Af Jesper Thinghuus
Da den driftige forretningsmand John Houlding den 15. marts 1892 satte sig for bordenden ved det møde, der førte til dannelsen af Liverpool Football Club, er det ikke sikkert, han forudså, at han var ved at lægge grundstenen til en af engelsk og europæisk fodbolds helt store institutioner.
1878-1902 – en fodboldinstitution bliver til
Paradoksalt nok havde eventyret om Liverpool FC nok aldrig set dagens lys, hvis det ikke havde været for et ledelsesopgør hos lokalrivalerne fra Everton. Everton FC var udsprunget af de idrætsaktiviteter, der blev organiseret omkring metodistkirken St. Domingo i bydelen Everton i det nordlige Liverpool. Kirken, der stod færdig i 1870, var et samlingssted for den voksende arbejderklasse og organiserede forskellige former for idræt til gavn for især områdets unge mennesker. I begyndelsen var det cricket og rugby, men snart kom også fodbold til, og St. Domingos Football Club blev stiftet i 1878. Året efter ændrede klubben navn til Everton FC, opkaldt efter bydelen, den hørte hjemme i.
John Houldings brud med Everton
I begyndelsen spillede Everton sine hjemmekampe på en græsplæne i Stanley Park, men da fodboldforbundet i 1882 bestemte, at alle kampe skulle spilles på lukkede anlæg med indhegning omkring banen, opstod der behov for at finde en anden kampbane.
Det problem var John Houlding mand for at løse. Houlding var konservativt byrådsmedlem, lidenskabelig fodboldfan og bestyrelsesmedlem i Everton FC. Han ejede et bryggeri foruden flere pubber og hoteller, og havde en veludviklet sans for at tjene penge. Houlding fik udvirket, at nogle af hans kolleger i bryggeribranchen lejede klubben et stykke jord på Anfield Road, og den første kamp på Anfield blev spillet den 27. september 1884. En kamp, hvor Everton slog Earlstown 5-0.
John HouldingDa John Houlding døde den 17. marts 1902, gik flagene meget sigende på halv ved både Anfield og Goodison Park. Få personer har betydet så meget for, at Merseyside kom til at fylde så meget på fodboldlandkortet som ham. Houlding havde arbejdet sig op og selv grundlagt sin formue. Han var begyndt som bryggeriarbejder og endte med at købe sit eget bryggeri, som han levede et profitabelt liv af. Foruden bryggeriet ejede han hoteller og pubber, bl.a. The Sandon tæt på Anfield, som stadig eksisterer, og som er et populært vandhul for Liverpool-supportere på vej til eller fra kamp. John Houlding blev medlem af det konservative parti og valgt ind i byrådet i Liverpool. I 1897 opnåede han tilmed at blive borgmester i byen. |
John Houlding blev klubpræsident i 1884 og under hans ledelse lykkedes det for Everton at hjemtage det første mesterskab i 1891. Houlding hjalp tillige gerne Everton økonomisk med spillerindkøb og med at få rejst tribuner på Anfield, men han var ikke lige populær alle steder i klubbens organisation. Mange så ham som dominerende og egenrådig, og han blev kritiseret for, at det var hans egne indtjeningsmuligheder, der drev hans interesse for klubben. I 1891 købte Houlding det stykke jord, Anfield lå på, således at Everton nu skulle leje sig ind hos ham. Han satte stadionlejen op fra £100 til £250 og han insisterede på, at der kun måtte sælges øl fra hans eget bryggeri på stadion.
Det var som at vifte med en rød klud foran mange i Evertons organisation. Klubben var som nævnt opstået omkring den metodistiske St. Domingo kirke. Mange medlemmer var stærke i troen og modstandere af, at der i det hele taget blev solgt øl på Anfield. At Houlding udover lejeforhøjelsen også insisterede på selv at skulle tjene på ølsalget, bidrog kun til, at Houlding kom på kollisionskurs med størstedelen af Evertons medlemmer.
Det store flertal blandt Evertons medlemmer, anført af organisten fra St. Domingo, George Mahon, betragtede Houlding som grisk, mens Houlding mente, han havde ret til tilbagebetaling for den finansielle støtte, han havde givet klubben gennem årene. I et brev til medlemmerne skrev han således: ”Jeg kan ikke begribe, hvorfor en gentleman, der har gjort så meget for klubben og dens medlemmer, skal behandles således”.
Der blev gjort forskellige forsøg på at finde en løsning, men parterne stod stejlt overfor hinanden, og den 12. marts 1892 var bruddet en realitet. Et stort flertal blandt Evertons medlemmer forkastede Houldings forslag til, hvordan stadion situationen kunne løses. I stedet besluttede de, at der skulle etableres et nyt stadion i området. Det nye stadion kom til at ligge i den nordlige del af Stanley Park og fik som bekendt navnet Goodison Park.
Etableringen af Liverpool Football Club: Fra blåt til rødt
John Houlding stod nu tilbage med et stadion, men ikke noget fodboldhold. Houlding var imidlertid en handlingens mand, så han fik arrangeret et møde kun tre dage efter, hvor han og hans få tilbageværende støtter, dannede en helt ny fodboldklub. Houlding ville gerne have den nye klub til også at hedde Everton, men det fik han afslag på fra The Football League. I stedet blev det besluttet at kalde klubben Liverpool Football Club for herved at signalere, at det var en klub for hele byen og ikke kun for nærområdet, og den 3. juni 1892 blev den nye klubs navn endelig godkendt.
På daværende tidspunkt skulle man søge om at blive optaget i den landsdækkende fodboldliga og John Houlding søgte straks om at få sin nye klub optaget i ligaen. Det blev ikke vel modtaget i The Football League, som ikke troede på, der var plads til både Everton og Liverpool. Liverpool FC måtte derfor tage til takke med en plads i den mindre prestigefyldte Lancashire Associations regionale liga.
Det første Merseyside-derbyMerseyside-derbyet er et af de mest kendte lokalopgør i verden. I ligasammenhæng mødtes Liverpool og Everton første gang i 1894, men det allerførste Merseyside-derby blev faktisk spillet året før. Den 22. april 1893 mødte de to klubber hinanden for første gang i finalen i Liverpool Senior Cup; en knock out-turnering for hold fra Liverpool og omegn, der er blevet spillet siden 1882. Selvom Liverpool indtog lillebrorrollen i finalen i 1893, vandt de kampen 1-0. Kampen blev spillet på Bootle FCs stadion, Hawthorne Road, der var 10.000 tilskuere og sejrsmålet blev scoret af en tidligere Everton-spiller, Tom Wyllie. I dag deltager de professionelle klubber i turneringen med reservehold. |
Samtidig fik Houlding ledelsen for klubben på plads: To af hans mest trofaste støtter, William Barcley og John McKenna, blev ansat som direktører og de kom til at fungere som klubbens første managers. De delte arbejdet mellem sig, således Barclay tog sig af det administrative, mens McKenna sørgede for træningen af holdet.
Det næste problem var at skaffe spillere med den fornødne kvalitet. Her viste McKenna sig at være den helt rigtige mand til managerjobbet. McKenna havde mange kontakter i fodboldmiljøet i Skotland, så McKenna rejste nord for grænsen og vendte hjem med ti talentfulde skotske fodboldspillere. Holdet blev derfor også i folkemunde kaldt for ”The team of macs”. McKenna grundlagde hermed den særlige tilknytning til Skotland, som har kendetegnet klubben lige siden, og som gennem årene har bragt store manager- og spillernavne som Shankly og Dalglish til Anfield.
Med spillertruppen på plads kunne Liverpool Football Club spille sin første kamp den 1. september 1892, hvor holdet mødte Rotherham i en træningskamp på Anfield med en startopstilling uden en eneste englænder. Resultatet var opløftende, idet McKennas hastigt sammenbragte flok sejrede 7-1. Blot to dage efter spillede Liverpool sin første kamp i den regionale turnering, hvor Higher Walton blev sendt hjem med et 8-0 nederlag.
I klubbens første sæson sluttede holdet på en suveræn førsteplads i den regionale Lancashireliga, og efter en ny ansøgning lykkedes det at blive optaget i 2. division til sæsonen 893/94. Den 2. september 1893 spillede Liverpool FC sin første kamp i den landsdækkende turnering på udebane mod Middlesbrough. En kamp Liverpool vandt 2-0. Holdet endte med at vinde 2. division, og rykkede op i 1. division. Det blev imidlertid en brat opvågning for holdet, der ikke var stærkt nok og rykkede ned igen efter kun én sæson. Undervejs blev det til de første lokalopgør i ligasammenhæng mod Everton. På Goodison Park sejrede Everton med 3-0 foran 44.000 tilskuere, mens det blev 2-2 på Anfield i en kamp, hvor 25.000 mødte op.
Som nævnt ville John Houlding gerne have haft sin klub til at hedde Everton og man kan godt få det indtryk, at han betragtede sin klub som det ”rigtige” Everton og Everton som udbryderne. Et andet tegn på det var, at holdet i de første sæsoner havde fastholdt at spille i blå-hvide farver. Det blev der imidlertid ændret på. Hvornår farveskiftet helt præcist skete, gives der lidt forskellige bud på i litteraturen, men på et tidspunkt mellem 1894 og 1898 skiftedes de blå-hvide trøjer ud med røde, som også regnes for at være byen Liverpools farve. Endnu et symbol på, at Liverpool FC havde løsrevet sig fra Everton-fortiden og gerne ville opfattes som hele byens hold og ikke kun bydelens.
Tom Watson og det første mesterskab
Nedrykningen i 1895 ændrede ikke på, at Liverpool FC var kommet på fodboldlandkortet, og holdet skulle kun bruge én sæson i 2. division på at vende tilbage til den øverste række; og denne gang var det for at blive. McKenna var trådt tilbage inden sæsonen 1896/97, men det var lykkedes for klubben at få Sunderland-træneren Tom Watson til at overtage posten.
Watson havde vundet mesterskabet med Sunderland tre gange og gjorde fra starten en stor forskel på Anfield. Han professionaliserede klubben, satte spillerne på en særlig diæt og gjorde træningen hårdere. Succesen udeblev ikke, da Liverpool opnåede en 5. plads og for første gang sluttede højere end Everton i tabellen. Watson kom til at blive den foreløbigt længst siddende manager i Liverpool FCs historie. Han stod i spidsen for holdet gennem 19 sæsoner og lagde med sin professionalisering af klubben fundamentet for den succes, klubben har haft gennem mere end 120 år. Det var således også under Watsons ledelse, at det lykkedes at vinde det første mesterskab. Holdet havde haft svingende præstationer i sæsonerne frem mod århundredeskiftet, men i 1899 lykkedes det at opnå en 2. plads i ligaen foruden en semifinaleplads i FA Cuppen. Den succes blev der bygget videre på i 1900/01. Sæsonen begyndte ganske vist lidt famlende, men det rettede sig op og holdet gik ubesejret gennem de sidste 12 kampe. Med en 1-0 sejr i sæsonens sidste kamp mod West Bromwich lykkedes det at hive mesterskabet hjem.
