Historie

~ Del 12 ~

1991-1998 – Premier Leagues indtog

Af Jesper Thinghuus

1990erne var årtiet, hvor engelsk fodbolds øverste række blev omdannet til Premier League. Penge fra lukrative TV- og sponsoraftaler strømmede ind i klubberne, og  fodboldproduktet blev kommercialiseret i en grad, der ikke var set tidligere. Det virkede dog som om, Liverpool FC havde svært ved at tilpasse sig de nye tider, og klubben  havde problemer med at genfinde formen fra de succesrige 80ere.

Da Gérard Houllier i 2004 forlod Liverpool FC, udtalte han, at ”vi ændrede klubbens ry fra at være på avisernes forsider, til igen at være i deres sportssider, bagerst i avisen.  Liverpool blev igen en rigtig fodboldklub.” Liverpool var nemlig op gennem 1990erne alt for ofte interessant forsidestof af de forkerte årsager. Uro på managerposten, en  udisciplineret spillertrup og ustabilt spil bidrog til, at klubben havde svært ved at begå sig i kampen om trofæer.

At det skulle gå sådan for Liverpool i 90erne, var der næppe mange, der kunne forudse sidst i februar 1991, da Kenny Dalglish valgte at trække sig som manager. På det tidspunkt var der umiddelbart ikke tegn på, at de sportslige præstationer var  for nedadgående. Mesterskabet var trods alt blevet vundet i 1990, og holdet førte 1. division, da Dalglish trådte tilbage.

Tiderne var imidlertid ved at ændre sig i engelsk fodbold,  og kombinationen af et kommercialiseret fodboldprodukt, en konfliktskabende manager og en klubledelse, som ikke i tide opdagede, at klubfølelse og traditioner ikke længere var  nok i den moderne fodboldverden betød, at Liverpool FC mistede momentum og fik rollen som en passager, der kom for sent, da toget kørte.

En fejlcastet manager

Graeme  Souness havde været en fantastisk kaptajn og indpisker på banen, og hans ledelsesstil på managerbænken var også højtråbende og krævende. Efter at han i april 1991 var blevet  udpeget som Kenny Dalglishs afløser, viste det sig snart, at den kontante stil havde en nedbrydende snarere end en opbyggende effekt på Liverpools præstationer. Souness var en konfliktmager, der forsøgte at revolutionere for mange ting på for kort tid. Souness vendte tilbage til Anfield.

Graeme Souness var inspireret af italiensk fodbold, og ønskede, at  holdet skulle spille mere kynisk og disciplineret. Træningen blev gjort fysisk hårdere, spillernes kostvaner blev lavet om, og i det hele taget blev mange af de små dagligdagsrutiner,  som spillerne havde været vant til i årevis, ændret eller afskaffet.

Souness så det som sin opgave at bryde med traditionerne og modernisere klubben. Han valgte at samle flere af  klubbens faciliteter på Melwood, og måtte nedlægge the Boot Room, så der kunne blive plads til et presserum på Anfield.

Managerens ønske om, at Liverpool skulle spille mere kynisk og fysisk hårdt, betød en markant udskiftning i spillertruppen, men desværre for Liverpool formåede Souness ikke at tilføre holdet spillere af den rette kvalitet. Mens han  skilte sig af med Peter Beardsley, Gary Gillespie, Steve Staunton, Steve McMahon, Gary Ablett og Ray Houghton, anskaffede han folk som Mark Wright, Dean Saunders, Paul  Stewart, Neil Ruddock og Julian Dicks samt ikke at forglemme Stig Inge Bjørnebye og Torben Piechnik.

Kun ganske få af Souness’ spillerkøb kan betegnes som succeser, og det  kunne ses på resultaterne. Både i 1992 og 1993 havnede Liverpool på sjettepladsen i ligaen, og det blev efterfulgt af en ottendeplads i 1994. Det var de dårligste placeringer siden  syvendepladsen i 1965. Kun FA Cup-triumfen i 1992 lyste en smule op i samlingen af sørgelige resultater, da Liverpool vandt finalen på Wembley med 2-0 over Sunderland.

Liverpools spillestil var for kontinental og disciplinorienteret til en klub, der inderst inde stadig ønskede at bygge på Bill Shanklys familiære værdier, og Souness erkendte senere,  at han “begik fejl. Både i min ledelsesstil og ved den måde, jeg forsøgte at ændre tingene på.

