Historie

~ Del 11 ~

1983-1991 – Triumfer og tragedier

Af Jesper Thinghuus

Som Liverpool fan i 1980erne kom man igennem hele følelsesregisteret. Det var en periode, der kastede mange trofæer af sig, men det varsamtidig et årti, hvor klubbens
fans var vidner til et par gedigne sportslige skuffelser. 25 års dominans lakkede mod enden, og så var det i 1980erne, at de to største tragedier i klubbens historie fandt sted.

Årene omkring 1990 var begivenhedsrige på den internationale politiske scene. Berlinmuren faldt i november 1989, og det dybfrosne forhold mellem øst og vest tøede i de  følgende år op med en hastighed, de færreste havde troet mulig. På Merseyside markerede overgangen til 1990erne også afslutningen på en epoke for Liverpool FC, og da   manager Kenny Dalglish sagde op den 21. februar 1991, indvarslede det en ny periode for klubben, hvor der blev længere mellem trofæerne.

Onkel Joe

Før Kenny Dalglish blev  ansat som manager, var der et kort, men ganske succesfuldt, intermezzo på managerposten i skikkelse af Joe Fagan. Fagan var indfødt Liverpudlian, og havde været en del af  trænerstaben i Liverpool siden 1958. Han var en populær og højt respekteret skikkelse i spillertruppen, hvor han gik under tilnavnet ”Onkel Joe”.

Bob Paisley udpegede Fagan som  assisterende manager i 1979, og det var naturligt, at han overtog managerjobbet, da Bob Paisley stoppede i 1983. Egentlig var Fagan ikke særlig interesseret i jobbet, og han  fortalte, at ”jeg tog kun tog jobbet, fordi jeg følte, jeg arbejdsmæssigt var gået i stå.” Paisley og klubbens bestyrelse var imidlertid sikre på, at Fagan var den rette afløser, der kunne  fastholde positionen som et af Europas bedste mandskaber. Joe Fagan med Europa Cup-trofæet efter sejren i 1984

Joe Fagan overtog et velfungerende hold, der både var regerende mesterhold og Liga Cup-vindere, og han foretog kun ganske få udskiftninger i spillertruppen for at bevare skarpheden. Han var tæt på at sikre sig Michael Laudrup, der  imidlertid sprang i målet og valgte Juventus, da Liverpool sent i forløbet forlangte en længere kontraktperiode med det danske stortalent, end parterne først havde aftalt.

Fagans treble

Liverpool og Manchester United er de eneste engelske klubber, der har formået at vinde en såkaldt treble. Liverpool stod for den første i 1983/84-sæsonen. Det var Joe Fagans debutsæson som manager, og klubben sikrede sig foruden mesterskabet både Liga Cuppen og Europa Cuppen for mesterhold. I ligaen satte Liverpool sig på førstepladsen  allerede i begyndelsen af november, og så sig ikke tilbage, før det tredje mesterskab i træk kunne fejres i maj. Liga Cuppen blev hjemtaget for fjerde sæson i træk og det endda i  historiens første pokalfinale mellem de to Merseyside-rivaler. 70.000 scouseres messende ”Merseyside, Merseyside” hyldede de to mandskaber på Wembley efter et spændende 0-0 opgør, som betød, at der skulle spilles omkamp på Maine Road i Manchester. Her afgjorde Graeme Souness’ enlige scoring kampen til Liverpools fordel. Den  sidste del af treblen blev sikret med en finalesejr i Europa Cuppen for mesterhold mod Roma. Det skete endda på italienernes hjemmebane i Rom, hvor Phil Neal gav Liverpool   en tidlig føring, mens Roberto Pruzzo udlignede kort før pausen. Da der ikke blev scoret yderligere, endte kampen i straffesparkskonkurrence. Her havde Liverpool de bedste  nerver og en sprælsk Bruce Grobbelaar på mål, hvilket sikrede en samlet 5-3-sejr.

Fra treble til tragedie

Selvom Laudrup glippede, var holdet stadig rigeligt stærkt til at kunne konkurrere på alle fronter, og 1983/84-sæsonen blev en historisk succes. Både mesterskabet og Liga Cuppen blev forsvaret på flotteste vis, og da anfører Graeme Souness den 30. maj 1984 løftede pokalen med de store ører op mod aftenhimmelen over Rom,  var det en kendsgerning, at Liverpool FC som den første engelske klub nogensinde havde formået at vinde en treble.

Efter finalen i Rom udtalte Souness ”hvem skal kunne stoppe  os næste sæson?”, men henover sommeren solgte Liverpool netop Souness til Sampdoria, og det var – trods indkøb af bl.a. Jan Mølby og John Wark – et for stort hul at skulle  udfylde. Det sejrsvante Liverpool-hold formåede således ikke at vinde nogen af de hjemlige turneringer, så 1984/85-sæsonen skulle reddes af Europa Cuppen, hvor Liverpool igen var nået frem til finalen, denne gang mod Juventus på Heysel Stadion i Bruxelles.

