Hvordan skaffer du billetter?

Til trods for, at Anfield er blevet udvidet, så kan det stadig være svært at skaffe billetter til Liverpools kampe. Du kan med fordel højre klikke på links og åbne i et nyt vindue/faneblad for at bevare overblikket.

Vil du være sikker på at købe en ægte billet, så er der grundlæggende 3 måder at få billetter på:

Gennem Liverpool FC

Den første mulighed er at købe billetter direkte hos Liverpool FC. Billetsalget foregår to gange om året, Den 17. juli klokken 9.15 kan der købes billetter til kampe frem til Nytår. Fra november kan der købes billetter til forårets kampe. Det er nødvendigt, at du kan sidde foran computerskærmen præcis, når billetsalget åbner, da alle billetter er solgt indenfor en time eller to.

For at kunne købe billetter, skal du være medlem hos Liverpool FC. Du kan vælge imellem følgende medlemskaber Full Membership eller Light Membership. Det er kun billetter, som sælges, og du skal selv arrangere fly, hotel etc. Du kan købe medlemsskab på Liverpool FCs hjemmeside.

Som førstegangskøber kan du dog have svært ved at få billetter til kampene imod for eksempel Everton og Manchester United, da der her tages højde for antal af Liverpool kampe, som er registreret på dit fancard – altså kampe, du tidligere har været til. Det samme gælder for udebaneture, FA cuppen, Liga cuppen og Champions League, hvor du iøvrigt også skal være tilmeldt specielle interne cup-ordninger hos Liverpool FC. Er du til gengæld afsted flere gange på en sæson og køber igennem klubben (eller os, mere om det senere), så giver det dig bedre mulighed for at købe billetter til disse kampe. Priserne er selvfølgelig den påtrykte værdi.

Klubben har også hospitality billetter, som blandt andet giver adgang til et kort foredrag med en tidligere spiller, gratis drikkevarer i pausen og madboder på Main Stand. Disse billetter bliver ikke altid udsolgt med det samme, da de er dyrere end de almindelige billetter, men til gengæld er der ikke krav om, at du har tidligere kampe registreret på din fancard. Du behøver ikke at være medlem nogen steder for at kunne købe hospitality billetter.

Desuden er der general sale. Det er overskydende billetter, som sættes til salg. Vær opmærksom på datoerne, hvor billetterne sættes til salg.

Læs mere om de almindelige billetter til Anfield.

Læs mere om Hospitality billetterne.

Læs mere om billetter på general sale.

Gennem Liverpool FC Fan Club Danish Branch

Den anden mulighed er igennem os. Som den officielle fanklub i Danmark har vi adgang til billetter til udvalgte hjemmebanekampe.

Kampene, som vi har billetter til, bliver meldt ud på fanklubbens hjemmeside og forum, så snart der er mere information.

Billetterne hos os er ligesom hos Liverpool FC til den påtrykte værdi. Du står selv for hele rejsen (fly, hotel etc). For at få billetter gennem os skal du være medlem af fanklubben, SAMT hos Liverpool FC (se ovenover). Billetter, som du køber gennem os, bliver tilføjet på dit Liverpool FC fancard, og kortet skal du bruge som billet for at komme ind på stadion. Efterfølgende bliver du krediteret på kortet, og du får større chance for at få billetter hos Liverpool FC til de store kampe, som tidligere omtalt. Det vil sige, at billetter købt igennem den danske fanklub giver dig en fordel, hvis du på et senere tidspunkt selv vil søge hos Liverpool FC uden om os (ovennævnte mulighed).

Vi har som regel flere ansøgere, end vi har billetter, så når ansøgningsfristen udløber, trækkes der lod. Hvis man for eksempel ansøger sammen om billetter på to fancard, så får man enten nul eller to billetter. Man risikerer altså ikke at få åbnet et andet antal fancard, end det, man samlet har søgt om, fordi en ansøgning gælder de fancard, som søger sammen i samme mail.

Læs mere om ansøgningsprocessen for billetter igennem Liverpool FC Fan Club Danish Branch.

Pakkerejser

Den tredje og dyreste mulighed er gennem rejsebureauer, og der er en lang række udbydere på området. Igennem disse bureauer køber du typisk en billet til stadion samt hotelovernatning. I nogle tilfælde kan der være fly med i prisen.

Fordelen er, at du ikke skal være medlem nogen steder, og du er sikker på at få billet til den kamp, du vil se. Hotelovernatning er der også styr på. Det er en god måde at komme afsted på, hvis man vil være fri for at skulle arrangere alt for meget selv. Hvis uheldet er ude, så kan du afbestille din tur (tilkøb).

Ulempen er, at det er dyrere end, hvis man selv arrangerer turen, men arrangementet er en del af den service, man køber.

Fanklubben anbefaler Travel Sense, som er vores samarbejdspartner på området. Som medlem af fanklubben får du 5% rabat, hvilket også gælder, selv om kun én i selskabet er medlem.

Du vil til udvalgte kampe kunne tage på en grupperejse. Her vil der være guider med fra fanklubben og Travel Sense, fly, transport under hele opholdet, møde med Mølby (eller anden legende) og meget mere.

Husk at brug koden på linket herunder, når du bestiller, så du får din rabat.

Læs mere om rejserne hos Travel Sense.