Mesterskabet må have gjort John Houlding stolt. Han var lykkedes med at skabe byens og Englands stærkeste hold og nærmest som et symbol herpå, indførte klubben herefter byens vartegn, The Liverbird, i klubbens logo. Mesterskabet i 1901 blev dog det eneste, John Houlding kom til at opleve. Han var blevet syg og døde året efter i en alder af 70 år. John Houlding var om nogen manden, der fik både Everton og Liverpool sat på fodboldlandkortet og meget sigende for den venlige rivalisering, der siden da har kendetegnet de to klubber, blev Houldings kiste båret gennem byen af både Everton- og Liverpool-spillere, blev Houldings kiste båret gennem byen af både Everton- og Liverpool-spillere, alt imens flagene gik på halv på både Goodison Park og Anfield.
Slaget om Spion KopDen mest legendariske af tribunerne på Anfield er som bekendt The Kop, hvor nogle af Liverpools mest inkarnerede fans er kendte for nærmest at kunne suge bolden i mål, når Liverpool angriber ned mod The Kopenden. Navnet har tribunen fået fra et af de mest legendariske og blodige slag under den anden Boer-krig i Sydafrika; et slag, der fandt sted 23.-24. januar i år 1900. Ved slaget kæmpede briterne og boerne om en høj, der hed Spioenkop, og 320 britiske soldater blev dræbt, mens 500 blev såret. Langt de fleste af de britiske soldater ved dette slag kom fra Merseyside-området. Da endetribunen på Anfield, som hidtil havde heddet Oakfield eller Walton Breck-enden, skulle ombygges i 1906, besluttede klubben at ære de faldne og sårede soldater ved at navngive tribunen The Spion Kop. |
1902-1914 – mesterskab, pokalfinale og The Spion Kop
Af Jesper Thinghuus
Da Liverpool Football Clubs grundlægger John Houlding døde i 1902, var klubben endegyldigt trådt ud af Evertons skygge, og Liverpool havde etableret sig som en fast bestanddel af toppen af engelsk fodbold. De følgende år frem mod første verdenskrigs udbrud kom til at blive kendetegnet ved svingende resultater i ligaen, men perioden indeholdt også lyspunkter i form af endnu et mesterskab, holdets første deltagelse i en FA Cup-finale samt etableringen af the Kop.
Blot ti år efter stiftelsen i 1892, havde Liverpool FC etableret sig som et hold, man kunne regne med i toppen af engelsk fodbold. Det første mesterskab var vundet i 1901, og selvom holdet i de følgende år ikke var i stand til at blande sig i mesterskabskampen, og tilmed måtte lide den tort at rykke ned i sæsonen 1903/04, var der ikke længere tvivl om, at Liverpool var et hold, der var kommet for at blive.
Efter nedrykningen i 1904 stod det således hurtigt klart, at holdet var for stærkt til 2. division, og det skulle kun bruge én sæson til at rykke op igen. Som oprykker var der dog ikke mange, der troede på Liverpools mesterskabschancer i 1905/06-sæsonen. FA Cup-finalen i 1914 på Crystal Palaces stadion 1905/06-holdet med ’Sheriff of London Charity Shield’- trofæet i midten.
Det andet mesterskab
Sæsonen begyndte da heller ikke for overbevisende med nederlag i de tre første kampe, men holdet fik rettet formkurven, sluttede stærkt af og hjemtog i sidste ende klubbens andet mesterskab. Liverpool blev dermed den første klub i engelsk fodboldhistorie, der formåede at blive mestre i en oprykkersæson. Holdet nåede tilmed semifinalen i FA Cuppen, hvor Everton dog trak det længste strå og senere endte med at vinde finalen. Byen Liverpool kunne herefter fejre den første såkaldte Merseyside Double, og havde på overbevisende måde slået fast, at den var en af engelsk fodbolds højborge. Liverpool Echo illustrerede dette på fineste vis ved en tegning, der viste de to holds anførere siddende ovenpå en fodbold med hver sit trofæ i hånden med titlen ”Supremacy” skrevet henover bolden.
Med gennemsnitlige tilskuertal, der lå på næsten 18.000 i 1905/06-sæsonen, var Liverpool en af de økonomiske sværvægtere i ligaen, og klubben havde et fordelagtigt bonussystem, hvor spillerne kunne tjene op mod £10 om ugen. Liverpool var imidlertid udfordret af, at fodboldforbundet i 1901 havde indført et lønloft på £4 om ugen. Det gjorde det vanskeligere at holde på de bedste spillere, der uden lønnen som gulerod var fristede af at rejse tilbage til hjemstavnen og finde andre former for arbejde. Klubbens ledelse var i den situation nødt til at agere kreativt, og ansatte spillerne i supplerende jobs i klubben, således de kunne opretholde deres lønninger. F.eks. blev anføreren Alex Raisbeck ansat som billetinspektør ved i den af gerningen som spiller.
Tom WatsonTom Watson blev født 9. april 1859 i Newcastle og er med sine 19 år i managersædet (1896-1915) den hidtil længst siddende manager i Liverpool FCs historie. Watson blev hentet i Sunderland, som han havde gjort til mestre i 3 ud af 4 år i begyndelsen af 1890erne. Liverpool tilbød ham imidlertid £300 om året, hvilket var en fordobling af den løn, han fik i Sunderland. Det tilbud kunne han ikke sige nej til. Tom Watson stod bag en professionalisering af klubben, hvor træningen blev gjort hårdere og spillerne blev sat på en særlig diæt. Det gav bonus, idet Watson blev den første manager, der skaffede det engelske mesterskab til Liverpool FC. Det skete to gange: i 1901 og senere i 1906. Derudover fik han i 1914 holdet spillet i klubbens første FA Cup-finale, som dog endte med et 0-1 nederlag til Burnley. Udover de to mesterskaber var ligaplaceringerne noget svingende i Tom Watsons managerperiode, men Tom Watson blev regnet for god til at få øje på talenter, og stod da også bag købene af nogle af de bedste spillere i klubbens historie som f.eks. Alex Raisbeck, Sam Hardy, Sam Raybould og Elisha Scott. Tom Watson døde desværrepludseligt af en ondsindet lungebetændelse den 6. maj 1915, kun 56 år gammel. |
Samtidig havde Liverpool i Tom Watson en manager, der før havde vist, at han var i stand til at spotte talenter og opbygge slagkraftige mandskaber. Udover den skotske anfører Alex Raisbeck, der var det defensive omdrejningspunkt og af mange regnet for klubbens første rigtige superstar, var en af profilerne på holdet angriberen Sam Raybould. Raybould blev i 1903 den første Liverpool-spiller, der formåede at score mindst 30 mål i én sæson og som i mesterskabssæsonen 1905/06 også blev den første til at nå milepælen 100 ligamål for klubben. Som wings havde holdet den lynhurtige Jack Cox og den stabile Arthur Goddard og fra Chesterfield havde Tom Watson hentet den unge målmand Sam Hardy for £340, hvilket var et højt beløb for en målmand, når man tager i betragtning, at datidens transferrekord lød på £1000. Hardy var dog et stort talent og regnes ofte for at være den første i den række af målmandslegender, der har optrådt for Liverpool FC. Som en af tidens store topscorere, Charlie Buchan, der spillede for Arsenal og Sunderland udtalte: ”Hardy betragter jeg som den bedste målmand, jeg spillede imod… han virkede nærmest som en magnet for bolden”.
Etableringen af The Kop
Tilskuerkapaciteten på Anfield var på dette tidspunkt 20.000, men med gennemsnitlige tilskuertal på omkring 18.000 nærede klubbens bestyrelse et ønske om at udvide stadionkapaciteten. Det blev derfor besluttet at etablere en ny og større tribune bag det sydlige mål, der vendte ud mod Oakfield Road. Tribunen, der havde 132 trin op til øverste række og en kapacitet på omkring 20.000, blev bygget på et fundament af jord og slagger, og blev i første omgang kaldt The Oakfield Embankment. Fra toppen af den nye tribune kunne man se til Evertons Goodison Park og med etableringen af The Oakfield Embankment kom Anfields tilskuerkapacitet op på næsten 30.000. Tribunen stod klar til den første kamp i 1906/07-sæsonen, hvor et fyldt Anfield så Stoke blive besejret med1-0.
Sportsredaktøren på Liverpool Echo, Ernest Edwards, foreslog kort efter, at tribunen skulle skifte navn for at ære de faldne fra et af de blodigste slag under den anden Boer-krig i Sydafrika. Ved dette slag, der fandt sted i januar i år 1900, kæmpede briterne og boerne om en høj, der hed Spioenkop, og 320 britiske soldater blev dræbt, mens 500 blev såret. Langt de fleste af de britiske soldater ved dette slag kom fra Merseyside-området. Liverpools ledelse bifaldt
forslaget, og endetribunen kom herefter til at hedde The Spion Kop, eller i daglig tale bare The Kop.
Tilskuerkapaciteten på The Kop blev senere hen udvidet til 30.000, men i begyndelsen af 1980erne blev kapaciteten af sikkerhedsmæssige grunde nedsat til 21.500. I 1994 blev The Kop ændret til udelukkende at have siddepladser.
Elisha Scott
Havde klubbens fans troet, at mesterskabet i 1906 skulle blive fulgt af flere titler de følgende år, blev de slemt skuffede. Kun et sæt sølvmedaljer i 1910 skilte sig i sæsonerne frem mod første verdenskrig ud i rækken af middelmådige placeringer, hvor Liverpool sluttede tættere på nedrykningspladserne end på topplaceringerne. Holdet mistede tilsyneladende noget pondus i takt med, at profilerne fra mesterskabssæsonen forlod klubben. I 1907 skiftede Sam Raybould til Sunderland og i 1909 vendte Alex Raisbeck hjem til Skotland, ligesom Jack Cox tog retur til sin gamle klub Blackpool. I 1912 forlod også Sam Hardy klubben, da han skiftede til Aston Villa, men selvom han virkede uerstattelig, skulle det vise sig, at hans efterfølger kom til at skrive sig ind som den måske største målmandslegende i Liverpools historie.
