Historie

~ Del 8 ~

1959-1966 – Genrejsningen

Af Jesper Thinghuus

Den 1. december 1959 vil for altid stå som en af de vigtigste datoer i Liverpool Football Clubs historie. Det var nemlig den dag, William ”Bill” Shankly blev offentliggjort som klubbens nye manager. Flere årtiers deroute blev standset og den triste tilværelse i 2. division erstattet med trofæer og deltagelse i de fine europæiske klubturneringer. Udviklingen kom dog ikke af sig selv, og de første år af Shanklys tid som Liverpools manager bød på hårdt arbejde med at få genopbygget holdet og klubben.

Alle store fodboldklubbers identitet er bygget op omkring skelsættende historiske begivenheder, som har været afgørende for, hvilken retning klubben er gået i. For Liverpool FCs  vedkommende er der næppe uenighed om, at ansættelsen af Bill Shankly som manager var en sådan begivenhed.

En manager med forventninger til sig selv og sine omgivelser.

Da  Shankly påtog sig managerjobbet på Anfield, var det faktisk anden gang, Liverpool forsøgte at ansætte ham. Første gang var i 1951, da George Kay trådte tilbage. Da bestyrelsen  havde forklaret ham, at selvom manageren udtog holdet, forbeholdt bestyrelsen sig ret til efterfølgende at ændre på holdopstillingen, takkede Shankly imidlertid nej til jobbet med ordene: ”Hvis ikke jeg sætter holdet, hvad er jeg så manager for?” Det var i det hele taget et kendetegn ved flere af hans tidligere ansættelser – hos Carlisle, Grimsby, Workington og Huddersfield – at han ofte var kommet i konflikt med klubbestyrelserne.

Shankly stillede store krav til sig selv og omgivelserne, men han var også en mand, der elskede en  udfordring, så da Liverpool igen henvendte sig til ham i november 1959, lod han sig friste. Liverpools ledelse så i Shankly muligheden for at få vendt den negative spiral, som klubben var havnet i. Han havde nemlig et ry som en manager, der ikke gik på kompromis, og som var i stand til at motivere og indgyde selvtillid i en spillertrup.

Genopbygningen  begynder

Bill Shankly så muligheder i den falmede storklub i 2. division, men der forestod et større oprydningsarbejde. Han beskrev sin opgave med, at ”der skulle renoveres og der skulle ryddes op. Det var ikke godt nok for Liverpool, og holdet var ikke godt nok for Liverpools publikum.”

Træningsfaciliteterne var i en elendig forfatning, og Shankly sørgede  som noget af det første for, at Melwood blev renoveret og moderniseret i en sådan grad, at han senere betegnede Melwood som ”stedet, Liverpool blev skabt.”

You’ll Never Walk Alone

Liverpool var i 1960erne et centrum for populærmusik. Især The Beatles var kendte, men en anden Liverpool-gruppe, Gerry and the Pacemakers, skulle få stor betydning på  Anfield. Det var nemlig dem, der i 1963 toppede hitlisterne med deres genindspilning af musicalnummeret You’ll Never Walk Alone. Det var før 1960erne ikke almindeligt, at  tilskuerne sang på Anfield, men i starten af 1960erne begyndte man før kampstart at spille sangene fra top-10-listen over lydanlægget på stadion, og tilskuerne sang med. I  1963 toppede Gerry and the Pacemakers hitlisten med You’ll Never Walk Alone. Det var en sang, der ramte Liverpools tilhængere i en sådan grad, at de fortsatte med at synge  den, efter den var røget ud af hitlisterne. Det blev en klubhymne, der lige siden er blevet sunget før kampstart samt i de sidste minutter af kampene.

Sideløbende tog han fat på spillertruppen. I løbet af det første års tid skilte han sig af med 24 spillere, og samtidig forsøgte han at overbevise bestyrelsen om, at det var nødvendigt med tilgang af  spillere med den rette kvalitet og indstilling i alle tre kæder. Det var en hård intern magtkamp, men det blev afgørende, at klubben havde fået en ny økonomidirektør, Eric Sawyer, som havde nogle af de samme visioner som Shankly. Med Sawyer i bestyrelsen kom der en større vilje til at investere i både faciliteter og spillertrup, hvilket muliggjorde køb af spillere som Gordon Milne, Ian St. John, Ron Yeats, Willie Stevenson og Peter Thompson. Især købet af Yeats og St. John, som Shankly havde haft et godt øje til, længe før han  tiltrådte i Liverpool, var afgørende i bestræbelserne på at genrejse klubben. Ron Yeats blev hurtigt udpeget til anfører, og kom til at blive en af de største forsvarsstyrmænd i  klubbens historie, mens Ian St. John udgjorde et formidabelt makkerpar i angrebet sammen med den jævnaldrende målmaskine Roger Hunt, som var kommet til klubben året før  Shanklys ankomst.