The Boot Room nedlægges

I virkeligheden var der ikke noget særligt over det, bortset fra de personer, der brugte det.” Sådan lød karakteristikken af the Boot Room fra ungdomstræner John Bennison.  Det var i støvlerummet, at klubbens manager og de nærmeste medarbejdere mødtes for at diskutere fodbold. Rummet befandt sig under Main Stand, og var etableret med det  formål at opbevare spillertruppens fodboldstøvler. Under Bill Shanklys managertid begyndte nogle af medarbejderne i trænerstaben at bruge rummet som et uformelt  mødelokale, hvor de drøftede kampe, spillere, taktik og alt muligt andet fodboldrelateret. Det var en tradition, der blev fortsat under Bob Paisleys, Joe Fagans og Kenny  Dalglishs managerperioder, og der kom efterhånden et mytisk skær over the Boot Room, som stedet hvor Liverpools mange succeser blev udtænkt. Efterhånden blev det også  en tradition, at modstanderholdets manager blev inviteret ind i støvlerummet til en snak og en drink efter kampene på Anfield. Med Premier Leagues indførelse og behovet for  forbedrede presseforhold, blev det besluttet at nedlægge the Boot Room, og da Souness ønskede at samle klubbens trænings-, behandlings- og mødefaciliteter på Melwood,  forsvandt behovet for et støvlerum på Anfield. Støvlerummet blev derfor nedlagt i 1993, og findes ikke længere.

Souness trak samtidig et spor af konflikter efter sig. På de indre linjer fyrede han Phil  Thompson som førsteholdstræner efter et bittert opgør, og udadtil skabte det oprørsstemning blandt fansene, at han i 1992 solgte historien om sin bypassoperation til den unævnelige tabloidavis, der er blevet boykottet på Merseyside lige siden katastrofen på Hillsborough.

Faktum er, at Souness blev mere og mere upopulær hos både fans og  klubledelse, og et 1-0-nederlag i FA Cuppen den 25. januar 1994 på hjemmebane mod Bristol City var dråben, der afsluttede Graeme Souness’ managertid på Anfield.

Premier Leagues indtog

Graeme Souness klandres ofte for at være skyld i Liverpools fald fra tinderne, men det hører med til billedet, at han arbejdede i en periode, hvor fodboldverdenen  forandrede sig markant. I 1992 blev det således besluttet at etablere Premier League som afløser for 1. division. Det betød nye muligheder for at sælge fodboldproduktet  kommercielt; ikke mindst i kraft af det kollektive salg af TV rettighederne til BSkyB for £304 mio. Et beløb, der siden er steget eksplosivt, og i dag er nået op i svimlende £5 mia. for  2016-19.

Det forstod klubber som Manchester United, Arsenal og Leeds at udnytte bedre end Liverpool i form af forbedring af stadionfaciliteterne, salg af merchandise og  anskaffelse af stærke udenlandske spillere som Cantona, Schmeichel og Bergkamp.

En konsekvens af Premier Leagues indførsel var således, at spillernes lønniveau steg, og  udenlandske stjerner begyndte at finde vej til de engelske klubber. På Premier Leagues første spilledag i august 1992 optrådte i alt 11 spillere, som ikke kom fra de britiske øer.  Otte år senere var andelen af udenlandske spillere i Premier League steget til 35%. Imidlertid satsede Liverpool i Premier Leagues første sæsoner stadig på britiske spillere, og det var først med købet af Patrik Berger fra Dortmund i 1996, at Liverpool begyndte at tilføre truppen navne fra udenlandske storklubber.

Set på afstand virker det som om, Liverpool  var længere tid om at erkende fodboldproduktets kommercialisering, end mange af de konkurrerende klubber var, og daværende klubejer David Moores har senere fortalt, at det  var efter EM 1996, at han blev klar over, at ”spillet var ved at ændre sig dramatisk.”

At der skulle gå så længe, før det blev erkendt, at tiden var løbet fra den gammeldags måde at  drive fodboldforretning på, var måske ikke så mærkeligt i betragtning af, at Shanklys og Paisleys filosofi om at rekruttere trænere indefra og kontinuerligt at tilføre holdet unge,  britiske talenter, havde været en succesfuld strategi i mere end 20 år.

Paradoksalt nok kan man argumentere for, at Graeme Souness var en moderne managertype, og at det var klubben, som endnu ikke var klar til at ændre filosofi. Liverpool-ledelsens valg af afløser for Souness var en indikation på det.

Roy Evans’ Spice Boys

Roy Evans var født og opvokset   Liverpool, og havde været i klubben i 30 år, heraf de 20 som en del af trænerstaben i the Boot Room. Det var med andre ord en tilbagevenden til the Liverpool Way, da  Evans blev udnævnt som manager 24 timer efter fyringen af Souness.

