Rasmus Gissel er ny skribent og har set på statistikken og det vi ser på banen i denne sæson.

Fra teenageagtig heavy metal fodbold, til voksenfodbold med mindre tju-bang og mere fornuft.
Husk nu at selv voksne sommetider opfører sig som teenagere. Det kommer vi også til igen. Vi skal bare være voksne først.

De fleste er enige om, hvad der sker med Liverpool i dette halvår. Defensiven styrkes, delvis på bekostning af den Heavy-Metal stil, der bragte os langt i de forgangne sæsoner, men ikke bragte pokaler i skabet. Kan vi være utilfredse. Det korte svar er nej. Det længere svar er nej, men.
Faktum er at vi har 30 point for 12 kampe, hvilket er den bedste start et Liverpool mandskab nogensinde har præsteret i Premier League. Alene dette faktum, fejer alt af bordet og en utilfredshed på den baggrund, vil være en misforstået opfattelse af hvad det egentlig er vi kæmper for.

Pointmæssig fremgang

Jeg vil i det følgende sammenligne en anelse med sidste sæson. Jeg har læst og hørt mange der har sammenlignet direkte med starten på sidste sæson og hørt betragtninger som ”vi startede også langsomt sidste år, men vi sluttede fantastisk” og postulater i den retning.
Lad det være slået fast, at fordi vi havde et bestemt mønster sidste sæson, hvor vi fra november til første Roma-kamp fremstod voldsomt stærke, så er det mønster ikke garanteret igen.
Jeg vil derfor ikke fokusere på, hvor mange point vi havde efter 12 kampe i sidste sæson (22), fordi kampprogrammet i høj grad spiller ind.

Kigger vi derimod på de samme kampe (oprykkerne erstattet således Swansea/Cardiff, West Brom/Fulham og Stoke/Wolves) får vi i mine øjne et mere nuanceret billede af de resultatmæssige præstationer.
Det regnskab viser, at vi for de 12 kampe havde 26 point sidste sæson mod 30 point nu.
Som det kan ses på kurven er der mulighed for de næste runder, at gøre gabet til sidste sæsons høst, endnu større.
Det er i mine øjne det parameter vi for alvor kan bruge til noget.
Vi kan ikke bruge til noget hvad der sker i Manchester City eller andre klubber.
Vi kan træne dagligt for at blive bedre i vores egne præstationer og netop det, ser det ud til vi er ved at blive.
Kun igennem langsigtet og målrettet arbejde bliver vi kontinuerligt bedre, uanset hvad modstanderne gør på deres adresser.

Målscoremæssig fremgang

Et andet parameter til direkte sammenligning er målscoreren.
Målscoreren indikerer faktisk ofte et holds tilstand og er ofte et mere reelt udtryk for præstationerne end point kan være, for man kan godt vinde på en dårlig dag.
Også her ligger vi – marginalt – foran sidste sæson. Dog kun et enkelt mål. Plus 17 (32-15) sidste sæson mod plus 18 (23-5) i denne sæson.

Vi har altså lavet 9 mål færre og lukket 10 mål færre ind. Vel stort set det, som man har kunnet se med det blotte øje. Defensiven styrket. Offensiven uden samme voldsomme eksplosivitet, men stadig god nok.
Hvad er det så for en omlægning af spillet, der foregår og er der udelukkende defensivt fokus?
Svaret på det sidste spørgsmål er nej.
Først og fremmest er det en omlægning med fokus på at defensiven skal være stærk nok til at kunne vinde kampene, hvis vi kun scorer få, eller et enkelt mål.
Hele sidste sæson formåede vi kun at vinde en enkelt kamp med 1-0 (hjemme mod Crystal Palace) og kun 6 af vores 21 sejre var med et enkelt mål.
Nu er det jo selvsagt ikke negativt at vinde mange kampe med flere end 1 mål, men de få sejre med ét mål sammenholdt med hele 12 uafgjorte kampe, fortæller en historie om pointtab, signeret en defensiv der blev mere og mere usikker jo ældre kampene blev.
På nuværende tidspunkt har vi allerede vundet 2 gange 1-0 og 4 gange med et enkelt mål. Tænker man tilbage på netop de sejre, er det uden den sædvanlige nervøsitet over et snarligt sammenbrud. Alle 4 sejre (Brighton, Huddersfield, Tottenham og Leicester) har været uden tvivl, og specielt sejren i Leicester var et solidt statement, ovenpå Alissons dribleshow, men der var efterfølgende lukket af og ingen tvivl.