Det der på forhånd lignede en spændende fodboldkamp mellem to af Europas største klubber,  skulle imidlertid blive til en tragedie af ufattelige dimensioner. Kombinationen af et faldefærdigt stadion og for ringe adskillelse af de to holds fangrupper betød, at 39 fodboldfans mistede livet, heraf de fleste Juventus-tilhængere, da de prøvede at flygte fra angribende Liverpoolfans, hvilket medførte, at en mur brød sammen under presset, og mange  italienske fans blev mast.

I lyset af den skrækkelige tragedie, der udfoldede sig på stadion, virkede selve finalen meningsløs, da den blev fløjtet i gang med en del forsinkelse.  Juventus vandt med 1-0 på et diskutabelt straffespark, men Europa Cup-finalen 1985 vil for altid blive husket for de tragiske 39 dødsfald frem for resultatet.

LÆS MERE OM HEYSEL TRAGEDIEN HER

Kenny Dalglish bliver manager

Da Joe Fagan trådte ud af flyet ved hjemkomsten til Liverpool, kunne man se, han var en mærket mand. Fagan havde dog allerede inden Heyselkampen besluttet at  stoppe som manager, og til stor overraskelse for mange, pegede klubbens ledelse på den endnu aktive Kenny Dalglish som ny manager.

Indledningsvis var det lidt vanskeligt for  Dalglish at vænne sig til sin nye rolle, men efterhånden – og bl.a. efter at assisterende manager Ronnie Moran havde forklaret spillerne, at de var nødt til at kalde Dalglish for ”boss”   kom hierarkiet på plads, og resultaterne blev bedre og bedre.

Allerede i Dalglish’ første sæson som manager blev mesterskabet sikret efter en flot slutspurt, men sæsonen  huskes især for den første FA Cup-finale nogensinde mellem de to Merseyside-rivaler. Det blev en underholdende affære, som Liverpool vandt med 3-1, hvilket ikke mindst skyldtes indsatsen fra Jan Mølby, som var involveret i alle tre mål, og som strøede om sig med præcise afleveringer.

Finalen kronede en strålende sæson for Mølby, der nu havde  været i klubben et par år. I den første sæson under Fagan var Mølby mest blevet brugt som reservespiller, men Dalglish havde stor fidus til den danske playmaker, og fortalte  senere, at han ”ikke kunne fatte, at så kreativ en spiller havde rendt rundt på reserveholdet.

Kenny Dalglish’ managerkarriere begyndte således med en imponerende double og  han skabte i de følgende år nogle af historiens mest velspillende og underholdende Liverpool-mandskaber. Det gjaldt ikke mindst i 1987/88-sæsonen, hvor mesterskabet atter  blev hjemtaget på overbevisende vis, hvilket bl.a. skyldtes, at Dalglish havde tilført holdet store offensive profiler som John Barnes, Peter Beardsley og John Aldridge. Kenny vandt  The Double i sin første sæson i 1985/86.

Sportslige nedture

Da holdet også nåede FA Cup-finalen i 1988 mod upåagtede Wimbledon, havde Liverpools fans store forhåbninger om  endnu en double-triumf. Finalen på Wembley blev imidlertid en stor skuffelse for de røde storfavoritter, hvor et brændt straffespark af John Aldridge, og en fejlagtigt underkendt  scoring var det nærmeste Liverpool kom på at udligne Wimbledons 1-0-føring.

Nederlaget til Wimbledon var en skuffelse, men den skulle blive overgået et års tid senere. Vanen  tro var Liverpool med i mesterskabskampen, og denne gang var det Arsenal, der var nærmeste konkurrent. Da de to mandskaber skulle mødes på Anfield på sidste spilledag, var  situationen, at Liverpool førte med tre point og en målforskel, der var fire mål bedre end Arsenals. Arsenal skulle således vinde med mindst to mål for at blive mestre.

Da Alan  Smith bragte Arsenal foran efter 52 minutter, så det scenarie pludselig ikke så urealistisk ud. Spillet bølgede nervøst frem og tilbage med chancer i begge ender, og to minutter inde   overtiden, da Liverpool så ud til at have reddet stormen af, slap den senere Liverpool-spiller Michael Thomas fri på en lang bold og bragte Arsenal foran 2-0. Da slutfløjtet lød kort efter, var Thomas’ overtidsmål således akkurat nok til at sende mesterskabet til Londonklubben. Mens Dalglish stod som forstenet på sidelinjen, sank Liverpools spillere  sammen rundt omkring på Anfields græstæppe, og som Steve McMahon udtalte efter kampen, spurgte man sig selv ”om det her virkelig er sket.

