Historie

~ Del 2 ~

1902-1914 – mesterskab, pokalfinale og The Spion Kop

Af Jesper Thinghuus

Da Liverpool Football Clubs grundlægger John Houlding døde i 1902, var klubben endegyldigt trådt ud af Evertons skygge, og Liverpool havde etableret sig som en fast bestanddel af toppen af engelsk fodbold. De følgende år frem mod første verdenskrigs udbrud kom til at blive kendetegnet ved svingende resultater i ligaen, men perioden indeholdt også lyspunkter i form af endnu et mesterskab, holdets første deltagelse i en FA Cup-finale samt etableringen  af the Kop.

Blot ti år efter stiftelsen i 1892, havde Liverpool FC etableret sig som et hold, man kunne regne med i toppen af engelsk fodbold. Det første mesterskab var  vundet i 1901, og selvom holdet i de følgende år ikke var i stand til at blande sig i mesterskabskampen, og tilmed måtte lide den tort at rykke ned i sæsonen 1903/04, var der ikke længere tvivl om, at Liverpool var et hold, der var kommet for at blive.

Efter nedrykningen i 1904 stod det således hurtigt klart, at  holdet var for stærkt til 2. division, og det skulle kun bruge én sæson til at rykke op igen. Som oprykker var der dog ikke mange, der troede på Liverpools  mesterskabschancer i 1905/06-sæsonen. FA Cup-finalen i 1914 på Crystal Palaces stadion 1905/06-holdet med ’Sheriff of London Charity Shield’- trofæet i  midten.

Det andet mesterskab

Sæsonen begyndte da heller ikke for overbevisende med nederlag i de tre første kampe, men holdet fik rettet formkurven,   sluttede stærkt af og hjemtog i sidste ende klubbens andet mesterskab. Liverpool blev dermed den første klub i engelsk fodboldhistorie, der formåede at  blive mestre i en oprykkersæson. Holdet nåede tilmed semifinalen i FA Cuppen, hvor Everton dog trak det længste strå og senere endte med at vinde finalen.  Byen Liverpool kunne herefter fejre den første såkaldte Merseyside Double, og havde på overbevisende måde slået fast, at den var en af engelsk fodbolds  højborge. Liverpool Echo illustrerede dette på fineste vis ved en tegning, der viste de to holds anførere siddende ovenpå en fodbold med hver sit trofæ i  hånden med titlen ”Supremacy” skrevet henover bolden.

Med gennemsnitlige tilskuertal, der lå på næsten 18.000 i 1905/06-sæsonen, var Liverpool en af de  økonomiske sværvægtere i ligaen, og klubben havde et fordelagtigt bonussystem, hvor spillerne kunne tjene op mod £10 om ugen. Liverpool var imidlertid  udfordret af, at fodboldforbundet i 1901 havde indført et lønloft på £4 om ugen. Det gjorde det vanskeligere at holde på de bedste spillere, der uden lønnen  som gulerod var fristede af at rejse tilbage til hjemstavnen og finde andre former for arbejde. Klubbens ledelse var i den situation nødt til at agere kreativt, og  ansatte spillerne i supplerende jobs i klubben, således de kunne opretholde deres lønninger. F.eks. blev anføreren Alex Raisbeck ansat som billetinspektør ved  i den af gerningen som spiller.

Tom Watson

Tom Watson blev født 9. april 1859 i Newcastle og er med sine 19 år i managersædet (1896-1915)  den hidtil længst siddende manager i Liverpool FCs historie. Watson blev hentet i Sunderland, som han havde gjort til mestre i 3 ud af 4 år i begyndelsen af 1890erne. Liverpool tilbød ham imidlertid £300 om året, hvilket var en fordobling af den løn, han fik i Sunderland. Det tilbud kunne han ikke sige nej til. Tom Watson stod bag en professionalisering af klubben, hvor træningen blev gjort hårdere og spillerne blev sat på en særlig diæt. Det gav bonus, idet Watson blev den første manager, der skaffede det engelske mesterskab til Liverpool FC. Det skete to gange: i 1901 og senere i 1906. Derudover fik han i 1914 holdet spillet i klubbens første FA Cup-finale, som dog endte med et 0-1 nederlag til Burnley. Udover de to mesterskaber var ligaplaceringerne noget svingende i Tom Watsons managerperiode, men Tom Watson blev regnet for god til at få øje på talenter, og stod da også bag købene af nogle af de bedste spillere i klubbens historie som f.eks. Alex Raisbeck, Sam Hardy, Sam Raybould og Elisha Scott. Tom Watson døde desværrepludseligt af en ondsindet lungebetændelse den 6. maj 1915, kun 56 år gammel.

