[Resultat] Sæsonen afstemning 2017/2018

De danske Liverpool-fans har stemt og 337 fans har afgivet deres stemme i vores rundspørge omkring forskellige emner, der handler om Liverpool FC og den netop overståede sæson.

Tilfredshed med sæsonen

Hvor tilfredse har I været med sæsonen? I har været ret tilfredse, må man sige. På skalaen 1 til 5, hvor 1 er det dårligste har 85% af jer givet sæsonen et flot 4 tal. 11,5% giver den sågar et 5 tal. Det har bestemt været en godkendt sæson, med en top 4 placering og CL finalen, som nok trækker godt op i vurderingen fra jer. Ingen har givet en negativ karakter til denne sæsonen, hvilket er meget sigende for den præstation vi har set. Hvis et par af de blundere vi så hist og her var undgået, kunne vi nok have kravlet en eller to placeringer op i ligaen. Champions League kom dog til at fylde for meget til slut, forståeligt nok.

Fortsæt læsning “[Resultat] Sæsonen afstemning 2017/2018”

[Blog] Liverpools regnskab

Vi har fået Martin Birch, som til dagligt arbejder som statsautoriseretrevisor til at se lidt på de tal, som er blevet offentliggjort i denne uge. Desværre er hele regnskabet ikke offentliggjort endnu, men kun nogle af talene. Der kommer muligvis en opfølgning på tallene når hele regnskabet er tilgængeligt, hvor det er muligt at se nærmere på disse.

Indledning

Liverpool har netop offentliggjort deres regnskab for regnskabsåret 1. april 2016 – 31. maj 2017. Salget af Coutinho og købet af Vin Dijk vil derfor først påvirke det næste regnskab.

Der kan være mange holdninger til økonomi og fodbold. Indlægget tager ikke stilling til om en ændring af indtægter på kampdage er godt eller skidt, eller om billetpriser er fair etc.

Selve årsrapporten for 2016-17 er endnu ikke offentliggjort, så det bygger alene på diverse artikler fra engelske medier og Liverpools egen pressemeddelelse. Fortsæt læsning “[Blog] Liverpools regnskab”

[Blog] Hvad så nu Liverpool?

Det er januar måned. Transferbølgen med rygter, forventninger og skuffelser går endnu en gang sin vante tur i manegen. Status er at vi mistede Coutinho til Barcelona for 1,2 milliarder kroner, vi har købt Van Dijk for 630 millioner kroner og så er det netop blevet offentliggjort tidligere i dag at Liverpool ikke henter Keita i dette vindue, af Leipzig. Jeg tror ikke Klopp bringer andre ind i dette vindue udover at vise sin interesse for Lemar i Monaco – dog tror jeg først vi går all in på ham til sommer.

Fortsæt læsning “[Blog] Hvad så nu Liverpool?”

[Blog] Salget af Coutinho

Klubben bekræftede sidst på eftermiddag lørdag, at man havde fået lavet en aftale omkring Coutinho med Barcelona. Barcelona må nu få lov til at forhandle kontrakt med Coutinho. Flere af de troværdige kilder, melder om samlet en pris inkl. Add-ons på omkring £142m for den 25-årige midtbanespiller.

Jeg tror alle er enige om at det bare var et spørgsmål om tid før skiftet ville gå igennem. Men jeg troede helt oprigtigt på at det først ville ske til sommer og at FSG og Klopp havde is nok i maven til at sige nej til nye tilnærmelse fra Barcelona. Evt. havde lavet en aftale om at skifte til sommer, som man har set så mange gange før. Men det lader til at klubben på ingen måde kunne holde på Coutinho, som trods alt har fire år tilbage af sin kontrakt. Klopp fortæller at man har prøvet på ALT for at overtale ham om at blive men uden held.

