Historie

~ Del 7 ~

1951-1959 – Nedgangstider

Af Jesper Thinghuus

1950erne fremstår som et trist årti i Liverpool FCs historie. Efter mesterskabet i 1947 og en tabt pokalfinale i 1950, blev resultaterne stadig ringere. Den populære manager George Kay måtte stoppe pga. helbredsproblemer, og i 1954 nåede klubben et sportsligt lavpunkt med nedrykningen til 2. division. Hverken Kays afløser, Don Welsh, eller  klubmanden Phil Taylor formåede at vende nedturen, men 1950erne endte alligevel godt, for da det så sortest ud, trådte en vis Bill Shankly ind ad døren.

1950erne var årtiet, hvor de europæiske lande forsøgte at komme på fode efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Hjulpet på vej af bl.a. den amerikanske Marshallhjælp kom en økonomisk genrejsning af økonomierne i gang, og en spirende optimisme brød frem.

For Liverpool FCs vedkommende gik udviklingen imidlertid den modsatte vej. Holdet kunne  ikke fortsætte de lovende takter, som mesterskabet i 1947 havde budt på. Fra 1947 og helt frem til mesterskabet i 1964 var FA Cup-finalepladsen i 1950 det nærmeste Liverpool  om på et trofæ.

Nedrykningen i 1954

Ligapræstationerne blev langsomt, men sikkert ringere. De første par sæsoner i 1950erne bød på midterplaceringer, og i 1952/53 var det tæt på at gå galt, da kun en sejr mod Chelsea i sidste spillerunde reddede holdet fra nedrykning. Det var imidlertid et varsel om, hvad der var i vente. Sæsonen efter skete det  tænkelige nemlig, da Liverpool efter en miserabel sæson sluttede på en ydmygende sidsteplads i 1. division og dermed rykkede ned i 2. division. 50 års uafbrudt tilstedeværelse i  en bedste række var hermed brudt.

Alletiders største FA Cup -sejr mod Everton

Liverpool-fansene skulle ikke kun lide over, at Liverpool rykkede ned i 2. division i 1954, for samtidig rykkede Everton den anden vej: op i 1. division. Det var derfor med bange  anelser hos mange af de røde fans, at Everton og Liverpool blev trukket til at møde hinanden i FA Cuppens 4. runde den 29. januar 1955 på Goodison. Everton var klare favoritter. For det første lå de en division over Liverpool, og for det andet havde Liverpool på det tidspunkt endnu ikke vundet på udebane i sæsonen. Kampen skulle imidlertid vise sig at blive et af de få sportslige højdepunkter for Liverpool FC i de ellers så triste 1950’ere. Da de 90 minutter var gået, stod der således 4-0 til Liverpool FC på måltavlen, hvilket stadig  står som den største sejr i FA Cuppen mod de blå rivaler. Avisen Sunday Express kaldte resultatet for ”Sæsonens sensation”. Den store stjerne Billy Liddell spillede en fantastisk  kamp og stod for kampens første mål; et mål han selv kaldte for det bedste af sine 228 mål for Liverpool. De øvrige tre blev sat ind af Alan A’Court og to gange John Evans. Det der  også er interessant med denne her kamp, var, at en Liverpool-supporter havde nærstuderet Evertons taktik og opstilling specielt omkring dødbolde, og havde skrevet til Don  Welsh om dette. Det havde manageren taget til sig, og man øvede standartsituationer på Melwood i tre dage op til kampen. I kampen udnyttede Liverpool det altså på bedste vis.

Manager Don Welsh, der havde overtaget ansvaret for holdet i 1951, da den populære George Kay måtte trække sig pga. helbredsproblemer,  havde store ambitioner,  men formåede ikke at få holdet til at levere varen. Med til historien hører, at klubben ikke havde været i stand til at erstatte de dygtige spillere, der havde  skaffet mesterskabet i 1947, efterhånden som de forlod klubben. Den store stjerne Billy Liddell var ganske vist stadig at finde på holdkortet, men andre, som målrævene Jack  Balmer og Albert Stubbins, var forsvundet, og det var ikke lykkedes at få fat i erstatninger af samme kaliber.

