Historie

~ Del 13 ~

1999-2004 – Globaliseringen kommer til Liverpool

Af Jesper Thinghuus

200 år efter den franske revolutions afslutning gennemgik Liverpool FC sin egen franskinspirerede omvæltning. Selvom der ikke ligefrem var folkeligt oprør i gaderne, markerede ansættelsen af Gérard Houllier nye tider på Anfield. Det var ikke blot første gang, klubben skulle ledes af en udenlandsk manager; det var også et symbol på, at Liverpool langt om længe tog skridtet ind i den globaliserede fodboldverden. For en stund vendte noget af tidligere tiders storhed tilbage.

Gerard Houllier var på mange måder et logisk valg, da han blev ansat i sommeren 1998. Hverken den konfliktskabende Graeme Souness eller den konfliktsky Roy Evans havde  skabt de ønskede resultater, men med Houllier fik klubben en manager, som havde lidt fra de to tidligere managere: Disciplinen fra Souness og kærligheden til klubben og byen,  som Roy Evans stod for.

En franskmand med et rødt hjerte

Da Gerard Houllier indtog managerposten på Anfield, og dermed blev den første ikke-britiske manager for Liverpool FC, afslørede han således, at han havde ”et rødt hjerte” og længe havde været Liverpool-fan. Den slags erklæringer fra nyansatte spillere og trænere er ikke usædvanlige, men i tilfældet Houllier var der noget om snakken.

Som led i sine studier sidst i 1960erne opholdt den dengang 22-årige Houllier sig et års tid på Merseyside, og den stærkt fodboldinteresserede franskmand forelskede sig i Liverpool FC allerede under sit første besøg på Anfield, hvor han fra sin plads på the Kop blev ”overvældet af atmosfæren på stadion og fansenes betingelsesløse støtte til holdet.

Som Houllier senere har fortalt, var det som om, det var skæbnebestemt, at han skulle finde vej til Liverpool. Han havde fået såvel Liverpool FC som byen ind under huden, og da han få år efter sit ophold på Merseyside slog ind på trænervejen, må det have været en drøm for ham en dag at blive manager  for Liverpool. Gerard Houllier med Charity Shield-trofæet.

Et mislykket partnerskab

Drømmen skulle blive virkelighed i sommeren 1998, da Houllier fik et telefonopkald fra  Liverpools administrative chef Peter Robinson. Det tilbud Liverpool gav ham, var dog i første omgang lidt usædvanligt. Ledelsen ønskede nemlig, at Houllier og Roy Evans skulle  deles om managerhvervet. Selvom klubbens bestyrelse nok havde erkendt, at Evans ikke ville være i stand til at få den nødvendige stabilitet ind i holdet, var de tilsyneladende ikke parate til at skille sig af med den sympatiske klubmand.

Fodboldhistorien er imidlertid ikke ligefrem fyldt med succeshistorier om delt manageransvar. Det blev heller ikke tilfældet  med Evans-Houllier partnerskabet. De lagde ganske vist fint ud, da 1998/99-sæsonen blev indledt med ti point i de første fire kampe, men derefter begyndte samarbejdet at  knirke.

De første tegn på konflikt sås i forbindelse med udekampen mod West Ham i september, hvor de var uenige om, hvorvidt Riedle skulle starte inde, eller spares til næste  kamp. Uenighederne tog til i løbet af efteråret, og som David James udtrykte det, var de to managers indbyrdes forhold ”som Halleys komet, der rammer Jorden”.

Resultaterne blev derefter: Dårligt spil, få scoringer og stigende utilfredshed blandt supporterne. Da kun knapt 21.000 mødte op på Anfield den 10. november 1998, og så Tottenham køre et  uinspireret Liverpoolhold ud af banen, og dermed af Liga Cuppen, stod det klart, at Evans-Houllier-partnerskabets dage var talte. To dage senere sagde Roy Evans op, og lod  Houllier alene tilbage på managerkontoret.

Disciplin og europæisering

Houllier havde nu frie hænder til at forme sit eget mandskab og få genoprettet Liverpool som en storklub, der kunne regnes med. For Houllier var det et langsigtet projekt, for som han sagde: ”En katedral bliver ikke bygget på ét år.

Der var bestemt også en del at tage fat på. Træningsanlægget Melwood blev moderniseret, træningen blev gjort fysisk hårdere, og der blev slået hårdt ned på Spice Boys-kulturen. Sammenlignet med tiden under Evans ”gik vi fra den ene yderlighed til den anden,” som Michael Owen har fortalt.

