~ Del 10 ~

1974-1983 – Den stille mand

Af Jesper Thinghuus

Da Bill Shankly sagde op som manager for Liverpool FC, var det som en bombe, der sprang midt i presserummet på Anfield. Uden for stadion var klubbens fans i chok, og den  umiddelbare reaktion var nedtrykthed og bekymring for fremtiden. Ingen enkeltperson har dog nogensinde været større end klubben, og bekymringerne blev snart gjort til  skamme. Shanklys afløser skulle nemlig vise sig at blive den mest vindende manager i klubbens historie.

Hvis man sammenligner med nogle af nutidens succesfulde, højtråbende og smart klædte managertyper som José Mourinho, Fabio Capello eller Pep Guardiola, skulle man ikke  tro, at Bob Paisley var en af de mest vindende managers i engelsk og europæisk fodbolds historie. Paisley fremstod mere som en hyggeonkel, som han tøffede rundt på Anfield iført hjemmesko. Han var ikke en mand, der talte mere end højst nødvendigt på sin drævende geordie-accent, men man skulle ikke lade sig snyde af den ydre fremtoning. Paisley var  ikke bare højt respekteret i spillertruppen, men også en taktisk mester, der havde sans for løbende at tilføre truppen præcis de spillertyper, som manglede for at gøre holdet endnu  bedre.

Den første rekruttering fra Boot Room

Meget sigende for sin tilbageholdende karakter var det kun modvilligt, at Bob Paisley sagde ja til jobbet som manager for Liverpool  FC: ”Jeg ville ikke have jobbet i første omgang, og jeg er ikke sikker på, jeg kan klare det. Jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få fra jer,” sagde han til spillertruppen ved en af de  første træninger. Der var imidlertid ingen tvivl om klubbens tro på Paisley, for det var Bill Shankly, der havde anbefalet ham. Shankly mente, at klubben skulle finde den nye  manager blandt folkene i det såkaldte Boot Room; støvlerummet, hvor trænerstaben omkring førsteholdet samledes for at diskutere fodbold over en kop te. Her havde Paisley  været assistentmanager siden 1971, og det var oplagt, at han som Shanklys højre hånd blev forfremmet til managerposten.

Det var med andre ord et forholdsvis udramatisk managerskifte, der fandt sted i juli 1974, da Bob Paisley blev den første i den række af Liverpool-managers, der op gennem 1970erne, 80erne og 90erne blev rekrutteret fra  klubbens egne rækker.

Ud af Shanklys skygge

Dramatik var der til gengæld i Paisleys første kamp som manager. Som pokalvindere skulle Liverpool møde mestrene fra Leeds  United i den traditionsrige Charity Shield-kamp, som markerer startskuddet på den nye sæson. Liverpool vandt efter straffesparkskonkurrence, men kampen huskes mest af alt  for, at både Kevin Keegan og Billy Bremner blev udvist efter at have været i slagsmål i begyndelsen af anden halvleg.

Som en særlig gestus lod Paisley Bill Shankly føre holdet ud på  Wembley, men da Shankly i de følgende måneder blev ved at dukke op på Melwood til holdets træninger, og jævnligt gav sin mening til kende om Bob Paisleys dispositioner, blev  det en belastning for Paisley. Han følte sig nødsaget til at lægge afstand til Shankly, og udtalte, at Shankly ”for klubbens bedste var nødt til at holde sig væk.”

Shankly havde nok  håbet på stadig at kunne spille en eller anden form for rådgivende rolle. Da klubben ikke viste interesse for det, og heller ikke inviterede ham som gæst til kampene, følte han sig  dårligt behandlet, hvilket han senere gav udtryk for i sin selvbiografi. For klubben var det imidlertid vigtigt, at Paisley fik mulighed for at træde ud af Shanklys skygge og sætte sit  eget aftryk på holdet.

Charity Shield-kampen i 1974 Fodboldsæsonen i England indledes i august med den traditionsrige kamp mellem den foregående sæsons mesterhold og FA Cupvinderne. Kampen er siden 1974 blevet spillet på Wembley i London. Det år havde Liverpool vundet FA Cuppen, og skulle således møde ligamestrene fra Leeds United. Leeds og Liverpool havde i årene forinden haft nogle tætte og drabelige opgør, som f.eks. FA Cupfinalen i 1965. Charity Shield 1974 blev ingen undtagelse; tværtimod. Fra kampens start blev der begået små svinske frispark over  hele banen, og Leeds’ spillere virkede opsatte på at frustrere Liverpools pasningsbaserede spillestil. Det hele kulminerede, da Billy Bremner og Kevin Keegan blev udvist efter at  have været i klammeri med hinanden. Leeds’ spillere havde gennem hele kampen sparket Keegan, og et kvarter inde i anden halvleg havde Keegan fået nok. Han langede ud  efter Bremner, som slog igen, og begge fik marchordre. The Times konkluderede, at ”aldrig før har Wembley været vidne til sådan en skændsel.” De to spillere smed begge deres  trøjer i jorden på vej ud, og blev tilsammen idømt 11 spilledages karantæne. Kampen endte i øvrigt 1-1, hvorefter Liverpool vandt straffesparkskonkurrencen 6-5.

