Historie

~ Del 9 ~

1967-1974 – Shanklys næste generation

Af Jesper Thinghuus

Ungdomsoprør, pigtrådsmusik og hippiebevægelse er ord, man forbinder med 1960erne, som på mange måder var oprørernes årti. Også hos Liverpool FC var en mindre revolution i gang med at udfolde sig. Bill Shankly havde fået vendt en trist udvikling, genskabt stoltheden og skaffet nye trofæer til klubben. Enhver revolution kræver  imidlertid ny energi, hvis den skal rodfæste sig, og det var, hvad Shankly skabte, da 1960erne blev til 1970erne.

1960erne var både et oprørsk og et optimistisk årti. Rundt omkring i de europæiske storbyer kunne man høre den nye guitarbaserede rockmusik. På universiteterne gjorde de  studerende oprør, og forlangte indflydelse, og kvindebevægelsen krævede lighed mellem kønnene. Den herskende orden blev udfordret samtidig med, at der var en tro på en bedre og mere fredelig fremtid, for økonomien blomstrede og arbejdsløsheden var lav. Næsten som et symptom på tidens tendenser, blev der også vendt op og ned på tingene i  Liverpool FC. Bill Shankly havde på få år fået vendt en mangeårig nedtur og midt i 1960erne kulminerede holdet med to mesterskaber, en FA Cup-triumf og den første europæiske  finale.

Et generationsskifte presser sig på

I den sidste del af 1960erne var det dog som om, holdet begyndte at stagnere. I ligaen fastholdt Liverpool ganske vist en plads i top-5,  men måtte i sæsonerne efter mesterskabet i 1966 se konkurrenterne løbe med trofæet. I FA Cup-sammenhæng blev det til et par kvartfinalepladser, og i de europæiske  turneringer kom holdet ikke forbi tredje runde. Man kan næppe tillade sig at kalde det dårlige resultater, men det var heller ikke på niveau med triumferne i den første og midterste del af årtiet.

Mange af nutidens storklubber har erkendt, at selv store stjerner på et tidspunkt må vige pladsen for nye kræfter, hvis man vil opretholde en trofæsult og  sejrsvilje i truppen. Den erkendelse kom også til Bill Shankly, selvom nogle iagttagere mener, at den kom nogle sæsoner for sent. Helt konkret var det 1-0-nederlaget til 2.  divisionsholdet Watford i FA Cup-kvartfinalen den 21. februar 1970, der blev katalysatoren for, at Shankly indså, at han var nødt til at finde erstatninger for nogle af de erfarne og bærende kræfter.

På det hold, der løb ud på Vicarage Roads slidte græstæppe den lørdag eftermiddag, befandt sig stadig spillere som Tommy Lawrence, Ron Yeats, Ian Callaghan  og Ian St. John, som havde været med stort set fra begyndelsen af Shanklys tid som Liverpool-manager; spillere, som han havde haft stor tillid til gennem næsten ti år. Nederlaget  til Watford, som Shankly betragtede som det nok ”værste hold, der nogensinde har slået os”, overbeviste ham dog om, at det var tid til at bygge et nyt hold op. Som Shankly senere  har fortalt, viste Watford-kampen ham, at ”jeg var nødt til at leve op til mine forpligtelser som manager og ændre på holdet.

Mens Callaghan endnu var forholdsvis ung og værd at  satse på fremadrettet, skilte klubben sig i løbet af det næste års tid af med både Lawrence, Yeats og St. John, som alle havde rundet de 30. Dertil kom, at målkongen Roger Hunt var  levet solgt til Bolton kort tid før nederlaget til Watford. Det var således en væsentlig del af holdets rygrad, der forsvandt i løbet af en forholdsvis kort periode, men den frygt  som nogle Liverpool-fans måske har følt for, at det ville svække holdet, blev snart gjort til skamme.  Shankly med sit nok bedste indkøb, Kevin Keega.

Roger Hunts testimonialkamp

286 mål i 492 kampe, klubbens topscorer i otte sæsoner på stribe, den ene med 41 mål i 41 kampe. Roger Hunt var en legende i den røde trøje. Med sin ankomst i 1958 var han købt året før Shankly kom til, og i de følgende 11 år blev han derfor om nogen spilleren, der førte an under Shanklys transformation af Liverpool FC. Den 11. april 1972 fik Hunt sin fortjente testimonialkamp. Selvom dem den spillet i et voldsomt uvejr, mødte 55.214 tilskuere op på et propfyldt Anfield – på daværende tidspunkt en rekord for en  testimonial – og tusinder måtte afvises ved indgangen. At Hunt var vellidt sås på de to holdopstillinger. Liverpools mandskab var det samme, som havde vundet FA Cuppen i   1965, hvor Hunt scorede i finalen, mens modstanderholdet primært bestod af Hunts engelske landsholdskammerater fra VM-triumfen i 1966. En flot karriere blev passende  rundet af med en målrig affære, hvor der blev scoret 14 gange, og Hunt sluttede med manér med et hattrick.