Defensivt fokus

Ovenpå blamagen for godt et år siden på Wembley mod Tottenham, har defensiven haft øget fokus og siden den dag har det, målt på indkasserede mål, været forbedret betydeligt.
Købet af Virgil Van Dijk hjalp betydeligt, men det var stadig tydeligt at selvom der ikke blev indkasseret voldsomt mange mål, så var tilliden til Loris Karius og Simon Mignolet ikke tilstede, og købet af Alisson Becker, har definitivt gjort godt for sikkerheden i bagkæden og sammenhængen med målmanden.

Jürgen Klopp har siden den dag på Wembley vidst, at den charmerende offensiv ikke alene er nok til at bringe trofæer til pokalskabet.
Defensiven skal med.
Der er forskel på Premier League og Bundesligaen. Kampene er mindre åbne og kommer tættere.
Derfor måtte Klopp udvide sit repertoire til også at omfatte en solid defensiv.
Hvordan er det så kommet til udtryk?
Det såkaldte restforsvar er blevet markant anderledes. Hvor det før var organiseret efter at skulle i næsten ultimativt genpres, er det nu organiseret efter at passe på bagkæden.
Bedst eksemplificeret ved Gini Wijnaldum. Fra en mere tilbagetrukne position, er han ikke at finde i modstanderens felt så ofte som før, men han er derimod blevet det skjold foran midterforsvarene, der så ofte har manglet.
Det har bevirket mindre åbne kampe, hvilket har været en åbenlys fordel for defensiven.
Samtidig er den formationsændring der langsomt er undervejs fra 4-3-3 til 4-2-3-1, en – i al fald i første omgang – ændring med defensivt fokus.
Det betyder at vi nu i højere grad end før forsvarer med det man – set med et defensivt synspunkt – kan kalde 5 midtbanespillere.

Det er netop i dét lys, at Salahs nye position som frontangriber skal ses.
Salah er som kant voldsomt dygtig til at hvile i det rum som modstanderens back efterlader, når modstanderen er i boldbesiddelse, men det betyder også at han ikke bidrager til en kompakt enhed når bolden er på vores egen halvdel.
Derfor tror jeg i første omgang at det har været en ændring med defensivt fokus – som i øvrigt på sigt også kan blive en offensiv gevinst.
Når vi spiller 4-3-3 er midtbanen oftest skruet sammen med det man kalder én 6´er og to 8´ere.
I 4-3-3 har fokus derfor ofte været på dynamik.
Formationen stiller store krav til vores midterste spillere, idet de ofte både har skulle dække centralt og være i pres på modstandernes backs, for hele tiden at holde tryk på bolden.
De tre forreste skal i den formation primært hjælpe med at danne presfælder og forberede offensive omstillinger.
Den dynamik, der er i den opstilling har været fantastisk til at få publikum med, til at kunne ”blæse modstanderen ud af banen”, dog oftest når modstanderen har været et hold, der gerne vil bygge spillet op nedefra.
Det har været mod hold, der gerne vil være i boldbesiddelse, at 4-3-3 formationen for alvor har givet ”heavy metal fodbold”, eller mod hold der forsvarsmæssigt er så åbenlyst dårlige, at formationen næsten havde været ligegyldig (CSKA og Maribor).
I takt med at vi er blevet bedre og bedre til den type overfaldsfodbold, er flere og flere hold begyndt at spille længere bolde mod os, hvilket i høj grad neutraliserer det pres vi kommer med og tvinger os til ofte at spille mod et etableret forsvar og ikke på de omstillinger som vi i bund og grund helst vil.
Når vi ofte skal spille mod et etableret forsvar giver det rigtig god mening at spille med to 6´ere, der skal passe på midtstopperne og være positioneret rigtigt for at forhindre modstanderne i at lave omstillinger imod os.
Det betyder at vi forsøger at gardere os mod at få store chancer imod os.
Det er i høj grad lykkedes.

