Historie

~ Del 4 ~

1922-1928 – de brølende 20ere, der endte som en fuser

Af Jesper Thinghuus

1920erne går ofte under betegnelsen ”de brølende 20ere”, og for Liverpool FC begyndte årtiet også forrygende med to mesterskaber. På den internationale scene sluttede 20ernes økonomiske optur på dramatisk vis med børskrakket på Wall Street den 29. oktober 1929. For Liverpools   vedkommende sluttede 1920erne ikke helt så dramatisk, men den sidste del af årtiet var en grå og trist historie, som skulle vise sig kun at være  begyndelsen på en resultatmæssigt sørgelig periode i klubbens historie.

Der var vækst og fremgang i mange af de krigsførende nationer i årene efter første verdenskrigs afslutning. Som en reaktion på første verdenskrigs rædsler,  oplevede man i USA og mange europæiske lande et økonomisk opsving og større frisind. Som i verdensøkonomien herskede der i begyndelsen af 1920erne  også optimisme på Anfield. Et par gode fjerdepladser var i 1921/22 blevet vekslet til klubbens tredje mesterskab. Under manager David Ashworths ledelse  havde Liverpool et hold med en stærk og velfungerende defensiv, som ikke lukkede ret mange mål ind.

En succesmanagers mystiske forsvinden

Det var  således et hold fyldt med selvtillid, der gik ind til 1922/23-sæsonen. Efter en langsom start med et par nederlag i de første tre kampe, begyndte det at gå op i  en højere enhed for Liverpool. Ved årsskiftet havde de røde vundet 16 ud af 23 kampe og havde placeret sig solidt på ligaens førsteplads. Undervejs var  Everton blevet udraderet med 5-1 foran 55.000 tilskuere på Anfield i en kamp, hvor Liverpool Echo kunne berette, at Liverpool var så dominerende efter  pausen, at ”forsvarsspillerne gik med frem som angribere og ofte lod Mackinlay alene tilbage i forsvaret”.

De gode resultater fortsatte efter nytår, men det  skulle vise sig, at alting ikke var så godt, som det så ud til. Kort efter jul meddelte succesmanageren Ashworth således Liverpools ledelse, at han forlod sin post for at tage tilbage til Oldham Athletic, som han næsten 20 år tidligere havde stået i spidsen for. Oldham anno 1923 var et bundhold, som endte sæsonen med  at rykke ned, og som Liverpool slog i begge de indbyrdes opgør. Umiddelbart var det derfor en besynderlig beslutning, Ashworth havde truffet, og det er  heller ikke helt klart, hvad der lå bag.

 

Nogle steder forklares beslutningen med, at David Ashworths hustru og datter, der begge var invaliderede, boede i Stockport, som ligger tættere på Oldham end på Liverpool, og at Ashworth naturligt nok nærede et ønske om flytte tættere på sin familie. Det er imidlertid  også blevet fremført, at Oldhams ledelse inviterede Ashworth til et møde i forbindelse med, at Liverpool spillede mod Oldham på Boundary Park i juledagene  i 1922. Her havde de angiveligt præsenteret ham for et økonomisk så lukrativt tilbud, hvis han ville skifte klub, at han ikke kunne sige nej.

Uanset  bevæggrundene for klubskiftet skulle det vise sig, at David Ashworth aldrig kom til igen at opleve den sportslige succes som manager, som han havde opnået på få år i Liverpool. Han forsøgte sig senere uden succes som manager for Manchester City, Walsall og i et par walisiske klubber, og han sluttede sin karriere  som talentspejder hos Blackpool.

