Historie

~ Del 3 ~

1914-1922 – Første Verdenskrig

Af Jesper Thinghuus

Da den serbiske nationalist Gavrilo Princip affyrede sin pistol den 28. juni 1914 i Sarajevo og dræbte den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, og dermed udløste første verdenskrig, havde Liverpool FC netop optrådt i den første FA Cup-finale i klubbens historie. Det var den foreløbige kulmination på en 22-årig periode, som også havde budt på to mesterskaber. Da krudtrøgen igen havde lagt sig på de europæiske slagmarker, havde Liverpool mistet en stor manager og været involveret i en pinlig skandale, men forude ventede også nye triumfer.

Efter tre tabte semifinaler var det i 1914 endelig lykkedes for Liverpool at nå hele vejen til FA Cupfinalen, som dog blev tabt 1-0 til Burnley. Der var skuffelse  over at have tabt finalen; ikke mindst i betragtning af, at det efterhånden var otte år siden, der senest var blevet hentet et af de store trofæer til Anfield.

Liverpool FC havde på dette tidspunkt 22 år på bagen og i langt de fleste af disse år havde Tom Watson stået i spidsen som manager for klubben. I alt blev det  til 19 år i managerstolen for Tom Watson, hvilket gør ham til den længst siddende manager i klubbens historie. De 19 år kunne endda sagtens være blevet til flere, for det var hverken en fyring eller en opsigelse, der i 1915 førte til ophøret af en managerepoke.

En managerepoke slutter

Mens Europas befolkning var vidne til rædslerne i første verdenskrigs skyttegrave, var Tom Watson i foråret 1915 så småt gået i gang med forberedelserne til den kommende 1915/16- sæson. Han havde netop været sammen med sin familie i Newcastle for at fejre sin 56. fødselsdag den 9. april 1915, da han blev ramt af en slem forkølelse. Forkølelsen udviklede sig i løbet af nogle dage til en ondsindet lungebetændelse, som på daværende tidspunkt var en alvorlig infektion, der var svær at kurere. Tom Watson kom sig aldrig og døde den 6. maj 1915 i en alt for ung alder.

At Tom Watson ikke bare var den længst siddende manager i Liverpool FCs  historie, men også en respekteret og populær skikkelse i det britiske fodboldmiljø, var det store fremmøde ved hans begravelse et vidnesbyrd om. I Liverpool  Echo skrev Ernest “Bee” Edwards dagen efter dødsfaldet om Watson, at “han havde et hjerte af guld. Over hele landet hører man folk udtale den dybeste sorg  over vores vens pludselig død. Tom var en favorit for hele landet”.

Tom Watson havde i sin tid i klubben haft en evne til at købe mange talentfulde spillere, og  flere af dem var blandt bærerne af kisten, da Watson blev sendt ud på sin sidste rejse. Tom Watson nåede at stå i spidsen for Liverpool FC i 742 kampe, hvilket sidenhen kun er blevet overgået af Bill Shanklys 783.

Matchfixing-skandale og managerløse krigsår

Trods første verdenskrigs udbrud var sæsonen 1914/15  blevet gennemført med Everton som mestre og med Liverpool på en middelmådig 13. plads. Det var en sæson, der for Liverpools vedkommende ikke bare  sluttede med en trist midterplacering, men som også blev beskæmmet af en matchfixing-skandale, der fandt sted Langfredag den 2. april 1915.

På denne dag  mødte Liverpool på Old Trafford et Manchester United-hold, der havde desperat brug for point for at undgå nedrykning. I den situation  faldt nogle af spillerne  på de to hold for fristelsen til at sikre sig en hurtig og nem gevinst. Kampen fik et usædvanligt forløb og endte med en 2-0 sejr til hjemmeholdet, og  et par uger senere kom det frem, at flere spillere fra de to hold havde investeret store summer hos bookmakerne på netop dette resultat. I alt syv spillere blev  fundet skyldige og de blev tildelt livsvarige karantæner fra engelsk fodbold.