Houllier havde en kontinental og disciplinorienteret tilgang. Ikke helt ulig Souness, men i modsætning til Souness, stødte Houllier ikke folk fra sig. Nærmest som et symbol på det, ansatte han Phil Thompson som assisterende manager; den samme Thompson, som Souness havde fyret  fem år tidligere.

Også spillertruppen og spillestilen kom igennem en ”europæisering”. En række engelske spillere som David James, Steve Harkness, David Thompson og Paul Ince blev solgt, hvortil kom, at Steve McManaman skiftede til Real Madrid på en fri transfer, da kontrakten løb ud. Som erstatninger blev en række udenlandske spillere hentet ind,  hvoraf især Dietmar Hamann og røverkøbet Sami Hyypiä fremstod som forstærkninger af holdet.

Først med købet af Emile Heskey i marts 2000 tilførte Houllier truppen en britisk spiller, og det var næppe tilfældigt, at holdets måde at spille fodbold på fik et mere europæisk tilsnit med fokus på en solid defensiv organisation og hurtige kontraangreb.

Fra flere  sider blev Houlliers måde at spille fodbold på kritiseret for at være kedelig og for defensiv, men den kontrabaserede spillestil begyndte langsomt at give resultater med en  godkendt fjerdeplads i 1999/00-sæsonen. Da en ung Steven Gerrard, som Houllier havde givet debut i november 1998, samtidig begyndte at slå igennem, var der grund til en  spirende optimisme og håb om en ny stor, rød æra.

Med en gammel mand på trofæhøst

Da fremgangen fortsatte i den følgende sæson, skete det bl.a. på baggrund af en af Houlliers største genistreger. Gary McAllister var for længst nået ind i karrierens efterår, da Houllier ringede og spurgte, om han var interesseret i at påtage sig en rolle som nestor i Liverpools unge, talentfulde spiller trup.

Den første reaktion blandt fodboldeksperterne var undren over, hvad Liverpool ville med den 35-årige veteran, men Houllier så perspektiver i, at McAllister kunne bibringe hans unge mandskab, der havde en gennemsnitsalder på under 25 år, noget erfaring og overblik både på og udenfor banen.

Med  tilføjelsen af McAllister fik unge midtbanespillere som Gerrard og Danny Murphy et erfarent forbillede at læne sig op ad. Det var uden tvivl af stor betydning i den historiske 2000/01-sæson, der endte med en fantastisk cup treble. Undervejs scorede McAllister afgørende mål som sejrsmålet mod Barcelona i UEFA Cup-semifinalen, et utroligt frisparksmål fra 40 meters afstand til 3-2 i tillægstiden på Goodison Park, ligesom han sparkede det frispark, som førte til et kampafgørende Alavés-selvmål i UEFA Cup-finalen.

Da McAllister tiltrådte hos Liverpool, havde han udtalt, at ”det var som et eventyr for en fyr på min alder,” og da Liverpool på sæsonens sidste spilledag supplerede trofæhøsten med  at sikre sig en tredjeplads i Premier League, og dermed for første gang kvalificerede sig til Champions League, havde han selv bidraget kraftigt til, at 2000/01-sæsonen blev lidt af  et eventyr for Liverpool FC.

Houlliers treble

Nick Barmbys mål på Stadionul Giulesti i Bukarest den 14. september 2000, hans første for Liverpool efter den kontroversielle overgang fra Everton, sparkede det hele i gang. 25 cupkampe senere havde Liverpool som det første og stadig eneste engelske hold formået at vinde en cup treble, hvor både FA Cuppen, Liga Cuppen og et af de europæiske  klubtrofæer hjemtages i samme sæson. Med deltagelse i finalerne i alle tre turneringer i sæsonen 2000/01 kom Liverpool dermed til at spille det maksimale antal kampe, det  var muligt at spille på en sæson. I alt 63 kampe blev det til. Bemærkelsesværdigt var det, at alle tre finaler var store dramaer. Liga Cuppen blev vundet med en finalesejr over  undertippede Birmingham efter straffesparkskonkurrence, hvor Birmingham i tillægstiden af den ordinære spilletid havde udlignet Fowlers føringsmål. I FA Cup-finalen var  Liverpool på hælene det meste af kampen mod Arsenal,  som bragte sig i spidsen efter 72 minutter. To mål af Michael Owen i det 83. og 88. minut vendte imidlertid på dramatisk  vis kampen på hovedet til stor frustration for Arsenalmanager Arsene Wenger, som udtalte: ”Det var åbenlyst, at vi skulle have vundet.” I UEFA Cup-finalen på  Westfalenstadion i Dortmund stod Liverpool overfor upåagtede Alavés fra Spanien. Storfavoritterne fra Liverpool bragte sig hurtigt foran 2-0 og lignede sikre vindere. Alavés  spillede imidlertid deres chance og reducerede, hvorefter kampen bølgede frem og tilbage. Da der var spillet seks minutter af anden halvleg, stod det pludselig 3-3. Fowler  bragte atter Liverpool på vinderkurs, men et minut før tid udlignede Alavés til 4-4, og kampen gik i forlænget spilletid. På daværende tidspunkt blev forlænget spilletid afgjort  på såkaldt Golden Goal, og tre minutter før straffesparkskonkurrence snittede en Alavés-forsvarer et frispark fra McAllister ind i eget mål, og cup-treblen var en realitet.