Udover oprydningen i spillertruppen og renoveringen af træningsfaciliteterne gennemførte Shankly en radikal ændring af træningsmetoderne. I stedet for  trivielle løbeture kom træningen til at indeholde masser af boldberøringer i five-a-side-spil på små områder. Shankly var tilhænger af en offensiv spillestil med mange pasninger, og  han var manageren, der om nogen fik indført den såkaldte pass-and-move-stil, som Liverpool er blevet så kendt for.

Da Liverpool begyndte at spille helt i rødt

Liverpool havde i mange år spillet i røde trøjer og hvide shorts, da Bill Shankly i november 1964 forud for Europa Cupkampen mod Anderlecht besluttede sig for at skifte de  hvide shorts ud med røde, således at spilledragten var rød hele vejen igennem. Det skete angiveligt efter, at han ved en træning havde bedt Ron Yeats om at tage et par røde  shorts på, hvorefter Shankly udbrød: ”Sønnike, du ligner jo en på to meter og ti. Vi spiller helt i rødt fra nu af!” Shankly mente, at den helrøde spilledragt ville virke skræmmende  på modstanderne, idet det signalerede både styrke og fare.

Oprykning og mesterskab

Shanklys mange tiltag gav efterhånden resultat. Efter to tredjepladser lykkedes det endelig i 1962 at sikre den længe ønskede oprykning. Det skete efter en overbevisende sæson, hvor holdet bl.a. var  ubesejret på Anfield, og hvor Roger Hunt scorede imponerende 41 mål i 41 ligakampe. Otte triste år i 2. division var forbi. Oprykningen var en forløsning, men endnu større  triumfer var i vente allerede et par år senere.

1963/64-sæsonen blev ganske vist indledt lidt svingende, men fra midt på efteråret begyndte der for alvor at komme format over  holdets spil. Igangsat af en 2-1-sejr mod lokalrivalerne fra Everton lykkedes det at hive 22 sejre hjem i de sidste 33 ligakampe. Al modstand blev fejet til side, og der blev scoret  mange mål af især Roger Hunt og Ian St. John, der tilsammen scorede 52 gange. Det blev til i alt 92 mål i ligaen, og i ikke mindre end seks kampe scorede holdet fem mål eller mere.  Bl.a. Arsenal blev sendt hjem med en lussing på 5-0 den 18. april 1964 i den kamp, der sikrede klubben det sjette mesterskab og det første i 17 år.

Den første FA Cup-triumf

Liverpool var tilbage i toppen af engelsk fodbold, men FA Cup-trofæet manglede stadig. Det formåede Shankly imidlertid også at få rådet bod på allerede året efter. Finalepladsen  blev sikret efter knebne sejre mod West Bromwich, Stockport, Bolton og Leicester samt en lidt mere overbevisende 2-0-sejr i semifinalen mod et af 1. divisions tophold, Chelsea.

I  finalen på Wembley ventede Leeds United, som netop var blevet nr. to i ligaen. Det var imidlertid Liverpool, der dominerede, men Leeds’ stærke forsvar var umuligt at nedbryde.  Tidligt i kampen blev Liverpool tilmed ramt af, at Gerry Byrne brækkede kravebenet, men han spillede ikke desto mindre kampen til ende, idet det på daværende tidspunkt ikke var  muligt at skifte spillere ud. Finalen endte i forlænget spilletid, og langt om længe lykkedes det for Roger Hunt at få bolden i nettet. Jublen havde dog dårlig lagt sig, før Leeds fik  udlignet på en af deres få chancer. Det lignede en omkamp, men så tog Ian Callaghan fat på højre wing. Callaghan, som kom fra klubbens egen ungdomsafdeling, og som med sine  857 kampe stadig holder rekorden for flest optrædener for Liverpool, havde på overbevisende vis etableret sig på førsteholdet som kun 18-årig i 1960. I finalens 111. minut brød  han igennem på højre wing, og lagde bolden ind til Ian St. John, som med et flyvende og lidt akavet hovedstød afgjorde finalen. 73 års venten var langt om længe slut. Liverpool havde sikret sig sin første triumf i verdens ældste fodboldturnering.

