Kommende kampe:

[Blog] Sæson kåringer 2018/2019

Vi spurgte jer, hvem I mener der har været bedst, hvor tilfredse I er med sæsonen og tilfredsheden med Klopp og en række andre spørgsmål.

Det er tid til at gøre status, hvor knap 600 personer har svaret på spørgsmålene. Tusinde tak for jeres svar.

Her kommer så vinderne.

 

Årets spiller:

På en stensikker 1. plads med hele 87% af stemmerne: VIRGIL VAN DIJK!

Han har haft en helt vanvittig sæson, hvor han nu ikke er blevet driblet forbi i over et år og er blevet en af verdens bedste forsvarsspillere, hvis ikke den bedste. Det ligner et røverkøb af rang.

På 2. pladsen har vi Mané med 5% af stemmerne og 3. pladsen går til Robertson med 3%.

 

Årets unge spiller:

Ja, der var ikke det store at komme efter her. Vi har ikke rigtig brugt andre unge knægte udover meget få indhop, som vel ikke er værd at nævne. På 1. pladsen med 98% af stemmerne: ALEXANDER-ARNOLD!

2. pladsen går til Joe Gomez med 1,5% af stemmerne. Og de resterende er ugyldige da de er faldet på Robertson – desværre han er altså for gammel til at være ung.

 

Sæsonens bedste køb:

Vi havde igen den store læderpung oppe af lommen for at købe denne spiller. Men med de redninger han har formået et utal af gange er det fuldt fortjent: ALISSON BECKER. 91% af stemmerne fik vores keeper.

2. går til Fabinho med 8% også deler Shaqiri og Keita 3. pladsen med et halvt procent hver.

 

Sæsonens overraskelse:

Her har der været spænding om udfaldet længe, da der er tre, som har budt sig godt til. Men med 57% af stemmerne har I stemt JOEL MATIP ind, som sæsonens overraskelse. Han er kommet fra baghjul og har været utroligt sikker i sit spil. Mange havde nok så småt dømt ham ude, men han har hævet sit niveau i denne sæson og ligner Klopps foretrukne makker til Van Dijk.

2. pladsen går til Origi med 27% og 3. pladsen går til Gomez med 11%.

 

Sæsonens skuffelse:

Ikke den sjoveste pris at modtage og der har været fire spillere, som alle har fået en pæn portion stemmer. Men jeres største skuffelse i denne sæson har fået 32% af stemmerne og er: DANIEL STURRIDGE. Scorede nogle pæne og vigtige mål undervejs, men formåede aldrig at presse de tre startere i angrebet nok til at Klopp på noget tidspunkt har overvejet Sturridge fra start udover ved skader.

2. pladsen får Lallana med 28% og 3. pladsen tilfalder Keita med 23%.

 

Sæsonen som helhed:

Vi gav jer muligheden for at give karakteren 1 til 7, hvor 1 er det dårligste og 7 det bedste. 54% mener at sæsonen har været til et 6 tal. Flere var inde og stemme før CL finalen, men mon ikke mange også mener at det var SÆSONEN for et mesterskab, som vi desværre smed en smule væk selv med nogle uafgjorte kampe og nederlag imod Man City.

40% har givet sæsonen 7 og små 4% 5.

 

Tilfredsheden med Klopp:

Hvis nogen var i tvivl inden denne afstemning, så må det forstumme nu. I kunne give mellem 1 og 7 karakter og Klopp får hele 7 point fra 84% af jer. Mens 14% giver ham 6. 1,5% har givet ham karakteren 5.

Dertil skal det siges at afstemningen var startet før CL finalen, hvilket måske kan have rykket et par stemmer fra 6. til syv.

 

Hvor skal vi forsvare os:

I fik mulighed for at vælge én position, hvor vi skal forstærke os denne sommer. Her mener 31% at det er angrebet, som skal forstærkes med et indkøb. 26% ser hellere det er en centralmidtbane spiller og 19% en forsvarsspiller.

 

Årets nye sang:

Der var ikke så mange nye. Der var reelt set kun to der blev nævnt (Allez Allez Allez er fra sidste sæson). Det blev til en jordskreds sejr igen: HE´S OUR NUMBER 4!! Hyldest sangen til Virgil Van Dijk. Den anden er “Si Senor”, som er en hyldest til Roberto Firmino. VVD sangen 70% og 24% til Firmino.

