Historie

~ Del 6 ~

1939-1951 – Fodbold i krigens skygge

Af Jesper Thinghuus

Den 1. september 1939 rullede tyske kampvogne ind over grænsen til Polen, og det stod klart, at Europa igen ville blive kastet ud i en krig mellem  stormagterne. Fodboldligaerne i England blev suspenderet – og det på et tidspunkt, hvor der ellers havde været et spirende håb om, at Liverpool Football  Club igen kunne spille med om de vigtige trofæer. Da krudtrøgen på slagmarkerne endelig havde lagt sig igen, skulle der også vise sig – for en kort bemærkning – at være hold i det gamle ordsprog om, at den der venter længe, venter godt.

Da Storbritannien erklærede Tyskland krig den 3. september 1939, var der kun spillet tre kampe af 1939/40-sæsonen. Fodboldforbundet bestemte, at  turneringerne skulle suspenderes, og i stedet skulle der spilles regionale turneringer.

Krigstidsturneringerne

Indførelsen af værnepligt betød, at mange spillere skulle gøre militærtjeneste, hvilket gjorde det vanskeligt for mange klubber at stille hold. De regionale krigstidsturneringer blev derfor krydret med  et nyt tiltag, det såkaldte ”gæstesystem”. Fodboldforbundet indførte således, at tjenestegørende spillere kunne optræde på gæstebasis for den klub, der lå  nærmest deres tjenestested. Det betød i nogle tilfælde, at der var klubber fra lavere divisioner, der fik mulighed for at gøre brug af stjernespillere fra de  bedste klubber i 1. division. Som de fleste andre klubber gjorde Liverpool også brug af gæstesystemet. Bl.a. optrådte de senere managers Don Welsh og Bill  Shankly som spillere for Liverpool i løbet af krigen. Kvalitetsmæssigt var krigstidsturneringerne langt fra det produkt, fodboldtilskuerne var vant til. En ting  var, at turneringsstrukturen blev ændret flere gange, noget andet var, at det var svært for holdene at levere stabile præstationer. På trods af introduktionen  af gæstesystemet, var der stadig klubber, der havde problemer med at stille hold, og det skete jævnligt, at kampe ikke kunne afvikles pga., at det ene eller  begge hold ikke rådede over det nødvendige antal spillere.

De resultater klubberne opnåede i årene under Anden Verdenskrig, sagde derfor ikke så meget om de reelle styrkeforhold. Blackpool vandt f.eks. flere gange den regionale turnering, Liverpool deltog i. Det hang formentlig sammen med, at det britiske  luftvåben havde et af sine vigtigste træningsanlæg i Blackpool, hvilket betød, at Blackpool FC havde stor glæde af lånesystemet på trods af, at klubben  normalt befandt sig i midten eller bunden af 1. division.

I alt blev 76 Liverpool-spillere indkaldt til militærtjeneste i løbet af Anden Verdenskrig, og kun  Wolverhampton oplevede at få flere spillere indkaldt. Krigen krævede også sine ofre blandt Liverpools spillere, og bl.a. anfører Tom Cooper mistede livet i  1940.

En talentfuld spillertrup

Efter Tysklands kapitulation i maj 1945 kunne fodboldturneringerne blive genoptaget og spillerne vende hjem til deres  klubber. Det var dog først fra 1946/47-sæsonen, at den normale turneringsstruktur blev genetableret.

Der var naturligt nok blevet skiftet ud i Liverpools spillertrup i forhold til før krigen, men en del spillere var stadig at finde på Anfield. Heriblandt den 35-årige sydafrikanske angriber Berry Nieuwenhuys, som  blev regnet for at være en af ligaens bedste angribere, der var dygtig til at sætte sine medspillere i scene. Den pålidelige back Ray Lambert, der var kommet til  Liverpool i 1936 i en alder af kun 14 år, samt forsvarskollegaerne Phil Taylor, der senere skulle blive manager for Liverpool, og den alsidige Bill Jones  (bedstefar til Rob Jones, red.), var også stadig at finde i truppen efter krigen.