Elisha Scott

”Elisha er den bedste målmand, jeg nogensinde har set. Du kan pege på Swift, Trautmann, Banks eller Wilson. Du kan vælge, hvem af dem du vil – jeg vælger  Elisha Scott”. Det kan lyde som ordene fra en begejstret holdkammerat, men det var faktisk Evertons store målscorer i 1920erne, Dixie Dean, der udtalte sig  sådan om Liverpool FCs formentlig største målmandslegende nogensinde. Elisha Scott blev født 24. august 1893 i Belfast i Nordirland og paradoksalt nok  kunne Elisha Scott være havnet i Everton. Han var nemlig først til prøvetræning hos naboerne på Goodison Park, men Everton mente, at han var for ung. Det  var Liverpools held og efter også at haft en prøvetræning i den røde del af byen, skrev Elisha Scott den 1. september 1912 kontrakt med Liverpool FC. Det  skulle herefter blive til imponerende 22 år på Anfield, hvor Scott nåede at repræsentere klubben 468 gange – et tal, der kunne være højere, hvis ikke første  verdenskrig havde standset fodboldturneringerne. Elisha begyndte egentlig som angriber for klubben Belfast’s Boys’ Brigade i 1909. Årsagen til, at han snart  efter kom til at stå på mål, var et skænderi under en kamp med holdets målmand, hvor Scott råbte: ”Min bedstemor ville være en bedre målmand end dig!”. En  sådan udtalelse forpligter og snart efter besluttede Elisha Scott sig for at blive målmand. I de første sæsoner efter skiftet til Liverpool var Elisha Scott reserve  for den lidt ældre Kenneth Campbell. I 1914/15-sæsonen lykkedes det dog for Scott at fortrænge Campbell i ca. halvdelen af kampene og da turneringerne blev genoptaget efter første verdenskrig, overtog Scott pladsen på førsteholdet i løbet af sæsonen 1920/21. De næste 13 år var Elisha Scott Liverpools  førstemålmand, om end han i slutningen af 20erne i perioder mistede pladsen til Arthur Riley. Liverpool-karrieren sluttede i 1934, da Elisha Scott som 40-årig  rejste tilbage til Nordirland og spillede et par sæsoner for Belfast Celtic. Elisha Scott kom til at blive en af de, hvis ikke den, største målmand i  Liverpools historie. Han var kendt for sit mod, springkraft og gode placeringsevne. Han og Evertons topscorer Dixie Dean havde en forrygende rivalisering, der altid blev fokuseret på, når de to klubber skulle møde hinanden. Elisha Scott var højt elsket af Liverpools fans og kærligheden var gengældt. Helt  ekstraordinært fik Elisha Scott lov til at holde en tale for publikum efter den sidste optræden på Anfield. Her sagde Scott: ”Mine venner på the Kop. Jeg kan  ikke takke jer nok. I har inspireret mig. Gud velsigne jer alle”. Elisha Scott døde 65 år gammel i 1959.

Mesterskabet genvindes

David Ashworths beslutning om at forlade klubben gjorde det nødvendigt for Liverpools ledelse at  handle hurtigt, hvis ikke den gode ligaplacering skulle sættes over styr. Der var ikke tid til at hente en ny manager ind udefra, så klubben besluttede at  udnævne det 60-årige bestyrelsesmedlem Matt McQueen som ny manager. Matt McQueen var kommet til Liverpool som spiller ved klubbens grundlæggelse  i 1892. Han spillede 103 kampe og scorede syv mål fra 1892 til 1899, men hvad der er nok så bemærkelsesværdigt er, at han er den eneste spiller i engelsk  fodboldhistorie, der har opnået at vinde to ligatitler (dog i 2. division) som både markspiller og målmand. I sine første fire sæsoner optrådte han således 45  gange som målmand for klubben, selvom han egentlig var wing. Efter den aktive karriere blev Matt McQueen kendt som en dygtig fodbolddommer og i 1919  blev han valgt ind i Liverpool FCs bestyrelse.

Det var således en rigtig klubmand, der i 1923 blev sat til at styre mesterskabet sikkert i havn. Det begyndte også fremragende med seks sejre i de første syv ligakampe efter årsskiftet. Herefter begyndte resultaterne at blive mere svingende, men i sidste ende  lykkedes det at hjemføre mesterskabet til Anfield for andet år i træk og fjerde gang i alt.

Sæsonen endte med 26 sejre og otte uafgjorte og dermed 60 point i  42 kampe. Det højeste pointtal, klubben endnu havde opnået i en sæson. Holdet havde scoret 70 mål, og kun lukket 31 mål ind, hvilket vidner om den  defensive styrke, der udgjorde holdets basis i disse år, men også at der var en slagkraftig offensiv og dermed en god balance på holdet.