Hjerteproblemer

Det siger næsten sig selv, at det ville være umuligt at gentage trofæhøsten i den følgende sæson, men en kvartfinaleplads i  Champions League og en andenplads i Premier League efter suveræne Arsenal, betød trods alt, at 2001/02 bidrog til billedet af, at Liverpool havde genfundet sin plads i toppen af  engelsk og europæisk fodbold.

Houllier tilførte truppen nogle interessante spillere som John Arne Riise, Jari Litmanen og Nicolas Anelka samt hele to målmænd i Jerzy Dudek og Chris Kirkland. Begge målmænd blev købt på transfervinduets sidste dag for tilsammen £10 mio.

Holdet leverede stabilt gode resultater sæsonen igennem, som f.eks. sejrene både  de og hjemme mod Manchester United. Debuten i Champions League var opløftende med gode præstationer mod hold som Barcelona, Roma, Galatasaray og Dortmund,  selvom det i sidste ende var en skuffelse at tabe kvartfinalen mod Leverkusen på et mål fem minutter før slutfløjt.

Sæsonen huskes desuden for, at Houllier blev ramt af  hjerteproblemer og var sygemeldt i fem måneder, hvor Phil Thompson overtog styringen af holdet på flotteste vis. Hjertesygdommen skulle imidlertid vise sig at blive et  vendepunkt i Houlliers tid som Liverpool-manager.

Nedturen

Efter et par succesfulde sæsoner var der stor tiltro til, at klubben under Houlliers ledelse langt om længe ville hjemtage det eftertragtede Premier League-trofæ. Så meget desto større var chokket over den nedtur, der blev indledt i 2002/03-sæsonen.

Resultatmæssigt begyndte det ellers  godt. Liverpool var ubesejret i Premier League efter 12 runder og lå klart i spidsen for ligaen. Spillet havde dog ikke været prangende og snart begyndte det at gå nedad bakke. I de  følgende 11 Premier League kampe vandt Liverpool ikke en eneste gang, og holdet dumpede ned midt i rækken; det var den værste stime i 50 år. Samtidig røg holdet ud af  Champions Leagues gruppespil efter en sløj indsats, hvor holdet bl.a. blev ydmyget af Rafa Benitez’ stærke Valenciamandskab.

Det var en deroute, som mange mente, havde sin forklaring i Houlliers ageren på transfermarkedet i sommeren 2002. Her valgte han at bruge £18,5 mio. på senegaleserne El Hadji Diouf og Salif Diao samt franskmanden Bruno  Cheyrou, som Houllier frejdigt karakteriserede som den nye Zinedine Zidane. Ingen af de tre havde imidlertid kvalitet til at begå sig i toppen af Premier League, og der var tale om  eklatante fejlinvesteringer, som kom til at besegle Houlliers skæbne.

Sæsonen blev kun reddet af, at det lykkedes at hjemtage Liga Cuppen efter en finalesejr over Manchester  United, men det ændrede kun kortvarigt på, at Houlliers popularitet styrtdykkede. Den defensive spillestil blev kritiseret, der blev stillet spørgsmålstegn ved, om Houlliers helbred  pillede ind på dømmekraften, og han kom ofte i situationer, hvor han krampagtigt forsøgte at bortforklare nederlag eller dårlige præstationer.

Selv ikke en hæderlig  fjerdeplads og dermed Champions League-kvalifikation i sæsonen 2003/04 kunne ændre på, at han ikke havde kunnet fastholde sin franske revolutions momentum, og det var  derfor ikke nogen stor overraskelse, at Liverpool valgte at afbryde samarbejdet med Houllier i sommeren 2004.