Klubbens ledelse gik ganske vist med til at købe fem nye spillere op  mod jul i 1953, men på det tidspunkt havde holdet allerede inkasseret 14 nederlag, og det var for sent at rette op på sæsonen. Som Don Welsh sagde om de nye spillere, var de  ”gode anskaffelser, men de kom til os på et skidt tidspunkt. Tingene gik dårligt, og selvtilliden på holdet var i bund”.

Welsh, såvel som klubledelsen, var ikke desto mindre opsat på,  at opholdet i 2. division skulle blive kortvarigt. De troede på, at holdet kunne sikre sig oprykning i første forsøg på samme måde, som det var sket de to forrige gange, Liverpool var  rykket ned i 2. division. Der var et håb om, at nogle af de unge spillere, der var kommet til klubben, ville begynde at slå igennem. Det var spillere som den elegante wing Alan  A’Court og forsvarsspillerne Geoff Twentyman og Ronnie Moran, som sidenhen skulle komme til at tjene klubben i flere årtier som en del af trænerstaben.

Forhåbningerne om en  hurtig tilbagevenden til 1. division skulle imidlertid vise sig ikke at blive til virkelighed. I stedet lagde Liverpool ud med en lidet flatterende 11. plads i 2. division i 1954/55, hvilket er den laveste ligaplacering, klubben nogensinde har præsteret i sin 122-årige historie. Det var endda ikke den eneste negative rekord, der blev opnået i den sæson. Nederlaget på 9-1 til Birmingham City på St. Andrews den 11. december 1954 står således stadig i rekordbøgerne som det største nederlag, Liverpool nogensinde har måttet lægge ryg til.

Managerskifte – en klubmand træder til

Med den uacceptable 11. plads i 2.division var skriften på væggen tydelig for Don Welsh’ vedkommende. Han fik et forsøg mere, men da  1955/56-sæsonen, trods en tredjeplads og dermed en resultatmæssig klar forbedring, heller ikke bragte den påkrævede oprykning med sig, blev han fyret ved afslutningen af sæsonen.

Klubben skulle herefter finde en ny manager, og som så ofte før valgte ledelsen at se indad i egne rækker. Her befandt Phil Taylor sig. Taylor havde gennem næsten 20 år haft en flot karriere som spiller på Anfield, som var sluttet med nedrykningen i 1954. Han var herefter blevet tilknyttet trænerstaben og fungerede som cheftræner, da han blev  bedt om at overtage managerposten.

Ingen tvivl om, at Phil Taylor var en sand klubmand, der prøvede sit bedste for klubbens skyld, men hans evner som manager skulle vise sig  ikke at stå mål med de præstationer, han havde leveret i sine 343 kampe som spiller for Liverpool. Trods indkøb af gode spillere som Tommy Younger, Johnny Wheeler, James  Harrower og ikke mindst Roger Hunt, gav de følgende tre sæsoner i 2. division kun en 3. plads og to 4. pladser som udbytte. Det var ikke godt nok for en klub som Liverpool, der  havde ét krav til manageren og holdet: oprykning til 1. division. Det skal retfærdigvis nævnes, at fodboldmanagers på daværende tidspunkt agerede under stor indflydelse fra  klubbernes ledelser. Taylor har senere fortalt, at holdet som regel blev udtaget af bestyrelsen og, at han kun foreslog, hvem der skulle spille. Han kunne således ”huske situationer,  hvor det hold, der løb på banen, ikke rigtig var det hold, jeg ønskede, skulle spille”.

Tilskuerrekorden, der måske aldrig bliver slået

Nutidens fodboldstadions har kun siddepladser, men sådan har det ikke altid været. Tidligere havde stadions afsnit med ståpladser, og det betød, at tilskuertallene kunne komme  langt højere op, end de kan i dag. Det gælder også Anfield, hvor det ikke er mere end 20 år siden, at the Kop blev ændret fra at være en ståtribune, hvor der ofte var mere 20.000   tilskuere, til siddetribune med plads til knap 13.000. Lidt paradoksalt blev tilskuerrekorden på Anfield sat i en periode af klubbens historie, hvor resultaterne var for nedadgående.  Det skete lørdag den 2. februar 1952, hvor 61.905 tilskuere overværede Liverpools 2-1 sejr mod Wolverhampton i FA Cuppens 4. runde. Målene blev scoret af Cyril Done og Bob  Paisley i løbet af kampens første ni minutter. Liverpools amerikanske ejere har for nylig offentliggjort planer om at udvide Anfield for at få plads til flere tilskuere, men da  kapaciteten næppe kommer over 60.000 tilskuere, ser rekorden fra februar 1952 ud til at skulle stå længe endnu.