Langfredagsskandalen

Langfredag den 2. april 1915 mødtes Manchester United og Liverpool på Old Trafford. Liverpool lå på dette tidspunkt midt i tabellen uden ret meget andet  end æren at spille for. Manchester United havde derimod kniven for struben. De var i overhængende nedrykningsfare og havde desperat brug for point.  Kampen fik et besynderligt forløb. Manchester United bragte sig hurtigt foran, men Liverpools spillere virkede ikke synderligt opsatte på at udligne.  Tværtimod tog Liverpools Bob Pursell åbenlyst med hænder i eget straffesparksfelt kort efter pausen, hvorved Manchester United fik et straffespark, der  dog blev brændt og Liverpool-angriberen Fred Pagnan blev skældt ud af flere af sine holdkammerater, da han på tidspunkt ramte stolpen. Sent i kampen  scorede Manchester United til 2-0, hvilket blev kampens resultat. Efter kampen berettede dommeren, at det havde været ”den mest ekstraordinære kamp,  jeg nogensinde har dømt” og Sporting Chronicle betegnede Liverpools spil som ”for ringe til at beskrive”. I løbet af få uger dukkede beskyldninger om aftalt   spil da også op, og det kom frem, at der var blevet spillet store summer på netop 2-0-resultatet hos bookmakerne. En undersøgelse blev sat i gang og den  konkluderede, at fire Liverpool-spillere (Jack Sheldon, Tom Miller, Tom Fairfoul og Bob Pursell) og tre Manchester United-spillere havde aftalt kampens  resultat på forhånd. Alle de involverede spillere blev tildelt livsvarige karantæner fra at spille fodbold, og Liverpools Jackie Sheldon blev betragtet som  hovedmanden bag skandalen, idet han som tidligere Manchester United-spiller havde etableret kontakten mellem de to holds spillere. Efter 1. verdenskrig  blev karantænerne imidlertid ophævet og både Jack Sheldon og Tom Miller opnåede kampe for Liverpool efter krigen.

Måske var de involverede spillere i Langfredagsskandalen blevet fristet til at søge  en hurtig gevinst, fordi den igangværende verdenskrig udgjorde en trussel mod deres levebrød. Det havde således været drøftet i ligaens ledelse, om man  skulle indstille fodboldturneringerne pga. krigen, men bl.a. efter rådføring med regeringen var det blevet besluttet at gennemføre sæsonen 1914/15. Det  ændrede imidlertid ikke på, at klubberne igennem sæsonen blev kritiseret for ikke at yde tilstrækkelig støtte til den britiske krigsførelse.

Tom Watson fandt  kritikken urimelig og gjorde i et indlæg i The Times opmærksom på, at der havde været ”foretaget rekruttering i klubben gennem hele sæsonen og med  militærorkestre ved alle kampe. Én direktør, én spiller, adskillige aktieholdere og to sønner af direktører har meldt sig til hæren. Spillerne donerer 12,5  procent af deres løn til de trængende og til krigsfondene”. Watson gjorde desuden opmærksom på, at ”1.000 soldater og sømænd har fri adgang til alle kampe  i lighed med sårede og belgiske flygtninge.”

Uanset Watsons indvendinger stod det klart, at krigshandlingerne gjorde det vanskeligt at fortsætte de  landsdækkende fodboldturneringer i England, og The Football League, hvor Liverpools første manager John McKenna nu var blevet formand, besluttede før 1915/16-sæsonen at suspendere al professionel fodbold på ubestemt tid.

Suspensionen af ligafodbolden faldt således sammen med Tom Watsons pludselige  dødsfald og har givetvis været en af årsagerne til, at klubben ikke havde travlt med at finde en ny manager. Faktisk skulle der gå mere end tre år, før en ny  manager blev udpeget.  I de managerløse år deltog Liverpool FC i lokale Lancashireturneringer, der blev organiseret i krigsårene, og klubsekretær George Patterson tog sig – i  fraværet af en manager – af ledelsen af holdet. Det var en periode, hvor mange af spillerne ikke var til rådighed pga. militærtjeneste i enten Storbritannien  eller på det europæiske fastland. I alt 14 mio. mennesker mistede livet under første verdenskrig, og heller ikke Liverpool FC blev forskånet for tab, idet to  spillere, Joe Dines og Wilfred Bartrop, mistede livet på slagmarken.

Mesterskabet vender tilbage

Da de krigsførende nationer langt om længe afsluttede  første verdenskrig med underskrivelsen af våbenhvilen i en togvogn i Compiègneskoven i det nordlige Frankrig den 11. november 1918, var det et varsel om,  at fodboldturneringerne kunne genoptages fra og med sæsonen 1919/20.

