[Artikel] En skotte fortæller: Peter Cormack

Det er kommet frem, at den tidligere Liverpool spiller Peter Cormack er blevet ramt af demens. Ifølge familien har han gået med det i en del år, hvor de har holdt det skjult for offentligheden.

Fanklubben har tidligere interviewet den skotske midtbanespiller, som nåede 178 kampe for Liverpool og scorede 26 mål. Vandt to mesterskaber, en FA cup og en UEFA cup.

Han har tidligere fortalt, at de ikke gik så meget op i hovedskader da han spillede, man kendte ikke rigtig så meget til skaden hjernerystelse.

Interview fra You’ll Never Walk Alone, sæsonen 2012/13 – Blad 5

En skotte fortæller: Peter Cormack

I vores jagt på interviews med tidligere Liverpool-spilllere, er vi denne gang nået til skotske Edinburgh, hvor vi har fået et møde i stand med Peter Cormack. Og det er en meget veloplagt skotte der tager imod os i sit hjem, og nærmest insistere på at lave æggesandwicher til os inden interviewet gå i gang.

Af: Alex Bruun, Niels Frederiksen og Mogens Nielsen

Lad os starte med en ting der ikke har med fodbold at gøre, men dit første job var for et dansk firma (Danish Bacon Company)?
Ja. Min søster arbejdede der, så hun hjalp mig ind. Det var de første penge jeg tjente. Min ambition var naturligvis at blive professionel fodboldspiller, men man ved aldrig hvor det tager en hen. Da jeg blev 15 år, fik jeg muligheden for at komme til Hearts, hvor jeg blev ansat som en del af groundstaff. Det var dengang ikke muligt at skrive professionel kontrakt, før man blev 17 år. Men det, at jeg blev ansat der, var faktisk med til at vi kunne købe et hus til min mor og far. Der var seks klubber efter mig, og som sagt måtte jeg ikke skrive professionel kontrakt, så det blev sådan, at den af de seks klubber der ville købe et hus til min mor og far, dem ville jeg spille for. Senere kom jeg til Hibernian, Nottingham Forest og så til Liverpool. Men jeg havde en god karriere, hvor jeg spillede mod mange store verdensstjerner, f.eks. Pelé, Puskás, Di Stéfano og Gento. Og jeg var heldig at komme til Liverpool, da man var ved at få et godt hold.

Lad os snakke lidt om Bob Shankly, som du havde som manager i Hiberninan. Hvilken type person var han?
Han var fantastisk, og tænk på at jeg spillet under to Shanklys.

Hvordan ville du sammenligne ham med hans bror Bill?
De var faktisk meget ens. De havde begge en fantastisk viden om fodbold. Men jeg vil nok sige, at Bob var den, der var bedst taktisk, mens Bill var bedst, når det gjaldt det menneskelige/psykologiske – man management.

Du nåede også at spille under en anden manager legende, nemlig Jock Stein. Hvordan var han sammenlignet med Shanklys?
De var meget lig hinanden – og også gode venner. De ringede til hinanden hver uge, for at snakke fodbold. Selvom specielt Bob og Jock var konkurrenter, så hjalp de alligevel hinanden. Jeg føler jeg har været heldig at spille under alle dem. Alle spillere kunne lide dem, og de var også enormt respekteret blandt spillerne. Man ville virkelig vinde når man spillede for dem.

Du rykker ned med Nottingham Forest. Hvordan var det?
Jeg havde aldrig været i sådan en position før. Men vi var flere spillere der var sikker på, at vi nok skulle rykke op med det samme igen, og det var også hvad der skete. Kort efter vi var rykket ned, kom de så og sagde, at Liverpool var kommet med et tilbud, som de havde taget imod. Jeg vidste jeg alligevel skulle til at videre i min karriere, så det kom på et godt tidspunkt.

Og så bliver du kontaktet af Liverpool?
Ja ja, jeg snakker med Shankly, og han fortæller så entusiastisk om en spiller han havde skrevet kontrakt med fra Scunthorpe – en Kevin Keegan. Men ham havde jeg aldrig hørt om. Men der kom mange nye spillere ind i den periode, og det lykkedes os bare at spille godt sammen, og vi var derhenne, hvor vi ikke frygtede nogen modstander.

Kan du fortælle om, hvordan dit første møde med Bill Shankly foregik?
Man havde en enorm respekt, når man trådte ind ad døren, og man vidste allerede der, at man ikke skulle træde over linjen. Men de havde jo også gjort deres hjemmearbejde, så de vidste jo også allerede alt om mig, så de var også godt forberedt.