Det var nemlig Elisha Scott, der afløste Sam Hardy i 1912. Scott var på det tidspunkt kun 19 år, og blev hentet i Nordirland. I de første par sæsoner var han andetvalg bag Kenneth Campbell, der var skotsk landsholdsmålmand, men fra sæsonen 1914/15 blev Scott det ubestridte førstevalg mellem stængerne og fortsatte herefter en Liverpool-karriere, der kom til at vare imponerende 22 år frem til 1934. Det er endnu i dag den længste periode, nogen spiller har spillet for Liverpool FC. Elisha Scott var med sin 1,75 m. ikke nogen særlig høj målmand, men han havde en uovertruffen evne til at placere sig rigtigt i forhold til angribernes skudvinkler og han besad en smidighed og springkraft, der gjorde ham til en af alle tiders bedste målmænd i engelsk fodbold. Evertons store angrebsstjerne, der havde et hav af direkte konfrontationer med Scott, Dixie Dean, gav sidenhen Elisha Scott dette skudsmål: ”Elisha var den bedste målmand, jeg nogensinde har set. Du kan pege på Swift, Trautmann, Banks eller Wilson. Du kan vælge, hvem af dem du vil – jeg vælger Elisha Scott”.
Den første FA Cup-finale
Resultatmæssigt var årene fra mesterskabet i 1906 og frem mod første verdenskrig som nævnt ikke særligt opsigtsvækkende, men i 1914 nåede Liverpool trods alt en milepæl, da det lykkedes holdet at kvalificere sig til den første FA Cup-finale i klubbens historie.
FA Cuppen er som bekendt verdens ældste fodboldturnering, og den blev spillet første gang i sæsonen 1871/72. Liverpool FC havde deltaget i turneringen siden klubbens stiftelse i 1892, men havde frem til 1914 endnu ikke formået at nå finalen. klubben havde opnået at være i semifinalen i 1897, hvor det blev til nederlag mod Aston Villa, i 1899, hvor Sheffield United trak det længste strå, samt ikke mindst i 1906, hvor bysbørnene fra Everton som nævnt gjorde en ende på Liverpools finaledrømme med en 2-0 sejr.
I 1913/14-sæsonen lykkedes det midlertid endelig at nå hele vejen til finalen. Liverpool havde undervejs slået Barnsley, Gillingham, West Ham, Queens Park Rangers og i semifinalen, der blev spillet på White Hart Lane, slog holdet Aston Villa med 2-0; begge scoringer sat ind af Jimmy Nichol, der ellers ikke var en angriber, der var kendt for at score mange mål.
Finalemodstanderne var Burnley, der også var i FA Cup-finalen for første gang, og kampen blev spillet i London på Crystal Palaces stadion foran 72.000 tilskuere. Desværre for Liverpool blev finalens eneste scoring sat ind af Burnleys Bertie Freeman. Avisen Burnley Express berettede efter kampen, at Burnley var fortjente vindere, men at det ikke havde været den mest velspillede finale i FA Cuppens historie, hvilket bl.a. skyldtes, at underlaget var hårdt og glat, og at det var ret blæsende under kampen. Finalen var i øvrigt historisk i den forstand, at det var første gang den britiske monark, Kong George V, overrakte trofæet til vinderne.
Liverpools første deltagelse i en FA Cup-finale var nok historisk, men der skulle gå endnu 51 år, før det lykkedes for klubben at hjemtage FA Cup-trofæet. I 1914, da Europa stod på randen af Første Verdenskrig, var Liverpools fans endnu ikke forvænte med hyppige pokaloverrækkelser, og præstationerne i ligaen havde været noget svingende i den første del af det 20. århundrede. Klubben havde dog på kun 22 år opnået at være blevet en etableret bestanddel af den engelske 1. division, og der skulle som bekendt senere hen komme mange flere pokaler i trofæskabet.
1914-1922 – Første Verdenskrig
Af Jesper Thinghuus
Da den serbiske nationalist Gavrilo Princip affyrede sin pistol den 28. juni 1914 i Sarajevo og dræbte den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, og dermed udløste første verdenskrig, havde Liverpool FC netop optrådt i den første FA Cup-finale i klubbens historie. Det var den foreløbige kulmination på en 22-årig periode, som også havde budt på to mesterskaber. Da krudtrøgen igen havde lagt sig på de europæiske slagmarker, havde Liverpool mistet en stor manager og været involveret i en pinlig skandale, men forude ventede også nye triumfer.
Efter tre tabte semifinaler var det i 1914 endelig lykkedes for Liverpool at nå hele vejen til FA Cupfinalen, som dog blev tabt 1-0 til Burnley. Der var skuffelse over at have tabt finalen; ikke mindst i betragtning af, at det efterhånden var otte år siden, der senest var blevet hentet et af de store trofæer til Anfield.
Liverpool FC havde på dette tidspunkt 22 år på bagen og i langt de fleste af disse år havde Tom Watson stået i spidsen som manager for klubben. I alt blev det til 19 år i managerstolen for Tom Watson, hvilket gør ham til den længst siddende manager i klubbens historie. De 19 år kunne endda sagtens være blevet til flere, for det var hverken en fyring eller en opsigelse, der i 1915 førte til ophøret af en managerepoke.
En managerepoke slutter
Mens Europas befolkning var vidne til rædslerne i første verdenskrigs skyttegrave, var Tom Watson i foråret 1915 så småt gået i gang med forberedelserne til den kommende 1915/16- sæson. Han havde netop været sammen med sin familie i Newcastle for at fejre sin 56. fødselsdag den 9. april 1915, da han blev ramt af en slem forkølelse. Forkølelsen udviklede sig i løbet af nogle dage til en ondsindet lungebetændelse, som på daværende tidspunkt var en alvorlig infektion, der var svær at kurere. Tom Watson kom sig aldrig og døde den 6. maj 1915 i en alt for ung alder.
At Tom Watson ikke bare var den længst siddende manager i Liverpool FCs historie, men også en respekteret og populær skikkelse i det britiske fodboldmiljø, var det store fremmøde ved hans begravelse et vidnesbyrd om. I Liverpool Echo skrev Ernest “Bee” Edwards dagen efter dødsfaldet om Watson, at “han havde et hjerte af guld. Over hele landet hører man folk udtale den dybeste sorg over vores vens pludselig død. Tom var en favorit for hele landet”.
Tom Watson havde i sin tid i klubben haft en evne til at købe mange talentfulde spillere, og flere af dem var blandt bærerne af kisten, da Watson blev sendt ud på sin sidste rejse. Tom Watson nåede at stå i spidsen for Liverpool FC i 742 kampe, hvilket sidenhen kun er blevet overgået af Bill Shanklys 783.
Matchfixing-skandale og managerløse krigsår
Trods første verdenskrigs udbrud var sæsonen 1914/15 blevet gennemført med Everton som mestre og med Liverpool på en middelmådig 13. plads. Det var en sæson, der for Liverpools vedkommende ikke bare sluttede med en trist midterplacering, men som også blev beskæmmet af en matchfixing-skandale, der fandt sted Langfredag den 2. april 1915.
På denne dag mødte Liverpool på Old Trafford et Manchester United-hold, der havde desperat brug for point for at undgå nedrykning. I den situation faldt nogle af spillerne på de to hold for fristelsen til at sikre sig en hurtig og nem gevinst. Kampen fik et usædvanligt forløb og endte med en 2-0 sejr til hjemmeholdet, og et par uger senere kom det frem, at flere spillere fra de to hold havde investeret store summer hos bookmakerne på netop dette resultat. I alt syv spillere blev fundet skyldige og de blev tildelt livsvarige karantæner fra engelsk fodbold.
LangfredagsskandalenLangfredag den 2. april 1915 mødtes Manchester United og Liverpool på Old Trafford. Liverpool lå på dette tidspunkt midt i tabellen uden ret meget andet end æren at spille for. Manchester United havde derimod kniven for struben. De var i overhængende nedrykningsfare og havde desperat brug for point. Kampen fik et besynderligt forløb. Manchester United bragte sig hurtigt foran, men Liverpools spillere virkede ikke synderligt opsatte på at udligne. Tværtimod tog Liverpools Bob Pursell åbenlyst med hænder i eget straffesparksfelt kort efter pausen, hvorved Manchester United fik et straffespark, der dog blev brændt og Liverpool-angriberen Fred Pagnan blev skældt ud af flere af sine holdkammerater, da han på tidspunkt ramte stolpen. Sent i kampen scorede Manchester United til 2-0, hvilket blev kampens resultat. Efter kampen berettede dommeren, at det havde været ”den mest ekstraordinære kamp, jeg nogensinde har dømt” og Sporting Chronicle betegnede Liverpools spil som ”for ringe til at beskrive”. I løbet af få uger dukkede beskyldninger om aftalt spil da også op, og det kom frem, at der var blevet spillet store summer på netop 2-0-resultatet hos bookmakerne. En undersøgelse blev sat i gang og den konkluderede, at fire Liverpool-spillere (Jack Sheldon, Tom Miller, Tom Fairfoul og Bob Pursell) og tre Manchester United-spillere havde aftalt kampens resultat på forhånd. Alle de involverede spillere blev tildelt livsvarige karantæner fra at spille fodbold, og Liverpools Jackie Sheldon blev betragtet som hovedmanden bag skandalen, idet han som tidligere Manchester United-spiller havde etableret kontakten mellem de to holds spillere. Efter 1. verdenskrig blev karantænerne imidlertid ophævet og både Jack Sheldon og Tom Miller opnåede kampe for Liverpool efter krigen. |
Måske var de involverede spillere i Langfredagsskandalen blevet fristet til at søge en hurtig gevinst, fordi den igangværende verdenskrig udgjorde en trussel mod deres levebrød. Det havde således været drøftet i ligaens ledelse, om man skulle indstille fodboldturneringerne pga. krigen, men bl.a. efter rådføring med regeringen var det blevet besluttet at gennemføre sæsonen 1914/15. Det ændrede imidlertid ikke på, at klubberne igennem sæsonen blev kritiseret for ikke at yde tilstrækkelig støtte til den britiske krigsførelse.
