Historie

~ Del 1 ~

Af Jesper Thinghuus

Da den driftige forretningsmand John Houlding den 15. marts 1892 satte sig for bordenden ved det møde, der førte til dannelsen af Liverpool Football Club, er det ikke sikkert, han forudså, at han var ved at lægge grundstenen til en af engelsk og europæisk fodbolds helt store institutioner.

1878-1902 – en fodboldinstitution bliver til

Paradoksalt nok havde eventyret om Liverpool FC nok aldrig set dagens lys, hvis det ikke havde været for et ledelsesopgør hos lokalrivalerne fra Everton. Everton FC var udsprunget af de idrætsaktiviteter, der blev organiseret omkring metodistkirken St. Domingo i bydelen Everton i det nordlige Liverpool. Kirken, der stod færdig i 1870, var et samlingssted for den voksende arbejderklasse og organiserede forskellige former for idræt til gavn for især områdets  unge mennesker. I begyndelsen var det cricket og rugby, men snart kom også fodbold til, og St. Domingos Football Club blev stiftet i 1878. Året efter ændrede klubben navn til Everton FC, opkaldt efter bydelen, den hørte hjemme i.

John Houldings brud med Everton

I begyndelsen spillede Everton sine hjemmekampe på en græsplæne i Stanley Park, men da fodboldforbundet i 1882 bestemte, at alle kampe skulle spilles på  lukkede anlæg med indhegning omkring banen, opstod der behov for at finde en anden kampbane.

Det problem var John Houlding mand for at løse. Houlding var konservativt byrådsmedlem, lidenskabelig fodboldfan og bestyrelsesmedlem i Everton FC. Han ejede et bryggeri foruden flere pubber og hoteller, og  havde en veludviklet sans for at tjene penge. Houlding fik udvirket, at nogle af hans kolleger i bryggeribranchen lejede klubben et stykke jord på Anfield Road,  og den første kamp på Anfield blev spillet den 27. september 1884. En kamp, hvor Everton slog Earlstown 5-0.

John Houlding

Da John Houlding døde den 17. marts 1902, gik flagene meget sigende på halv ved både Anfield og Goodison Park. Få personer har betydet så meget for, at  Merseyside kom til at fylde så meget på fodboldlandkortet som ham. Houlding havde arbejdet sig op og selv grundlagt sin formue. Han var begyndt som bryggeriarbejder og endte med at købe sit eget bryggeri, som han levede et profitabelt liv af. Foruden bryggeriet ejede han hoteller og pubber, bl.a. The  Sandon tæt på Anfield, som stadig eksisterer, og som er et populært vandhul for Liverpool-supportere på vej til eller fra kamp. John Houlding blev medlem af  det konservative parti og valgt ind i byrådet i Liverpool. I 1897 opnåede han tilmed at blive borgmester i byen.

John Houlding blev klubpræsident i 1884 og  under hans ledelse lykkedes det for Everton at hjemtage det første mesterskab i 1891. Houlding hjalp tillige gerne Everton økonomisk med spillerindkøb og med at få rejst tribuner på Anfield, men han var ikke  lige populær alle steder i klubbens organisation. Mange så ham som dominerende og egenrådig, og han  blev kritiseret for, at det var hans egne indtjeningsmuligheder, der drev hans interesse for klubben. I 1891 købte Houlding det stykke jord, Anfield lå på,  således at Everton nu skulle leje sig ind hos ham. Han satte stadionlejen op fra £100 til £250 og han insisterede på, at der kun måtte sælges øl fra hans eget  bryggeri på stadion.

Det var som at vifte med en rød klud foran mange i Evertons organisation. Klubben var som nævnt opstået omkring den metodistiske St.  Domingo kirke. Mange medlemmer var stærke i troen og modstandere af, at der i det hele taget blev solgt øl på Anfield. At Houlding udover lejeforhøjelsen også insisterede på selv at skulle tjene på ølsalget, bidrog kun til, at Houlding kom på kollisionskurs med størstedelen af Evertons medlemmer.

Det store  flertal blandt Evertons medlemmer, anført af organisten fra St. Domingo, George Mahon, betragtede Houlding som grisk, mens Houlding mente, han havde  ret til tilbagebetaling for den finansielle støtte, han havde givet klubben gennem årene. I et brev til medlemmerne skrev han således: ”Jeg kan ikke begribe,  hvorfor en gentleman, der har gjort så meget for klubben og dens medlemmer, skal behandles således”.