Og ifølge Shankly var du den sidste brik i puslespillet?
Ja det sagde han, og det sagde han faktisk ofte til mig. Og det gav mig selvfølgelig noget selvtillid, når man får det at vide.

Men egentlig ville Liverpool helst købe Frank Worthington, men det blev dig i stedet?
Ja, og det vidste jeg godt. Han var en bedre angriber end mig, men de ville nu alligevel hellere have en, der kunne begå sig på midtbanen. Og så hjalp det jo heller ikke Frank, at han dumpede til lægetjekket. Men jeg har kendt Frank siden da, og der har aldrig været noget mellem os, fordi Liverpool købte mig og ikke Frank. Men som jeg plejer at sige til Frank, så var jeg jo også en bedre fodboldspiller (ha ha).

Ifølge din bog, så læste du slet ikke hvad der stod i kontrakten før du skrev under?
Nej, det er rigtigt. Shankly sagde bare: ”Bare skriv under her sønnike”, og det gjorde jeg så uden at læse kontrakten. Da jeg kom hjem til Marion (Peters kone, red.), spurgte hun, hvor lang tid kontrakten varede, men jeg måtte svare hende at det anede jeg ikke, for jeg havde ikke læst kontrakten endnu. Og jeg vidste heller ikke engang, hvilken løn jeg ville få. Man skrev simpelthen bare under, når det var Liverpool.

Kan du huske hvad din første løn var på?
Jeg tror jeg startede på £80 om ugen, og da sæsonen var ovre, var jeg kommet op på £100. Det var faktisk en ret god løn dengang.

Hvad syntes du om de lønninger, som f.eks. Steven Gerrard får i dag?
Jeg siger held og lykke til ham. Man skal tænke på, at ens karriere er kort, så man skal få det ud af det, som man kan, over den periode man spiller fodbold.

Du kom til en klub med store personligheder i omklædningsrummet, bl.a. Tommy Smith og Ian Callaghan. Hvordan var det?
Det betød ikke det helt store for mig. Jeg kom jo til klubben med en stor selvtillid, for jeg mente jo jeg var den bedste spiller i verden. Jeg havde virkelig den tro på mig selv, at der ikke fandtes bedre midtbanespillere i verden end mig. Men jeg mener også, jeg havde en række gode kvaliteter. Jeg var god i luften, og jeg var kropsstærk. Så på den måde kørte jeg ofte mine oppassere trætte. Jeg tror, at hvis man tjekker alle mine mål, så har jeg sikkert scoret flere med hovedet, end med fødderne.

Du bliver skadet i din første kamp (pre-season mod Bochum). Derefter følger endnu en Shankly-klassiker – han talte derefter ikke til dig. Hvordan oplevede du det?
(ha ha) Ja, hvis du blev skadet, og ikke kunne spille, så talte han simpelthen ikke til dig. Så eksisterede du ikke i hans verden. Ian Callaghan beroligede mig lidt, og fortalte mig, at sådan var de overfor alle spillere. Bill Shankly ville ikke snakke til dig, Bob Paisley ville ikke snakke til dig. Du eksisterede ikke i deres verden, mens du var skadet, og sådan var det bare. Hvis du ikke kunne spille, så havde du ingen værdi.

Men du havde en del knæ problemer gennem din karriere. Mærker du stadig til det?
Nej, ikke længere. Efter en række operationer, så er jeg kommet af med smerterne. Hen mod slutningen af flere sæsoner, så havde jeg store problemer med knæene, og jeg var flere gange inde for at få taget væske ud. Sidenhen har jeg fået nye knæskaller.

Du scorede ikke i din liga debut, men i din debut på Anfield. Hvad betød det?
Det var kæmpestort, og nogle kampe senere scorede jeg det eneste mål mod Everton. Og hvis man scorede mod Everton, så ville man være en helt i Liverpool resten af sine dage.

Og du ender din første sæson med at vinde mesterskabet?
Ja, det blev vel i alt til to mesterskaber, to UEFA Cup og en FA Cup. Men det er klart, at det er en spillers ambition at vinde mesterskabet, men skal jeg være helt ærlig, så var det største for mig, at vinde FA Cuppen i 1974

Og i samme sæson vandt I UEFA Cuppen. Du var med i begge finale kampe. Hvordan var det?
Det sjove var, at dengang sagde man, at det var svære at vinde UEFA Cuppen, end Europa Cuppen. Men for fansene var det jo noget helt andet, at man kunne spille en finalekamp på hjemmebane. Og så senere skulle vi ud og forsvare vores føring. Det gav nogle helt anderledes opgør, for vi vidste, at vi var tvunget til at vinde den første kamp hjemme.

