Kommende kampe:

[Blog] Optakt: Chelsea – Liverpool

Mens ærgrelsen efter lørdagens nedsmeltning mod Watford er ved at fortage sig, skal Liverpool allerede i kamp igen i aften. Chelsea byder de røde fra Merseyside op til dans på Stamford Bridge, når det skal afgøres, hvem der skal videre til FA Cuppens kvartfinaler.

Kampen sparkes i gang kl. 20:45, og vises på 6’eren, hvor optakten starter kl. 20:00. Man kan ligeledes se kampen på Viaplay og Dplay.

Andreas Ørntoft ser frem mod aftenens opgør.

Liverpool skal forsøge at genrejse sig efter et smertefuldt nederlag på 3-0 mod Watford i lørdags, hvor ingen af de røde spillede på et niveau, som var den røde trøje værdig. De forreste 3 var ganske enkelt usynlige, midtbanen blev kørt over og forsvaret lignede nogle, som aldrig havde spillet sammen før. Alt dette skal der rettes op på i aften når Liverpool skal forsøge at spille sig i kvartfinalen i FA Cuppen, noget som de ikke har formået under Klopps ledelse – endnu!

Chelsea er langt fra et hold med selvtillid i øjeblikket. En ordentlig snitter på hjemmebane med Bayern München efterfulgt af en hårdtkæmpet uafgjort mod Bournemouth har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt Lampard burde have hentet forstærkninger allerede i januarvinduet. Samtidig er de ramt af skader til centrale figurer såsom Kanté, Abraham og Pulisic, hvilket ikke har gjort arbejdsbetingelserne lettere for Frank Lampard.

Hos Liverpool er Milner og Gomez meldt tilbage, mens Henderson, Keita og Shaqiri fortsat vil være at finde på skadeslisten. Netop Gomez tror jeg vender tilbage til startopstillingen efter Lovren havde store problemer med Troy Deeney, som også udtalte sig efter kampen, at Lovren fokuserede for meget på selve duellerne uden at fokusere på bolden, hvilket Watford udnyttede i flere ombæringer.

På midten har jeg en fidus til Lallana, som vil erstatte Wijnaldum, mens Adrian også får lidt minutter i målet. Ellers forventer jeg, at der vil være genvalg til de 8 resterende, som var på banen i lørdags.

Har man forhåbninger om at se Elliott i aktion må jeg desværre komme med en skuffende melding, da han er rejst med U19-holdet til en UEFA Youth-League kamp.

Jeg tror at Klopp har givet Liverpool-spillerne en opsang frem mod aftenens kamp, og jeg forventer at de kommer med en masse energi. Stamford Bridge er aldrig et nemt sted at spille, men med Chelseas formkurve taget i betragtning, tror jeg at Liverpool trækker det længste strå. Dog får Giroud nok banket en enkelt pind ind.

Kampen ender 1-3 til Liverpool.

Leo Vegas Sport