[Artikel] Kandidat til titlen som Mr. Liverpool

I går døde Liverpools tidligere direktør Peter Robinson, han blev 86 år. Vi bringer her en artikel om ham fra vores medlemsblad. Det er fra Blad 4 i sidste sæson.

Ønsker du at blive medlem og kunne læse alle artiklerne vi udgiver, så bliv medlem i dag. Du tilmelder dig her.

———–

Han hjalp en underpræsterende klub til at blive Europas bedste. Mens skiftende managere og spillere løb med opmærksomheden, stod Peter Robinson for den administrative side af driften, og han havde en finger med i spillerhandler og manageransættelser i 35 år.

Af Henrik Nielsen

Det var et tip fra en sportsjournalist, der førte til, at en af de mest betydningsfulde mænd i Liverpool FC’s historie fandt vej fra sydkysten til Merseyside. Da stillingen som klubsekretær blev ledig i maj 1965, opfordrede Reg Drury fra News of The World klubben til at overveje Peter Robinson, som havde samme stilling i Brighton. Som sagt så gjort.

Med Robinson fik klubben en arbejdsnarkoman på kontorgangen. Dagen efter sit bryllup mødte han således ind på sit daværende arbejde klokken 9 om morgenen. ”Heldigvis er min kone vant til mine excentriske vaner,” fortalte han.

Første trøjesponsorat

På managerposten sad en anden arbejdsnarkoman, og samarbejdet mellem Robinson og Bill Shankly var afgørende for holdets succes, for selvom det var trænerstaben, der stod for det sportslige, hørte kontrakter, køb og salg af spillere under Robinson. Han stod også for den minutiøse planlægning af holdets udebaneture i de europæiske turneringer. Det hele foregik i baggrunden og uden de store armbevægelser.

Fremgangsmåden var den samme, da Shankly valgte at forlade managerposten i 1974. Robinson rystede ikke på hånden, og sammen med den nytiltrådte bestyrelsesformand John Smith forfremmede han Bob Paisley. Dermed var trekløveret bag den mest succesfulde periode i klubbens historie på plads.

Med succesen fulgte mere arbejde og flere opgaver, og igennem det hele sørgede Robinson for, at den sportslige ledelse havde arbejdsro til at vinde kampe og trofæer. Han satte sit eget præg på sporten, da han i opløbet til sæsonen 1979/80 indgik aftalen om det første trøjesponsorat i engelsk fodbold og dermed blev ansvarlig for, at den klassiske, røde trøje fik påskriften ”Hitachi”.

Advarsler blev overhørt

Succes og fremgang var ikke det eneste, Robinsons tid i klubben bød på. Som klubsekretær oplevede han katastroferne på Heysel og Hillsborough på nærmeste hold.

Før Europa Cup-finalen mod Juventus i 1985 var han i Bruxelles for at deltage i planlægningen af kampen. Han brød sig ikke om, at der var et område til neutrale fans lige ved siden af der, hvor Liverpools fans skulle stå. Slet ikke da han ved selvsyn konstaterede, at de to sektioner var adskilt af et hegn, der mindede om et hønsenet.

Både det belgiske fodboldforbund og UEFA blev orienteret om hans bekymringer, men intet blev gjort, og på aftenen for kampen så han katastrofen ske med egne øjne. ”Vi hørte et knæk, da muren faldt. Vi stod kun 45 meter væk og kunne se, at folk var kommet slemt til skade. På det tidspunkt vidste vi ikke, at der var dødsfald,” har han sagt om tilskuerurolighederne, der kostede 39 fodboldfans livet.

Han åbnede Anfield

Fem år senere sad han i direktørboksen på Hillsborough. Derfra kunne han se, hvordan tribuneafsnittet lige bag det ene mål var propfyldt, mens der var masser af plads lige ved siden af. Før kampen havde han bedt det engelske fodboldforbund om ikke at give netop den tribune til Liverpools mange fans, da der var dårligst adgangsplads.

Da fans begyndte at kravle op over hegnet og ind på banen, blev kampen stoppet, og ti minutter senere stod Robinson på grønsværen. ”Det var en kaotisk scene. Alle Liverpool-fans på banen prøvede at hjælpe folk, der åbenlyst var sårede eller i nogle tilfælde måske døde,” husker han.

Robinson forstod, at klubben havde en stor rolle at spille i tiden efter katastrofen, som endte med at koste 96 fans livet. Derfor besluttede han at åbne portene til Anfield, så pårørende og fans havde et sted at gå hen med deres sorg og deltagelse.

The Liverpool Way

Rent sportsligt blev Hillsborough begyndelsen på enden. To år efter trådte Dalglish tilbage, og Robinson forsøgte at bevare kontinuiteten ved at hente den tidligere anfører Graeme Souness tilbage til klubben som manager. Det var sådan, klubben, fansene og han selv foretrak det: At manageren var én, som forstod, hvordan man gjorde tingene i Liverpool, the Liverpool Way.

John Smith var efter 17 år som bestyrelsesformand stoppet på posten i 1990. Efter mange års tæt parløb kunne han bedre end de fleste sætte ord på Robinsons betydning for klubben, og han betegnede klubsekretæren som en af de bedste ansættelser i klubbens historie.

I 1992 skiftede Robinson stillingsbetegnelse til direktør, men opgaverne var i store træk de samme. Dog signalerede den nye titel, at engelsk fodbold var trådt ind i en ny, mere kommerciel fase. På Merseyside holdt Robinson dog fast i traditionerne, da Roy Evans afløste Souness, og først med ansættelsen af Gérard Houllier i 1998 og Evans’ efterfølgende tilbagetræden gik klubben uden for familien.

Efter 35 år og 28 titler overlod han i 2000 direktørposten til Rick Parry, og det gjorde han med tilfredshed og ikke kun på grund af den sportslige succes. ”Jeg er stolt af, at jeg aldrig har fyret en manager i min tid her. De er enten gået på pension eller har selv valgt at forlade klubben,” bemærkede han.

Hvil i Fred.