I forsvaret huserede  folk som Ephraim Longworth, Donald MacKinlay og Walter Wadsworth, og bag dem sørgede den formentlig mest legendariske målmand i klubhistorien,  Elisha Scott, for at modstandernes scoringer blev holdt nede. I front havde klubben i Harry Chambers med 22 og Dick Forshaw med 19 mål to farlige  angribere, der var vanskelige at holde styr på for modstandernes forsvar. Hvad der også var vigtigt var, at holdet havde en fast og stabil grundstamme. I dag  roterer mange klubber på deres hold for at holde spillerne friske gennem en lang sæson. I mesterskabssæsonen 1922/23 spillede ikke færre end ti af  Liverpools spillere 37 eller flere af sæsonens 42 ligakampe. Der blev med andre ord ændret meget lidt på startopstillingen i løbet af sæsonen.

En trist periode begynder

På baggrund af det genvundne mesterskab kunne det umiddelbart se ud til, at klubledelsen havde vurderet rigtigt, da de udnævnte Matt McQueen  til manager. Det skulle imidlertid vise sig ikke at holde stik. Om det var den bilulykke, han var ude for i november 1923, som kostede ham det ene ben og som  betød, at helbredet blev dårligere op gennem 1920erne, der gjorde, at McQueen ikke fik succes som manager, skal være usagt. Et faktum er det i hvert fald, at ligaplaceringerne blev ringere, efterhånden som årtiet skred frem.

Allerede i sæsonen efter mesterskabet var magien væk, da Liverpool endte på en  skuffende 12. plads. I de følgende sæsoner blev det til 4., 7., og 9. pladser og i 1927/28-sæsonen var det ved at gå helt galt, da holdet sluttede på en 16. plads,  kun ét point over nedrykningsstregen. Heller ikke i FA Cuppen gjorde Liverpool større væsen af sig, idet holdet nåede femte runde i 1927 som det bedste resultat gennem 1920erne.

Managerskiftet kan have spillet ind på de dårligere resultater, men det har givetvis også haft en stor betydning, at holdet trængte  til et generationsskifte. Gennemsnitsalderen på den foretrukne startopstilling var i mesterskabssæsonen næsten 30 år, og flere af spillerne havde været i klubben, siden før første verdenskrigs udbrud. Det generationsskifte der var påkrævet, fungerede imidlertid ikke efter hensigten. Det var ikke fordi, klubben ikke købte nye spillere. De spillere der blev hentet ind, havde blot ikke den samme kvalitet, som de der forsvandt. En undtagelse var angriberen Gordon  Hodgson, som klubben fandt i Sydafrika og som debuterede i februar 1926. Hodgson skulle vise sig at blive en af klubbens allerstørste angribere gennem  tiderne med en imponerende scoringsfrekvens på 241 mål i 377 kampe.

De middelmådige resultater til trods, kunne Liverpool stadig trække masser af  mennesker til fodbold på Anfield. Dengang som nu var klubberne bevidste om tilskueropbakningens store betydning for holdets præstationer. Liverpools  ledelse besluttede således, at the Kop skulle udvides og tribunen skulle have lagt et ståltag på. Forholdene for tilskuerne skulle være bedre, ligesom  overdækningen af the Kop ville betyde, at lyden fra tilskuerne ville blive højere og mere intens. Den 25. august 1928 kunne fodboldligaens formand, og  tidligere formand for Liverpool FC, John McKenna indvie et udvidet og tagdækket the Kop, der dermed var den største overdækkede tribune i England.

Opgraderingen af the Kop var et højdepunkt i den sidste del af 1920erne, men det ændrede ikke på, at resultaterne var langt fra så gode som i årtiets  begyndelse. De manglende resultater og det skrantende helbred gjorde, at Matt McQueen trådte tilbage som manager i februar 1928. Hans afløser blev en  gammel kending, idet klubsekretær George Patterson nok engang blev bedt om at påtage sig managerhvervet. Pattersons første periode som manager under   og lige efter første verdenskrig havde ikke været succesfuld og det blev den anden periode heller ikke. Selvom klubben i de efterfølgende otte år, hvor  Patterson stod i spidsen for holdet, trods alt formåede at blive i 1. division, var midterplaceringer dagens orden og mesterskabet noget, klubbens fans kun kunne drømme om.

1920erne huskes i Liverpool Football Clubs historie som årtiet, der begyndte så lovende, men som endte med at blive en fuser.