Det var uden tvivl en drøm, der gik i opfyldelse for Roy Evans. Som han udtalte i kampprogrammet forud for kampen mod Coventry den 26. februar 1994: ”Dagens kamp er min første på Anfield som manager, og den stolthed jeg føler, er nærmest ubeskrivelig.

Evans var den diametrale  modsætning til Souness. Hvor Souness skabte masser af konflikter, var Evans ikke meget for at tage et opgør. Han var ganske vist vellidt, men også en type, som spillerne ikke  havde den fornødne respekt for, hvilket var ærgerligt i betragtning af, at den sidste del af 1990erne var en periode, hvor klubben rådede over et usædvanligt stort antal unge  talenter.

Navne som Steve McManaman, Jamie Redknapp, Rob Jones, David James, Robbie Fowler, Michael Owen og Jamie Carragher brød igennem i løbet af 90erne og desuden  fik Evans indkøbt etablerede, men stadig unge spillere som Phil Babb, Jason McAteer og Stan Collymore.

Potentialet var derfor stort i de sæsoner, hvor Roy Evans stod i spidsen  for holdet, men resultaterne blev ikke derefter. Liverpool var et hold, der kunne spille noget af det mest underholdende angrebsfodbold i England, men der var slet ikke den stabilitet, som især Manchester United og Arsenal evnede.

Da Roy Evans forlod managerposten i 1998, var Liga Cuptriumfen i 1995 det eneste trofæ, han kunne fremvise. En tabt  FA Cup-finale i 1996 og tredjepladser i Premier League i 1996 og 1998 var det tætteste, holdet i øvrigt kom på trofæer.

At det store potentiale ikke blev udløst, hang uden tvivl  sammen med den mangel på disciplin og dedikation, som var kendetegnende for holdet. De mange TV- og reklamepenge, der fulgte med Premier Leagues indførsel betød, at  fodboldspillere fik status som film og rockstjerner. Flere af Liverpools spillere begyndte at optræde som reklamesøjler for bl.a. tøj- og parfumeproducenter, og de havde travlt med  at begå sig som playboys i nattelivet.

Sidste kamp med ståpladser

44.339 tilskuere var på plads på Anfield den 30. april 1994, da der for allersidste gang blev spillet fodbold foran the Kop med ståpladser. The Kop, som er tribune i Anfields  sydlige ende, blev etableret i 1906, og er opkaldt efter bakketoppen Spioenkop i Sydafrika, hvor et af de blodigste slag under den anden Boerkrig fandt sted. Langt de fleste af de  aldne og sårede britiske soldater kom fra Merseyside. Der var tale om en ståtribune, men efter Hillsborough-katastrofen blev det besluttet, at der fra og med 1994/95-sæsonen kun måtte være siddepladser på Premier League-klubbernes fodboldstadions. Da Norwich vandt 1-0 den lørdag eftermiddag i april 1994, var det således sidste  gang, the Kop var i funktion som en ståtribune, og Arsenal blev dermed som de første modstandere i 1994/95-sæsonen budt velkommen af et Anfield, som kun husede  siddepladser. Det var ved den lejlighed, at Robbie Fowler scorede et hattrick i løbet af 4 minutter og 33 sekunder; det hurtigste i Premier Leagues historie, så man kan roligt sige at, at den nye tribune blev indviet med manér.

Holdet fik i medierne tildelt øgenavnet ”Spice Boys”, inspireret af en af tidens populære popgrupper, Spice Girls, og billederne af Liverpool- truppen, der forud for FA Cup-finalen i 1996 gik rundt på Wembleys græstæppe iført cremefarvede Armani-jakkesæt, bidrog til det prædikat.

Uanset, hvor sympatisk Roy Evans  fremstod, var han ikke  en rette manager til at styre den gruppe af talentfulde, men udisciplinerede spillere, klubben rådede over. Der kom mange historier frem om, hvordan   spillerne ignorerede Evans’ ordrer, og direkte underminerede managerens autoritet. Som forsvarsspilleren John Scales har udtalt, var problemet i disse år, at ”potentialet i holdet var fænomenalt, men disciplinen var ikke til stede.

Efter den konfliktfyldte tid under Souness havde udnævnelsen af Evans været et forsøg på at vende tilbage til the Liverpool  Way, men det viste sig heller ikke at fungere. Klubbens ledelse besluttede derfor, at der skulle nytænkning til i bestræbelserne på at genskabe storheden og respekten om  Liverpool Football Club. Da Gérard Houllier trådte ind ad døren på Anfield i sommeren 1998, var det således første gang, at Liverpool FC udpegede en udenlandsk manager.