Fortsæt læsning “[Blog] Salget af Coutinho”

[Boguddrag] Liverpool i Blodet

Vi har fået lov til at dele et kapitel af bogen Liverpool i Blodet og samtidigt har du mulighed for at vinde bogen. Det eneste du skal gøre er at gætte resultatet imellem Liverpool og Manchester United samt første målscorer. Du kan deltage i konkurrencen her

Her bringer vi kapitlet:  Ristet af de røde djævle.

Og du kan købe bogen her

Henrik I mange år gjorde det ondt helt ind i kroppen, når Liverpool tabte til Manchester United. Det var i 90’erne, hvor alt gik galt, og verden endte i ren ubalance mellem godt og ondt, da Manchesterklubben fuldstændig og aldeles overtog Liverpools dominans i England og Europa. Jeg husker præcis, hvornår det skete. Nogen vil hævde, at det var, da United købte den gale franskmand ved navn Eric Cantona, men det er ikke tilfældet. I min verden skete det året efter. Manchester var en klub på vej op, og Liverpool på vej ned. Begge klubber gik på indkøb i Nottingham Forest. Liverpool købte Nigel Clough, og Manchester United hentede Roy Keane. I de år var det begrænset, hvor mange kampe fra den engelske liga man så i Danmark, så jeg kunne uden problem hævde, at Clough var et klassekøb, og at han ville få Liverpool tilbage på sporet.

Det gjorde jeg i hvert fald den lørdag eftermiddag i Tilst ved Aarhus, hvor jeg sammen med min kammerat Rene fulgte med i sæsonstarten til sæsonen 1993-94 på tekst-tv. »Bare vent, Nigel Clough får Liverpool tilbage på sporet, og så er vi færdige med det United-pjat,« sagde jeg til René, der boede med sin familie i det hus, hvor vi sad. René, dennes bror og far var alle glade for Manchester United, og jeg skal love for, at jeg tog fejl, og de fik ret. Fra da af var jeg til grin, hver gang vi snakkede fodbold. Jeg var udadtil stor optimist, når det angik Liverpool, men i bund og grund kunne jeg jo godt se skriften på væggen. Liverpool var på vej mod et sort hul, mens United var på vej til fest, farver og konstante tømmermænd forårsaget af diverse former for sejrschampagne. Og ikke bare tog de røde djævle over på fodboldbanen, men også økonomisk kørte de fra alt og alle i forbindelse med Premier Leagues begyndelse. De solgte trøjer, som Bilka sælger fredagsslik, og United blev et »brand«. Når jeg har det allerværst i mit fodboldhoved, så hader jeg Manchester United. De har gjort så meget skidt for mit liv, selvom de i virkeligheden ikke har gjort en fløjtende fis. I min fantasiverden, hvor jeg har styr på verden og ved en masse om fodbold, har de ødelagt alt. Jeg skrev og skrev om fodbold. Skrev, hvad Liverpool burde gøre, og roste spillerne og forsvarede de forskellige trænere, men inderst inde vidste jeg jo godt, at vi aldrig ville indhente Manchester United. De ville vinde alt og aldrig stoppe igen. Vi købte Clough, de købte Keane. Vi købte Collymore, de købte Andy Cole. Vi købte Torben Piechnik, de købte Peter Schmeichel og så videre og så videre. Og det brændte inden i mig. De af mine venner, der holdt med Manchester United, hånede mig konstant: »I er så ringe,« sagde de. Og med »I« mente de Liverpool og mig. Jeg var elendig, og United var de bedste. Og vi tabte altid til dem, selv når vi spillede godt.

Engang sad jeg på diskotek Edison i Aarhus og så Liverpool tabe mod Manchester. Jeg var sammen med mine venner Kasper og Casper. Kasper holdt som mig med Liverpool, mens Casper holdt med United. United vandt sikkert 3-1 efter en masse fejl af Liverpool og mål af Pallister eller Cole, og da kampen var slut, var jeg i kulkælderen. Så kom Caspers kæreste for at hente ham. »Har I set mine nye støvler?« spurgte Maria, som hun hed og hedder den dag i dag. Jeg svarede, at jeg sgu da ville skide på hendes nye støvler. Og så blev hun sur. Og så gik de. Hun forstod mig ikke, men nye støvler var på det tidspunkt cirka lige så vigtigt, som vejret er godt i Danmark i november … eller noget. Jeg var bare sur og træt af det hele.