Tom Watson fandt kritikken urimelig og gjorde i et indlæg i The Times opmærksom på, at der havde været ”foretaget rekruttering i klubben gennem hele sæsonen og med militærorkestre ved alle kampe. Én direktør, én spiller, adskillige aktieholdere og to sønner af direktører har meldt sig til hæren. Spillerne donerer 12,5 procent af deres løn til de trængende og til krigsfondene”. Watson gjorde desuden opmærksom på, at ”1.000 soldater og sømænd har fri adgang til alle kampe i lighed med sårede og belgiske flygtninge.”
Uanset Watsons indvendinger stod det klart, at krigshandlingerne gjorde det vanskeligt at fortsætte de landsdækkende fodboldturneringer i England, og The Football League, hvor Liverpools første manager John McKenna nu var blevet formand, besluttede før 1915/16-sæsonen at suspendere al professionel fodbold på ubestemt tid.
Suspensionen af ligafodbolden faldt således sammen med Tom Watsons pludselige dødsfald og har givetvis været en af årsagerne til, at klubben ikke havde travlt med at finde en ny manager. Faktisk skulle der gå mere end tre år, før en ny manager blev udpeget. I de managerløse år deltog Liverpool FC i lokale Lancashireturneringer, der blev organiseret i krigsårene, og klubsekretær George Patterson tog sig – i fraværet af en manager – af ledelsen af holdet. Det var en periode, hvor mange af spillerne ikke var til rådighed pga. militærtjeneste i enten Storbritannien eller på det europæiske fastland. I alt 14 mio. mennesker mistede livet under første verdenskrig, og heller ikke Liverpool FC blev forskånet for tab, idet to spillere, Joe Dines og Wilfred Bartrop, mistede livet på slagmarken.
Mesterskabet vender tilbage
Da de krigsførende nationer langt om længe afsluttede første verdenskrig med underskrivelsen af våbenhvilen i en togvogn i Compiègneskoven i det nordlige Frankrig den 11. november 1918, var det et varsel om, at fodboldturneringerne kunne genoptages fra og med sæsonen 1919/20.
Ved starten af 1919/20-sæsonen havde klubsekretær George Patterson stadig ansvaret for holdet. Han havde som nævnt stået for ledelsen af holdet efter Tom Watsons død, men formelt var han ikke blevet udnævnt til manager for holdet, men havde blot i praksis fungeret som sådan under krigen.
Patterson fortsatte i denne rolle i begyndelsen af 1919/20-sæsonen, hvor fodboldturneringerne blev genoptaget, men en svag sæsonstart gjorde det klart, at George Patterson nok ikke var den rette til jobbet, og at det var nødvendigt at finde en ny mand til at tage sig af den sportslige ledelse af holdet. Det lykkedes i december 1919, da Liverpool ansatte David Ashworth, der kom fra Stockport County, som ny manager på Anfield. George Patterson vendte herefter tilbage til udelukkende at varetage sin funktion som klubsekretær.
Udover en ny manager var holdet kendetegnet ved, at nye spillere kom til. Tom Watson havde nået at få fat i centerforwarden Harry Chambers, som i løbet af ni sæsoner scorede 151 mål i 339 kampe, og på selve dagen, hvor første verdenskrig blev afsluttet, bankede den lokale fyr Tom Bromilow – stadig iført militær uniform – på Anfields port og bad om at få en prøvetræning. Under prøvetræningen viste han sig at være en fremragende offensivt orienteret back og i løbet af få uger havde Bromilow tilspillet sig en fast plads på holdet. Han endte med at være 11 sæsoner på Anfield, hvor han nåede at repræsentere klubben 75 gange.
Holdet var i sagens natur ikke sammenspillet efter den lange krigsperiode, hvilket illustreres ved, at hele 15 spillere fik deres debut for Liverpool FC i 1919/20-sæsonen, men efter managerskiftet fik holdet rettet så meget op på spillet, at det endte med en hæderlig fjerdeplads.
Første verdenskrig havde ikke betydet, at publikum havde mistet interessen for fodbold. Tværtimod, for tilskuertallene på Anfield lå i de første sæsoner efter krigen ofte oppe omkring 40.000 på trods af øgede entrépriser. Stemningen på stadion var fantastisk og Liverpool Echo kunne i sæsonen 1920/21 rapportere fra kampen på Anfield mod Everton, hvor 50.000 var mødt op, at ”The Kop rokkede som rystelserne ved et vulkanudbrud”.
1920/21-sæsonen gav en ny fjerdeplads, men optimismen og troen på nye trofæer blomstrede, for spillet på banen blev stadig bedre. David Ashworth viste sig at være mand for at finde en god balance mellem unge, sultne og ældre, rutinerede spillere og hans tilgang til spillet var, at holdet skulle have en stærk og velfungerende defensiv som basis. I det koncept var spillere som den gennemrutinerede højre back Ephraim Longworth, de hårde nysere Donald Mackinlay og Walter Wadsworth samt klubbens måske bedste målmand gennem tiderne, Elisha Scott, nogle af nøglespillerne.
I den efterfølgende sæson gik det hele op i en højere enhed, og den 17. april 1922 kunne klubben fejre sit tredje mesterskab efter en 2-1 sejr over Burnley på Anfield, hvor 50.000 tilskuere var mødt op. Liverpool sluttede seks point foran Tottenham og lukkede kun 36 mål ind i 42 kampe.
Klubledelsen brystede sig af, at Liverpool havde et mandskab, hvor kun to spillere var indkøbt for større summer, for som klubformand W.R. Williams bemærkede ved den årlige generalforsamling med slet skjult hentydning til rivalerne på Goodison, så er det ”med sammensætningen af et hold, og ikke med penge, at en klub opnår succes.” Det var en tilgang, der giver associationer til nutidens klubejere, der også forfølger en strategi, som handler om en ansvarlig økonomisk drift samtidig med, at holdet bygges langsigtet op.
I 1922 var succesen endelig vendt tilbage til Liverpool FC. Der var gået 16 år siden seneste mesterskab og trofæ. Optimismen var stor på Anfield, og der skulle ikke gå længe, før der igen skulle skabes plads i pokalskabet på Anfield.
1922-1928 – de brølende 20ere, der endte som en fuser
Af Jesper Thinghuus
1920erne går ofte under betegnelsen ”de brølende 20ere”, og for Liverpool FC begyndte årtiet også forrygende med to mesterskaber. På den internationale scene sluttede 20ernes økonomiske optur på dramatisk vis med børskrakket på Wall Street den 29. oktober 1929. For Liverpools vedkommende sluttede 1920erne ikke helt så dramatisk, men den sidste del af årtiet var en grå og trist historie, som skulle vise sig kun at være begyndelsen på en resultatmæssigt sørgelig periode i klubbens historie.
Der var vækst og fremgang i mange af de krigsførende nationer i årene efter første verdenskrigs afslutning. Som en reaktion på første verdenskrigs rædsler, oplevede man i USA og mange europæiske lande et økonomisk opsving og større frisind. Som i verdensøkonomien herskede der i begyndelsen af 1920erne også optimisme på Anfield. Et par gode fjerdepladser var i 1921/22 blevet vekslet til klubbens tredje mesterskab. Under manager David Ashworths ledelse havde Liverpool et hold med en stærk og velfungerende defensiv, som ikke lukkede ret mange mål ind.
En succesmanagers mystiske forsvinden
Det var således et hold fyldt med selvtillid, der gik ind til 1922/23-sæsonen. Efter en langsom start med et par nederlag i de første tre kampe, begyndte det at gå op i en højere enhed for Liverpool. Ved årsskiftet havde de røde vundet 16 ud af 23 kampe og havde placeret sig solidt på ligaens førsteplads. Undervejs var Everton blevet udraderet med 5-1 foran 55.000 tilskuere på Anfield i en kamp, hvor Liverpool Echo kunne berette, at Liverpool var så dominerende efter pausen, at ”forsvarsspillerne gik med frem som angribere og ofte lod Mackinlay alene tilbage i forsvaret”.
De gode resultater fortsatte efter nytår, men det skulle vise sig, at alting ikke var så godt, som det så ud til. Kort efter jul meddelte succesmanageren Ashworth således Liverpools ledelse, at han forlod sin post for at tage tilbage til Oldham Athletic, som han næsten 20 år tidligere havde stået i spidsen for. Oldham anno 1923 var et bundhold, som endte sæsonen med at rykke ned, og som Liverpool slog i begge de indbyrdes opgør. Umiddelbart var det derfor en besynderlig beslutning, Ashworth havde truffet, og det er heller ikke helt klart, hvad der lå bag.
Nogle steder forklares beslutningen med, at David Ashworths hustru og datter, der begge var invaliderede, boede i Stockport, som ligger tættere på Oldham end på Liverpool, og at Ashworth naturligt nok nærede et ønske om flytte tættere på sin familie. Det er imidlertid også blevet fremført, at Oldhams ledelse inviterede Ashworth til et møde i forbindelse med, at Liverpool spillede mod Oldham på Boundary Park i juledagene i 1922. Her havde de angiveligt præsenteret ham for et økonomisk så lukrativt tilbud, hvis han ville skifte klub, at han ikke kunne sige nej.
Uanset bevæggrundene for klubskiftet skulle det vise sig, at David Ashworth aldrig kom til igen at opleve den sportslige succes som manager, som han havde opnået på få år i Liverpool. Han forsøgte sig senere uden succes som manager for Manchester City, Walsall og i et par walisiske klubber, og han sluttede sin karriere som talentspejder hos Blackpool.