Statistisk fremgang

Lad os kigge på det der hedder expected goals.
For de 12 kampe der er spillet havde vi i sidste sæson 12,1 mål imod os, imod 9,7 i denne sæson.
Rent faktuelt var der gået 15 mål ind på os, hvor expected var 12,1. Modstanderne scorede med andre ord flere mål end de egentlig spillede sig frem til.
I denne sæson er der gået 5 mål ind, hvor expected er 9,7.
Der er altså gået færre mål ind på os end modstanderen har spillet til.
Den forskel skal helt sikkert ses i kvaliteten på de spillere der nu er på banen foran vores eget mål.
Alisson er simpelthen bedre til at redde boldene, Van Dijk er bedre til at blokere og så videre.

At vi som hold har tilladt færre chancer imod, er et udtryk for at strategien der er lagt fra trænerside, bærer frugt og der er arbejdet godt på træningsbanen med at få strategien implementeret.
Offensivt spillede vi i de 12 kampe i sidste sæson til 24,57 mål, i denne sæson har vi spillet til 23,27 mål.
Vi har med andre ord spillet stort set til det samme, men hvor vi i sidste sæson scorede mere end vi spillede til, så scorer vi i denne sæson, det vi spiller til.
Et godt eksempel er hjemmesejren over Watford sidste sæson, som ender 5-0, hvor vi reelt spiller til 1,81 mål, men den kamp lå i en periode hvor Salah havde unaturlig meget tur i den.
Det har han endnu ikke i denne sæson og derfor har han ”kun” scoret 8 mål i alle turneringer, hvilket i sig selv er enormt stærkt.

Missionen fremadrettet må – når den defensive del er helt gennemarbejdet – være at opnå endnu mere offensiv tryghed i den nye stil.
Vi sætter bolden langt mindre på spil i potentielt farlige områder end før. Fordi vi har mindre fokus på genpresset end tidligere og fordi vi gerne vil undgå de farligste omstillinger imod os.

Personligt tror jeg at nøglerne til, at vi kan skabe endnu mere offensivt er Shaqiri og Keita. De skal begge spilles ind på holdet og man skal have tålmodighed med dem. Det har Klopp.
Han arbejder målrettet med dem og det er tydeligt at specielt Shaqiri, så småt begynder at passe godt ind og på sigt måske er den spiller der gør at vi kan tillade os at drømme om en kombination af ”heavy-metal” og den afbalancerede defensiv.

To stilarter er målet

Der er ingen tvivl om at Klopp gerne vil have vi præsterer endnu bedre offensivt, og det bliver givetvis også der fokus kommer til at ligge fremadrettet, men det bliver ikke på bekostning af defensiven.
Klopp læser også statistikkerne og kan se at vi helt objektivt vurderet præsterer bedre på næsten samtlige parametre end de samme 12 kampe i sidste sæson.
I de kampe vi skal spille 4-3-3 tror jeg Keita over tid vil blive en enorm gevinst. Han er en dygtig to-vejs-spiller, med en større indbygget kreativitet end Milner, Wijnaldum og Henderson, for slet ikke at tale om Fabinho.
Shaqiri tror jeg vil kunne hjælpe os når vi skal spille 4-2-3-1 og dermed oftere angribe mod etableret forsvar. Her har vi brug for en mand der søger mellem linjerne hos modstanderen og har blik for medspillerne. Til det er Shaqiri oplagt.
Der er ingen tvivl om at vi stadig godt kan bruge et offensivt kreativt kort, og den fejlslagne transfer med Nabil Fekir spøger stadig i baghovedet og kan her på afstand af sommerens vindue, ligne den handel vi mangler.
Det var helt rigtigt set at vi mangler en ”dåseåbner” mere, specielt med Ox ude resten af sæsonen.
Klopp har tidligere vist at kan han ikke få den han vil have så venter han hellere end tager den ”forkerte”, bedst eksemplificeret med Virgil Van Dijk.
Man kan også argumentere for at vi skal have endnu stærkere 6´ere, der udover den defensive del, også mestrer spillet med bolden.
For når vi angriber mod etableret forsvar er tendensen at 6´erne oftere er playmakere, når de falder ned på siden af stopperne og bygger spillet op. Dette tydeligt inspireret af Real Madrid, men med spillere der – på dette parameter mangler et niveau eller to.
Derfor vil en endnu dygtigere boldspiller givetvis være i kikkerten når Milner om ikke så længe er for gammel og ikke god nok – sorry Milner, i love you anyway.