To spillere, der var kommet til klubben før Anden Verdenskrig, men som først fik  debut efter krigsafslutningen, var Bob Paisley og Billy Liddell. Mens Bob Paisley var en hårdtarbejdende og solid venstre back, som dog først og fremmest blev kendt for sine senere meritter som manager for klubben, var Liddell en sand publikumsyndling.

Billy Liddell er uden tvivl en af alle tiders bedste  Liverpool-spillere. Han var en eksplosiv venstre wing, der havde en utrolig fart og boldkontrol, og som var lige god med begge ben. Datidens beskrivelser af  ham giver associationer til Luis Suárez. Som Bob Paisley f.eks. sagde, ”var modstanderne skræmt fra liv og død over at skulle møde ham. Billy var helt utroligt  stærk. Du kunne ikke få bolden fra ham. Han kunne gå rundt om dig, forbi dig og sommetider endda igennem dig”.

Blandt de nytilkomne spillere var  angriberen Albert Stubbins fra Newcastle. Begge Merseyside-klubber ville købe Stubbins og i den situation valgte han noget usædvanligt at slå plat og krone  om, hvilken klub han skulle vælge. Mønten faldt ud til Liverpools fordel, og det skulle vise sig at være et heldigt møntkast set fra Liverpool FCs synspunkt, idet  Stubbins i de første to sæsoner efter krigen havde et imponerende scoringsgennemsnit på mere end 0,5 mål pr. kamp, og i alt blev det til 83 mål i 178 kampe  for Liverpool FC.

Billy Liddell

Billy Liddell var så god, at Liverpool i hans tid på Anfield fik tildelt kælenavnet ”Liddellpool”. Han blev født 10. januar 1922 i Townhill i Skotland og spillede i  drengeårene for de lokale klubber Kingseat Juveniles og Lochgelly Violet. At han herefter havnede i Liverpool, kunne klubben takke den senere Manchester   United-manager Matt Busby for. Busby kom til Liverpool fra Manchester City i 1936, og han havde i sin Citytid hørt om Billy Liddell. Matt Busby foreslog  Liverpool-manager George Kay at se nærmere på Liddell, og det viste sig at være et godt råd. Billy Liddell skiftede til Liverpool i 1938 for £200, men pga.  udbruddet af Anden Verdenskrig fik han først officiel debut den 7. september 1946. Det var mod Chelsea på Anfield, og Liddell imponerede med det samme,  idet han scorede to gange i en 7-4 sejr; det første mål efter tre minutter direkte på hjørnespark foran The Kop. Liddell spillede venstre wing og senere centerforward. Han var lige god med begge ben, han var driblestærk, hurtig og fysisk stærk, og så havde han et utroligt hårdt skud. Så hårdt, at han flere  gange formåede at brække Nottingham Forest-målmanden Harry Nicholsons højre arm, da han reddede en Liddell kanonkugle. I alt scorede Liddell 228 mål i  534 kampe for Liverpool. At han blev i Liverpool helt frem til 1960, selvom klubbens resultater i de år ikke var prangende med bl.a. nedrykning til 2. division i 1954, siger noget om Billy Liddells loyalitet. Han blev flere gange tilbudt at skifte klub, men han valgte at blive, for som han sagde ”alle mine interesser er her  på Anfield, og jeg ville hade at skulle forlade dette sted”. Billy Liddell hører til blandt de allerstørste spillere i Liverpools historie, på niveau med Dalglish, Rush  og Gerrard. Liddell kom således ind på en 6. plads, da klubbens hjemmeside i 2006 lod fansene udpege de 100 bedste spillere, der har optrådt for Liverpool  gennem historien. En ganske flot placering i betragtning af, at der ikke er mange af nutidens fans, der har oplevet Billy Liddell, mens han var aktiv. Liddell var  således også den eneste spiller fra før 1960erne, der kom ind i top 40 i afstemningen.

Mesterskabet vender tilbage – en kortvarig optur

Det var således et hold med både defensive og offensive kvaliteter, som manager George  Kay sendte på banen ved sæsonpremieren 31. august 1946. Op til sæsonstarten havde George Kay gjort det lidt usædvanlige at tage truppen med på  træningstur til USA og Canada. Kay mente, at spillerne ovenpå de trange krigsår ville have godt af det varme klima og den proteinrige kost, man får i  Nordamerika. Holdet var igennem et hårdt program fra midt i maj til midt i juni, hvor der blev spillet ikke mindre end ti træningskampe.