Elisha Scott”Elisha er den bedste målmand, jeg nogensinde har set. Du kan pege på Swift, Trautmann, Banks eller Wilson. Du kan vælge, hvem af dem du vil – jeg vælger Elisha Scott”. Det kan lyde som ordene fra en begejstret holdkammerat, men det var faktisk Evertons store målscorer i 1920erne, Dixie Dean, der udtalte sig sådan om Liverpool FCs formentlig største målmandslegende nogensinde. Elisha Scott blev født 24. august 1893 i Belfast i Nordirland og paradoksalt nok kunne Elisha Scott være havnet i Everton. Han var nemlig først til prøvetræning hos naboerne på Goodison Park, men Everton mente, at han var for ung. Det var Liverpools held og efter også at haft en prøvetræning i den røde del af byen, skrev Elisha Scott den 1. september 1912 kontrakt med Liverpool FC. Det skulle herefter blive til imponerende 22 år på Anfield, hvor Scott nåede at repræsentere klubben 468 gange – et tal, der kunne være højere, hvis ikke første verdenskrig havde standset fodboldturneringerne. Elisha begyndte egentlig som angriber for klubben Belfast’s Boys’ Brigade i 1909. Årsagen til, at han snart efter kom til at stå på mål, var et skænderi under en kamp med holdets målmand, hvor Scott råbte: ”Min bedstemor ville være en bedre målmand end dig!”. En sådan udtalelse forpligter og snart efter besluttede Elisha Scott sig for at blive målmand. I de første sæsoner efter skiftet til Liverpool var Elisha Scott reserve for den lidt ældre Kenneth Campbell. I 1914/15-sæsonen lykkedes det dog for Scott at fortrænge Campbell i ca. halvdelen af kampene og da turneringerne blev genoptaget efter første verdenskrig, overtog Scott pladsen på førsteholdet i løbet af sæsonen 1920/21. De næste 13 år var Elisha Scott Liverpools førstemålmand, om end han i slutningen af 20erne i perioder mistede pladsen til Arthur Riley. Liverpool-karrieren sluttede i 1934, da Elisha Scott som 40-årig rejste tilbage til Nordirland og spillede et par sæsoner for Belfast Celtic. Elisha Scott kom til at blive en af de, hvis ikke den, største målmand i Liverpools historie. Han var kendt for sit mod, springkraft og gode placeringsevne. Han og Evertons topscorer Dixie Dean havde en forrygende rivalisering, der altid blev fokuseret på, når de to klubber skulle møde hinanden. Elisha Scott var højt elsket af Liverpools fans og kærligheden var gengældt. Helt ekstraordinært fik Elisha Scott lov til at holde en tale for publikum efter den sidste optræden på Anfield. Her sagde Scott: ”Mine venner på the Kop. Jeg kan ikke takke jer nok. I har inspireret mig. Gud velsigne jer alle”. Elisha Scott døde 65 år gammel i 1959. |
Mesterskabet genvindes
David Ashworths beslutning om at forlade klubben gjorde det nødvendigt for Liverpools ledelse at handle hurtigt, hvis ikke den gode ligaplacering skulle sættes over styr. Der var ikke tid til at hente en ny manager ind udefra, så klubben besluttede at udnævne det 60-årige bestyrelsesmedlem Matt McQueen som ny manager. Matt McQueen var kommet til Liverpool som spiller ved klubbens grundlæggelse i 1892. Han spillede 103 kampe og scorede syv mål fra 1892 til 1899, men hvad der er nok så bemærkelsesværdigt er, at han er den eneste spiller i engelsk fodboldhistorie, der har opnået at vinde to ligatitler (dog i 2. division) som både markspiller og målmand. I sine første fire sæsoner optrådte han således 45 gange som målmand for klubben, selvom han egentlig var wing. Efter den aktive karriere blev Matt McQueen kendt som en dygtig fodbolddommer og i 1919 blev han valgt ind i Liverpool FCs bestyrelse.
Det var således en rigtig klubmand, der i 1923 blev sat til at styre mesterskabet sikkert i havn. Det begyndte også fremragende med seks sejre i de første syv ligakampe efter årsskiftet. Herefter begyndte resultaterne at blive mere svingende, men i sidste ende lykkedes det at hjemføre mesterskabet til Anfield for andet år i træk og fjerde gang i alt.
Sæsonen endte med 26 sejre og otte uafgjorte og dermed 60 point i 42 kampe. Det højeste pointtal, klubben endnu havde opnået i en sæson. Holdet havde scoret 70 mål, og kun lukket 31 mål ind, hvilket vidner om den defensive styrke, der udgjorde holdets basis i disse år, men også at der var en slagkraftig offensiv og dermed en god balance på holdet.
I forsvaret huserede folk som Ephraim Longworth, Donald MacKinlay og Walter Wadsworth, og bag dem sørgede den formentlig mest legendariske målmand i klubhistorien, Elisha Scott, for at modstandernes scoringer blev holdt nede. I front havde klubben i Harry Chambers med 22 og Dick Forshaw med 19 mål to farlige angribere, der var vanskelige at holde styr på for modstandernes forsvar. Hvad der også var vigtigt var, at holdet havde en fast og stabil grundstamme. I dag roterer mange klubber på deres hold for at holde spillerne friske gennem en lang sæson. I mesterskabssæsonen 1922/23 spillede ikke færre end ti af Liverpools spillere 37 eller flere af sæsonens 42 ligakampe. Der blev med andre ord ændret meget lidt på startopstillingen i løbet af sæsonen.
En trist periode begynder
På baggrund af det genvundne mesterskab kunne det umiddelbart se ud til, at klubledelsen havde vurderet rigtigt, da de udnævnte Matt McQueen til manager. Det skulle imidlertid vise sig ikke at holde stik. Om det var den bilulykke, han var ude for i november 1923, som kostede ham det ene ben og som betød, at helbredet blev dårligere op gennem 1920erne, der gjorde, at McQueen ikke fik succes som manager, skal være usagt. Et faktum er det i hvert fald, at ligaplaceringerne blev ringere, efterhånden som årtiet skred frem.
Allerede i sæsonen efter mesterskabet var magien væk, da Liverpool endte på en skuffende 12. plads. I de følgende sæsoner blev det til 4., 7., og 9. pladser og i 1927/28-sæsonen var det ved at gå helt galt, da holdet sluttede på en 16. plads, kun ét point over nedrykningsstregen. Heller ikke i FA Cuppen gjorde Liverpool større væsen af sig, idet holdet nåede femte runde i 1927 som det bedste resultat gennem 1920erne.
Managerskiftet kan have spillet ind på de dårligere resultater, men det har givetvis også haft en stor betydning, at holdet trængte til et generationsskifte. Gennemsnitsalderen på den foretrukne startopstilling var i mesterskabssæsonen næsten 30 år, og flere af spillerne havde været i klubben, siden før første verdenskrigs udbrud. Det generationsskifte der var påkrævet, fungerede imidlertid ikke efter hensigten. Det var ikke fordi, klubben ikke købte nye spillere. De spillere der blev hentet ind, havde blot ikke den samme kvalitet, som de der forsvandt. En undtagelse var angriberen Gordon Hodgson, som klubben fandt i Sydafrika og som debuterede i februar 1926. Hodgson skulle vise sig at blive en af klubbens allerstørste angribere gennem tiderne med en imponerende scoringsfrekvens på 241 mål i 377 kampe.
De middelmådige resultater til trods, kunne Liverpool stadig trække masser af mennesker til fodbold på Anfield. Dengang som nu var klubberne bevidste om tilskueropbakningens store betydning for holdets præstationer. Liverpools ledelse besluttede således, at the Kop skulle udvides og tribunen skulle have lagt et ståltag på. Forholdene for tilskuerne skulle være bedre, ligesom overdækningen af the Kop ville betyde, at lyden fra tilskuerne ville blive højere og mere intens. Den 25. august 1928 kunne fodboldligaens formand, og tidligere formand for Liverpool FC, John McKenna indvie et udvidet og tagdækket the Kop, der dermed var den største overdækkede tribune i England.
Opgraderingen af the Kop var et højdepunkt i den sidste del af 1920erne, men det ændrede ikke på, at resultaterne var langt fra så gode som i årtiets begyndelse. De manglende resultater og det skrantende helbred gjorde, at Matt McQueen trådte tilbage som manager i februar 1928. Hans afløser blev en gammel kending, idet klubsekretær George Patterson nok engang blev bedt om at påtage sig managerhvervet. Pattersons første periode som manager under og lige efter første verdenskrig havde ikke været succesfuld og det blev den anden periode heller ikke. Selvom klubben i de efterfølgende otte år, hvor Patterson stod i spidsen for holdet, trods alt formåede at blive i 1. division, var midterplaceringer dagens orden og mesterskabet noget, klubbens fans kun kunne drømme om.
1920erne huskes i Liverpool Football Clubs historie som årtiet, der begyndte så lovende, men som endte med at blive en fuser.
1928-1939 – depressionen i 1930erne
Af Jesper Thinghuus
Børskrakket i New York – den såkaldte sorte torsdag 24. oktober 1929 – markerede på dramatisk vis startskuddet på Den Store Depression, som 1930erne sidenhen er blevet kendt som. Liverpool FCs resultater i 30erne var måske ikke helt så katastrofale, som de internationale konjunkturer var, men årtiet var ikke desto mindre en periode i klubbens historie, der ikke bliver husket for de sportslige højdepunkter.
Sammenlignet med 1920ernes højkonjunktur og optimisme blev 30erne et trøstesløst årti, hvor de vestlige industrialiserede lande oplevede, at deres BNP faldt med op mod en tredjedel, og hvor arbejdsløsheden mange steder lå på 25% eller mere. For Liverpools vedkommende var 1920erne begyndt lovende, men de sportslige resultater blev senere hen mere middelmådige, og det skulle ikke blive bedre i det efterfølgende årti. En syvendeplads i 1934/35 var Liverpools bedste ligaplacering i 1930erne, og en kvartfinale i 1932 var det bedste, klubben præsterede i FA Cuppen. I flere af sæsonerne flirtede holdet tilmed alvorligt med nedrykningsstregen.
George Patterson – administratoren, der ikke slog til som manager
Da Matt McQueen takkede af som manager i 1928, blev klubbens administrative leder, George Patterson, udpeget til manager for anden gang. Patterson blev dermed den første, der oplevede at stå i spidsen for Liverpool FC to gange; noget som sidenhen kun er blevet opnået af Kenny Dalglish.
Patterson fik imidlertid en vanskelig tid som manager, hvilket formentlig havde noget at gøre med, at det succeshold klubben havde fået samlet i begyndelsen af 1920erne, ikke blev fornyet med spillere af samme kvalitet, efterhånden som profilerne blev ældre og forlod klubben. Som en konsekvens heraf blev resultaterne langsomt, men sikkert dårligere.
En af de profiler som forlod Anfield, var den sydafrikanske angriber og hattrickkonge, Gordon Hodgson, som efter 377 kampe og 241 mål for Liverpool blev solgt til Aston Villa i 1936. Et andet af de store navne, der sagde farvel, var den største målmand i Liverpools historie, publikumsyndlingen Elisha Scott, der i 1934 forlod klubben som 40-årig efter imponerende 22 år i den røde trøje.
