Der skal ikke herske tvivl om, at Liverpool er godt på vej mod den bedste sæson i mange år. I skrivende stund, har man formået at kvalificere sig til kvartfinalen i Champions League, hvor man har trukket FC Porto. Derudover er man for alvor med i titelkampen, hvor Liverpool efter 31 kampe befinder sig på ligaens 1.plads med 76 point, to point foran Manchester City, som dog har en kamp i baghånden.
Defensiven er blevet stabiliseret gevaldigt, dette på trods af adskillige skader til både Trent, Gomez, Matip og Lovren. Her har Fabinho flere gange vikarieret i midterforsvaret, hvilket han har gjort til UG.

Derudover har Fabinho også vist sig at være en fantastisk tilføjelse til Liverpool-holdets kerne, hvor han med den ene bolderobring efter den anden har været enorm vigtig for balancen på midten. Firmino og Salah har rent statistisk formået at holde et anstændigt niveau, dog uden at ramme helt de samme takter som sidste år. Og netop de 2 fra Liverpools famøse fronttrio har været centrum for kritik efter årsskiftet. Kun Mané har af de tre forreste, formået at hæve niveauet til endnu usete højder i den røde trøje, hvor han pt. agerer énmandshær hos de røde.

Men hvad ligger til grund for den manglende offensive sprudlen, og er det en naturlig konsekvens af en mere stabiliseret defensiv?

Hvis vi skal skal starte med at kigge en smule på scoringsstatistikkerne fra årsskiftet og 10 Premier League kampe frem, har Liverpool scoret 20 mål. Dette lyder umiddelbart som et ganske fint scoringsgennemsnit, men alligevel vil jeg tillade mig at mene, at tallene er en smule misvisende. Dette skyldes, at Liverpool i enkelte kampe har banket mål ind heriblandt en 4-3 sejr over Crystal Palace, en 5-0 sejr over Watford samt en 4-2 sejr over Burnley. Omvendt har Liverpool i 6 ud af de 10 Premier League kampe efter årsskiftet blot scoret 1 mål eller færre, og det er ikke kun de manglende mål, som har vakt opsigt blandt Liverpool-fansene. Det er også manglen på skabelse af chancer i løbet af kampene, som falder i øjnene.

Sammenligner man de ovenstående statistikker med de 10 første Premier League kampe efter årsskiftet i 2017/18-sæsonen, vil man også bemærke en markant forskel. Her formåede Liverpool at score 25 mål over de 10 kampe, og selvom det umiddelbart ikke lyder som den store forskel, skal det understreges at målene i den periode, den forgangne sæson, var mere ligeligt fordelt over de forskellige kampe. Ligesom denne sæson havde man enkelte kampe med mange mål, mens man kun i 2 ud af de 10 kampe scorede 1 mål eller færre.
Dermed er man heller ikke helt galt på den, hvis man sidder med en fornemmelse af, at Liverpool efter årsskiftet er faldet i kadence på de offensive parametre, og netop Liverpools offensive parametre, som har været en magtfaktor i europæisk fodbold det seneste halvandet år, vil jeg tage et nærmere kig på.

Sadio Mané

Vores lynhurtige senegaleser, har som den eneste af ”fronttrioen” formået at holde et højt niveau, hvor han velsagtens i skrivende stund befinder sig i sin hidtil bedste form nogensinde.

I den indeværende Premier League står han pt. Noteret for 17 mål, hvilket er det højeste antal mål i én enkelt sæson i Manés seniorkarriere, og det er vel at mærke med hele 7 kampe tilbage.
Ser man med et mere isoleret blik på Manés form efter årsskiftet, har han i de 11 Premier League kampe, fået netmaskerne til at blafre 9 gange, mens han har været i oplæggerens rolle én enkelt gang. Derudover scorede han to uhyre vigtige mål i returkampen mod Bayern München, som altså gav Liverpool videre avancement i dette års Champions League.

Overordnet set har Sadio Mané været en af de bærende kræfter i Liverpools offensiv. Han har generelt virket enormt motiveret, og samtidig særdeles selvtillidsfyldt, når han i de offensive sekvenser gang på gang tager den direkte duel uagtet hvem han står overfor. 

Roberto Firmino

Roberto Firmino har modsat Sadio Mané ikke helt formået at genfinde sin topform. Rent målscoringsmæssigt ser det ikke umiddelbart dårligt ud. Her har han i 30 Premier League kampe scoret 11 mål og assisteret 6 gange. Sammenlignet med sidste sæson scorede han i 37 PL-kampe 15 mål og assisterede 7 gange, hvilket blev anset som en yderst godkendt sæson af brasilianeren. Alligevel sidder jeg med en fornemmelse af, at han aldrig rigtig har fået ramt det niveau i denne sæson, som vi alle ved han kan ramme.
Siden årsskiftet har Firmino spillet 10 Premier League kampe, hvoraf den ene blot var 31 minutter, hvorefter han måtte lade sig udskifte med en ankelskade. I disse 10 kampe har Firmino scoret 4 mål, og assisteret 2 gange, hvilket i sig selv ikke er synderligt prangende. Ydermere har han også virket træt og ukoncentreret, hvor især et utal af fejlafleveringer har været iøjnefaldende, mens han også har haft en tendens til at træffe de forkerte beslutninger i afgørende situationer.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er kæmpe tilhænger af vores brasilianske frontangriber.
Jeg er generelt af den overbevisning, at når Firmino spiller godt, så spiller Liverpool som oftest godt. Dette skyldes, at han spiller en central rolle i Liverpools opbyggende spil såvel som i genpresset, hvor han er en klasse for sig.
Derfor håber jeg også på, at Firmino i de resterende 7 Premier League kampe kan genfinde sit fremragende spil, hvilket vil være et enormt boost i titelræset.