 

Årets profil:

I har frit kunne skrive, hvem, hvad og hvorfor I mener en given person skal fremhæves, som årets profil. Kravene satte I selv op. Vi har udvalgt de tre bedste – de er sat ind i tilfældig rækkefølge:

  1. “Matip ingen forventede noget af ham, mange så ham måske som 4. valg, lidt svinger i valsen i starten men han har virkelig udviklet sig til nærmest at se ud som en verdensklasse midterforsvarer. Kæmpe respekt for at han ikke har ladet sig gå på af den kritik blandt fans og pressen, men i stedet fokuseret på at udvikle sit spil til det klart bedre.”
  2. “Gini Wijnaldum for at have løftet sig spil til højde som nok ingen andre i verden udover Klopp kunne se i ham. Han var udtænkt en plads på bænket baseret på de indkøb vi lavede. Men alligevel været langt det meste af sæsonen første mand på midtbanen når holdet skulle sættes. Han startede sæsonen som vel nok top 3 6´ere i ligaen. Og da Fabinho så kommer ind (som bestemt også er en kandidat). Ryger Wijnaldum op som 8 og dominere midtbanen. Og specielt Liverpools pres som han perfektionere sammen med Firmino”
  3. “Årets profil er Trent Alexander Arnold. Han starter sæsonen som reserve, men afslutter sæsonen som en af verdens, måske den, bedste højreback i fodbold til nu og her. Det er så tydeligt, at han en sand “klub-mand”, som man har set med blandt andet, Steven Gerrard. Der er vej endnu, men han er for mig at se en kommende kaptajn for Liverpool FC og bestemt titlen værdig. Den indstats han har leveret har været fænomenal. Der er selvfølgelig små ting just og her, der kan blive bedre, men med sine blot 20 år, er han allerede med i top eliten, og kan kun blive bedre.”

Okay det bliver faktisk til 4. Vi kan ikke lade denne gå forbi:

“Jordan Henderson. What a ride… Halvvejs gennem sæsonen er han sat af holdet. Lagt for had af den opfarende del af fansene. Øjensynligt ikke manden, der skal være med til at konsolidere klubbens position blandt de absolut bedste hold i Europa. Men, men, men. Hendo giver ikke op. Han forbliver ydmyg. Han bevarer troen på træneren og, vigtigst af alt, sig selv.

Om han selv har henvendt sig til Klopp, som Steven Gerrard gjorde til Brendan Rodgers, da Gerrard i efteråret 2013 stod i en lignende situation, skal jeg ikke kunne sige. Dengang var Gerrard også i tvivl om, hvad hans rolle skulle være på holdet med kamikazeforsvaret, en ung Coutinho og SAS på toppen. Gerrard var blevet bevidst om, at hans boldopfattelse ikke længere stod mål med hans blik for spillet og sublime sparketeknik, og at der var yngre og mere dynamiske spillere, der passede bedre i rollen som den offensivt orienterede centrale midtbanespiller – en rolle som Gerrard ellers havde været synonym med i Liverpool siden starten af 00’erne. Gerrrard var endnu ikke blevet sat af holdet. Men han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før Brendan Rodgers ville se, hvad Gerrrard selv havde set, og tage konsekvensen.

Steven Gerrard tog selv kontakt til Rodgers og fortalte ham om sine tanker. Rodgers var forstående, men også forvirret. Han havde ikke set, hvad Gerrard havde set – hverken under kampene eller på træningsbanen. Havde Gerrard så taget fejl? Nej. Efter at Brendan Rodgers sammen med sit hold af analytikere havde havde set bånd efter bånd igennem med kampene fra den første halvdel af sæsonen og kampe fra tidligere sæsoner, kunne han se, hvad Gerrard havde set. Der var ikke en finger at sætte på ‘outcome’et af Gerrards spil. På det tidspunkt af 2013-14-sæsonen havde han lavet det samme antal assists og nøgleafleveringer, som han plejede. Men han mistede til gengæld flere bolde på førsteberøringen, han var langsommere i sine vendinger og han var ikke længere krumtappen i kontrastødene, som han ellers havde været kendt for at være gennem hele sin karriere.

Gerrard var stadig en fantastisk spiller, det kunne ingen betvivle, men der skulle ske noget nyt, hvis han stadig skulle have en rolle at spille for sin hjerteklub. Det vidste Rodgers. Og han vidste også, hvad løsningen var. Gerrard skulle kigge mod støvlelandet. Mod én bestemt spiller. Den italienske midtbanemaestro Andrea Pirlo. En af de største modstandere, Gerrard nogensinde havde mødt, med en flødefod der ville gøre enhver midtbanespiller misundelig. Gerrard overgik siden snakken med Rodgers en transformation fra rollen som 10’er til en rolle som 6’er. Præcis som Pirlo havde gjort det et par sæsoner tidligere. Og Gerrard præsterede (selvfølgelig) suverænt resten af sæsonen. Henderson har lavet den samme transformation som Gerrard. Bare med omvendt fortegn. Altså fra en mere tilbageholdende defensiv rolle til en mere dynamisk og offensivt orienteret rolle. Og Henderson har taget sin nye rolle til sig. Han er vokset med opgaven. Og han har løftet hele holdet, som den betydningsfulde og engagerede anfører Steven Gerrard var overbevist om, han ville blive en dag. Derfor er Jordan Henderson mit valg som årets profil.”

 

 

Leo Vegas Sport