Phil Taylor giver op

Uanset de vanskelige betingelser leverede Phil Taylor ikke den eftertragtede  oprykning, og presset på ham voksede. Det virkede som om, der hvilede en forbandelse over holdet, som gjorde, at oprykningen akkurat glippede hver eneste sæson. Da holdet  nåede et sportsligt lavpunkt med et pinligt nederlag til non-leagueholdet Worcester City i FA Cuppen i januar 1959, begyndte Phil Taylor formentlig at sande, at han nok ikke ville  være i stand til at levere den genrejsning, som klubbens ledelse forlangte. Det var derfor ikke nogen stor overraskelse, at han den 19. november 1959, på et tidspunkt hvor holdet  lå på en utilfredsstillende 11. plads i 2. division, bukkede under for presset, og trådte tilbage som manager.

Phil Taylor har senere erkendt, at han ikke var stærk nok som manager til  at stå fast på sine idéer overfor klubbens ledelse og i et interview med Liverpool Daily Post fortalte han, at kravet om at skaffe en oprykning til klubben havde været for tung en  byrde. Han forklarede, at ”hvor stor skuffelsen end er hos klubbens ledelse over, at vi ikke er lykkedes med at vende tilbage til 1. division, er den ikke større end min. Jeg gjorde det til mit mål. Jeg satte hele mit hjerte ind på det og kæmpede for det med al den energi, jeg kunne mobilisere. Indsatsen har bare ikke været nok og nu er tiden kommet til at lade andre overtage for at se, om de kan gøre det bedre”.

Phil Taylors manglende succes m.h.t. at sikre holdet oprykning til 1. division betød, at han er eneindehaver af den kedelige  rekord” at være den eneste Liverpool-manager, der aldrig har stået i spidsen for holdet i engelsk fodbolds øverste division. Phil Taylor fortjener imidlertid samtidig at blive  anerkendt for at have truffet en svær beslutning, der banede vejen for, at klubbens store managerikon, Bill Shankly, kunne overtage ledelsen af holdet. Det var nemlig ham, der den  1. december 1959 trådte ind af døren på Anfield som afløser for Phil Taylor.

Dave Hickson – skiftet fra blå til rød

Gennem historien har kun 29 spillere taget turen gennem Stanley Park og skiftet klub mellem Liverpool FC og Everton FC. Med årene er disse klubskifter blevet stadig sjældnere,   og den seneste handel mellem de to klubber var, da den portugisiske back Abel Xavier drog fra Everton til Liverpool i 2002. Blandt de 29 spillere der har optrådt for både Everton    og Liverpool, er der tre, som ydermere har spillet for den tredje af byens divisionsklubber, Tranmere Rovers. Den mest kendte af disse er Dave Hickson, som Liverpool købte af  Everton for £12.000 den 6. november 1959. Hickson var en sand måltyv, og var kendt under kælenavnet, ”Cannonball Kid”. Han havde scoret 71 mål i 151 kampe for Everton, hvor han havde stået i lære hos den store målkonge Dixie Dean. Hickson var 30 år, da han skiftede til Liverpool, få uger før manager Phil Taylor kastede håndklædet i ringen, og han blev  købt i et håb om, at han med sine mange mål kunne bringe klubben ud af sumpen i 2. division. Hickson debuterede allerede dagen efter sin ankomst og formåede at score 21 mål i    den resterende del af sæsonen, hvilket dog ikke var nok til at sikre den ønskede oprykning. I alt nåede Hickson at score 38 mål i 67 kampe i de to sæsoner, han optrådte for Liverpool.