Ved starten af 1919/20-sæsonen havde klubsekretær George Patterson stadig  ansvaret for holdet. Han havde som nævnt stået for ledelsen af holdet efter Tom Watsons død, men formelt var han ikke blevet udnævnt til manager for  holdet, men havde blot i praksis fungeret som sådan under krigen.

Patterson fortsatte i denne rolle i begyndelsen af 1919/20-sæsonen, hvor  fodboldturneringerne blev genoptaget, men en svag sæsonstart gjorde det klart, at George Patterson nok ikke var den rette til jobbet, og at det var  nødvendigt at finde en ny mand til at tage sig af den sportslige ledelse af holdet. Det lykkedes i december 1919, da Liverpool ansatte David Ashworth, der  kom fra Stockport County, som ny manager på Anfield. George Patterson vendte herefter tilbage til udelukkende at varetage sin funktion som klubsekretær.

Udover en ny manager var holdet kendetegnet ved, at nye spillere kom til. Tom Watson havde nået at få fat i centerforwarden Harry Chambers, som i løbet af ni sæsoner scorede 151 mål i 339 kampe, og på selve dagen, hvor første verdenskrig blev afsluttet, bankede den lokale fyr Tom Bromilow – stadig iført militær  uniform – på Anfields port og bad om at få en prøvetræning. Under prøvetræningen viste han sig at være en fremragende offensivt orienteret back og i  løbet af få uger havde Bromilow tilspillet sig en fast plads på holdet. Han endte med at være 11 sæsoner på Anfield, hvor han nåede at repræsentere klubben 75 gange.

Holdet var i sagens natur ikke sammenspillet efter den lange krigsperiode, hvilket illustreres ved, at hele 15 spillere fik deres debut for Liverpool FC i  1919/20-sæsonen, men efter managerskiftet fik holdet rettet så meget op på spillet, at det endte med en hæderlig fjerdeplads.

Første verdenskrig havde ikke betydet, at publikum havde mistet interessen for fodbold. Tværtimod, for tilskuertallene på Anfield lå i de første sæsoner efter krigen ofte oppe omkring  40.000 på trods af øgede entrépriser. Stemningen på stadion var fantastisk og Liverpool Echo kunne i sæsonen 1920/21 rapportere fra kampen på Anfield mod Everton, hvor 50.000 var mødt op, at ”The Kop rokkede som rystelserne ved et vulkanudbrud”.

1920/21-sæsonen gav en ny fjerdeplads, men  optimismen og troen på nye trofæer blomstrede, for spillet på banen blev stadig bedre. David Ashworth viste sig at være mand for at finde en god balance  mellem unge, sultne og ældre, rutinerede spillere og hans tilgang til spillet var, at holdet skulle have en stærk og velfungerende defensiv som basis. I det  koncept var spillere som den gennemrutinerede højre back Ephraim Longworth, de hårde nysere Donald Mackinlay og Walter Wadsworth samt klubbens  måske bedste målmand gennem tiderne, Elisha Scott, nogle af nøglespillerne.

I den efterfølgende sæson gik det hele op i en højere enhed, og den 17. april  1922 kunne klubben fejre sit tredje mesterskab efter en 2-1 sejr over Burnley på Anfield, hvor 50.000 tilskuere var mødt op. Liverpool sluttede seks point  foran Tottenham og lukkede kun 36 mål ind i 42 kampe.

Klubledelsen brystede sig af, at Liverpool havde et mandskab, hvor kun to spillere var indkøbt for  større summer, for som klubformand W.R. Williams bemærkede ved den årlige generalforsamling med slet skjult hentydning til rivalerne på Goodison, så er  det ”med sammensætningen af et hold, og ikke med penge, at en klub opnår succes.” Det var en tilgang, der giver associationer til nutidens klubejere, der også  forfølger en strategi, som handler om en ansvarlig økonomisk drift samtidig med, at holdet bygges langsigtet op.

I 1922 var succesen endelig vendt tilbage til  Liverpool FC. Der var gået 16 år siden seneste mesterskab og trofæ. Optimismen var stor på Anfield, og der skulle ikke gå længe, før der igen skulle skabes  plads i pokalskabet på Anfield.