Træningsturen havde  også en effekt, for Liverpool så ud til at være i bedre form end mange af konkurrenterne, da sæsonen endelig gik i gang, og det kom til at blive et tæt opgør om mesterskabet. Liverpool formåede at holde sig i toppen af rækken gennem det meste af sæsonen, og da de sidste kampe skulle spilles, havde både Liverpool,  Manchester United, Wolverhampton og Stoke en chance for at blive mestre. Liverpool, der mødte Wolves på udebane, skulle vinde, og håbe på, at de øvrige  resultater flaskede sig. Liverpool gjorde sin del af arbejdet, men måtte vente på, at Stoke havde spillet sin sidste kamp mod Sheffield United. Stoke tabte, og  Liverpool FC var dermed engelske mestre for 5. gang.

Klubben havde ventet længe. Der var gået 24 år siden seneste store trofæ, som var mesterskabet i  1922/23. Det var en stor triumf for George Kay, der var en populær manager i spillertruppen. Albert Stubbins betegnede George Kay som en ”førsteklasses  manager”, der ”først og fremmest tænkte på sine spillere. Han var så forstående, at vi alle følte, at vi var nødt til at spille ekstra godt for at tilbagebetale noget  af den tro, han havde på os”.

Desværre skulle det vise sig, at mesterskabet i 1947 var en enlig svale i den efterhånden lange årrække med middelmådige  resultater, og i de efterfølgende mange sæsoner var en 7. plads i 1949/50 den bedste ligaplacering, holdet opnåede.

Et lille sportsligt højdepunkt var det dog,  at det lykkedes holdet at nå frem til FA Cup-finalen i 1950 for kun anden gang i klubbens historie. På vejen var Everton blevet slået i semifinalen med 2-0 på  mål af Liddell og Bob Paisley, og nu ventede Arsenal på Wembley. George Kay var optimistisk før finalen, for som han sagde, havde Liverpool ”et fantastisk  hold, fyldt med store sportsmænd. Ingen manager har før stået i spidsen for et mere lykkeligt hold”.

Optimismen blev imidlertid ikke belønnet med en finalesejr. Liverpool begyndte kampen bedst, men imod spil og chancer bragte Arsenal sig foran efter kun 17 minutter og Liverpool formåede herefter ikke  rigtig at komme ind i kampen igen. I sidste ende sejrede Arsenal 2-0 og Liverpool havde, trods sine 58 år på bagen, stadig ikke vundet FA Cuppen.

Managerskifte – Don Welsh kommer til

Da Liverpools spillere løb ind på Wembley til klubbens anden FA Cup-finale, var George Kays helbred ikke det bedste  og det blev ikke bedre den følgende tid. I januar 1951 blev Kay derfor nødt til at træde tilbage, få måneder før sin 60-års fødselsdag. Posten som manager blev  erefter overtaget af Don Welsh. Welsh havde som nævnt optrådt på Anfield som gæstespiller under Anden Verdenskrig, og han havde efter afslutningen af sin aktive karriere været manager for Brighton siden 1947.

Da Liverpool tilbød Don Welsh jobbet som manager, tøvede han ikke med at slå til. Det var, som  han sagde, ”en fantastisk mulighed for at føre mine idéer ud i livet”. Welsh havde et ønske om at skære ned på den trivielle løbetræning. Han ville i stedet  sørge for at få spillerne i form via forskellige spiløvelser. Om det var nedskæringen på løbetræningen, eller om det var fordi Don Welsh overtog et hold, der var stagneret midt i tabellen, skal være usagt, men faktum er, at det ikke lykkedes Welsh at føre Liverpool tilbage til toppen af 1. division.

Tværtimod blev  resultaterne langsomt, men sikkert værre og værre. Holdet kunne ikke leve op til den optimisme, som mesterskabet i 1947 havde skabt. Mesterskabet og FA  Cup-finalen i 1950 skulle således komme til at vise sig at være de eneste lyspunkter i en ellers dyster efterkrigsperiode for Liverpool FC.