1999. Jeg er på arbejde i Østjyllands Postcenter. Det er onsdag og Champions League-finale, men jeg er ikke så interesseret, da Liverpool jo ikke er så gode til at kvalificere sig til den fineste turnering. Kampen står mellem Manchester United og Bayern München. På min cykeltur på vej hjem fra arbejdet hører jeg et brøl fra en lejlighed og kort tid efter endnu et fra en anden lejlighed. Da jeg kommer hjem, har United vundet 2-1 over Bayern. Jeg tænker, at det er godt. Nu kan det være, at folk igen begynder at tage engelsk fodbold alvorligt. Jeg burde hade dette øjeblik, men jeg er godt tilfreds.

Der gik dog ikke længe, inden jeg fortrød denne følelse. Det var jo United, og nu skulle man drilles igen. Hånes. Heldigvis havde Liverpool fire sejre i turneringen, før den skiftede navn. Fire sejre, som jeg håbede, United aldrig ville nå. I mit indre vidste jeg godt, at Liverpool aldrig ville vinde turneringen igen. De gode dage var forbi, og nu herskede Manchester United. Liverpool kunne håbe på at vinde en mindre engelsk cupturnering, som de havde gjort fire år tidligere, da de havde besejret mægtige Bolton i Liga Cup-finalen. Nu er jeg blevet voksen. Jeg er blevet skilt og har to børn i skolealderen. Til skolearrangementerne møder man mangt en fortvivlet mand, der i bund og grund hellere ville sidde på et stadion med en kold øl end at overvære endnu en rædsel af en sangforestilling fra skolens måske knap så musikalske andenklasser, der som traditionen byder, er smidt på scenen for at fremføre nogle af vort lands herlige børnesange. Vores maskulinitet er reduceret til en svag tanke om en ungdom med fest og øl og masser af fodbold. Nu skræller vi gulerødder og støvsuger og gør, alt hvad der skal til for at fremstå åh så rigtige i det kvindelige køns øjne. Fire af fædrene holder med Manchester United og meget lidt med Liverpool FC. Vi er i samme båd nu. Både i forhold til fodbolden og feminiseringen af vores hverdag. Liverpool og Manchester har sløje år, og det er City og Chelsea, der er førende. Jeg er blevet vant til det, men for dem er det nyt. United er stadig en af verdens rigeste klubber og burde være i toppen af Europa. Liverpool derimod har ikke længere krav på andet end en god placering i ny og næ. Vi driller hinanden, når vi ses, men det er med et smil på læben. Det kan være hårdt at være i mindretal, men jeg har ikke noget problem med det overhovedet. Én ting har jeg lært, at JEG intet har med Liverpools præstationer at gøre, og at folk, der holder med Manchester United, sagtens kan være nogle forfærdelig rare mennesker. Den eneste forskel, der er på os, er, at de holder med Manchester United, og at jeg holder med Liverpool. Jeg er blevet rund på mine ældre dage, og som tidligere beskrevet er det fodbolden, jeg elsker at tale om og ikke nødvendigvis, hvem man holder med.

På vores tur mod denne bog var vi et smut forbi fodboldkommentator Morten Bruun. Morten lagde ikke skjul på, at han holder med Manchester United, men han lagde ej heller skjul på, at han ikke er så meget fan, at et nederlag går ham synderligt på. På en skala fra 1 til 10 tildelte han sig selv et femtal. Dette kunne måske også ses af, at det var et billede af Carlos Tévez, der hang på køleskabet. En spiller, der nok var god i Manchester, men som mange United-folk nok var blevet trætte af, da han skiftede til Manchester City. Jeg kan lide Morten Bruun som kommentator. Jeg kender ham ikke personligt, men har altid ment, at han var en meget vidende kommentator. At vi så ikke altid er enige om tingene, er noget andet, men det kan jo også være mig, der tager fejl. Jeg har flere gange oplevet, at folk med tilhørsforhold til Liverpool, har været efter Morten Bruun og sagt, at han var forudindtaget i sine kommentarer. Bruun selv sagde denne dag, at han ikke kendte mere nærtagende fans end fans af Liverpool. Nogen ville tage det som en fornærmelse, men jeg forstod ham og tog det til mig.