Derfor har jeg også fuld tiltro til at der både er noget i gang i forhold til vinterens vindue, men også at trænerstaben har fuldstændig styr på hvad de laver på transfermarkedet.
Samtidig bliver der gjort et fantastisk stykke arbejde på træningsbanen. Dels med implementeringen af spillestil, og helt åbenlyst også med den enkelte spiller.
Det er svært at nævne nogle spillere, der over en længere tidsperiode ikke har en udviklingskurve der peger opad. Det skulle måske lige være marginalspillere som Lallana og Moreno, men de spillere der oftest spiller har over længere tid en positiv udvikling, hvilket i høj grad skyldes Klopp.

Personligt tror jeg ikke ”heavy-metal” fodbolden er skrinlagt.
Jeg tror vi arbejder målrettet mod at have flere strenge at spille på og dermed kunne både overfalde modstanderen i 4-3-3 og være lidt mere tilbagetrukket i 4-2-3-1.
Det kommer i høj grad an på hvem vi skal møde og hvordan modstanderens stil er.
Hvis vi fremadrettet lykkes med at kunne mestre begge stilarter vil det være en kæmpe gevinst.
Jeg tror vi får brug for endnu en kreativ midtbanespiller (10´er) for at kunne mestre den offensive del af 4-2-3-1.
Jeg tror samtidig vi får brug for alternativer på begge backs, specielt højre. Ikke at der er noget galt med TAA og Robertson, men med de mange kampe kræver at vi har brug for friske folk med kvalitet til alle kampe, og uanset om vi spiller 4-3-3 eller 4-2-3-1 er vi afhængige af at vores backs er blandt de bedste og mest løbende hver gang. Blandt andet derfor tror jeg at en af vores næste store signings meget vel kan blive en højre back.
Endelig ser jeg som nævnt ovenfor at en mere boldmæssig visionær 6´er bliver vigtig at få fat i.

Konklusion

Vi gør det godt.
Både på point sammenlignet med de samme kampe i 17/18-sæsonen og på de spillemæssige præstationer.
Vi har 30 point mod 26 i sidste sæson. Vi har objektivt(expected) spillet til en positiv målscore på 13,57 mod 12,47 i sidste sæson.
Med andre ord, vi er blevet bedre til det, det gælder om, nemlig at samle point og være bedre end modstanderne, så mulighed for sejre sandsynliggøres.
Om det er nok til sølvtøj i denne sæson er mildest talt tvivlsomt. FA-Cuppen er måske reelt største chance. Hvis Manchester City laver over 100 point igen, kan vi ikke gøre så meget ved det.
Vi er nød til at koncentrere os, om os selv og nøjes med at påvirke de ting vi kan. Det betyder at vi må tro på den plan der er lagt og have tillid til at den udvikling der har været igennem alle tre år med Klopp fortsætter.
Der er ingen grund til at tro det modsatte.
Klopp har fået os til at drømme om større præstationer end den ørkenvandring af ligegyldige placeringer og præstationer som kendetegnede sæsonerne 09/10 – 15/16 med undtagelse af 13/14 selvfølgelig, hvor det blev til placeringer som nr. 7, 6, 8, 7, 2, 6 og 8.
Altså en gennemsnitlig placering mellem 6 og 7. Det niveau har Klopp bragt os langt over. Langt over.
Oveni det lægges to europæiske finaler og en cup-finale.
Næste skridt er vi i gang med at tage.
Det gælder for os om at være så stærke at når Manchester City slækker det mindste på det, så er vi klar til at overtage. Den position er vi langsomt og sikkert ved at bringe os i.
Det gøres ikke med et snuptag, men igennem langt og hårdt arbejde.
Til det har vi den helt rette i Klopp.
Så skal alle vi andre forsøge at efterleve Klopps motto fra sit første møde om at ændre os ”from doubters to believers”.