~ Del 11 ~
1983-1991 – Triumfer og tragedier
Af Jesper Thinghuus
Som Liverpool fan i 1980erne kom man igennem hele følelsesregisteret. Det var en periode, der kastede mange trofæer af sig, men det varsamtidig et årti, hvor klubbens
fans var vidner til et par gedigne sportslige skuffelser. 25 års dominans lakkede mod enden, og så var det i 1980erne, at de to største tragedier i klubbens historie fandt sted.
Årene omkring 1990 var begivenhedsrige på den internationale politiske scene. Berlinmuren faldt i november 1989, og det dybfrosne forhold mellem øst og vest tøede i de følgende år op med en hastighed, de færreste havde troet mulig. På Merseyside markerede overgangen til 1990erne også afslutningen på en epoke for Liverpool FC, og da manager Kenny Dalglish sagde op den 21. februar 1991, indvarslede det en ny periode for klubben, hvor der blev længere mellem trofæerne.
Onkel Joe
Før Kenny Dalglish blev ansat som manager, var der et kort, men ganske succesfuldt, intermezzo på managerposten i skikkelse af Joe Fagan. Fagan var indfødt Liverpudlian, og havde været en del af trænerstaben i Liverpool siden 1958. Han var en populær og højt respekteret skikkelse i spillertruppen, hvor han gik under tilnavnet ”Onkel Joe”.
Bob Paisley udpegede Fagan som assisterende manager i 1979, og det var naturligt, at han overtog managerjobbet, da Bob Paisley stoppede i 1983. Egentlig var Fagan ikke særlig interesseret i jobbet, og han fortalte, at ”jeg tog kun tog jobbet, fordi jeg følte, jeg arbejdsmæssigt var gået i stå.” Paisley og klubbens bestyrelse var imidlertid sikre på, at Fagan var den rette afløser, der kunne fastholde positionen som et af Europas bedste mandskaber. Joe Fagan med Europa Cup-trofæet efter sejren i 1984
Joe Fagan overtog et velfungerende hold, der både var regerende mesterhold og Liga Cup-vindere, og han foretog kun ganske få udskiftninger i spillertruppen for at bevare skarpheden. Han var tæt på at sikre sig Michael Laudrup, der imidlertid sprang i målet og valgte Juventus, da Liverpool sent i forløbet forlangte en længere kontraktperiode med det danske stortalent, end parterne først havde aftalt.
Fagans treble
|
Fra treble til tragedie
Selvom Laudrup glippede, var holdet stadig rigeligt stærkt til at kunne konkurrere på alle fronter, og 1983/84-sæsonen blev en historisk succes. Både mesterskabet og Liga Cuppen blev forsvaret på flotteste vis, og da anfører Graeme Souness den 30. maj 1984 løftede pokalen med de store ører op mod aftenhimmelen over Rom, var det en kendsgerning, at Liverpool FC som den første engelske klub nogensinde havde formået at vinde en treble.
Efter finalen i Rom udtalte Souness ”hvem skal kunne stoppe os næste sæson?”, men henover sommeren solgte Liverpool netop Souness til Sampdoria, og det var – trods indkøb af bl.a. Jan Mølby og John Wark – et for stort hul at skulle udfylde. Det sejrsvante Liverpool-hold formåede således ikke at vinde nogen af de hjemlige turneringer, så 1984/85-sæsonen skulle reddes af Europa Cuppen, hvor Liverpool igen var nået frem til finalen, denne gang mod Juventus på Heysel Stadion i Bruxelles.
Det der på forhånd lignede en spændende fodboldkamp mellem to af Europas største klubber, skulle imidlertid blive til en tragedie af ufattelige dimensioner. Kombinationen af et faldefærdigt stadion og for ringe adskillelse af de to holds fangrupper betød, at 39 fodboldfans mistede livet, heraf de fleste Juventus-tilhængere, da de prøvede at flygte fra angribende Liverpoolfans, hvilket medførte, at en mur brød sammen under presset, og mange italienske fans blev mast.
I lyset af den skrækkelige tragedie, der udfoldede sig på stadion, virkede selve finalen meningsløs, da den blev fløjtet i gang med en del forsinkelse. Juventus vandt med 1-0 på et diskutabelt straffespark, men Europa Cup-finalen 1985 vil for altid blive husket for de tragiske 39 dødsfald frem for resultatet.
LÆS MERE OM HEYSEL TRAGEDIEN HER
Kenny Dalglish bliver manager
Da Joe Fagan trådte ud af flyet ved hjemkomsten til Liverpool, kunne man se, han var en mærket mand. Fagan havde dog allerede inden Heyselkampen besluttet at stoppe som manager, og til stor overraskelse for mange, pegede klubbens ledelse på den endnu aktive Kenny Dalglish som ny manager.