Det chokerende nederlag til Wimbledon i FA Cup-finalen

En af de mest overraskende vindere i FA Cup-pens historie var Wimbledon, der slog Liverpool med 1-0 i finalen 14. maj 1988. Liverpool havde i løbet af sæsonen 1987/88
fejet al modstand til side i ligaen, og var storfavoritter mod opkomlingene fra London, der blot ti år tidligere havde befundet sig udenfor ligasystemet. Det var to meget forskellige stilarter, der mødtes: Liverpools flydende pasningsspil mod Wimbledons fysisk kontante stil. Kampens eneste scoring kom efter 36 minutter, hvor Lawrie Sanchez headede et frispark fra Dennis Wise ind ved den fjerneste stolpe. Liverpool masede på, men Wimbledon forsvarede sig dygtigt, og Liverpools stjerner formåede ikke at svare igen. Da chancen endelig kom i form af et straffespark et kvarter efter pausen, svigtede John Aldridge tilmed for første gang i 12 forsøg fra 11-meter-pletten. Wimbledons målmand Dave Beasant blev dermed den første målmand til at redde et straffespark i en FA Cup-finale på Wembley, ligesom han også var den første målmand, der som anfører fik overrakt trofæet, som i øvrigt er det eneste, Wimbledon nåede at vinde, før klubben i 2004 skiftede navn til Milton Keynes Dons.

En nedbrudt Dalglish siger op

Et år efter nedturen mod Arsenal hjemtog Liverpool sit 18. og foreløbig seneste mesterskab, men på det tidspunkt var det en hårdt medtaget Kenny Dalglish, der sad i managersædet.  Han var stadig mærket af tragedien på Hillsbororugh den 15. april 1989 i forbindelse med FA Cupsemifinalen mod Nottingham Forest. En kamp, der blev fløjtet af efter seks  minutter, da det stod klart, at noget var helt galt på tilskuerpladserne i den ende, hvor Liverpools fans holdt til. Det var ét stort kaos. Alt for mange tilskuere var blevet lukket ind i  afsnittet, hvilket betød, at folk blev presset op mod hegnet, der omgav banen, og i alt 96 Liverpool fans blev mast ihjel af trykket bagfra. Det var en tragedie, der kom til at sætte sit  præg på Liverpool FC fremover. Liverpool endte med at vinde FA Cuppen 1989 i en følelsesladet finale mod Everton, hvor fans fra de to Merseyside-klubber stod skulder ved skulder og mindedes de 96 dødsofre fra Hillsborough, men trofæet virkede underordnet i betragtning af de tab, mange familier havde lidt.

LÆS MERE OM HILLSBOROUGH HER

For Kenny Dalglish var Hillsborough- tragedien mere, end han kunne klare. Han led i de efterfølgende måneder sammen med de pårørende, og det tærede på hans mentale overskud. Han fik sværere og sværere ved at  håndtere presset som Liverpool-manager, og den 21. februar 1991 meddelte Dalglish klubbens bestyrelse, at han sagde op.

Dalglish træder tilbage

20 minutter inde i mødet den 21. februar 1991 på klubsekretær Peter Robinsons kontor smed Kenny Dalglish bomben: ”Jeg siger op! Jeg har brug for en pause, og er nødt til at  stoppe nu.” Peter Robinson kunne dårligt tro, at disse ord kom fra den manager, der på seks år havde skaffet klubben tre mesterskaber og to FA Cuptriumfer. Det var dog ikke en joke fra Dalglish’ side. Et halvt år før, i sommeren 1990, havde han også luftet tanken om at holde en pause. Dalglish mente det alvorligt – han kunne ikke mere. Baggrunden var,  at han efterhånden følte managerjobbet som et ubærligt pres. Det var startet med tragedien på Hillsborough i april 1989. Dalglish havde sørget sammen med de mange familier,  er havde mistet pårørende. Det var en lidelse, der nu gav ham både fysiske og psykiske symptomer. Han var en belastning for sin familie, og han var begyndt at få røde  blærer over hele kroppen. Dalglish havde i månederne efter tragedien i Sheffield besøgt pårørende og deltaget i begravelser, og i det hele taget forsøgt at lindre folks smerte.  Det betalte han nu prisen for, for hans egen sorg var ikke blevet håndteret. Det drænede hans mentale overskud, som ellers skulle bruges til at klare det pres, der altid hviler på  en Liverpool-manager. Det var det pres, han var bukket under for, og som fik ham til at bede klubbens bestyrelse om at blive fritaget for tjeneste. Et ønske den modvilligt  imødekom dagen efter.