Paisley sætter sit præg

At træde ud af Shanklys skygge har formentlig været nogenlunde lige så svært, som det må have været for David Moyes at overtage  managerposten i Manchester United efter Alex Ferguson. Medier og fans fulgte med falkeøjne enhver beslutning, Paisley tog, og sammenlignede med, hvad Shankly ville have gjort i en lignende situation.

Bob Paisley viste imidlertid hurtigt, at han var i stand til at fastholde klubbens position i toppen af engelsk og europæisk fodbold. Han gjorde en dyd ud af at  forklare, at han ikke ønskede at revolutionere holdet, og at han ville fastholde og udvikle pass-and-move-spillestilen; kontinuitet var et nøgleord for ham. Paisleys måde at arbejde med holdet på var imidlertid forskellig fra den måde, Shankly havde grebet mange ting an på. Det gjaldt ikke mindst spillerrekrutteringen.

Hvor Shankly var blevet klandret for at holde fast i de bærende stjernespillere for længe, havde Bob Paisley en særlig evne til at forny spillertruppen løbende, således at  trofæsulten og konkurrencen om pladserne på holdet hele tiden blev bevaret. Det har sikkert medvirket til, at holdet under Paisleys ledelse ikke for alvor oplevede sæsoner med  formdyk og behov for masseudskiftning i truppen.

Den første spiller Paisley hentede til Anfield var Phil Neal, som blev købt i Northampton for blot £66.000. Senere fulgte spillere  som Terry McDermott, Alan Hansen, Alan Kennedy, Mark Lawrenson, Graeme Souness, Bruce Grobbelaar samt ikke mindst Kenny Dalglish og Ian Rush. Kendetegnende for flere  af disse indkøb var, at det var spillere, som blev hentet til klubben med et langsigtet perspektiv. Bob Paisley havde en veludviklet sans for at forudse, hvornår en stjernespiller ville  brænde ud, og sørgede med sin indkøbspolitik for at have nye sultne spillere klar, når det var tid til at skille sig af med et stort navn. Det var talentspejder og tidligere Liverpool- spiller Geoff Twentyman, som i de år fandt spillerne ud fra Bob Paisleys ønsker, og man må sige, at han gjorde det godt, når man ser listen over de navne, der kom til klubben i denne periode.

Etablering som europæisk stormagt

1974/75-sæsonen skulle vise sig at blive den eneste i Bob Paisleys managertid, der ikke kastede mindst et af de store trofæer af sig.  Allerede i 1976 blev mesterskabet hentet hjem til Anfield efter en tæt duel med Queens Park Rangers. Samtidig præsterede holdet at sikre klubbens anden europæiske titel efter en samlet finalesejr i UEFA Cuppen over Club Brügge.

Den tvivl der måtte have været hos nogle mht., om Bob Paisley kunne levere varen som manager, var nu forduftet, og  1976/77-sæsonen skulle blive endnu bedre. Liverpools tiende mesterskab blev vundet foran Manchester City, hvilket ikke mindst skyldtes en imponerende hjemmebanestatistik  på 18 sejre, tre uafgjorte og ingen nederlag. Sæsonens højdepunkt kom imidlertid små to uger senere, da Liverpool for første gang hjemtog Europa Cuppen for mesterhold, hvor  det var de tyske mestre fra Mönchengladbach, der var modstanderen på Roms Olympiske Stadion den 25. maj 1977.

Mange danske fodboldfans husker især finalen for Allan  Simonsens flotte udligning af den føring, Terry McDermott havde givet Liverpool inden pausen. Liverpool var dog bedst i det meste af kampen, og midtvejs i anden halvleg headede  Tommy Smith et hjørnespark i nettet. Tyskernes skæbne blev beseglet syv minutter før tid, da Keegan blev revet ned i feltet og Phil Neal scorede på det efterfølgende straffespark.

Liverpool FC havde med finalesejren for alvor etableret sig som en af storklubberne i Europa, og det var en stolt Bob Paisley, der ved hjemkomsten til Liverpool kunne  fortælle de tusindvis af fremmødte fans, at ”dette er den største dag i Liverpool Football Clubs historie.”

