Hillsborough-katastrofen 15. april 1989

~ Del 2 ~

Af Ole Blom

Efter katastrofen

Katastrofen er sket, og på banen flyder det med folk, der er kommet til skade, eller allerede er døde. Banen ligner mere en slagmark fra en krig end en fodboldbane. Der er masser af mennesker på banen. Nogle går rundt i en døs, og kan ikke rigtigt forstå hvad der er sket, andre render frem og tilbage med de sårede og døde. Flere bliver båret ind på banen liggende på de bandereklamer, der var rundt på stadion, mens andre bliver båret ind med de bare næver.

Ambulancernes sirener kan høres i det fjerne, og lyden fra ambulancerne bliver højere og højere samtidigt med, at der ankommer flere og flere ambulancer. På banen er der stor forvirring, mange går bare rundt og kan ikke forstå hvad der er sket, mens mange andre hjælper til hvor de kan. Det er både tilskuere, politibetjente, stadionansatte og tilkommende ambulancefolk.

En sportshal i nærheden af Hillsborough, bliver taget i brug som midlertidigt lighus. På stadion blev det stadigvæk forsøgt at genoplive dem der ikke trak vejret selv. En læge kunne senere bekræfte at han havde erklæret 20 døde i hallen ved siden af stadion, kun 45 minutter efter at kampen var startet. Ligene skulle blive i hallen, indtil de var blevet fotograferet og identificeret. Det var et uhyggeligt syn, at se den ene døde efter den anden blive placeret på gulvet i sportshallen.

De omkringliggende hospitaler modtog alle de sårede og kvæstede fodboldfans, og prioriteringen var, at dem der kunne reddes skulle blive, og dem der allerede var døde, skulle returneres til sportshallen ved stadion.

De pårørende var begyndt at komme til Sheffield, og blev lukket ind på en ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen. De overlevende ankom også til ungdomsklubben, og alle ville selvfølgelig gerne høre hvordan det var gået deres familiemedlemmer og venner, der havde været på stadion.

Der blev taget blodprøver på alle de døde, selv om mange af dem var ganske unge og børn. Der var aldrig blevet taget blodprøver ved tidligere ulykker, af denne art, så det virkede noget mærkeligt at det skulle foretages i dette tilfælde. Grunden kunne være at man på den måde ville bevise at tilskuerne havde drukket alkohol, og at det var en væsentlig årsag til ulykken.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at havde kigget samlingen af fotografier af uidentificerede igennem.

I alt 94 personer døde, som en direkte følge af katastrofen. Fire dage senere døde offer nummer 95, da den kun 14-årige Lee Nicol døde af de kvæstelser, han havde pådraget sig. Dødstallet kom op på 96 da den 22-årige Tony Bland afgik ved døden d. 22. marts 1993, efter at have tilbragt næsten fire år i koma.

Jan Mølby, der selv oplevede ulykken på tætteste hold, har senere udtalt følgende om ulykken til Tipsbladet: ”Vi var ikke klar over, hvor slemt det var. I Hillsborough brugte de bruserummene til at lægge folk ind i, og vi kunne godt se, at de ikke alle sammen var i live. Vi sad derinde i et par timer og gik derefter ovenpå, hvor de fortalte at der var 94 døde. Det var slemt”.

John Barnes beskriver følelsen af dagen således: ”Lørdag den 15. april 1989 skulle havde været en glædens dag, hvor semifinalen mellem Liverpool FC og Nottingham Forrest blev spillet i Sheffield. Det var sidste stop på vejen før finalen på Wembley. Jeg forsøger på ikke at tænke på denne dag, men jeg vil aldrig glemme den. Det er som et mareridt som aldrig vil ende”.

Kenny Dalglish har senere udtalt, at da han forlod Liverpool, blev han tilbudt manager jobbet i Sheffield Wednesday, men kunne ikke tage imod jobbet på grund af det der skete på Hillsborough. Personen, som tilbød Dalglish jobbet, havde aldrig tænkt over det, men Dalglish sagde, at han aldrig kunne komme på Hillsborough igen uden at tænke på dem, der mistede livet på Leppings
Lane.

Tiden derefter

The Sun valgte få dage efter tragedien at trykke en artikel med overskriften ”The Truth”, hvor man påstod at det var Liverpools fans, der var skyld i den ulykke, der havde fundet sted på Hillsborough. I artiklen påstod The Sun at Liverpools fans havde han stjålet fra, og tisset på de døde – en historie som naturligvis var løgn fra ende til anden, med beskyldninger, som ingen vidner siden har kunnet bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.