Jeg har holdt med Liverpool, siden jeg var en lille dreng. Da de vandt alt, var jeg ligeglad med andre klubber. Kunne endda glæde mig over andres glæde, men da de røde fra Manchester tog over, begyndte jeg at blive en anelse bitter og nærtagende. Jeg tog alle deres stikpiller ind. Det gjorde mig ikke godt. Men hvorfor? Skillepunktet kom, da de vandt deres mesterskab nummer 19. Nu var de den klub i England med flest mesterskaber. Den dag var jeg en lettet mand. De var bedre end os. Og det var helt OK. Jeg ville ønske at Liverpool var bedre, men der var og er intet, JEG kan gøre ved det. Det er bare fodbold. Fodbold er ikke vigtigere end liv og død. Fodbold er fodbold, og i bund og grund er jeg mere interesseret i at holde om og holde af mine nærmeste. Fodbold er ikke bedre end sex. Fodbold er en religion, hvor jeg intet har at byde ind med. Jeg har efterhånden en del venner og bekendte, der holder med Manchester United. Det er fint med mig. Jeg kan mærke, at jeg på det personlige plan nærmer mig Morten Bruun i forhold til resultaterne på banen.

Jeg bliver bare ikke længere bitter over fodbold. Jeg har det ikke som mine medforfattere. Bevares, at tabe til Manchester United er stadig det værste, jeg ved, men jeg kommer mig hurtigt over det. Tidligere kunne jeg ikke se disse kampe uden vanvittige nerver og ondt i maven. Nu ser jeg dem med en helt anden ro, hvilket kan frustrere dem, jeg ser kampene med. Det er jo bare fodbold. Det er, som om vi gør fodbold til et symptom for vores samfund. I stedet for at kæmpe mod de virkelige problemer, så kæmper vi mod modstandere af andre klubber. Bevares, jeg synes, verden til tider er rådden og forskruet, men samtidig synes jeg, det er sygt, at vi bruger mere tid på at råbe ad de andres hold, end at råbe op om, at der dør tusindvis af arbejdere i forbindelse med konstruktionen af fodboldstadions i Qatar. Har Morten Bruun ret, når han påstår, at Liverpools fans er nærtagende? Man kunne beskylde mig for at være benovet over sådan at drikke kaffe med en tidligere dansk topspiller og nuværende tv-kommentator og hoppe på Bruuns vogn, men på den anden side, så har manden måske ret. Liverpools fans er konstant på nakken af andre klubber. Så er deres fans ikke gode nok, så er der det ene, og så er der det andet i vejen. Og hvis nogen skriver noget negativt om klubben, er vi på vagt og svarer hurtigt igen via de sociale medier. Jeg ved det, for jeg har været der. Flere gange. Alt fra en artikel på DR’s hjemmeside om Kenny Dalglish til pressens dækning af Suarez’ opgør med Patrice Evra. Jeg skrev tre tætte sider og sendte til de fleste danske aviser som forsvar for Suárez. Jeg hørte intet til det, men det red mig som en mare, at jeg mente, at pressen havde fremstillet historien helt forkert. Havde jeg haft det på samme måde, hvis det havde været en anden spiller i en anden klub? Hvis det eksempelvis havde været Suárez og Yaya Touré? Jeg tror det ikke, men tvivlen kommer mig næppe til gode. Måske er jeg både nærtagende over for skriverier om Liverpool og over for Manchester United. Personligt har jeg i hvert fald været ret nærtagende, når jeg kigger tilbage. Og mens jeg skriver dette, nager det mig faktisk, at Bruun flere gange var været kritisk over for Mamadou Sakho. Hvordan kan han tillade sig at være det over for dette pragteksemplar af en spiller?

