[Artikel] Women’s Corner – ’Bo Salah’ og ambitiøs irer

Dette er en artikel fra sæsonens første medlemsblad – det er ligeledes den første artikel om Liverpools kvindehold, som vi fremover dækker månedligt i vores medlemsblad. Hvis du ønsker at modtage “You´ll Never Walk Alone” skal du melde dig ind her.

I sæsonens første kamp måtte Liverpool FC Women se sig slået 1-0 af London City Lionesses. Både manager og spillere er dog fortsat optimistiske. Derudover sætter vi i dette Women’s Corner skarpt på to af holdets spillere, scouseren Missy Bo Kearns og ireren Leanne Kiernan, der begge gemmer på nogle interessante anekdoter.

Af Camilla Bergholm

Mens Liverpool-herrerne spillede sæsonens første kamp mod Norwich den 14. august, måtte Liverpool FC Women vente til sidst i august med at spille deres første kamp i Women’s Championship. Og det blev ikke lige til den start, man kunne have håbet på. Holdet tabte nemlig 1-0 til London City Lionesses. Allerede inden kampen havde manager Matt Beard i sin klumme på klubbens hjemmeside givet udtryk for, at vi skal vente til sidst i september, før vi kommer til at se, at holdet for alvor viser prøver på sit potentiale. Det var også en fortrøstningsfuld manager, der efter nederlaget gjorde det klart, at kampen og nederlaget ikke definerer deres sæson, og at det er en stærk liga med høj konkurrence.

Udover at kampen var startskuddet på sæsonen, så var det også kvindernes første ligakamp med fans tilbage på stadion. Og der vil være endnu flere stemmer til at synge med, når You’ll Never Walk Alone gjalder ud på hjemmebanen, Prenton Park, denne sæson. Klubben har nemlig solgt flere sæsonkort end nogensinde før.

Holdets scouser

Midtbanespilleren Missy Bo Kearns var ligesom Liverpool FC Women-manageren optimistisk op til sæsonstart, og hun fortalte på klubbens hjemmeside, at de er mere forberedte nu end sidste sæson. ”For at være helt ærlig var sidste år lidt et chok for os. Mange af os er mere erfarne i denne liga nu, hvilket, jeg tror, kan hjælpe os, og vi ved, hvad vi er nødt til at gøre,” siger hun.

Og når vi nu er ved Kearns, så dvæler vi lige ved hende et øjeblik. På klubbens hjemmeside åbner hun nemlig op for posen med sjove anekdoter, som i hvert fald har fået undertegnede til at trække på smilebåndet. Den 20-årige spiller er nemlig scouser og begyndte at spille fodbold i en tidlig alder. Som ung fodboldspiller har hun blandt andet spillet side og side med ingen andre end Curtis Jones. De spillede begge for det samme hold, Mossley Hill, som egentlig var et rent drengehold, men hun deltog som den eneste pige på holdet. ”Curtis havde Cristiano Ronaldo-frisure dengang, og han var den samme spiller, som han er nu – selvsikker og elskede at komme på bolden,” husker hun unge Jones.

Kearns har over sommeren skiftet trøjenummer fra 21 til 7. Og det var noget af en overraskelse for hende, da Beard ringede hende op og bragte forslaget. I telefonen spurgte han hende, om hun ville spille i nummer 7 i den kommende sæson, hvortil hun sagde: ”Det er en wings nummer!” Beard pointerede dog, at både Kenny Dalglish og Luis Suarez ikke var winger, og med den argumentation tog hun imod trøjenummer 7. Derudover fik Kearns i sidste sæson kælenavnet Bo Salah, og navnet holder stadig ved i denne sæson. Men sammenligningen gør hende ikke noget, for hun er stolt af at blive sat i samme kategori som så dygtig en spiller, udtaler hun til klubbens hjemmeside.

Ambitiøst nyt blod til angrebet

Før Leanne Kiernan skiftede fra West Ham til Liverpool, havde hun ét spørgsmål til Matt Beard. Hun ville nemlig gerne vide, hvilke ambitioner klubben havde, fortæller hun til The Athletic. Hertil gav Beardy, som Kiernan kalder Liverpools manager, en god beskrivelse af, hvor klubben ser sig selv i fremtiden og forhåbentlig allerede fra næste sæson. Og så sagde hun ja tak til tilbuddet.

Den irske angriber var sommerens første signing, og hun har tidligere spillet under Beard, der hentede hende til engelsk fodbold i 2018, da han var manager i West Ham. Den 22-årige angriber kender derfor Liverpool-manageren godt, fortæller hun endvidere til mediet. Det har dog ikke været en dans på roser det seneste års tid. Kiernan blev op til sidste sæson ramt af en voldsom skinnebensbetændelse, som ikke ville gå væk. Og omkring jul tog hun en pause fra fodbold og rejste en periode hjem til familien i Irland for at komme ovenpå.

Til gengæld har det ikke altid været fodbolden, det har drejet sig om for Liverpools nye nummer 9. The Athletic beskriver, at hun har dyrket fem forskellige sportsgrene, hvilket også tæller Gaelic football og crosscountry. Som 15-årig valgte hun dog fodbolden og debuterede som 17-årig på det irske landshold. I denne sæsons første kamp var Kiernan en del af startopstillingen, og hun var klart en spiller, man lagde mærke til i løbet af kampen. Hun bliver spændende at følge i denne sæson.