Indtoget på den europæiske scene

Liverpools fans, der ikke havde set skyggen af et trofæ i 17 år, blev nu  forkælede med den ene triumf efter den anden. Shankly havde fået skabt et velspillende og slagkraftigt mandskab, som igen i 1966 formåede at vinde mesterskabet. På sin vis en  større bedrift end i 1964, idet Liverpool nu også havde kampene i de europæiske klubturneringer at fokusere på ved siden af den hjemlige liga.

Indtoget på den europæiske scene  skete i sæsonen 1964/65, hvor holdet deltog i Europa Cuppen for mesterhold. Debuten fandt sted den 17. august 1964 på Laugardalsvöllur i Reykjavik mod Knattspyrnufélag Reykjavíkur, og Liverpool indledte sin rejse i europæisk fodbold på flotteste vis. Ved sidste fløjt stod der 5-0 på måltavlen efter en kamp, hvor Liverpool ifølge den islandske avis  Morgunbladid kunne have sejret med 15-0, og hvor avisen fandt det svært at sammenligne de to hold, for ”Liverpool var så meget bedre.” Klubbens første europæiske mål blev sat   ind efter tre minutter af den unge angriber Gordon Wallace, der vikarierede for den skadede Ian St. John.

Efter at have slået islændingene 6-1 i returkampen på Anfield, fortsatte  det europæiske togt med sejre mod Anderlecht og FC Köln, før de regerende mestre, Inter Milano, ventede i semifinalen. På Anfield sejrede Liverpool 3-1 i en kamp, holdet  dominerede fra start til slut, og det lå til, at Liverpool skulle nå en europæisk finale i debutsæsonen. På San Siro i Milano lykkedes det imidlertid Inter at vinde 3-0 i en kamp, der  blev skæmmet af flere besynderlige dommerkendelser, der gik imod Liverpool. Skuffelsen var stor, men holdet havde gjort sig vigtige erfaringer, og allerede sæsonen efter nåede  Liverpool frem til sin første europæiske finale.

Sejren mod Leeds i FA Cuppen betød nemlig, at Liverpool skulle deltage i Europa Cuppen for pokalvindere i 1965/66-sæsonen. Her  blev det til sejre over Juventus, Standard Liege, Honved Budapest og Celtic, hvorefter Borussia Dortmund ventede i finalen på Hamden Park i Glasgow. Det blev en kamp, som Liverpool havde overtaget i, men som ikke bød på særlig mange chancer. Efter 1-1 i ordinær tid lykkedes det tyskerne at score en enkelt gang i den forlængede spilletid, og  Liverpools første europæiske finale endte med et nederlag mod et defensivt indstillet Dortmund-mandskab, som Bill Shankly betegnede som ”bange mænd” og han konstaterede  tørt, at ”vi prøvede at vinde pokalen, de prøvede at stjæle den.”

Finalen mod Dortmund var den første af indtil videre 11 finaler i de europæiske klubturneringer, og trods nederlaget illustrerer finaledeltagelsen, hvor langt Shankly havde bragt sit mandskab, der kun fire år forinden havde spillet i 2. division. Der er næppe en underdrivelse at påstå, at  med Bill Shankly ved roret var den sovende kæmpe på Merseyside blevet vækket. Som Shankly selv konkluderede: ”Liverpool blev skabt til mig, og jeg blev skabt til Liverpool”.

Roger Hunt – manden med flest ligamål i én sæson

I den forgangne sæson præsterede Luis Suárez at score 31 mål i 33 ligakampe, men derfra er der et stykke vej til Roger Hunts 41 mål i 41 ligakampe i 1961/62-sæsonen. Hunt  kom til Liverpool fra Stockton Heath som 20-årig i 1958, og spillede kun seks kampe på reserveholdet, før han fik debut på førsteholdet i september 1959. I debutsæsonen  scorede han 23 mål i 38 kampe, og lagde dermed standarden for sin kommende Liverpool-karriere. Han var holdets topscorer hver sæson fra 1962 til 1969, og nåede i alt at  score 286 mål i sine 487 kampe for Liverpool, hvilket kun er overgået af Ian Rushs 346 mål. Roger Hunt er dog den spiller i Liverpools historie, der har scoret flest ligamål med i  alt 245. Han dannede fra 1961 et slagkraftigt makkerpar i angrebet sammen med Ian St. John, hvor især 1961/62-sæsonen er gået over i historien, idet de tilsammen stod for i  alt 59 ligamål, hvoraf Hunt som nævnt scorede 41, herunder fem hattrick.