Gordon Hodgson – hattrick-kongenGordon Hodgson var en af Liverpools allerstørste målscorere gennem historien med 241 mål i 377 kampe. Faktisk er han kun overgået af Ian Rush og Roger Hunt mht. antallet af scorede mål. Til gengæld er Gordon Hodgson den spiller, der har scoret flest hattricks for Liverpool FC. Det blev til 17 i alt. Hodgson blev født i 1904 i Johannesburg, og han blev spottet af Liverpool, da han som 20-årig deltog på et sydafrikansk holds turné i England. Året efter skrev han kontrakt med Liverpool. Han blev på Anfield i 11 sæsoner, før han som 31-årig blev solgt til Aston Villa i 1936. I syv af de 11 sæsoner på Anfield scorede han mere end 20 ligamål, og især i 1930/31-sæsonen imponerede Hodgson med 36 mål i 40 ligakampe. Gordon Hodgson var desuden en glimrende cricketspiller, og han spillede faktisk 56 kampe som bowler for Lancashire. Fodbolden var dog hans lidenskab, og efter skiftet til Aston Villa gik turen videre til Leeds United, hvor Hodgson som 33-34-årig præsterede at score imponerende 51 mål i 81 ligakampe. Hodgson havde ambitioner om at blive manager efter den aktive karriere, og han nåede at stå i spidsen for Port Vale, før han som kun 47-årig ulykkeligvis døde af kræft. |
Ligaplaceringerne i 1930erne var som nævnt ikke prangende, og de sportslige højdepunkter skulle i stedet findes i nogle af kampene mod Everton som f.eks., da bysbørnene blev slået med 7-4 i 1933 og med 6-0 i 1935. Den sidstnævnte kamp står stadig som den største Liverpool-sejr nogensinde mod lokalrivalerne, og kampen huskes også for Fred Howes fire scoringer; en rekord, der gælder endnu, idet den sidenhen kun er blevet tangeret af Ian Rush, der i 1982 også formåede at score fire gange mod de blå rivaler i én og samme kamp. En tredje af kampene mod Everton i 1930erne, der har skrevet sig ind i historiebøgerne, var kampen på Goodison i 1938, hvor Jack Balmers 1-0 scoring efter ca. ti sekunders spil menes at være den hurtigste scoring, Liverpool nogensinde har præsteret.
Med til historien om George Pattersons manglende succes som manager hører, at managers på daværende tidspunkt ikke havde den samme indflydelse på holdudtagelsen og køb og salg af spillere, som de har i dag. Dengang bestemte klubledelsen meget mere på det sportslige område, så det er ikke helt fair at klandre Patterson for ikke at have fået fornyet truppen med den nødvendige kvalitet.
Dertil kommer, at Patterston ved siden af managerhvervet stadig bestred rollen som administrativ leder af klubben, og det blev efterhånden for meget for ham. Efter en skrækkelig 1935/36-sæson, hvor holdet sluttede kun tre point over nedrykningsstregen, sagde Patterson op. Presset ar blevet for stort, og hans helbred kunne ikke holde til dobbeltjobbet. Klubbens ledelse havde ellers været glad for ordningen, som sparede klubben for en lønudgift. At økonomien måske betød mere for klubledelsen end de sportslige hensyn, illustreredes meget godt på den årlige generalforsamling i 1936, hvor nogle af deltagerne i mødet bekymret spurgte klubbens bestyrelse, om ansættelsen af en ny manager ville betyde, at der skulle til at udbetales løn til en ekstra medarbejder.
Managerskifte – George Kay kommer til
Uanset ønsket om at holde driftsomkostningerne nede, måtte klubledelsen erkende, at hvis resultaterne skulle blive bedre, var det ikke nok at få en af klubbens allerede ansatte til at påtage sig managerhvervet som en slags ekstrajob. Der skulle mere sportslig kompetence til hos den kommende manager, og valget faldt på Southampton-manageren George Kay.
George Kay havde som spiller optrådt for Bolton og senere for West Ham, for hvem han havde været anfører i den første FA Cup-finale, der blevspillet på Wembley i 1923. Hans managerkarriere begyndte i Luton i 1929, og i 1931 havde han overtaget jobbet som manager for Southampton. Her havde Kay vist sig som en manager, der ikke var bange for at prøve nye idéer af, og det var måske det, der fik Liverpool til at fatte interesse.
Som de efterfølgende 15 år skulle komme til at vise, havde Liverpool i George Kay fået en moderne og nytænkende manager. Kay var dygtig til det, man i dag kalder mandskabspleje. Han læste psykologibøger, og satte sig ind i, hvordan man får en gruppe spillere til at yde deres bedste samtidig med, at man bevarer dem glade og tilfredse. Desuden stod Kay for en spillestil, hvor bolden skulle holdes mere på jorden. Som Bob Paisley senere sagde, var George Kay ”en af de personer, som grundlagde den måde, hvorpå Liverpool-hold skulle komme til at spille i fremtiden… med bolden på jorden i et flydende pasningsspil”.
Billy Liddell og Bob Paisley kommer til klubben
Under George Kay begyndte resultaterne langsomt at forbedre sig, og efter et par sæsoner i nedrykningsfare, sluttede 1930erne med to 11. pladser. Derudover lykkedes klubben med at få fat i nogle spillere, som skulle komme til at få fremtrædende placeringer i Liverpool FCs historie. I sommeren 1938 købte klubben således den kun 16-årige Billy Liddell fra Lochghelly Violet for £200, og året efter ankom den 20-årige Bob Paisley på en fri transfer fra Bishop Auckland.
At Liverpool lykkedes med at få fat i Liddell, skyldtes ikke mindst Matt Busby, der senere hen skulle blive så berømt for sine meritter som Manchester United-manager. Busby var som spiller skiftet fra Manchester City til Liverpool i foråret 1936, få måneder før George Kays ankomst. Mens han spillede for Manchester City, havde han hørt om Billy Liddell, som City havde forsøgt at få fingre i, og Busby foreslog George Kay at se nærmere på den unge knægt. Det skulle vise sig at være et godt råd, for Liddell kom til at blive en af de allerstørste angribere i Liverpool FCs historie med en karriere, der varede mere end 20 år, og som kastede 28 mål i 534 kampe af sig.
Matt BusbyNår man nævner navnet Matt Busby, tænker de fleste fodboldfans på hans glorværdige karriere som Manchester United-manager i spidsen for Busby Babes, men før det optrådte han som spiller for bl.a. Liverpool. Matt Busby blev født i 1909 i Skotland. Både Glasgow Rangers og Celtic havde øje for Busbys talent. Han kom også til prøvetræning hos Rangers, men de fandt ud af, at han var katolik, og det gik ikke hos det protestantiske storhold i den skotske hovedstad. At han havde været til prøvetræning hos Rangers betød imidlertid, at Celtic også mistede interessen, og i stedet drog Matt Busby syd for grænsen, hvor han fik kontrakt hos Manchester City i 1928. Her blev han omskolet fra wing til en elegant højre back. I 1936 skiftede han til Liverpool for £8.000, og han røg direkte ind på holdet. Han missede ikke mange kampe i de følgende tre år, hvor han i alt spillede 122 kampe, og scorede tre mål. Matt Busby var især kendt for sit sublime pasningsspil, og Liverpool Echo betegnede ham som ”den bedste pasningsspiller, fodboldspillet endnu har set”. I 1944 blev Matt Busby udpeget som assistant manager for George Kay, men de to var ikke enige om, hvordan holdet skulle spille, og Busby forlod Anfield allerede i 1945. Få dage efter blev Matt Busby udnævnt til manager for Manchester United, og han kom herefter til at blive en af de mest succesfulde managers i engelsk fodboldhistorie med bl.a. fem mesterskaber og to FA Cup-titler. Han blev såret i flyulykken i München i 1958, der kostede syv Manchester United-spillere livet, men ti år senere havde han fået genopbygget rivalerne fra Manchester, og førte dem til triumf i mesterholdenes Europa Cup. Året efter gik han på pension. Matt Busby døde som 85-årig i 1994. |
Bob Paisley er for nutidens Liverpool-fans nok først og fremmest kendt for at have været den mest succesrige Liverpool- manager nogensinde, men da Paisley stemplede ind på Anfield, lå de bedrifter stadig 35 år ude i fremtiden. Den Bob Paisley der kom til Liverpool i 1939, var en hårdtarbejdende og kompromisløs venstre back, der hverken skånede sine modstandere eller sig selv. En af holdkammeraterne, Albert Stubbins, beskrev hans indsats på banen således: ”Bob Paisley brugte så meget energi i løbet af en kamp, at jeg ofte frygtede, at han ville blive båret fra banen, når det sidste fløjt havde lydt”.
Der skulle dog gå næsten syv år, før Bob Paisley fik sin officielle debut for Liverpool FC. På trods af den britiske premierminister Neville Chamberlains berømte udtalelse i september 1938 om, at den netop indgåede tysk-britiske aftale var et udtryk for, at der ville være ”fred i vor tid”, varede det ikke mere end et års tid, før tyske tropper invaderede Polen og dermed startede Anden Verdenskrig. Det betød, at de engelske fodboldturneringer blev indstillet efter kun tre kampe i 1939/40-sæsonen.
Man kan sige, at afbrydelsen af turneringerne kom ubelejligt for Liverpool, idet der efter nogle resultatmæssigt middelmådige 20ere og 30ere igen var optimisme at spore. Heldigvis skulle det vise sig, at der var noget at have optimismen i, idet der ventede Liverpool FC nye trofæer på den anden side af verdenskrigen.
1939-1951 – Fodbold i krigens skygge
Af Jesper Thinghuus
Den 1. september 1939 rullede tyske kampvogne ind over grænsen til Polen, og det stod klart, at Europa igen ville blive kastet ud i en krig mellem stormagterne. Fodboldligaerne i England blev suspenderet – og det på et tidspunkt, hvor der ellers havde været et spirende håb om, at Liverpool Football Club igen kunne spille med om de vigtige trofæer. Da krudtrøgen på slagmarkerne endelig havde lagt sig igen, skulle der også vise sig – for en kort bemærkning – at være hold i det gamle ordsprog om, at den der venter længe, venter godt.
Da Storbritannien erklærede Tyskland krig den 3. september 1939, var der kun spillet tre kampe af 1939/40-sæsonen. Fodboldforbundet bestemte, at turneringerne skulle suspenderes, og i stedet skulle der spilles regionale turneringer.