Der blev gjort forskellige forsøg på at finde en løsning,  men parterne stod stejlt overfor hinanden, og den 12. marts 1892 var bruddet en realitet. Et stort flertal blandt Evertons medlemmer forkastede Houldings  forslag til, hvordan stadion situationen kunne løses. I stedet besluttede de, at der skulle etableres et nyt stadion i området. Det nye stadion kom til at ligge i  den nordlige del af Stanley Park og fik som bekendt navnet Goodison Park.

Etableringen af Liverpool Football Club: Fra blåt til rødt

John Houlding stod nu tilbage med et stadion, men ikke noget fodboldhold. Houlding var imidlertid en handlingens mand, så han fik arrangeret et møde kun  tre dage efter, hvor han og hans få tilbageværende støtter, dannede en helt ny fodboldklub. Houlding ville gerne have den nye klub til også at hedde Everton,  men det fik han afslag på fra The Football League. I stedet blev det besluttet at kalde klubben Liverpool Football Club for herved at signalere, at det var en  klub for hele byen og ikke kun for nærområdet, og den 3. juni 1892 blev den nye klubs navn endelig godkendt.

På daværende tidspunkt skulle man søge om at blive optaget i den landsdækkende fodboldliga og John Houlding søgte straks om at få sin nye klub optaget i ligaen. Det blev ikke vel modtaget i The Football  League, som ikke troede på, der var plads til både Everton og Liverpool. Liverpool FC måtte derfor tage til takke med en plads i den mindre prestigefyldte Lancashire Associations regionale liga.

Det første Merseyside-derby

Merseyside-derbyet er et af de mest kendte lokalopgør i verden. I ligasammenhæng mødtes Liverpool og Everton første gang i 1894, men det allerførste  Merseyside-derby blev faktisk spillet året før. Den 22. april 1893 mødte de to klubber hinanden for første gang i finalen i Liverpool Senior Cup; en knock  out-turnering for hold fra Liverpool og omegn, der er blevet spillet siden 1882. Selvom Liverpool indtog lillebrorrollen i finalen i 1893, vandt de kampen 1-0.  Kampen blev spillet på Bootle FCs stadion, Hawthorne Road, der var 10.000 tilskuere og sejrsmålet blev scoret af en tidligere Everton-spiller, Tom Wyllie. I  dag deltager de professionelle klubber i turneringen med reservehold.

Samtidig fik Houlding ledelsen for klubben på plads: To af hans mest trofaste støtter, William Barcley og John  McKenna, blev ansat som direktører og de kom til at fungere som klubbens første managers. De delte arbejdet mellem sig, således Barclay tog sig af det  administrative, mens McKenna sørgede for træningen af holdet.

Det næste problem var at skaffe spillere med den fornødne kvalitet. Her viste McKenna sig  at være den helt rigtige mand til managerjobbet. McKenna havde mange kontakter i fodboldmiljøet i Skotland, så McKenna rejste nord for grænsen og vendte hjem med ti talentfulde skotske fodboldspillere. Holdet blev derfor også i folkemunde kaldt for ”The team of macs”. McKenna grundlagde hermed den særlige tilknytning til Skotland, som har kendetegnet klubben lige siden, og som gennem årene har bragt store manager- og spillernavne som Shankly og Dalglish til  Anfield.

Med spillertruppen på plads kunne Liverpool Football Club spille sin første kamp den 1. september 1892, hvor holdet mødte Rotherham i en  træningskamp på Anfield med en startopstilling uden en eneste englænder. Resultatet var opløftende, idet McKennas hastigt sammenbragte flok sejrede 7-1. Blot to dage efter spillede Liverpool sin første kamp i den regionale turnering, hvor Higher Walton blev sendt hjem med et 8-0 nederlag.

I klubbens første  sæson sluttede holdet på en suveræn førsteplads i den regionale Lancashireliga, og efter en ny ansøgning lykkedes det at blive optaget i 2. division til sæsonen  893/94. Den 2. september 1893 spillede Liverpool FC sin første kamp i den landsdækkende turnering på udebane mod Middlesbrough. En kamp  Liverpool vandt 2-0. Holdet endte med at vinde 2. division, og rykkede op i 1. division. Det blev imidlertid en brat opvågning for holdet, der ikke var stærkt  nok og rykkede ned igen efter kun én sæson. Undervejs blev det til de første lokalopgør i ligasammenhæng mod Everton. På Goodison Park sejrede Everton  med 3-0 foran 44.000 tilskuere, mens det blev 2-2 på Anfield i en kamp, hvor 25.000 mødte op.