Det er nu 20 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå, har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt avisens oplag på Merseyside fra 200.000 til 20.000, og den dag i dag, ligger salget stadig på det niveau. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik, og de beskyldninger man blev udsat for.

Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger, med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.

Med avisens forhistorie i mente er det derfor som Liverpool- og fodboldfan forstemmende at se danske medier ukritisk bruge avisen som kilde til historier. Det gør ondt når fans og fodboldjournalister ikke kender ovenstående historie, og derfor stoler på dens historier eller ligefrem glorificerer avisen.

Dens beskyldninger var – sammen med South Yorkshire Politis løgne – medvirkende til at de efterladte næsten to årtier senere fortsat ikke har opnået retfærdighed. Derfor, når du er i England og køber aviser, så lad den ligge på hylden i aviskiosken, og husk i stedet på de 96.

Kenny Dalglish fortæller: “Kort tid efter ringede The Suns Chefredaktør, Kelvin MacKenzie. ‘Hvordan kan vi redde situationen’ spurgte han, hvortil jeg svarede at det var da ret simpelt. ‘Du ved, den der overskrift, ‘Sandheden’. Alt hvad du behøver at gøre, er at lave en overskrift, hvor i skriver ‘Vi løj’. Det mente MacKenzie ikke han kunne gøre, hvortil jeg svarede ham, at så kunne jeg ikke hjælpe ham”.

I Liverpool FC blev det besluttet, at der skulle være mindst én repræsentant til stede ved hver begravelse for de, som var omkommet ved katastrofen på Hillsborough. Det var nuværende og tidligere spillere samt ledere og andre, der havde tilknytning til fodboldklubben. Mange af spillerne var til flere af de mange begravelser. Det kan bl.a. nævnes at Jan Mølby var til hele ti begravelser.

Kenny Dalglish fortæller i sin autobiografi: “Dagen efter begyndte folk at valfarte til Anfield. De ville bare lægge blomster, og vise deres respekt. Peter Robinson fik fat i stadioninspektøren, og gav ham besked på at åbne for adgangen til Anfield. Liverpool FC ville ikke have supporterne skulle stå udenfor stadion. Kl. 18.00 tog vi alle til St. Andrews Katedralen, hvor Bruce Grobbelaar læste op fra en tekst. Spillerne og deres pårørende var meget opsat på at gøre noget, og specielt koner og kærester var fantastiske i deres indsats. Liverpool FC var midtpunkt for mange fans, og det var kun naturligt, at de kom til Anfield, hvor de kunne snakke med spillerne”.

Mølby siger: ”I dagene efter tragedien blev Anfield et sted, hvor folk kom og bad. Der kom en million mennesker til Anfield i den uge. Vi spillere sad og snakkede med familier, som havde mistet fædre og sønner. Klubben garanterede at der ville dukke minimum én tidligere, eller nuværende spiller op til hver begravelse. Jeg var med til ti begravelser, ni sammen med Ian Rush eller John Barnes, og alene til en. Det var de værste oplevelser, det var det sgu”.

Alan Hansen beskriver i sin bog ‘A matter of opinion’: “Tiden efter Hillsborough, hvor Kenny Dalglish og spillerne tog til begravelser, og prøvede at støtte de efterladte, tog mere ud af mig følelsesmæssigt, end andre oplevelser jeg har haft. Jeg troede jeg havde oplevet tragedier nok med Heysel fire år tidligere. At blive involveret i endnu en ramte mig endnu hårdere”.

Alan fortsætter: “Det er alment kendt, at beslutningen om at placere Liverpools fans på Leppings Lane, i stedet for den meget større The Kop, var en af de største fejltagelser. Det var dumt på grund af de to klubbers størrelser, Liverpool med klart de fleste fans. Liverpool havde i gennemsnit haft dobbelt så mange tilskuere til hjemmekampe end Nottingham Forest. Begrundelsen for tildelingen, var at Leppings Lane lå mest rigtig for de tilrejsende Liverpool-fans – et underligt argument, når Liverpool-fans kommer fra alle retninger i England.”

Den afbrudte semifinale blev spillet den 7. maj på Old Trafford. Liverpool vandt kampen med 3-1 på mål af John Aldridge (2), samt et selvmål af Laws.

Finalen i FA Cuppen skulle stå mellem Liverpool og Everton, og skulle spilles 20. maj. Dagen bar præg af den tragiske ulykke på Hillsborough, men kampen blev i øvrigt en fantastisk kamp mellem de to bedste hold fra byen. Liverpool vandt kampen med 3-2 efter forlænget spilletid, på mål af John Aldridge og to mål af Ian Rush. Turneringen kunne ikke få en bedre afslutning, når man tænker på hvad Liverpool FC havde været igennem.