Krigstidsturneringerne
Indførelsen af værnepligt betød, at mange spillere skulle gøre militærtjeneste, hvilket gjorde det vanskeligt for mange klubber at stille hold. De regionale krigstidsturneringer blev derfor krydret med et nyt tiltag, det såkaldte ”gæstesystem”. Fodboldforbundet indførte således, at tjenestegørende spillere kunne optræde på gæstebasis for den klub, der lå nærmest deres tjenestested. Det betød i nogle tilfælde, at der var klubber fra lavere divisioner, der fik mulighed for at gøre brug af stjernespillere fra de bedste klubber i 1. division. Som de fleste andre klubber gjorde Liverpool også brug af gæstesystemet. Bl.a. optrådte de senere managers Don Welsh og Bill Shankly som spillere for Liverpool i løbet af krigen. Kvalitetsmæssigt var krigstidsturneringerne langt fra det produkt, fodboldtilskuerne var vant til. En ting var, at turneringsstrukturen blev ændret flere gange, noget andet var, at det var svært for holdene at levere stabile præstationer. På trods af introduktionen af gæstesystemet, var der stadig klubber, der havde problemer med at stille hold, og det skete jævnligt, at kampe ikke kunne afvikles pga., at det ene eller begge hold ikke rådede over det nødvendige antal spillere.
De resultater klubberne opnåede i årene under Anden Verdenskrig, sagde derfor ikke så meget om de reelle styrkeforhold. Blackpool vandt f.eks. flere gange den regionale turnering, Liverpool deltog i. Det hang formentlig sammen med, at det britiske luftvåben havde et af sine vigtigste træningsanlæg i Blackpool, hvilket betød, at Blackpool FC havde stor glæde af lånesystemet på trods af, at klubben normalt befandt sig i midten eller bunden af 1. division.
I alt blev 76 Liverpool-spillere indkaldt til militærtjeneste i løbet af Anden Verdenskrig, og kun Wolverhampton oplevede at få flere spillere indkaldt. Krigen krævede også sine ofre blandt Liverpools spillere, og bl.a. anfører Tom Cooper mistede livet i 1940.
En talentfuld spillertrup
Efter Tysklands kapitulation i maj 1945 kunne fodboldturneringerne blive genoptaget og spillerne vende hjem til deres klubber. Det var dog først fra 1946/47-sæsonen, at den normale turneringsstruktur blev genetableret.
Der var naturligt nok blevet skiftet ud i Liverpools spillertrup i forhold til før krigen, men en del spillere var stadig at finde på Anfield. Heriblandt den 35-årige sydafrikanske angriber Berry Nieuwenhuys, som blev regnet for at være en af ligaens bedste angribere, der var dygtig til at sætte sine medspillere i scene. Den pålidelige back Ray Lambert, der var kommet til Liverpool i 1936 i en alder af kun 14 år, samt forsvarskollegaerne Phil Taylor, der senere skulle blive manager for Liverpool, og den alsidige Bill Jones (bedstefar til Rob Jones, red.), var også stadig at finde i truppen efter krigen.
To spillere, der var kommet til klubben før Anden Verdenskrig, men som først fik debut efter krigsafslutningen, var Bob Paisley og Billy Liddell. Mens Bob Paisley var en hårdtarbejdende og solid venstre back, som dog først og fremmest blev kendt for sine senere meritter som manager for klubben, var Liddell en sand publikumsyndling.
Billy Liddell er uden tvivl en af alle tiders bedste Liverpool-spillere. Han var en eksplosiv venstre wing, der havde en utrolig fart og boldkontrol, og som var lige god med begge ben. Datidens beskrivelser af ham giver associationer til Luis Suárez. Som Bob Paisley f.eks. sagde, ”var modstanderne skræmt fra liv og død over at skulle møde ham. Billy var helt utroligt stærk. Du kunne ikke få bolden fra ham. Han kunne gå rundt om dig, forbi dig og sommetider endda igennem dig”.
Blandt de nytilkomne spillere var angriberen Albert Stubbins fra Newcastle. Begge Merseyside-klubber ville købe Stubbins og i den situation valgte han noget usædvanligt at slå plat og krone om, hvilken klub han skulle vælge. Mønten faldt ud til Liverpools fordel, og det skulle vise sig at være et heldigt møntkast set fra Liverpool FCs synspunkt, idet Stubbins i de første to sæsoner efter krigen havde et imponerende scoringsgennemsnit på mere end 0,5 mål pr. kamp, og i alt blev det til 83 mål i 178 kampe for Liverpool FC.
Billy LiddellBilly Liddell var så god, at Liverpool i hans tid på Anfield fik tildelt kælenavnet ”Liddellpool”. Han blev født 10. januar 1922 i Townhill i Skotland og spillede i drengeårene for de lokale klubber Kingseat Juveniles og Lochgelly Violet. At han herefter havnede i Liverpool, kunne klubben takke den senere Manchester United-manager Matt Busby for. Busby kom til Liverpool fra Manchester City i 1936, og han havde i sin Citytid hørt om Billy Liddell. Matt Busby foreslog Liverpool-manager George Kay at se nærmere på Liddell, og det viste sig at være et godt råd. Billy Liddell skiftede til Liverpool i 1938 for £200, men pga. udbruddet af Anden Verdenskrig fik han først officiel debut den 7. september 1946. Det var mod Chelsea på Anfield, og Liddell imponerede med det samme, idet han scorede to gange i en 7-4 sejr; det første mål efter tre minutter direkte på hjørnespark foran The Kop. Liddell spillede venstre wing og senere centerforward. Han var lige god med begge ben, han var driblestærk, hurtig og fysisk stærk, og så havde han et utroligt hårdt skud. Så hårdt, at han flere gange formåede at brække Nottingham Forest-målmanden Harry Nicholsons højre arm, da han reddede en Liddell kanonkugle. I alt scorede Liddell 228 mål i 534 kampe for Liverpool. At han blev i Liverpool helt frem til 1960, selvom klubbens resultater i de år ikke var prangende med bl.a. nedrykning til 2. division i 1954, siger noget om Billy Liddells loyalitet. Han blev flere gange tilbudt at skifte klub, men han valgte at blive, for som han sagde ”alle mine interesser er her på Anfield, og jeg ville hade at skulle forlade dette sted”. Billy Liddell hører til blandt de allerstørste spillere i Liverpools historie, på niveau med Dalglish, Rush og Gerrard. Liddell kom således ind på en 6. plads, da klubbens hjemmeside i 2006 lod fansene udpege de 100 bedste spillere, der har optrådt for Liverpool gennem historien. En ganske flot placering i betragtning af, at der ikke er mange af nutidens fans, der har oplevet Billy Liddell, mens han var aktiv. Liddell var således også den eneste spiller fra før 1960erne, der kom ind i top 40 i afstemningen. |
Mesterskabet vender tilbage – en kortvarig optur
Det var således et hold med både defensive og offensive kvaliteter, som manager George Kay sendte på banen ved sæsonpremieren 31. august 1946. Op til sæsonstarten havde George Kay gjort det lidt usædvanlige at tage truppen med på træningstur til USA og Canada. Kay mente, at spillerne ovenpå de trange krigsår ville have godt af det varme klima og den proteinrige kost, man får i Nordamerika. Holdet var igennem et hårdt program fra midt i maj til midt i juni, hvor der blev spillet ikke mindre end ti træningskampe.
Træningsturen havde også en effekt, for Liverpool så ud til at være i bedre form end mange af konkurrenterne, da sæsonen endelig gik i gang, og det kom til at blive et tæt opgør om mesterskabet. Liverpool formåede at holde sig i toppen af rækken gennem det meste af sæsonen, og da de sidste kampe skulle spilles, havde både Liverpool, Manchester United, Wolverhampton og Stoke en chance for at blive mestre. Liverpool, der mødte Wolves på udebane, skulle vinde, og håbe på, at de øvrige resultater flaskede sig. Liverpool gjorde sin del af arbejdet, men måtte vente på, at Stoke havde spillet sin sidste kamp mod Sheffield United. Stoke tabte, og Liverpool FC var dermed engelske mestre for 5. gang.
Klubben havde ventet længe. Der var gået 24 år siden seneste store trofæ, som var mesterskabet i 1922/23. Det var en stor triumf for George Kay, der var en populær manager i spillertruppen. Albert Stubbins betegnede George Kay som en ”førsteklasses manager”, der ”først og fremmest tænkte på sine spillere. Han var så forstående, at vi alle følte, at vi var nødt til at spille ekstra godt for at tilbagebetale noget af den tro, han havde på os”.
Desværre skulle det vise sig, at mesterskabet i 1947 var en enlig svale i den efterhånden lange årrække med middelmådige resultater, og i de efterfølgende mange sæsoner var en 7. plads i 1949/50 den bedste ligaplacering, holdet opnåede.
Et lille sportsligt højdepunkt var det dog, at det lykkedes holdet at nå frem til FA Cup-finalen i 1950 for kun anden gang i klubbens historie. På vejen var Everton blevet slået i semifinalen med 2-0 på mål af Liddell og Bob Paisley, og nu ventede Arsenal på Wembley. George Kay var optimistisk før finalen, for som han sagde, havde Liverpool ”et fantastisk hold, fyldt med store sportsmænd. Ingen manager har før stået i spidsen for et mere lykkeligt hold”.
Optimismen blev imidlertid ikke belønnet med en finalesejr. Liverpool begyndte kampen bedst, men imod spil og chancer bragte Arsenal sig foran efter kun 17 minutter og Liverpool formåede herefter ikke rigtig at komme ind i kampen igen. I sidste ende sejrede Arsenal 2-0 og Liverpool havde, trods sine 58 år på bagen, stadig ikke vundet FA Cuppen.
Managerskifte – Don Welsh kommer til
Da Liverpools spillere løb ind på Wembley til klubbens anden FA Cup-finale, var George Kays helbred ikke det bedste og det blev ikke bedre den følgende tid. I januar 1951 blev Kay derfor nødt til at træde tilbage, få måneder før sin 60-års fødselsdag. Posten som manager blev erefter overtaget af Don Welsh. Welsh havde som nævnt optrådt på Anfield som gæstespiller under Anden Verdenskrig, og han havde efter afslutningen af sin aktive karriere været manager for Brighton siden 1947.
Da Liverpool tilbød Don Welsh jobbet som manager, tøvede han ikke med at slå til. Det var, som han sagde, ”en fantastisk mulighed for at føre mine idéer ud i livet”. Welsh havde et ønske om at skære ned på den trivielle løbetræning. Han ville i stedet sørge for at få spillerne i form via forskellige spiløvelser. Om det var nedskæringen på løbetræningen, eller om det var fordi Don Welsh overtog et hold, der var stagneret midt i tabellen, skal være usagt, men faktum er, at det ikke lykkedes Welsh at føre Liverpool tilbage til toppen af 1. division.