I tabte returopgøret i Tyskland (mod Mönchengladback), og var egentlig også tæt på at tabe finalen samlet?
Det var et rigtig godt tysk hold vi mødte, og derfor var det også vigtigt, at vi kom derned med et rigtig godt resultat fra den første kamp. Men vi havde et rigtig godt hold, så vi vidste, at vi godt kunne hamle op med dem.

Sæsonen efter i 1974 vinder I så FA Cuppen, Hvad betød det for dig ”bare” at spille i finalen?
På den tid, så var det de fleste spilleres ambition at vinde FA Cuppen.

Hvorfor var FA Cuppen så meget større at vinde end f.eks. mesterskabet?
Det var på mange måder nemmere at vinde mesterskabet. FA Cup-finalen var den ene store kamp om året. Personligt ville jeg også vægte det højere end en Europa Cup-finale. Wembley var noget rigtig stort dengang, og komme på Wembley og se sit hold i en finale, var næsten ultimativt.

Hvordan husker du selve kampen?
Jeg husker da i hvert fald, at vi kontrollerede kampen. Vi gik ind til den med høj selvtillid, og vi var også sikre på, at vi ville vinde finalen. Hvis vi alle spillede op til vores niveau, så havde vi svært ved at se, hvordan vi skulle tabe den kamp. 3-0 virker som en sikker sejr, men så let var det nu ikke. Men da vi først kom foran, så var der ingen chance for, at vi ville tabe finalen.

Hvordan fejrede i triumfen?
Bare det at komme i en finale var fantastisk, men hvis man ikke kan fejre en sejr i en finale, så er der noget galt. Men det var bare fantastisk. Alle der havde noget med klubben at gøre festede. Og da vi kom tilbage til Liverpool, og skulle på bustur rundt i byen, så kunne vi for alvor se, at det var magiske tider. Men det er først bagefter, det går op for en, hvor stort det hele har været. Men når man har vundet sådan noget, så skal man nyde hvert øjeblik, for man ved aldrig om det kommer igen. Men omvendt, så får man også appetit efter at vinde endnu mere. Men jeg skal ikke klage, over det jeg har vundet, for nogle spillere oplever ikke at vinde noget som helst. Jeg vandt trods alt to mesterskaber, en FA Cup og to UEFA Cup medaljer, og så er jeg en af de få, der har spillet under både Bob og Bill Shankly.

Du fik en del røde kort i din karriere – også i Liverpool?
Man giver sig jo altid når man går på banen, og det er jo næsten umuligt at spille sig gennem en karriere uden af få nogle kort. Jeg mener ikke jeg var nogen beskidt spiller, men jeg gik da gerne til makronerne. Men jeg fik også nogle skader på den konto, for jeg gik ind i alt for mange 40/60 tacklinger, hvilket sommetider gav bagslag.

 Du var inde og snakke med Bill Shankly om det?
(Ha ha) Ja, han sagde jeg skulle prøve at sparke til Tommy Smith til træning, så skulle jeg nok lade være med at sparke til andre igen. Men de var faktisk flinke ved mig, for efter et rødt kort jeg havde fået, samlede de en masse oplysninger om min modspiller, og sendte det til FA. Det endte med, at jeg ikke fik karantæne alligevel. Så på den måde støttede klubben virkelig sine spillere, men det var alligevel med en lille advarsel.

 Keegan skriver i forordet til din bog, at du tilbød at tage et rødt kort for ham?
Ja ja. Vi lignede jo hinanden lidt, så jeg sagde til ham, at han skulle sige at det var mig. Men den slags slipper man ikke af sted med. Men jeg var gode venner med Keegan, og vi delte for det meste også værelse på ture.

Apropos store managers du har spillet for, så spillede du jo også under Bob Paisley?
Ja, men han var en stille type, som ikke gjorde det helt store væsen af sig. Men alle spillere respekterede Bob, på samme måde som de respekterede Shankly. Men Bob havde en enorm viden om spillet, og det gjorde ikke respekten mindre for ham.

I slutningen af 1975 får du så en skade, hvor du ender med af gå glip af UEFA Cup-finale kampene. Hvordan havde du det med det?
Det er klart, at de store kampe i en sæson er finalerne, uanset hvilken én det måtte være. UEFA Cup-finalen var det første jeg gik glip af. Men når jeg ser tilbage på min karriere, så var det den eneste finale jeg gik glip af, og det var trods alt ikke alverden. Der var jo ikke meget jeg kunne gøre ved det, så man måtte bare komme videre, og undgå at komme tilbage for hurtigt. Alt for mange spillere kom for tidligt tilbage, fordi de ikke kunne klare presset.