Du kan læse flere uddrag af bogen her

[Blog] Smutter Coutinho til vinter? Nej

Jeg havde egentlig regnet med at alt påstyret omkring Coutinho havde lagt sig. Men jeg tog fejl. Endnu en gang dukker der rygter op om ham og Barcelona.

Vi har tidligere set et utal af historier fra denne kilde (Mundo Deportivo) i sommer. Som påstod det ene og det andet dagligt omkring Coutinho og Barcelona. De havde altid insider viden, i følge dem selv. De blev mere og mere febrilske efter rygter og ”breaking nyheder” i sagaen. Fair nok, noget af det de har skrevet har nok passet, men der må være en enorm fejlrate imellem. For de fik godt nok luftet en masse gas ud. Lad os holde os ved at sige kilden nok ikke er i top 10 over de mest troværdige. Dette holdt op imod at Liverpool Echo, Joyce, Reddy you name it ikke fulgte dem trop.

Om det er Barcelonas talerør (ligesom Liverpool Echo bl.a. er Liverpools) ved jeg ikke. Jeg havde troet det mere var spanke Sport, som vi ville have hørt det fra. Måske de har holdt sig for gode i forhold til den her sag?

Fortsæt læsning “[Blog] Smutter Coutinho til vinter? Nej”

[Blog] Hvad er Oxlade-Chamberlain for en størrelse?

Liverpool har sikret sig Arsenal spilleren Oxlade-Chamberlain. Prisen for den 24-årige midtbanespiller rygtes til mellem £35-40m. Nogen vil mene det er en høj pris for en spiller, som har ni måneder tilbage af sin kontrakt, som på seks sæsoner har scoret seks mål og lavet 14 assists. Men Klopp har ville have ham siden januar og i maj måned startede rygterne om en handel. Derudover var Arsenal meget interesseret i at beholde ham, samt Chelsea var på banen med en kæmpe løn. Arsenal ville give ham £180.000 om ugen og Chelsea £220.000. Det er dejligt at se vi kan hente spillere, som ellers bliver tilbudt flere penge andre steder. Det viser en tro på projektet, som Klopp har gang i. Det samme kunne vi se da vi sikrede os Keita, som først er om et år.

Fortsæt læsning “[Blog] Hvad er Oxlade-Chamberlain for en størrelse?”

Sæsonoptakt 17/18: Bloggernes forudsigelser

Vores bloggere kigger frem mod den kommende sæson, og giver blandt andet deres bud på, hvilket nyindkøb, der vil gøre det bedst, hvilken ungdomsspiller der vil få et gennembrud og sæsonens topscorer for klubben. De vil naturligvis også forsøge at forudsige, hvilken placering Liverpool ender på i ligaen.

En ny sæson står for døren. Hvad glæder du dig mest til?

Lasse: At komme i gang igen. Jeg har virkelig nydt pausen uden fodbold, det gør jeg hver sommer på sin vis. Det dræner min energi, så pausen har været velkommen med et afbræk, hvor jeg ikke har skulle gå op i det. Men kan også mærke at nu begynder det at trække i mig igen. Især efter de sidste par træningskampe imod de gode hold.

Men ellers er der jo nye spillere i truppen, så få set om de har niveauet eller om det er forfærdeligt. Klopp har sagt han ikke er så interesseret i at handle mere, medmindre Keita eller Van Dijk pludseligt bliver en mulighed for os.

Fortsæt læsning “Sæsonoptakt 17/18: Bloggernes forudsigelser”

[Afstemning] Sæsonstart 2017/2018

Sæsonstarten er lige om hjørnet. Der er to dage til  vi sparker sæsonen i gang imod Watford.