Indledningsvis var det lidt vanskeligt for Dalglish at vænne sig til sin nye rolle, men efterhånden – og bl.a. efter at assisterende manager Ronnie Moran havde forklaret spillerne, at de var nødt til at kalde Dalglish for ”boss” kom hierarkiet på plads, og resultaterne blev bedre og bedre.
Allerede i Dalglish’ første sæson som manager blev mesterskabet sikret efter en flot slutspurt, men sæsonen huskes især for den første FA Cup-finale nogensinde mellem de to Merseyside-rivaler. Det blev en underholdende affære, som Liverpool vandt med 3-1, hvilket ikke mindst skyldtes indsatsen fra Jan Mølby, som var involveret i alle tre mål, og som strøede om sig med præcise afleveringer.
Finalen kronede en strålende sæson for Mølby, der nu havde været i klubben et par år. I den første sæson under Fagan var Mølby mest blevet brugt som reservespiller, men Dalglish havde stor fidus til den danske playmaker, og fortalte senere, at han ”ikke kunne fatte, at så kreativ en spiller havde rendt rundt på reserveholdet.”
Kenny Dalglish’ managerkarriere begyndte således med en imponerende double og han skabte i de følgende år nogle af historiens mest velspillende og underholdende Liverpool-mandskaber. Det gjaldt ikke mindst i 1987/88-sæsonen, hvor mesterskabet atter blev hjemtaget på overbevisende vis, hvilket bl.a. skyldtes, at Dalglish havde tilført holdet store offensive profiler som John Barnes, Peter Beardsley og John Aldridge. Kenny vandt The Double i sin første sæson i 1985/86.
Sportslige nedture
Da holdet også nåede FA Cup-finalen i 1988 mod upåagtede Wimbledon, havde Liverpools fans store forhåbninger om endnu en double-triumf. Finalen på Wembley blev imidlertid en stor skuffelse for de røde storfavoritter, hvor et brændt straffespark af John Aldridge, og en fejlagtigt underkendt scoring var det nærmeste Liverpool kom på at udligne Wimbledons 1-0-føring.
Nederlaget til Wimbledon var en skuffelse, men den skulle blive overgået et års tid senere. Vanen tro var Liverpool med i mesterskabskampen, og denne gang var det Arsenal, der var nærmeste konkurrent. Da de to mandskaber skulle mødes på Anfield på sidste spilledag, var situationen, at Liverpool førte med tre point og en målforskel, der var fire mål bedre end Arsenals. Arsenal skulle således vinde med mindst to mål for at blive mestre.
Da Alan Smith bragte Arsenal foran efter 52 minutter, så det scenarie pludselig ikke så urealistisk ud. Spillet bølgede nervøst frem og tilbage med chancer i begge ender, og to minutter inde overtiden, da Liverpool så ud til at have reddet stormen af, slap den senere Liverpool-spiller Michael Thomas fri på en lang bold og bragte Arsenal foran 2-0. Da slutfløjtet lød kort efter, var Thomas’ overtidsmål således akkurat nok til at sende mesterskabet til Londonklubben. Mens Dalglish stod som forstenet på sidelinjen, sank Liverpools spillere sammen rundt omkring på Anfields græstæppe, og som Steve McMahon udtalte efter kampen, spurgte man sig selv ”om det her virkelig er sket.”
Det chokerende nederlag til Wimbledon i FA Cup-finalen
|
En nedbrudt Dalglish siger op
Et år efter nedturen mod Arsenal hjemtog Liverpool sit 18. og foreløbig seneste mesterskab, men på det tidspunkt var det en hårdt medtaget Kenny Dalglish, der sad i managersædet. Han var stadig mærket af tragedien på Hillsbororugh den 15. april 1989 i forbindelse med FA Cupsemifinalen mod Nottingham Forest. En kamp, der blev fløjtet af efter seks minutter, da det stod klart, at noget var helt galt på tilskuerpladserne i den ende, hvor Liverpools fans holdt til. Det var ét stort kaos. Alt for mange tilskuere var blevet lukket ind i afsnittet, hvilket betød, at folk blev presset op mod hegnet, der omgav banen, og i alt 96 Liverpool fans blev mast ihjel af trykket bagfra. Det var en tragedie, der kom til at sætte sit præg på Liverpool FC fremover. Liverpool endte med at vinde FA Cuppen 1989 i en følelsesladet finale mod Everton, hvor fans fra de to Merseyside-klubber stod skulder ved skulder og mindedes de 96 dødsofre fra Hillsborough, men trofæet virkede underordnet i betragtning af de tab, mange familier havde lidt.
For Kenny Dalglish var Hillsborough- tragedien mere, end han kunne klare. Han led i de efterfølgende måneder sammen med de pårørende, og det tærede på hans mentale overskud. Han fik sværere og sværere ved at håndtere presset som Liverpool-manager, og den 21. februar 1991 meddelte Dalglish klubbens bestyrelse, at han sagde op.
Dalglish træder tilbage
|