De afrikanske stjerner-konkurrencen

Konkurrence i forbindelse med medlemsblad 5 – 2016/17

‘De afrikanske stjerner’-konkurrencen

I sidste sommers transfervindue ramte Klopp plet med indkøbene af Joël Matip og Sadio Mané, der begge har været vigtige profiler for The Reds. I blad 5 var quizzen dedikeret til andre afrikanske spillere, der er trukket i den røde trøje. Blandt de skarpe quizzere har vi udtrukket disse tre vindere:

Ole Kamper, medlem 556
Søren Banke Larsen, medlem 981
Sacir Camo, 12605

Tillykke, en præmie er på vej!

Spørgsmål vedr. quizzen rettes til Morten Olstrup – morten@liverpool-fc.dk


1: Manden her blev lidt af en kulthelt. Nogen stor forsvarsstjerne var han ikke, men alligevel nåede han 141 optrædener i rødt. De fleste vil nok huske ham for en heroisk præstation i Istanbul i 2005, mens nogle også kan mindes et yderst bizart selvmål mod Burnley. Navnet på eks-landsholdsspilleren fra Mali er…? Djimi Traoré

2: ”Denne spiller vil begejstre publikum,” lød det entusiastisk fra Brendan Rodgers, da en kantspiller stemplede ind på Melwood i 2012. Det fik manageren ikke ret i. Blot 12 kampe blev det til for marokkaneren, som hedder…? Oussama Assaidi

3: Efter en helterolle ved VM-slutrunden i 2002 skulle denne mand være Gérard Houlliers nye stjerne, men formåede tværtimod at spille en hel sæson med nummer 9 på ryggen uden at lave et eneste mål – som den eneste nogensinde! I dag kender vi ham snarere for spytte-episoder og verdensfjerne udtalelser om Gerrard og Carragher. Det drejer sig om…? El-Hadji Diouf

4: Denne angriber var populær blandt fansene, selvom det kun blev til én enkelt sæson på Anfield. Efter en scoring mod West Ham faldt han grædende på knæ, da hans far var gået bort dagen inden. Efter fodboldkarrieren har han bl.a. været sportsminister i Guinea. Han hedder…? Titi Camara

5: I januar 1999 hentede Liverpool denne camerouner, der trods sin alder af blot 22 år allerede havde deltaget i to VM-slutrunder. Hård konkurrence på Houlliers mandskab gjorde dog, at han søgte nye græsgange kun knap to år senere. Hvad hedder forsvarsspilleren? Rigobert Song

6: Målmanden her var klart hentet som back-up til Pepe Reina, da han skrev kontrakt i 2007. Det lykkedes da heller ikke at slå spanieren af holdet, men til gengæld fik han gjort en ende på sin egen Liverpool-karriere med en meget upassende opførsel under Hillsborough-mindehøjtideligheden i 2009. Hvem er der tale om? Charles Itandje

7: Mere succes var der til gengæld for en anden afrikansk målmand, der med 628 kampe er blandt de helt store Liverpool-ikoner. Der er naturligvis…? Bruce Grobbelaar

8: Han var en del af holdet i den forrygende 2013/14-sæson, men det var langt fra ham, der trak de positive overskrifter. Tværtimod blev lejeopholdet lidt af en skuffelse for kantspilleren. I denne sæson vinder han med en konkurrent måske den Premier League-titel, som glippede i Liverpool. Han er fra Nigeria, og hedder…? Victor Moses

9: Muligvis det største flop i Liverpools historie. Trods imponerende målstatistikker fra Bundesligaen ved sin ankomst i 1998, blev det til sølle tre kampe i rødt. Manager Roy Evans har siden sagt, at den sydafrikanske angriber var ”forfærdelig både på og uden for banen”. Navnet er…? Sean Dundee

10: Denne rutinerede ivorianer blev hentet på en fri transfer som back-up i centerforsvaret. Han ankom med et imponerende CV, der bl.a. viste to engelske mesterskaber og tre FA Cupper. Trods begrænset spilletid blev han med sit rolige og venlige væsen en fanfavorit på Anfield. Ivorianeren hedder…? Kolo Touré