[Blog] Sæsonafrunding v. Alex Bruun 20/21

Alex Bruun ser tilbage på den forgangne sæson, som på rigtig måder var anderledes end tidligere.

Kunne man forestille sig at være uden TV og internet i et år? I så fald ville man nok undre sig over, at
Liverpool gik fra at være blandt mesterskabsfavoritterne til at skulle fejre kvalifikation til Champions League
som en hårdt tilkæmpet succes.

Groft sagt sluttede sæsonen den 17. oktober, hvor Pickford – pulsen stiger stadig bare af at skrive navnet –
smadrede Virgils knæ. Naturligvis er det ikke den entydige sandhed, men vores trup kunne ikke holde til de
mange efterfølgende skader i forsvaret og til nøglespillerne Fabinho og Henderson.
Sæsonen har dog skabt en ny Cult Hero – Nat Phillips, the Bolton Baresi. En sympatisk mand med hjerte,
der ikke trækker sig fra nogen hovedstødsduel. Hans niveau er til Championship fodbold, men hans
kompromisløse indstilling har vundet mange fanhjerter. Måske det endda lykkes Phillips at blive i Liverpools
trup en sæson mere. Hans makker Rhys Williams må nok se i øjnene, at han skal finde spilletid i en anden,
mindre klub.

FA cup nederlag ude mod Manchester United og exit fra Carabao cup mod Arsenal efter straffespark er den
slags, der kan ske, men det var brandærgerligt, for vi havde gode muligheder for at komme videre i begge
turneringer. At ryge ud af Champions League mod Real Madrid er isoleret set ingen katastrofe, de har et
godt hold, men indsatsen specielt i den første kamp var ikke god, og generelt var den helt gal med vores
chanceudnyttelse. Et problem, som desværre forfulgte os hele sæsonen.
Hver gang der er lodtrækning til Champions League, ønsker man at trække et dansk hold. Det skete for
første gang i årevis, da vi trak FC Midtjylland, men desværre var Liverpools besøg i Danmark stadig under
coronarestriktioner, så det var desværre ikke den store kontakt, man kunne få med holdet. Forhåbentlig
byder muligheden sig snart igen.

10.000 tilskuere på Anfield til sæsonens sidste kamp. Jeg håber inderligt, at det er startskuddet til normale
tilstande med fyldte stadions og fodholdhungrende danskere på Anfields sæder. Fodbold er ikke det samme
med tomme tribuner, uanset hvor megen dåselyd man hælder ud over. Jeg mener også godt, at man kan
argumentere for, at Liverpool er et af de hold, som er blevet hårdest ramt af den manglende stemning – se
bare på vores hjemmebanestatistik i denne sæson. Fra at Anfield var et uindtageligt fort, har Liverpool
faktisk i denne sæson fået flere point på udebane end på hjemmebane. John Barnes har ganske vist udtalt,
at for ham gjorde det ingen forskel på præstationen, om der var 5000 eller 45000 tilskuere, men tallene
taler deres tydelige sprog.

Før sæsonstart sagde vi farvel til. bla Dejan Lovren (ham kunne vi godt have brugt) og Adam Lallana, men
sagde goddag til Tsimikas (han har været ringe), Kabak, den mystisk mand Ben Davies (som fortsat ikke har
fået debut), Jota og Thiago. Kabak har lidt under fraværet af en rutineret mand ved sin side, men Jota har
været et godt køb, som kan blive endnu bedre.
Thiago har fået en del kritik undervejs i sæsonen. For mange berøringer, for få assists, for få mål – selv om
han havde nøjagtig samme kendetegn i sin tid i Bayern, hvor han blev betragtet som en
verdensklassespiller. De sidste 10 kampe har han dog gjort al kritik til skamme med en klasseindsats. Som
en anden Napoleon har han styret midtbanen, både i forhold til presspil og med sine skarpe afleveringer.
Jeg er sikker på, at vi kan se frem til en fantastisk sæson fra Thiago.

April bød på et par turbulente dage efter offentliggørelsen af Liverpools deltagelse i Super League. Et
tåbeligt projekt som heldigvis hurtigt blev skudt ned efter massive fanprotester. På positivsiden skabtes der
en større samhørighed blandt fansene af de forskellige klubber, og det tror jeg, der vil komme noget ud af
fremadrettet. Liverpool FC tog initiativ til større interaktion med fansene på bestyrelsesniveau, hvilket lyder rigtig spændende, jeg vil dog godt lige se det i funktion, inden jeg går helt i ekstase, men det er bestemt et
skridt i den rigtige retning.

EM er lige rundt om hjørnet, og jeg håber, vi kan overstå det uden skader. Samtidig ser jeg frem til, hvad
transfermarkedet bringer denne gang. Som sædvanligt nævnes et hav af navne, og det bliver rigtig
spændende at se, hvilke spillere det lykkes at forstærke vores trup med. At klubben allerede nu har sikret
sig en stærk forsvarer i Ibrahima Konate fra Leipzig viser en handlekraft, som lover godt for transfervinduet.

 

God sommer.