Fornyelse af truppen

Som  afløser på målmandsposten havde Bill Shankly allerede et par år forinden købt den 18-årige Ray Clemence i Scunthorpe for bare £18.000. Clemence havde før 1969/70-sæsonen  kun fået en enkelt kamp i Liga Cuppen, men han blev nu fast mand, og blev med sine i alt 665 kampe en af klubbens allerstørste målmandsprofiler nogensinde.

En anden profil der  befandt sig i klubben, var Emlyn Hughes, der var blevet købt som 19-årig i 1967 for £65.000 hos Blackpool. Hughes var allerede en del af holdet, men han kom nu til for alvor at  træde i karakter. Efter nogle sæsoner blev han flyttet ind i midterforsvaret, og i 1973 overtog han anførerbindet fra Tommy Smith, hvilket Smith tog så ilde op, at de to spillere  sidenhen praktisk talt aldrig talte sammen. Steve Heighway.

Til den kreative del af holdet fandt Bill Shankly også kompetente afløsere for den gamle garde. Hos den lokale  amatørklub Skelmersdale havde Bob Paisleys sønner bemærket den elegante irske wing Steve Heighway. Paisley, der efter sin aktive karriere var blevet en del af trænerstaben i  klubben, tog selv ud for at se nærmere på Heighway, og blev fuldstændig overvældet. Som han sagde, var Heighway ”den bedste amatørfodboldspiller, jeg nogensinde havde set.”

Helt i front var der et stort hul at lukke efter Roger Hunt og Ian St. John, men her formåede klubben at sammensætte et angrebspar af mindst samme kaliber. John Toshack blev  således købt hos Cardiff for £110.000 og i Scunthorpe fandt klubben den senere dobbelte Årets Spiller i Europa, Kevin Keegan, som skiftede til Liverpool for sølle £33.000.  Toshack og Keegan udviklede hurtigt en nærmest telepatisk evne til at finde hinanden og i de følgende seks år scorede de tilsammen 196 mål.

Nye triumfer

Frygten for at det  succesrige hold fra midten af 1960erne ikke ville blive fornyet med kompetente erstatninger, skulle således vise sig at blive gjort til skamme. Faktisk skulle den nye generation af spillere ikke bruge ret lang tid på at spille nye trofæer hjem til klubben.

Efter en tabt FA Cup-finale i forlænget spilletid mod Arsenal 1971 og en andenplads i ligaen i 1972 lagde Liverpool forrygende ud i 1972/73-sæsonen med to 2-0-sejre over de to Manchester-klubber og efter et juleprogram, hvor det blev til fire sejre i fire kampe uden scoringer imod,  lå holdet øverst i tabellen, tre point foran Arsenal og med imponerende 12 sejre i 12 hjemmekampe. Stilen blev holdt i den resterende del af sæsonen og den 28. april 1973 kunne  holdet fejre klubbens ottende mesterskab.

Der var imidlertid ikke plads til at holde en alt for vild mesterskabsfest, for forude ventede to finaleopgør i UEFA Cuppen mod et af  tidens stærkeste mandskaber, tyske Borussia Mönchengladbach, der rådede over stjerner som Jupp Heynckes, Günter Netzer, Rainer Bonhoff og Berti Vogts samt danske Henning  Jensen og ikke mindst Allan Simonsen. Undervejs til finalen havde Liverpool allerede slået flere tyske mandskaber ud, idet det var blevet til sejre mod Eintracht Frankfurt, AEK Athen, Dynamo Berlin og Dynamo Dresden, før det i semifinalen var lykkedes at slå Tottenham i to tætte opgør, hvor Liverpool var gået videre på reglen om flest scorede  udebanemål.

Finalen i UEFA Cuppen blev spillet over to kampe. Det første opgør fandt sted 10. maj 1973 på Anfield, og blev en tempofyldt og dramatisk affære, som Bill Shankly  betegnede som en ”kamp i international klasse”. Da sidste fløjt havde lydt, stod der 3-0 til Liverpool på måltavlen på bl.a. to scoringer af Keegan efter oplæg fra Toshack. Selvom  cifrene så ganske overbevisende ud, var opgøret tættere end som så, og undervejs brændte hvert af holdene et straffespark, ligesom tyskerne ramte stolpen.

