Historie

~ Del 14 ~

Side 2004 – Hvor hen nu?

Af Jesper Thinghuus

De nyeste kapitler i Liverpool FCs historie er historien om en spansk invasion, miraklet i Istanbul, managerskift og en rutchebanetur på ejerfronten. Under Rafael Benítez’  ledelse genetablerede Liverpool sig som et af Europas stærkeste mandskaber, men et ejerskifte satte klubbens eksistens på spil, og i de sidste fem år har Liverpool været  igennem nogle turbulente sæsoner, og befinder sig atter i en genopbygningsfase.

Da dommer Herbert Fandel blæste i fløjten for sidste gang en lun septemberaften på Mestalla i 2002, konstaterede Gérard Houllier resignerende, at “vi så usikre ud i forsvaret,  vores midtbane var ikke god, og vi kunne have gjort det bedre i angrebet.” Han havde netop været vidne til, at Rafa Benítez’ Valencia-mandskab havde givet Liverpool en lektion i aggressivt og effektivt pasningsfodbold i første runde af sæsonens Champions Leagues gruppespil.

Valencia vandt kampen 2-0, og Liverpool havde været statister i Valencias  hvirvelvindsfodbold. Det var en opvisning, som gjorde indtryk, og da Liverpool i sommeren 2004 afbrød samarbejdet med Houllier, stod Benítez øverst på listen af navne, som  klubben gerne ville have til at overtage managersædet på Anfield.

Rafas indtog

Da Rafa Benítez satte sin signatur på kontrakten med Liverpool den 16. juni 2004, regnedes han for at være et af de helt store, unge managertalenter i europæisk fodbold. Ligesom José Mourinho, der netop var tiltrådt hos Chelsea, havde Benítez ry for at være en krævende manager, der både taktisk og analytisk var blandt de bedste. At Liverpool kunne få fat i ham, fik optimismen til at brede sig i og omkring klubben.

Det spillermateriale, Benítez  overtog fra Houllier, var imidlertid ikke designet til den form for intensivt presspil, han havde haft succes med i Valencia, og han påbegyndte en udskiftning af spillertruppen.  Taktisk intelligente spillere som Xabi Alonso og Luis Garcia var blandt de første indkøb, mens Michael Owen og Danny Murphy blev solgt.

Samtidig gjorde Rafa træningen mere taktisk orienteret, og det gik snart op for spillerne, at Benítez var en detaljens mand og perfektionist til fingerspidserne. Alt  blev analyseret og ethvert lille tiltag, han mente, kunne forbedre holdet, blev forsøgt. Jamie Carragher har senere fortalt, at Rafa var meget kritisk: ”Uanset, hvor godt du har  spillet, finder han noget, du har gjort forkert.”

Den spanske invation

Josemi var den første og Maxi Rodriguez den sidste i den stribe af spillere fra den spanske liga, som Rafa Benítez hentede til Anfield i de seks år, han havde ansvaret. Af de i alt  60 spillere Rafa købte, kom omkring en tredjedel fra spanske klubber. I nogle tilfælde var der tale om unge talenter, som blev hentet til Liverpool med tanke på at udvikle dem til fremtidige førsteholdsspillere, men den spanske invasion omfattede også flere store navne som Xabi Alonso, Luis Garcia, Pepe Reina, Alvaro Arbeloa og Fernando Torres, der alle fik succes på Anfield.

Miraklet i Istanbul

Udskiftninger i spillertruppen og ændringer i træningsmetoder og spillestil betød, at resultaterne i den første  sæson under Benítez’ ledelse var noget ustabile. En femteplads i Premier League, 37 point efter Chelseas mestre, et pinligt tidligt exit mod Burnley i FA Cuppen og en finaleplads i  Liga Cuppen, som dog blev tabt, vidner om, at det gik op og ned i de hjemlige turneringer. Det gjorde det til gengæld ikke i Champions League, som skulle blive sæsonens altoverskyggende højdepunkt.

Resultaterne i det indledende puljespil tydede ganske vist ikke på, at Liverpool skulle nå langt i turneringen, og pladsen i 1/8-finalen blev først sikret med det yderste af neglene på et karakteristisk Gerrard-dunderskud fem minutter før tid i den sidste puljekamp mod Olympiakos. Hvad der skete derefter, havde imidlertid episke  dimensioner.

Først blev Leverkusen og dernæst Juventus ekspederet ud af turneringen og i semifinalen mod Mourinhos Chelsea blev Luis Garcias omdiskuterede mål efter fire  minutter i returopgøret på Anfield afgørende for, at Liverpool for første gang siden 1985 befandt sig i finalen i den mest prestigefulde europæiske klubturnering.

