[Interview] Thomas Grønnemark og kontraktforlængelsen

Thomas Grønnemark

Onsdag kom det frem, at Liverpools indkasttræner, Thomas Grønnemark har forlænget sin kontrakt med Liverpool for den kommende sæson. Det er Grønnemarks tredje kontrakt med klubben, og hvor de to forrige var på seks måneder, så gælder denne for hele sæsonen. Lasse Callesen har snakket med Grønnemark omkring kontraktforlængelsen og omkring arbejdet i Liverpool.

Tillykke med kontraktforlængelsen
Tusinde tak for det.

Hvordan føles det?
Det er jo fantastisk. Det er fedt at være en del af denne fantastisk klub og når vi så ovenikøbet kan krone det med en Champions League titel, selvom vi blev 2’er i en historisk Premier League sæson med 97 point.

Hvor stor en andel føler du at du havde i sidste sæson?
Jeg synes jeg har haft en stor andel, og hvis jeg ikke følte det, så var der ingen grund til at være her. Jeg kan undre mig over, at man nogle gange kan møde en tanke om, at det ikke har nogen effekt. Hvis det ikke havde haft en effekt, hvorfor skulle Liverpool så forlænge med mig for tredje gang?

Så for mig har det haft en effekt. Man finder aldrig ud af om jeg har gjort Liverpool 3 eller 15% bedre. Men det har i hvert fald haft en indflydelse.

Man kan også se på, hvad Jürgen (Klopp) har sagt offentligt, hvor han roser mig og min træning rigtig meget og den betydning det har haft for klubben. Men for mig er det ikke vigtigt. For når man siger en klub så er det den samlede mængde og det bliver hurtigt noget fortærsket noget, hvis man vil se på, hvem der har leveret mest. For det har været ufattelig mange mennesker omkring selve holdet og også omkring klubben, som har gjort en kæmpe indsats.

Hvordan har du det med folks syn på indkast?
Folk mangler viden. Og det er ikke kun almindelige fans, det handler også om managers og tv-eksperter. Vi snakker her om folk, som har været i branchen i 30-40 år, som ikke har viden omkring, hvad der sker og ikke sker på indkast. Det er i virkeligheden meget få der har viden om, hvordan det virker og hvordan vi får det til at virke.

Det vi primært bliver målt på i Liverpool, er om vi scorer mål, som er afledt af et indkast og om vi har possession efter et indkast når vi er under pres. De fleste hold har en possession på under 50% ved et indkast under pres. Da vi mødte Bayern München i den første Champions League kamp, der havde de kun en possession på 28%. Når de ikke kunne kaste den hurtigt, så var det tydeligt at de ingen strategi havde og kastede den op ad linjen og der ved man, hvad der oftest sker når man gør det, og det er at man taber bolden.

I Liverpool havde vi typisk en possession på indkast under pres på et sted mellem 70 og 100% i sidste sæson. For at tage et eksempel fra denne sæson der havde vi en possesion på 83,3% mod Norwich på indkast under pres og der kiggede jeg på Norwich bagefter og der fornemmede jeg de gjorde det okay med indkastene. Men da jeg regnede deres % ud så havde de ramt en medspiller 46,7% af gangene.

Har du bemærket om andre klubber har taget nogle af disse ting til sig?
Der er ikke rigtig nogen klubber, som arbejder med det. Det er næsten kun de klubber, som jeg arbejder med. I sidste sæson der havde jeg seks forskellige europæiske klubber og i denne sæson har jeg indtil nu fire. Og jeg regner med at komme op på en del flere. Der er selvfølgelig nogle få ting, som man kan se, men når folk ikke har viden, så er det ikke noget man bare kan tage til sig. Så det handler om at andre klubber der byder sig til.

Kunne du finde på at træne andre af top seks holdende?
Pt går jeg ikke til de konkurrenter, som Liverpool har i Premier League. I den her sæson går jeg ikke til de helt store klubber ved siden af Liverpool. Jeg er freelance så, hvis Liverpool kommer og byder mig en 10-årig kontrakt så vil jeg formentlig sige ja, men det kan også være at det er min sidste sæson i Liverpool. Og så kan det være jeg træner Man. City næste sæson eller en af de andre store klubber. Men det er lidt ligesom bageren, så kan man ikke kun sælge til dem med blå sko. Sådan er branchen. Men mit mål er at bredde det ud til hele verden.

Hvor mange timer om måneden er du i Liverpool?
Jeg kan sige, hvor meget jeg var der i sidste sæson. Der var jeg i klubben cirka en uge om måneden de første 7-8 måneder af sæsonen. Også var jeg der mindre senere. Men til gengæld analyserede jeg alle kampene i hele sæsonen selvom jeg ikke var i England eller med på træningslejr. Jeg fik tilsendt “attacking throwins” også sendte jeg en rapport tilbage til Jürgen og de andre trænere.

Men det meget forskelligt fra klub til klub, hvor meget analysearbejde der er. Men jeg har lavet rigtig, rigtig meget i Liverpool.

Hvordan tror du sæsonen ender?
Jeg tror at Premier League bliver en rigtig tæt sæson.

I Champions League har gruppespillet været den største udfordring for os. Men jeg tror at når man først når til knock-out kampene så tror jeg at modstanderne godt ved, at det er lige meget om man starter eller slutter på Anfield så er det en af de kampe, hvor mange tænker at det bliver mega svært og man skal skaffe sig et vanvittigt resultat på hjemmebane for at gå videre.

Der kan vi også ende med et topresultat igen, der er vel altid en 5-6 klubber, som er favoritter til at gå i finalen.

Så jeg tror det kan ende med et topresultat i både Premier League og Champions League.

Tak for din tid
Selv tak