Indtil videre er vi blevet forstærket i form af Salah, Solanke og Robertson, mens vi har sagt farvel til Stewart, Lucas og Manninger fra 1. holdstruppen.  Transfervinduet er fortsat åbent indtil d. 31 august ved midnat. Så der er stadig god tid til at få opgraderet truppen, men også få solgt ud. Lad os håbe Coutinho stadig er i klubben d. 1 september. Indtil videre har vi afvist alle bud fra Barcelona. Van Dijk har smidt en transfer request, men Southampton vil stadig ikke sælge.

Husk du kan se U23 holdet imod FC Nordsjælland på Fyn. Mere info her

Lallana er ude i nogle måneder med en skade i låret. Sturrigde og Clyne er småskadet her op til sæsonstarten, de er dog udtaget til den 30 mands store trup, som skal kvalificere os til Champions League gruppespillet.

Hvor ender Liverpool?

Men hvilken placering tror du Liverpool ender med når den sidste kamp er spillet færdig i Premier League?

Hvilken placering får Liverpool i sæsonen 17/18?

Se afstemningen

Indlæser ... Indlæser ...

 

Og hvad gør den kommende sæson til en succes for dig?

Hvornår har denne sæson været en succes?

Se afstemningen

Indlæser ... Indlæser ...

[Blog] Tak for alt Lucas, du er en ener

Jeg var egentlig gået i gang med at skrive det her indlæg inden han officielt blev solgt. Men efter handlen gik igennem og jeg læste hans åbne brev til os fans, måtte jeg starte forfra og åbne en øl op. Lige for at skylle nyheden ned, som har sværmet omkring os de sidste par dage. Alle vidste det ville ske, spørgsmålet var bare hvornår.

Lucas er for mig, personligt den største spiller, som jeg har oplevet i Liverpool. Mange vil være uenige, det ved jeg. Men for mig står han som en helt speciel person.

The man

Nogle af hans evner på en fodboldbane kunne bestemt være bedre, men det han var god til var han i en periode (før korsbåndsskaden) helt fænomenal til. Holde spillet i gang, give plads til, at de offensive spillere kunne tænke på angreb inklusiv vores backs, hjælpe forsvaret når modstanderne angreb og holde spillet i gang med små simple afleveringer. Jovist jeg ville da også ønske han havde lavet et par mål mere i løbet af sin tid i Liverpool (syv i alt) og nok nogle flere assists og ikke mindst flere fremadrettede afleveringer, som kunne bryde modstandernes kæder. Men som fodboldspiller er det også vigtigt at kende sine begrænsninger og det kunne Lucas. Og det vidste de fem managers, som han havde i Liverpool også hvad var. Ingen af dem, udover Benitez forsøgte for alvor at få ham længere frem på banen. Klopp brugte ham i forsvaret på grund af hans overblik, placeringsevne, boldomgang og lederegenskaber. Det blev aldrig rigtig godt, men det kunne bruges i de tilfælde, hvor det var nødvendigt. Det viste også hvor meget Klopp stolede på Lucas, at han blev valgt fremfor mere rendyrkede forsvarsspillere.

Han aldrig rigtig fået den ros han fortjener for sit hovedspil, som er latterligt godt. Det var utroligt få gange han gik op i en duel og tabte den. Timingen var helt unik, men fordi han var placeret de meter længere fremme, var det sjældent ham, som lavede de vigtige indgreb på indlæg og lignende, som bliver bemærket på tv-billederne. Den tidligere Liverpool spiller Andy Carroll har også været ude at sige, at Lucas var en af de hårdeste midterforsvarer han har spillet overfor. Og så snakker vi ikke noget om hans selvmål efter en dødbold for flere år siden!