Samtidig havde Liverpool i Tom Watson en manager, der før havde vist, at han var i stand til at spotte talenter og opbygge  slagkraftige mandskaber. Udover den skotske anfører Alex Raisbeck, der var det defensive omdrejningspunkt og af mange regnet for klubbens første rigtige  superstar, var en af profilerne på holdet angriberen Sam Raybould. Raybould blev i 1903 den første Liverpool-spiller, der formåede at score mindst 30 mål i én sæson og som i mesterskabssæsonen 1905/06 også blev den første til at nå milepælen 100 ligamål for klubben. Som wings havde holdet den lynhurtige Jack Cox og den stabile Arthur Goddard og fra Chesterfield havde Tom Watson hentet den unge målmand Sam Hardy for £340, hvilket var et højt beløb for en målmand, når man tager i betragtning, at datidens transferrekord lød på £1000. Hardy var dog et stort talent og regnes ofte for at være den første i den række af målmandslegender, der har optrådt for Liverpool FC. Som en af tidens store topscorere, Charlie Buchan, der spillede for Arsenal og Sunderland  udtalte: ”Hardy betragter jeg som den bedste målmand, jeg spillede imod… han virkede nærmest som en magnet for bolden”.

Etableringen af The Kop

Tilskuerkapaciteten på Anfield var på dette tidspunkt 20.000, men med gennemsnitlige tilskuertal på omkring 18.000 nærede klubbens bestyrelse et ønske  om at udvide stadionkapaciteten. Det blev derfor besluttet at etablere en ny og større tribune bag det sydlige mål, der vendte ud mod Oakfield Road.  Tribunen, der havde 132 trin op til øverste række og en kapacitet på omkring 20.000, blev bygget på et fundament af jord og slagger, og blev i første omgang  kaldt The Oakfield Embankment. Fra toppen af den nye tribune kunne man se til Evertons Goodison Park og med etableringen af The Oakfield Embankment  kom Anfields tilskuerkapacitet op på næsten 30.000. Tribunen stod klar til den første kamp i 1906/07-sæsonen, hvor et fyldt Anfield så Stoke blive besejret  med1-0.

Sportsredaktøren på Liverpool Echo, Ernest Edwards, foreslog kort efter, at tribunen skulle skifte navn for at ære de faldne fra et af de blodigste slag  under den anden Boer-krig i Sydafrika. Ved dette slag, der fandt sted i januar i år 1900, kæmpede briterne og boerne om en høj, der hed Spioenkop, og 320  britiske soldater blev dræbt, mens 500 blev såret. Langt de fleste af de britiske soldater ved dette slag kom fra Merseyside-området. Liverpools ledelse bifaldt
forslaget, og endetribunen kom herefter til at hedde The Spion Kop, eller i daglig tale bare The Kop.

Tilskuerkapaciteten på The Kop blev senere hen udvidet  til 30.000, men i begyndelsen af 1980erne blev kapaciteten af sikkerhedsmæssige grunde nedsat til 21.500. I 1994 blev The Kop ændret til udelukkende at  have siddepladser.

Elisha Scott

Havde klubbens fans troet, at mesterskabet i 1906 skulle blive fulgt af flere titler de følgende år, blev de slemt skuffede. Kun et sæt sølvmedaljer i 1910 skilte sig i sæsonerne frem mod første verdenskrig ud i rækken af middelmådige placeringer, hvor Liverpool sluttede tættere på  nedrykningspladserne end på topplaceringerne. Holdet mistede tilsyneladende noget pondus i takt med, at profilerne fra mesterskabssæsonen forlod  klubben. I 1907 skiftede Sam Raybould til Sunderland og i 1909 vendte Alex Raisbeck hjem til Skotland, ligesom Jack Cox tog retur til sin gamle klub Blackpool. I 1912 forlod også Sam Hardy klubben, da han skiftede til Aston Villa, men selvom han virkede uerstattelig, skulle det vise sig, at hans efterfølger  kom til at skrive sig ind som den måske største målmandslegende i Liverpools historie.