Clemences redning af  eynckes’ straffespark i kampen på Anfield skulle siden vise sig at være afgørende, da holdene atter stod overfor hinanden 14 dage senere på Bökelberg. Borussia var  dominerende og ved pausen stod det 2-0 efter to Heynckes-scoringer. Efter pausen lykkedes det for Liverpool at stå imod den tyske belejring, og Tommy Smith kunne stolt løfte det første europæiske trofæ i Liverpool FCs historie. En ny europæisk magt var trådt ind på scenen, og som Shankly fortalte til pressen i flyet på vej hjem: ”Folkene på kontinentet  er begyndt at være bange for Liverpool. Det fortalte Günter Netzer mig her til aften.

Bill Shankly siger farvel

Mange store spillere og managers har tjent Liverpool FC gennem  tiden, og hver gang en stjerne har forladt klubben, har det skabt bange anelser blandt fansene for, om klubben ville være i stand til at finde en erstatning. Bill Shankly var en sådan  stjerne, og efter mesterskab og UEFA Cup-triumferne i foråret 1973 må det have været utænkeligt at forestille sig et Liverpool-hold uden Shankly i spidsen. Der skulle dog ikke gå  mere end ca. et år, før det var, hvad der skete. Shankly forklarer sit farvel til Liverpool overfor pressen.

Liverpool havde igen i 1973/74-sæsonen været med helt fremme i ligaen,  men lidt for mange uafgjorte kampe på udebane betød, at Leeds løb med mesterskabet. Til gengæld var holdet igen nået frem til FA Cup-finalen, hvor Newcastle var modstanderen  en 4. maj 1974. Med Kevin Keegan i overdådigt spillehumør blev Newcastle blæst ud af Wembley i en overbevisende 3-0-sejr, hvor særligt det sidste mål var en  opvisning i Liverpools varemærke, lynhurtigt pasningsspil.

Efter kampen betegnede Bill Shankly sit mandskab som ”det bedste hold i England og sandsynligvis i verden”, men det  ændrede ikke på den beslutning, han inderst inde havde truffet, og som blev meddelt nogle få måneder senere til Liverpools fans store fortvivlelse.

Den 12. juli blev der indkaldt til  pressekonference på Anfield. Anledningen var egentlig offentliggørelsen af indkøbet af Ray Kennedy fra Arsenal, men det blev snart glemt, da klubbens bestyrelsesformand, John Smith rejste sig og læste en meddelelse op: ”Det er med stor beklagelse, at jeg som formand for bestyrelsen må informere om, at Mr. Shankly har tilkendegivet, at han ønsker at  trække sig tilbage fra ligafodbold.”

Man kan næsten forestille sig den stilhed, der må have sænket sig over presserummet. For Liverpools fans var det nok den værste besked at få.  Shankly havde gennem sine 15 år genskabt respekten og stoltheden omkring Liverpool Football Club, og nu sagde han op efter at have skaffet tre ligamesterskaber, to FA  Cuppokaler og en UEFA Cup-triumf. Shankly forklarede, at det havde været, som ”at gå til den elektriske stol” at træffe beslutningen, men at han følte sig træt og udbrændt og  ønskede at stoppe, mens holdet var på toppen.

Folk på gaden var chokerede, men et af Liverpools mottoer har altid været, at ingen er større end klubben, og det gjaldt også i Bill  Shanklys tilfælde. Selvom det på daværende tidspunkt sikkert har virket umuligt, at nogen skulle kunne leve op til Shanklys mange triumfer, skulle det vise sig, at afløseren der blev fundet, blev den mest vindende manager i klubbens historie. Manden, der tog over som manager efter Bill Shankly, var nemlig Bob Paisley.

Shankly og de gyldne ord

Shanklys legendestatus skyldes ikke mindst hans evne til at levere det ene mindreværdige citat efter det andet. Her er et udpluk:

 – ”Du kunne starte et oprør på en kirkegård, sønnike!” – Til Tommy Smith om hans dedikation.

 – ”Hvad kan man gøre, når man spiller mod 11 målstolper?” – Efter ufortjent ikke at have scoret i en 0-0-kamp mod Arsenal.

 – ”Bare fortæl dem, at jeg er fuldstændig uenig i alt, hvad de siger.” – Til sin tolk under en pressekonference med en masse gestikulerende italienske journalister.

 – ”Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre med bolden, sparker du den bare i mål. Så kan vi tale om dine muligheder med den bagefter.” – Ian St. John får forklaret, at fodbold ikke er så kompliceret endda.