Men nogle af de ting, som jeg sætter mest pris på ved ham er hans loyalitet overfor klubben. De mange gange han er blevet rygtet væk, men er blevet bedt om at blive, kan nok ikke tælles på en enkelt hånd. Hvor mange ville stå model til det? Jeg tror de færreste gad sådan en behandling og på et tidspunkt nok ville sige ”fuck jer, jeg skrider”. Det var der intet af på noget tidspunkt. Han klappede hælene sammen blev, skrev under på en ny kontrakt og fortsatte, som intet var hændt.

I en verden, hvor klubmænd bliver færre og færre, står Lucas for mig som en af dem, som har bevist, at han elsker at være i Liverpool FC og i byen Liverpool. Han udtalte selv, at han gerne ville have sluttet karrieren i Liverpool, men som sportsmand hang det ikke sammen længere, da han vil spille. Skiftet er på ingen måde et skifte for at tjene flere penge, men rent sportsligt. Billedet herunder viser en mand, som godt ved at det nok er slut i Liverpool. Han ser ikke rigtig glad ud.

Hvor imod det her banner i den grad viser glæde og stolthed over det han har opnået i Liverpool. Læs hans afskedsbrev til klubbens fans her

Hvad man kan høre fra rigtig mange af spillerne i klubben, så har det været ham, som har taget imod dem når de er kommet til klubben. Og det har ikke kun været Moreno, Coutinho og Firmino, som har fået hjælp. Det har også været Milner, som har været mange år i gamet, Sturridge der flyttede til fra London og Mignolet, blot for at nævne nogle. Lucas har været et omdrejningspunkt for rigtig mange udenfor banen og har helt sikkert gjort livet nemmere for de fleste. Vi ved hvor meget det betyder at have ro udenfor banen og her har han hjulpet, ved blandt andet at afholde børnefødselsdage, hvor mange af spillerne har deltaget og kunne komme hinanden ved udenfor banen og omklædningsrummet. Jo stærkere truppen er udenfor banen jo stærkere er den inde på banen. Han var et helt essentielt samlingspunkt for 1. holdstruppen.

Man havde med en spiller at gøre, som aldrig trak sig i tacklingerne, der altid gav sig 100% i kampene og aldrig slog op i banen som følge af en fejl eller andet fra sig selv eller holdkammeraterne. Holdet kom altid før egne ambitioner i kampene.

Jeg husker tydeligt da korsbåndet røg, og han lige ville ind og se om han ikke kunne spille videre – jeg har selv revet korsbåndet over, to gange. Det er sgu ikke noget man bare lige rejser sig op fra og forsøger at spille videre på, hvilket mange andre nok er enige i.

Han er en fighter af guds nåde. Og han var klar til at forsvare sine medspillere på banen. Der var en episode med Henderson, kan ikke huske hvilken kamp og hvem modstanderen var (mener det var Costa i en Chelsea kamp), men der skete der et eller andet, som Lucas mente var unfair der tog han den store tur med spilleren ude på sidelinjen. Ikke noget der trak tv-billeder efterfølgende, men et klart signal om at han var der for de andre på banen. Noget som vi til tider har manglet når bølgerne er gået højt siden Gerrard og Carragher stoppede. Selvom alle nok kan huske Henderson der kigger ondt på Costa i en anden kamp.

Følgende tekst er et uddrag fra den her artikel, som jeg ikke kunne lade være med at smile af da jeg læste det. For det er sgu godt ramt.

“(…) the thing Lucas Leiva does best is commit cynical fouls.

When he was a regular in the Liverpool midfield, Lucas seemed to snuff out a promising counter-attack at least once per game with a judicious hack of the shins 45 yards from goal, before trotting away from the sound of the referee’s whistle without even looking at the yellow card he knew was coming. (This raises the existential question: if Mike Dean gives Lucas a no-look yellow card, and Lucas jogs off without looking at it, has anyone actually been booked?)

(…) It is so patently cheating, and yet so obviously the smartest and most efficient thing to do, that it serves as the purest possible demonstration of partisan fans’ hypocrisy: they will scream bloody murder if it halts their side’s attack, but lambast their own defenders in exasperation if they play fair when they could have ‘taken one for the team’.”