Som nævnt ville John Houlding gerne have haft sin klub til at  hedde Everton og man kan godt få det indtryk, at han betragtede sin klub som det ”rigtige” Everton og Everton som udbryderne. Et andet tegn på det var, at  holdet i de første sæsoner havde fastholdt at spille i blå-hvide farver. Det blev der imidlertid ændret på. Hvornår farveskiftet helt præcist skete, gives der lidt  forskellige bud på i litteraturen, men på et tidspunkt mellem 1894 og 1898 skiftedes de blå-hvide trøjer ud med røde, som også regnes for at være byen  Liverpools farve. Endnu et symbol på, at Liverpool FC havde løsrevet sig fra Everton-fortiden og gerne ville opfattes som hele byens hold og ikke kun bydelens.

Tom Watson og det første mesterskab

Nedrykningen i 1895 ændrede ikke på, at Liverpool FC var kommet på fodboldlandkortet, og holdet skulle kun bruge én sæson i 2. division på at vende tilbage  til den øverste række; og denne gang var det for at blive. McKenna var trådt tilbage inden sæsonen 1896/97, men det var lykkedes for klubben at få  Sunderland-træneren Tom Watson til at overtage posten.

Watson havde vundet mesterskabet med Sunderland tre gange og gjorde fra starten en stor forskel  på Anfield. Han professionaliserede klubben, satte spillerne på en særlig diæt og gjorde træningen hårdere. Succesen udeblev ikke, da Liverpool opnåede en  5. plads og for første gang sluttede højere end Everton i tabellen. Watson kom til at blive den foreløbigt længst siddende manager i Liverpool FCs historie.  Han stod i spidsen for holdet gennem 19 sæsoner og lagde med sin professionalisering af klubben fundamentet for den succes, klubben har haft gennem mere  end 120 år. Det var således også under Watsons ledelse, at det lykkedes at vinde det første mesterskab. Holdet havde haft svingende præstationer i sæsonerne frem mod århundredeskiftet, men i 1899 lykkedes det at opnå en 2. plads i ligaen foruden en semifinaleplads i FA Cuppen. Den succes blev der bygget videre på i 1900/01. Sæsonen begyndte ganske vist lidt famlende, men det rettede sig op og holdet gik ubesejret gennem de sidste 12 kampe. Med en  1-0 sejr i sæsonens sidste kamp mod West Bromwich lykkedes det at hive mesterskabet hjem.

Mesterskabet må have gjort John Houlding stolt. Han var  lykkedes med at skabe byens og Englands stærkeste hold og nærmest som et symbol herpå, indførte klubben herefter byens vartegn, The Liverbird, i  klubbens logo. Mesterskabet i 1901 blev dog det eneste, John Houlding kom til at opleve. Han var blevet syg og døde året efter i en alder af 70 år. John  Houlding var om nogen manden, der fik både Everton og Liverpool sat på fodboldlandkortet og meget sigende for den venlige rivalisering, der siden  da har  kendetegnet de to klubber, blev Houldings kiste båret gennem byen af både Everton- og Liverpool-spillere, blev Houldings kiste båret gennem byen af både Everton- og Liverpool-spillere, alt imens flagene gik på halv på både Goodison Park og Anfield.

Slaget om Spion Kop

Den mest legendariske af tribunerne på Anfield er som bekendt The Kop, hvor nogle af Liverpools mest inkarnerede fans er kendte for nærmest at kunne  suge bolden i mål, når Liverpool angriber ned mod The Kopenden. Navnet har tribunen fået fra et af de mest legendariske og blodige slag under den anden  Boer-krig i Sydafrika; et slag, der fandt sted 23.-24. januar i år 1900. Ved slaget kæmpede briterne og boerne om en høj, der hed Spioenkop, og 320 britiske  soldater blev dræbt, mens 500 blev såret. Langt de fleste af de britiske soldater ved dette slag kom fra Merseyside-området. Da endetribunen på Anfield, som hidtil havde heddet Oakfield eller Walton Breck-enden, skulle ombygges i 1906, besluttede klubben at ære de faldne og sårede soldater ved at navngive tribunen The Spion Kop.