Det var nemlig Elisha Scott, der afløste Sam Hardy i 1912. Scott var på det tidspunkt kun 19 år, og blev hentet i Nordirland. I de første par sæsoner var han andetvalg bag Kenneth Campbell, der var skotsk landsholdsmålmand, men fra sæsonen 1914/15 blev Scott det ubestridte førstevalg mellem stængerne og fortsatte herefter en Liverpool-karriere, der kom til at vare imponerende 22 år frem til 1934. Det er endnu i dag den længste periode, nogen spiller har spillet for Liverpool FC. Elisha Scott var med sin 1,75 m. ikke  nogen særlig høj målmand, men han havde en uovertruffen evne til at placere sig rigtigt i forhold til angribernes skudvinkler og han besad en smidighed og  springkraft, der gjorde ham til en af alle tiders bedste målmænd i engelsk fodbold. Evertons store angrebsstjerne, der havde et hav af direkte konfrontationer  med Scott, Dixie Dean, gav sidenhen Elisha Scott dette skudsmål: ”Elisha var den bedste målmand, jeg nogensinde har set. Du kan pege på Swift, Trautmann, Banks eller Wilson. Du kan vælge, hvem af dem du vil – jeg vælger Elisha Scott”.

Den første FA Cup-finale

Resultatmæssigt var årene fra mesterskabet i 1906  og frem mod første verdenskrig som nævnt ikke særligt opsigtsvækkende, men i 1914 nåede Liverpool trods alt en milepæl, da det lykkedes holdet at kvalificere sig til den første FA Cup-finale i klubbens historie.

FA Cuppen er som bekendt verdens ældste fodboldturnering, og den blev spillet første gang i sæsonen 1871/72. Liverpool FC havde deltaget i turneringen siden klubbens stiftelse i 1892, men havde frem til 1914 endnu ikke formået at nå finalen.  klubben havde opnået at være i semifinalen i 1897, hvor det blev til nederlag mod Aston Villa, i 1899, hvor Sheffield United trak det længste strå, samt ikke  mindst i 1906, hvor bysbørnene fra Everton som nævnt gjorde en ende på Liverpools finaledrømme med en 2-0 sejr.

I 1913/14-sæsonen lykkedes det  midlertid endelig at nå hele vejen til finalen. Liverpool havde undervejs slået Barnsley, Gillingham, West Ham, Queens Park Rangers og i semifinalen, der blev spillet på White Hart Lane, slog holdet Aston Villa med 2-0; begge scoringer sat ind af Jimmy Nichol, der ellers ikke var en angriber, der var kendt for at score mange mål.

Finalemodstanderne var Burnley, der også var i FA Cup-finalen for første gang, og kampen blev spillet i London på Crystal Palaces stadion foran 72.000 tilskuere. Desværre for Liverpool blev finalens eneste scoring sat ind af Burnleys Bertie Freeman. Avisen Burnley Express berettede efter kampen, at Burnley var fortjente vindere, men at det ikke havde været den mest velspillede finale i FA Cuppens historie, hvilket bl.a. skyldtes, at underlaget var hårdt og glat, og at det var ret blæsende under kampen. Finalen var i øvrigt historisk i den forstand, at det var første gang den britiske monark, Kong George V,  overrakte trofæet til vinderne.

Liverpools første deltagelse i en FA Cup-finale var nok historisk, men der skulle gå endnu 51 år, før det lykkedes for klubben at  hjemtage FA Cup-trofæet. I 1914, da Europa stod på randen af Første Verdenskrig, var Liverpools fans endnu ikke forvænte med hyppige  pokaloverrækkelser, og præstationerne i ligaen havde været noget svingende i den første del af det 20. århundrede. Klubben havde dog på kun 22 år opnået  at være blevet en etableret bestanddel af den engelske 1. division, og der skulle som bekendt senere hen komme mange flere pokaler i trofæskabet.