Var semifinalen  mod Chelsea tæt og spændende, kom finalen i Istanbul mod AC Milan til at gå over i historien som en af de mest dramatiske. Ved halvleg førte AC Milan 3-0 og kampen syntes  overstået. Benítez’ taktiske justeringer i halvlegen og de medrejsende tilskueres messende ”You’ll Never Walk Alone” gav imidlertid Liverpool-spillerne ny energi. Anført af  Gerrards arbejdsraseri indledte Liverpool et historisk comeback, som betød, at 0-3 blev vendt til 3-3 på seks ufattelige minutter i starten af anden halvleg. Kampen endte i  straffesparkskonkurrence, hvor Jerzy Dudeks redninger blev afgørende for, at Steven Gerrard kort før midnat kunne løfte pokalen med de store ører op mod aftenhimmelen for  femte gang i klubbens historie.

Udeblevne resultater

Når Rafa Benítez kunne vinde Champions League med et hold, de færreste havde troet på, fik mange Liverpool-fans håb om,  at Rafa også var manden, der kunne skaffe klubben det 19. mesterskab. I sæsonen 2008/09 var Liverpool heller ikke så langt fra, men generelt manglede Rafas mandskaber i sæsonerne efter Istanbul stabilitet til for alvor at kunne spille med om mesterskabet gennem en hel sæson.

Bortset fra FA Cup-trofæet i 2006, hvor Steven Gerrard i finalen mod  West Ham nok engang var manden, der reddede holdet med en utrolig langskudsudligning i kampens tillægstid, var det i Europa, at Rafa skabte de bedste resultater. En tabt  Champions League-finale i 2007 mod AC Milan samt kvart- og semifinalepladser i flere af de øvrige sæsoner, vidnede om, at Liverpool under Benítez’ ledelse igen var blevet en  europæisk storklub, som de færreste hold ønskede at møde.

Europæisk succes kunne imidlertid ikke overskygge det faktum, at Liverpool på den hjemlige scene ikke for alvor var i  stand til at udfordre Manchester United, Arsenal og Chelsea. Holdet kvalificerede sig hvert år til Champions League, men endte som regel ti point eller mere efter de engelske  mestre, og udenfor banen truede nye problemer i horisonten.

På amerikanske hænder

Efter længere tids søgen efter nye pengestærke ejere, solgte majoritetsaktionær David  Moores i 2006 sine aktier, og dermed Liverpool FC, til de to amerikanske rigmænd Tom Hicks og George Gillett, som ved den officielle overtagelse forsikrede Liverpools fans om, at de respekterede klubbens arv, for som de sagde: ”at eje denne klub handler for os ikke om at tjene penge, det handler om at vinde, om lidenskab og om respekt for traditionerne.

Hicks og Gillett lovede at bakke Benítez op på transfermarkedet, og udtalte bl.a., at ”hvis Rafa bad om at få Snoogy Doggy, ville vi købe ham.” De ville også sørge for, at der langt om  længe blev bygget et nyt og større stadion, der kunne sikre, at klubbens indtægter på kampdagene kunne matche konkurrenternes. I begge tilfælde viste det sig imidlertid at være  tomme løfter.

Ved første øjekast så løfterne om transfermidler dog ud til at holde stik. I sæsonerne før var gode spillere som Reina, Agger, Crouch, Arbeloa og Kuyt kommet til, men med amerikanerne i ryggen blev Benítez i stand til at tilføre truppen dyrere spillere, og i 2007 blev bl.a. Fernando Torres og Javier Mascherano hentet til Anfield.

Det varede dog  ikke længe, før virkeligheden og finanskrisen indhentede Liverpool og klubbens amerikanske ejere. Hicks og Gillett havde ved overtagelsen forsikret, at de ikke gældsatte klubben,  men efterhånden stod det klart, at det ikke holdt stik. Klubben var købt for lånte midler og rentebetalingerne belastede klubbens regnskaber og dermed muligheden for  investeringer i nye spillere og stadionbyggeri.

På randen af konkurs

Benítez fik ikke længere fik lov at købe de spillere, han ønskede, og forholdet mellem manageren og ejerne blev  efterhånden meget anstrengt. Rafa holdt sig ikke tilbage med at lufte sin utilfredshed med den manglende opbakning og fortalte, at ”selvom vi havde afsat penge til spillerindkøb,  fik jeg ikke lov at bruge dem, fordi de skulle bruges til at betale renter.”

De amerikanske ejere bad Benítez om at klappe i, og forholdet mellem manager og ejere blev til stadighed værre. Efter sæsonen 2009/10, der sluttede med en utilfredsstillende syvendeplads, blev Benítez fyret, og Roy Hodgson blev  til stor utilfredshed blandt mange fans ansat som ny manager. På dette tidspunkt havde klubbens største kreditor, Royal Bank of Scotland, mistet tålmodigheden med Hicks og  Gillett, og banken forlangte lånene indfriet og klubben solgt.