Mohamed Salah

Mohamed Salah har ligesom Firmino haft en dalende formkurve siden årsskiftet. Han har i skrivende stund ikke formået at finde vej til netmaskerne i de seneste 5 Premier League kampe, mens han ej heller fik scoret i hverken hjemmekampen eller returkampen i ottendedelsfinalen mod Bayern München.
Salah havde ellers en hæsblæsende afslutning på 2018, hvor han alene i december måned scorede 7 mål hvoraf det ene var et uhyre vigtigt mål mod Napoli, som sikrede 2. Pladsen i Champions League-gruppen, og dermed også sikrede videre avancement fra ”Dødens Pulje”.
Derudover assisterede han 4 gange, og var dermed direkte involveret i 11 mål på blot én enkelt måned.
Siden årsskiftet er formen styrtdykket, og det har øjensynligt også påvirket egypterens selvtillid.

Indtil videre står Salah i 2019 noteret for sølle 4 scoringer i 11 Premier League kampe, og her er det også bemærkelsesværdigt, at han i løbet af 11 Premier League kampe, ikke har formået at erhverve sig én eneste assist – Dog skal det understreges, at han i det seneste Champions League opgør på fornem vis lagde op til Manés 3-1-scoring. Dette er dog også den eneste assist det er blevet til i alle 13 kampe på tværs af Premier League og Champions League.
Og det er ikke kun i statistikkerne at Salahs form vækker bekymring. Hans generelle spil har til tider virket idéløst, og når det ikke helt kører for ham, har han en tendens til at slå ud med armene og udvise en opgivende attitude, hvor det altså også bliver tydeliggjort, at selvtilliden om nogen har lidt et knæk siden årsskiftet.

Selvfølgelig skal man ikke male fanden på væggen blot pga. en smule modgang, og når folk anklager ham for at være et “One season wonder”, kan jeg heller ikke andet end at trække en smule på smilebåndet.
Der skal ikke herske tvivl om at Salah mildest talt red på en bølge af selvtillid nærmest gennem hele 2017/18-sæsonen. Spilmæssigt har han ikke kunne matche præstationerne fra sidste sæson, men ikke desto mindre har den ”Egyptiske Konge”, altså formået at nette 17 gange i Premier League, hvor han pt. Indtager topscorelistens 2.plads, blot 1 mål efter Manchester Citys, Sergio Aguero.

Altså har han på trods af en sæson med udsving stadig formået at blande sig i toppen blandt de mest scorende i ligaen, hvilket i sig selv må anses som værende imponerende.

Stabilitetens skyld?

Hvis vi i et øjeblik fjerner fokusset fra de offensive facetter i spillet, og derimod retter blikket mod defensiven, vil mange også mene, at vi kan finde en del af forklaringen der. For modsat de forgangne sæsoner, har man i 2018/19 sæsonen haft et øget fokus på den defensive stabilitet, og dermed også skruet en smule ned for tjubang-fodbolden. Dette har vakt opsigt blandt flere Liverpool-fans, som ikke mener det er underholdende nok, dog har det jo haft en øjensynlig positiv effekt på pointhøsten, som alt andet lige er alfa og omega når vi snakker Premier League.
Dermed ikke være sagt, at det øgede fokus på den defensive balance ikke har haft en lille indvirkning på Liverpools offensive synergi. Alligevel er jeg overbevist om, at det snarere er et spørgsmål om selvtillid. 

Selvtillidens magt

Fælles for alle fodboldspillere verden over er at selvtillid spiller en kæmpe rolle. Det bliver ofte enormt tydeligt når en spiller sprudler af selvtillid. Vi så det med Salah sidste sæson, vi har set det med Van Dijk det sidste halvandet års tid og vi har i særdeleshed oplevet det med Mané de sidste par måneder.

Der er ingen tvivl om, at Liverpool stadig har en af de absolut farligste fronttrioer i fodbold-Europa. Og på trods af, at både Salah og Firmino har haft dykkende formkurve, er jeg ikke i tvivl om, at de inden længe formår at genfinde deres vante niveau.
”Af modgang bliver man stærk”, og det vælger jeg at tro på vil vise sig efter landskampspausen, så de røde fra Merseyside langt om længe kan sikre sig det eftertragtede Premier League trofæ.