Du vælger at skifte til Bristol i 1976. Hvorfor blev du ikke, og kæmpede for din plads?
Det var ved at være sidste udkald, hvis jeg skulle have chancen i en anden klub. Jeg var lige kommet tilbage fra en skade, men jeg havde spillere som Jimmy Case, David Fairclough og Sammy Lee jeg skulle konkurrere med. Så det var derfor. Men de viste interesse for mig, og jeg tænkte, at jeg da lige kunne slynge et eller andet tal ud til dem, som jeg ikke forventede de ville acceptere, men det gjorde de. Så jeg havde en god lang snak med min kone om det, men beslutningen var nu alligevel ikke så svær. Jeg var på vej mod slutningen af min karriere, og ventede jeg et år med at skifte, så ville det måske endda være for sent. Så jeg syntes det var sidste udkald, hvis jeg skulle til en anden klub. Og Bristol var nu heller ikke så dårligt et hold dengang.

Hvordan blev du modtaget af The Kop første gang du vendte tilbage til Anfield?
Det var helt fantastisk. De stoppede aldrig med at synge mit navn. Det var dejligt at føle, at The Kop satte pris på min tid i Liverpool, og hvad jeg havde gjort for dem. Deres støtte gav mig et kæmpe selvtillids boost.

Når du ser tilbage på din karriere, er der så noget du fortryder?
(tænker lidt) Nej egentlig ikke. Det var selvfølgelig ærgerligt, når man rendte ind i skader, men fodboldmæssigt er der ikke noget jeg fortryder. Jeg har været meget glad for min karriere, og den vej det gik.

Føler du, at du fik nok ud af din manager karriere?
Nej formentlig ikke. Jeg skulle jo starte fra bunden, men jeg syntes dog trods alt, at de steder jeg har været, der har jeg haft rimelig succes, og det har jo bl.a. taget mig omkring Cypern og Botswana. Men jeg var formentlig en bedre træner, end jeg var manager, fordi jeg var ret god til at vise spillerne på træningsbanen, hvad det var jeg mente, og det gav en naturlig respekt fra spillerne.

Du har også scoutet lidt for Liverpool?
Ja, jeg blev bedt om at vurdere nogle spillere indimellem, om hvorvidt de var gode nok til Liverpool osv. Men jeg var da meget glad for, og lidt stolt af, at de værdsatte min mening om spillere.

Du havde en kvindelig fanklub i starten af 70erne. Hvordan kom det i stand?
Der var nogle unge piger der startede det ud af ingenting. Jeg var ikke klar over det på det tidspunkt, men jeg havde ingen problemer med det. Det var lidt skørt, men også lidt smigrende.

Hvordan havde du det ellers med idoldyrkelse?
Det havde jeg det helt fint med, og det var jo også en del af karrieren. Jeg havde aldrig nogen problemer med at træde frem på scenen om man kan sige. Man kunne give mig en mikrofon, og så skulle jeg nok underholde tilhørere. Så måske jeg også var lidt af en entertainer. Jeg endte jo også med, efter min karriere var ovre, at investere i en række karaokemaskiner, som jeg tjente ret godt på, og jeg havde aldrig nogen problemer med at være den første oppe på scenen med mikrofonen. Det var en stor men god investering, og jeg havde allerede tjent pengene ind på et halvt år. Men det var godt timet, og så havde jeg selvfølgelig mit navn i ryggen.

Du har også været involveret i andre forretninger, f.eks. Sportsman Dinners og Soccer Cirkus?
Ja, jeg startede med det, og jeg plejede at invitere nogle gæster med til det, f.eks. Norman Hunter (tidl. Leeds, red.), Tommy Smith, Nobby Stiles (tidl. Manchester Utd., red.), Ron Yeats og Ian St. John bare for at nævne nogle stykker. Soccer Cirkus var noget fodboldskole, som var Kevin Keegans idé, og han spurgte om jeg ikke ville være med, for han kunne ikke klare det hele selv. Men det kørte nogle år, og jeg nød virkelig at være med.

Du valgte for nylig at skrive din erindringer. Hvorfor gjorde du det?
Jeg var blevet spurgt til det flere gange. Fra jeg var 15 år havde mine forældre klippet alt ud af aviserne om mig, så de havde en ret stor scrapbog. Men jeg syntes tiden var inde til at gøre det, og jeg syntes også den er skrevet på en ret god måde.

Tager du sommetider på Anfield for at se Liverpool?
Ja, men det er ikke så ofte. Men det er ofte i forbindelse med arrangementer for tidligere spillere.

Bliver du stadig genkendt på gaden?
Ja det gør jeg. Fansene glemmer ikke sådan lige.

 

Hvis du ønsker at læse flere af lignende historier, så meld dig ind i fanklubben, hvor du modtager medlemsbladet syv gange om året.