Konkurs og efterfølgende tvangsnedrykning begyndte at ligne et realistisk scenarie. Kreditorerne havde dog også en  tro på, at en klub med Liverpools status kunne sælges, således de kunne få deres penge tilbage. De overtog derfor, mod Hicks og Gilletts vilje, styringen af klubben og indsatte  deres egen bestyrelsesformand, Martin Broughton, med den opgave at sælge Liverpool FC.

Det lykkedes efter en smertefuld og pinlig proces, og den 15. oktober 2010 blev  Liverpool overtaget af New England Sports Ventures, som senere blev til Fenway Sports Group (FSG). Klubben forblev dermed på amerikanske hænder, men de nye ejere har  gennem de seneste fem år vist en væsentlig mere realistisk og ydmyg tilgang til lederskabet, end Gillett og Hicks havde. Tæring er blevet sat efter næring, og stadionprojektet er  efter mere end ti års venten langt om længe kommet i gang.

Hvorhen nu, Liverpool?

Som mange fans havde frygtet, var Roy Hodgson ikke manden, der kunne bringe Liverpool  tilbage til toppen af Premier League. Et ualmindeligt ringe efterår 2010, hvor holdet spillede dårligt, tabte til upåagtede Northampton i Liga Cuppen og i perioder flirtede med  nedrykningsstregen, fik fansene til at kræve Hodgson fyret.

Roy Hodgson – ikke en fanfavorit

Halmstad, Bristol City, Örebro, Malmö FF, Neuchâtel Xamax, Schweiz’ landshold, Inter, Blackburn, Inter, Grasshoppers, F.C. København, Udinese, Forenede Arabiske Emiraters  landshold, Viking, Finlands landshold og Fulham. Listen over de klubber og landshold, Roy Hodgson havde stået i spidsen for gennem 35 år, før han kom til Liverpool, er både  lang og broget. Da Hodgson tiltrådte på Anfield den 1. juli 2010, blev det mødt med skepsis hos Liverpools fans, at klubben valgte en manager, der – bortset fra hans tid i Inter –  ikke før havde haft ansvaret for en engelsk eller europæisk storklub. Hodgson forsikrede ved sin tiltræden om,  at han ønskede at spille pasningsfodbold i højt tempo, som  Liverpool gjorde det i 1970erne og 80erne, men det var i så fald en mere defensiv og chancefattig udgave, fansene fik at se i efteråret 2010. Holdet sled med at skabe chancer  og lå i perioder faretruende tæt på nedrykningsstregen. Liverpools fans tog ikke Hodgson til deres hjerter, og han og holdet blev flere gange mødt af pibekoncerter på Anfield.  Hodgson konsterede, at ”lige fra jeg kom her, har den berømte Anfield-opbakning ikke rigtig været til stede.” I stedet for opbakning til Hodgson kunne man under kampene høre  Liverpools fans kalde ”Dalglish, Dalglish”, og efter endnu et trist nederlag mod Blackburn den 5. januar 2011, gjorde FSG kort proces og opfyldte fansenes ønske ved at skifte  Hodgson ud med Kenny Dalglish.

Ønsket blev opfyldt, da Kenny Dalglish overtog ansvaret i de første dage af 2011. Mange fans var overbeviste om, at  han kunne bringe de gode tider tilbage til Anfield. Det viste sig dog at være nostalgisk ønsketænkning. Det lykkedes ganske vist Dalglish at hjemføre Liga Cup-trofæet i 2012 og i  samme sæson at nå til FA Cup-finalen, men holdet havde på trods af indkøbet af Luis Suárez, Andy Carroll og flere andre gode spillere ikke præsteret godt nok i Premier League til  at genfinde en plads i top-4 og dermed det forjættede Champions League-land.

FSG besluttede derfor, efter halvandet år med Dalglish i managersædet, at afbryde samarbejdet og  ansætte Brendan Rodgers. Under Rodgers’ ledelse kom Liverpool i 2013/14-sæson tættere på end nogensinde siden 1990 at hjemføre mesterskabet, men salget af Luis Suárez og  flere spillerindkøb i sommeren 2014, der ikke har indfriet forventningerne har betydet, at Liverpool igen har været igennem en sæson med ustabile præstationer og manglende  Champions Leaguekvalifikation.

Mange sætter nu spørgsmålstegn ved, om Rodgers er den rette manager, og spørgsmålet er, hvor Liverpool FC er på vej hen nu.

 

SLUT