Kongen checker ind

Hvad Bob Paisley ikke fortalte de mange fans   var, at Europa Cup-finalen havde været Kevin Keegans afskedskamp. Keegan havde allerede et år forinden fortalt Paisley, at han ønskede at prøve sig af på kontinentet. Paisley  havde accepteret, men aftalt med Keegan at vente til efter 1976/77-sæsonen. Det gav Paisley tid til at finde en afløser. Mens Keegan blev solgt til de tyske UEFA Cup-vindere fra Hamburger SV for rekordbeløbet £500.000, drog Bob Paisley nordpå, til Glasgow i Skotland. Her havde Paisley for længst udset sig Kenny Dalglish som den spiller, der skulle  udfylde tomrummet efter Keegan.

Trods 167 mål i 321 kampe for Celtic var Dalglish ikke særlig kendt i England, og mange fans var i begyndelsen skeptiske. Paisley, der gladeligt  lagde rekordbeløbet £440.000 på bordet, vidste imidlertid, hvad han gjorde, og sagde da handelen var gået igennem: ”Vi må hellere se at komme ud af Glasgow, inden de opdager,  hvad de har gjort.”

Som så ofte før og efter havde Bob Paisley set rigtigt. Dalglish overtog trøje nr. 7 fra Keegan, og i ligadebuten mod Middlesbrough gik der også kun syv minutter,  før han havde scoret sit første mål for Liverpool. The Kop havde sagt farvel til en stor mus, men havde til gengæld fået en konge, der af mange fans regnes for den bedste spiller,  klubben nogensinde har haft.

Den mest vindende manager i Liverpools historie

Bob Paisley sagde, at ”når Kenny stråler, lyser hele holdet op,” og der er ingen tvivl om, at med  Dalglish på holdkortet, kunne Liverpool fastholde og endda forbedre det stabilt høje niveau, der efterhånden havde kendetegnet holdet i flere sæsoner. Trofæerne kom da også  rullende i en lind strøm sidst i 1970erne og i starten af 1980erne.

Da Bob Paisley takkede af som manager i 1983, havde han således sikret klubben 13 store trofæer på ni år.  Bortset fra en andenplads i 1978 og en femteplads i 1981 havde Liverpool været urørlige i ligaen med seks mesterskaber på ni år. Europa Cuppen for mesterhold blev, efter den  første triumf i Rom, genvundet i 1978 og i 1981 og Liga Cuppen blev sikret tre år i træk fra 1981 til 1983. Kun FA Cupmedaljen manglede i Paisleys personlige pokalskab, da han  den 1. juli 1983 lod managerstafetten gå videre til sin afløser Joe Fagan.

Det kan godt være, Bob Paisley var en stille mand, men hans evner som manager var så markante, at de gav  genlyd, og skrev ham ind i historien som den mest vindende manager i Liverpool FCs historie.

Europa Cup-opgøret mod St. Etienne i 1977 Et af de mest legendariske Europa Cup-opgør fandt sted 16. marts 1977 i tredje runde af Europa Cuppen for mesterhold, hvor Liverpool var oppe imod de franske mestre fra St.  Etienne. Den første kamp i Frankrig var endt med fransk 1-0-sejr, og på Anfield lagde Liverpool ud i et hæsblæsende tempo. Allerede efter 42 sekunder gav det bonus, da Kevin  Keegan, som havde været skadet i den første kamp, bragte Liverpool foran. Anfield eksploderede, stemningen var elektrisk, og venstrebacken Joey Jones betegnede det som  ”den mest fantastiske atmosfære, jeg nogensinde har spillet i.” St. Etienne var imidlertid et af tidens stærkeste europæiske mandskaber, og seks minutter efter pausen udlignede  e Liverpools føring. Det betød, at hjemmeholdet nu skulle frem og score to gange for at gå videre til semifinalen. Heldigvis lykkedes det hurtigt Ray Kennedy at bringe  Liverpool foran igen, men det var stadig franskmændene, der var videre på reglen om udebanemål. Anfield ville dog ikke overgive sig, og skabte et intenst støjinferno, men franskmændene forsvarede sig bravt. I det 73. minut blev David Fairclough, kendt som Supersub, sendt på banen i stedet for en småskadet Toshack. Anfield skruede op for lyden med endnu nogle decibel, og 10 minutter efter fik Fairclough den mulighed, Liverpool havde søgt desperat efter. Ray Kennedy lagde en lang aflevering, og Fairclough satte  af sted mod mål. De franske forsvareres tacklinger blev afvist, og Fairclough kunne sparke bolden fladt i det lange hjørne. I kampens sidste fem minutter lød det messende  ”Allez les Rouges” fra the Kop, og da dommerens sidste fløjt endelig lød, var det en kendsgerning, at Liverpool var i semifinalen og på vej mod sin første triumf i mesterholdenes  Europa Cup.