nye stil, kultur og taktik. Man skal bruge mere end hårdt arbejde, passion og vilje for at dirke en god gammeldags Tony Pulis defensiv op.

Spørgsmålet er hvorvidt løsningen er at dygtiggøre sig i den tyske manageres spillestil, eller det er at implementere en plan B. Skal Klopp være idealist eller pragmatiker ? Og det spørgsmål bliver endnu mere vigtigt i denne sæson, fordi for mig at se, så er svaret på dette spørgsmål nøglen til Liverpools comeback til toppen i engelsk fodbold. Hvis holdet først finder en kontinuerlig måde og stil til at vinde i Stoke på en kold tirsdag aften, så kan de sagtens kæmpe med om mesterskabet – måske allerede i år. Vi så hvordan de kan splitte hold ad, som er villige til at spille med risiko ved at stå med en høj baglinje, og som vil beholde bolden i egne rækker. I disse kampe fungerer ”Geggenpressing” stilen perfekt.

Løsningen på denne udfordring har man måske fundet ved netop at fokusere på mindre spillere med større teknik. Med indkøbene af Wijnaldum og Mané oversvømmes truppen af små vævre kreatører, der kan afdrible et par mand og afgøre kampen på egen hånd. Måske vil Klopp hellere spille uden en 9’er end forsøge at blive ved med at lede efter alternativer til Sturridge.

Hvem bliver mere end en stjerne for en aften ?

I sæsonen 13/14, hvor Liverpool var lige ved og næsten, havde man Suarez og Sturridge, der sammen var en stjerneduo, der kunne have sendt mesterskabet til Liverpool. Især Suarez var garant for et kontinuerlig højt præstationsniveau, og scorede også et væld af mål. Med andre ord var han den kampafgørende stjerne, der kunne have sikret Liverpool et mesterskab.

Når man tager et kig på Liverpools nuværende trup, så har truppen mere et samlet udtryk som et hold, end som en stjerneparade. Men selvom dette er fuldstændig i Jurgen Klopps ånd, så har tophold brug for individualister og stjerner, der kan vinde kampe på egen hånd. Hvem skal være stjernerne i Liverpools trup ?

Coutinho er det åbenlyse svar, og spørgsmålet er da heller ikke om den lille brasilianer har talentet til det, men mere om han kan præstere på et kontinuerligt topniveau. Det bliver i hvert fald en nødvendighed, hvis Liverpool mandskabet skal op og kæmpe med om Premier League trofæet.

Andre spillere som kunne bevæge sig i periferien af stjernehimlen er Firmino og Wijnaldum. Begge spillere har vist, at de kan lave +10 mål i en sæson, og det samme antal assists. Og hvis 3-4 af Liverpools spillere kan holde sig i nærheden af disse tal, når sæsonen er færdigspillet, så behøver man måske slet ikke denne store stjerne.

Én ting er sikkert, at Klopp og Liverpool bliver spændende at følge igen i år, og at de skal tage nogle helt afgørende og nødvendige skridt imod Liverpool nye identitet og ansigt. Vejen blev brolagt i sidste sæson, men forud ligger endnu store og svære udfordringer. Især fordi alle topklubber har gang i deres eget spændende projekt.

Derfor bliver det spændene at se, om Klopp bliver den dygtigste elev i Premier League Projektværkstedet. Men med Klopp ved man i hvert fald, at underholdning er garanteret. Så uanset hvordan det ender, så ender det med et BUUUM.
Lad sæsonen gå i gang…

Indlægget er skrevet af Rasmus Raasø Hjort man kan læse flere analyser på hans hjemmeside: https://rasmusraasoehjorthdk.wordpress.com