 

Han har båret anførebindet 14 gange i sin Liverpool karriere. Det lyder ikke af meget. Men med Gerrard, Carragher, Agger, Henderson og Milner i klubben på samme tid har der ikke været mange muligheder for ham. Det største øjeblik for ham med anførebindet må have været hans sidste mål for Liverpool i EFL cuppen, hvor han sendte Liverpool videre. I øvrigt se glæden ved at score det mål. Hold kæft hvor jeg nyder det. Man kan se det betyder noget. Og hans kommentar efter kampen da en journalist spørger til måltørken: ”Was it that long? I scored last week in training you know!”. Det er ren scouse humor, det er så perfekt, som noget kan være.

Nyd lige målet og fejringen. Eller det var meningen vi kun skulle se hans sidste mål her. Men hvorfor ikke bare nyde alle syv nu vi kan?

Og så kommer vi for alt i verden til at mangle en kulturbærer. En der kender klubben ud og ind. De to der har været længst tid i Liverpool FC nu er Henderson og Flanagan. Lucas har lært fra Gerrard, Carragher, Hyypiä, Dalglish, Kuyt, Reina, Agger og der er sikkert nogen der er glemt, som også har bidraget til den forståelse der er i klubben om, hvordan vi gør tingene. Det er noget der hele tiden er flydende og som rykker sig, men det at nogen kender til de Liverpool dyder, som hersker i klubben og som er gået fra generation til generation kan komme til at mangle.

Dalglish fik bestilt en ekstra medalje til Lucas efter vi vandt Liga Cuppen i 2012, som han missede på grund af en skade. Han fik den for den store indflydelse, som han havde haft i hele turneringen. I bussen på vej til Wembley fik han i øvrigt en sms fra Gerrard, hvor der stod:  “Don’t worry, we will get here again”. det gjorde Liverpool, men igen var Lucas skadet da vi skulle spille en finale på Wembley næste gang, som desværre blev tabt. Det blev kun til den ene medalje i Lucas´ 10 år i klubben.

 

Tænk sig hvis det her forsøg ikke var blevet taget på stregen af fucking Phil Neville? Lucas Leiva der afgører et Merseyside derby i det +90 min efter han blev skiftet ind til fordel for Gerrard. Hold kæft der røg mange bandeord afsted da jeg så kampen på en bar i Aalborg da udskiftningen kom. Men Kuyt afgjorde kampen efterfølgende. Jeg vil kalde det en genistreg af Benitez…

Lucas´ tal i Liverpool

Lige lidt forskellige tal på Lucas, som også understreger, hvor indflydelsesrig han har været på klubben:

Han har spillet flest kampe imod Chelsea (19) og næst flest imod Everton (17). Det siger lidt om, hvilke type kampe, hvor man har haft brug for hans kvaliteter.

Han har spillet for fem forskellige managers, den eneste i klubbens historie der har spillet for flere er Carragher.

Kun to ikke-briter i form af Hyypiä og Reina har spillet flere Premier League kampe end Lucas (247) og han er den med 6. flest Premier League kampe i klubbens historie.

En ud af ni spillere, som har mere end 30 europæiske kampe for Liverpool.

17,337 så mange minutter har han spillet Premier League fodbold i, dette er kun overgået af 10 andre spillere i klubben.

120 spillere har han spillet sammen med på de ti år han var i klubben.

Og så har han næst flest tacklinger i Premier League siden 2011/2012 med hele 371 styks.

 

Jeg kommer til at se nogle flere Lazio kampe fremover – heldigvis spilles de på et tidspunkt, hvor man ikke skal op om natten (Gerrard!!) for at få et glimt af ham.

Tak for alt Lucas. Du er en ener og jeg vil personligt komme til at savne dig og alle de ting, som du stod for. Mange af de ting, som jeg værdsætter utroligt højt hos en Liverpool spiller men også generelt i livet.

I don´t like him because his name is Lucas Leiva, I like him because he is Lucas Leiva!