Tværtimod blev resultaterne langsomt, men sikkert værre og værre. Holdet kunne ikke leve op til den optimisme, som mesterskabet i 1947 havde skabt. Mesterskabet og FA Cup-finalen i 1950 skulle således komme til at vise sig at være de eneste lyspunkter i en ellers dyster efterkrigsperiode for Liverpool FC.
1951-1959 – Nedgangstider
Af Jesper Thinghuus
1950erne fremstår som et trist årti i Liverpool FCs historie. Efter mesterskabet i 1947 og en tabt pokalfinale i 1950, blev resultaterne stadig ringere. Den populære manager George Kay måtte stoppe pga. helbredsproblemer, og i 1954 nåede klubben et sportsligt lavpunkt med nedrykningen til 2. division. Hverken Kays afløser, Don Welsh, eller klubmanden Phil Taylor formåede at vende nedturen, men 1950erne endte alligevel godt, for da det så sortest ud, trådte en vis Bill Shankly ind ad døren.
1950erne var årtiet, hvor de europæiske lande forsøgte at komme på fode efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Hjulpet på vej af bl.a. den amerikanske Marshallhjælp kom en økonomisk genrejsning af økonomierne i gang, og en spirende optimisme brød frem.
For Liverpool FCs vedkommende gik udviklingen imidlertid den modsatte vej. Holdet kunne ikke fortsætte de lovende takter, som mesterskabet i 1947 havde budt på. Fra 1947 og helt frem til mesterskabet i 1964 var FA Cup-finalepladsen i 1950 det nærmeste Liverpool om på et trofæ.
Nedrykningen i 1954
Ligapræstationerne blev langsomt, men sikkert ringere. De første par sæsoner i 1950erne bød på midterplaceringer, og i 1952/53 var det tæt på at gå galt, da kun en sejr mod Chelsea i sidste spillerunde reddede holdet fra nedrykning. Det var imidlertid et varsel om, hvad der var i vente. Sæsonen efter skete det tænkelige nemlig, da Liverpool efter en miserabel sæson sluttede på en ydmygende sidsteplads i 1. division og dermed rykkede ned i 2. division. 50 års uafbrudt tilstedeværelse i en bedste række var hermed brudt.
Alletiders største FA Cup -sejr mod EvertonLiverpool-fansene skulle ikke kun lide over, at Liverpool rykkede ned i 2. division i 1954, for samtidig rykkede Everton den anden vej: op i 1. division. Det var derfor med bange anelser hos mange af de røde fans, at Everton og Liverpool blev trukket til at møde hinanden i FA Cuppens 4. runde den 29. januar 1955 på Goodison. Everton var klare favoritter. For det første lå de en division over Liverpool, og for det andet havde Liverpool på det tidspunkt endnu ikke vundet på udebane i sæsonen. Kampen skulle imidlertid vise sig at blive et af de få sportslige højdepunkter for Liverpool FC i de ellers så triste 1950’ere. Da de 90 minutter var gået, stod der således 4-0 til Liverpool FC på måltavlen, hvilket stadig står som den største sejr i FA Cuppen mod de blå rivaler. Avisen Sunday Express kaldte resultatet for ”Sæsonens sensation”. Den store stjerne Billy Liddell spillede en fantastisk kamp og stod for kampens første mål; et mål han selv kaldte for det bedste af sine 228 mål for Liverpool. De øvrige tre blev sat ind af Alan A’Court og to gange John Evans. Det der også er interessant med denne her kamp, var, at en Liverpool-supporter havde nærstuderet Evertons taktik og opstilling specielt omkring dødbolde, og havde skrevet til Don Welsh om dette. Det havde manageren taget til sig, og man øvede standartsituationer på Melwood i tre dage op til kampen. I kampen udnyttede Liverpool det altså på bedste vis. |
Manager Don Welsh, der havde overtaget ansvaret for holdet i 1951, da den populære George Kay måtte trække sig pga. helbredsproblemer, havde store ambitioner, men formåede ikke at få holdet til at levere varen. Med til historien hører, at klubben ikke havde været i stand til at erstatte de dygtige spillere, der havde skaffet mesterskabet i 1947, efterhånden som de forlod klubben. Den store stjerne Billy Liddell var ganske vist stadig at finde på holdkortet, men andre, som målrævene Jack Balmer og Albert Stubbins, var forsvundet, og det var ikke lykkedes at få fat i erstatninger af samme kaliber.
Klubbens ledelse gik ganske vist med til at købe fem nye spillere op mod jul i 1953, men på det tidspunkt havde holdet allerede inkasseret 14 nederlag, og det var for sent at rette op på sæsonen. Som Don Welsh sagde om de nye spillere, var de ”gode anskaffelser, men de kom til os på et skidt tidspunkt. Tingene gik dårligt, og selvtilliden på holdet var i bund”.
Welsh, såvel som klubledelsen, var ikke desto mindre opsat på, at opholdet i 2. division skulle blive kortvarigt. De troede på, at holdet kunne sikre sig oprykning i første forsøg på samme måde, som det var sket de to forrige gange, Liverpool var rykket ned i 2. division. Der var et håb om, at nogle af de unge spillere, der var kommet til klubben, ville begynde at slå igennem. Det var spillere som den elegante wing Alan A’Court og forsvarsspillerne Geoff Twentyman og Ronnie Moran, som sidenhen skulle komme til at tjene klubben i flere årtier som en del af trænerstaben.
Forhåbningerne om en hurtig tilbagevenden til 1. division skulle imidlertid vise sig ikke at blive til virkelighed. I stedet lagde Liverpool ud med en lidet flatterende 11. plads i 2. division i 1954/55, hvilket er den laveste ligaplacering, klubben nogensinde har præsteret i sin 122-årige historie. Det var endda ikke den eneste negative rekord, der blev opnået i den sæson. Nederlaget på 9-1 til Birmingham City på St. Andrews den 11. december 1954 står således stadig i rekordbøgerne som det største nederlag, Liverpool nogensinde har måttet lægge ryg til.
Managerskifte – en klubmand træder til
Med den uacceptable 11. plads i 2.division var skriften på væggen tydelig for Don Welsh’ vedkommende. Han fik et forsøg mere, men da 1955/56-sæsonen, trods en tredjeplads og dermed en resultatmæssig klar forbedring, heller ikke bragte den påkrævede oprykning med sig, blev han fyret ved afslutningen af sæsonen.
Klubben skulle herefter finde en ny manager, og som så ofte før valgte ledelsen at se indad i egne rækker. Her befandt Phil Taylor sig. Taylor havde gennem næsten 20 år haft en flot karriere som spiller på Anfield, som var sluttet med nedrykningen i 1954. Han var herefter blevet tilknyttet trænerstaben og fungerede som cheftræner, da han blev bedt om at overtage managerposten.
Ingen tvivl om, at Phil Taylor var en sand klubmand, der prøvede sit bedste for klubbens skyld, men hans evner som manager skulle vise sig ikke at stå mål med de præstationer, han havde leveret i sine 343 kampe som spiller for Liverpool. Trods indkøb af gode spillere som Tommy Younger, Johnny Wheeler, James Harrower og ikke mindst Roger Hunt, gav de følgende tre sæsoner i 2. division kun en 3. plads og to 4. pladser som udbytte. Det var ikke godt nok for en klub som Liverpool, der havde ét krav til manageren og holdet: oprykning til 1. division. Det skal retfærdigvis nævnes, at fodboldmanagers på daværende tidspunkt agerede under stor indflydelse fra klubbernes ledelser. Taylor har senere fortalt, at holdet som regel blev udtaget af bestyrelsen og, at han kun foreslog, hvem der skulle spille. Han kunne således ”huske situationer, hvor det hold, der løb på banen, ikke rigtig var det hold, jeg ønskede, skulle spille”.
Tilskuerrekorden, der måske aldrig bliver slåetNutidens fodboldstadions har kun siddepladser, men sådan har det ikke altid været. Tidligere havde stadions afsnit med ståpladser, og det betød, at tilskuertallene kunne komme langt højere op, end de kan i dag. Det gælder også Anfield, hvor det ikke er mere end 20 år siden, at the Kop blev ændret fra at være en ståtribune, hvor der ofte var mere 20.000 tilskuere, til siddetribune med plads til knap 13.000. Lidt paradoksalt blev tilskuerrekorden på Anfield sat i en periode af klubbens historie, hvor resultaterne var for nedadgående. Det skete lørdag den 2. februar 1952, hvor 61.905 tilskuere overværede Liverpools 2-1 sejr mod Wolverhampton i FA Cuppens 4. runde. Målene blev scoret af Cyril Done og Bob Paisley i løbet af kampens første ni minutter. Liverpools amerikanske ejere har for nylig offentliggjort planer om at udvide Anfield for at få plads til flere tilskuere, men da kapaciteten næppe kommer over 60.000 tilskuere, ser rekorden fra februar 1952 ud til at skulle stå længe endnu. |
Phil Taylor giver op
Uanset de vanskelige betingelser leverede Phil Taylor ikke den eftertragtede oprykning, og presset på ham voksede. Det virkede som om, der hvilede en forbandelse over holdet, som gjorde, at oprykningen akkurat glippede hver eneste sæson. Da holdet nåede et sportsligt lavpunkt med et pinligt nederlag til non-leagueholdet Worcester City i FA Cuppen i januar 1959, begyndte Phil Taylor formentlig at sande, at han nok ikke ville være i stand til at levere den genrejsning, som klubbens ledelse forlangte. Det var derfor ikke nogen stor overraskelse, at han den 19. november 1959, på et tidspunkt hvor holdet lå på en utilfredsstillende 11. plads i 2. division, bukkede under for presset, og trådte tilbage som manager.
Phil Taylor har senere erkendt, at han ikke var stærk nok som manager til at stå fast på sine idéer overfor klubbens ledelse og i et interview med Liverpool Daily Post fortalte han, at kravet om at skaffe en oprykning til klubben havde været for tung en byrde. Han forklarede, at ”hvor stor skuffelsen end er hos klubbens ledelse over, at vi ikke er lykkedes med at vende tilbage til 1. division, er den ikke større end min. Jeg gjorde det til mit mål. Jeg satte hele mit hjerte ind på det og kæmpede for det med al den energi, jeg kunne mobilisere. Indsatsen har bare ikke været nok og nu er tiden kommet til at lade andre overtage for at se, om de kan gøre det bedre”.
Phil Taylors manglende succes m.h.t. at sikre holdet oprykning til 1. division betød, at han er eneindehaver af den kedelige rekord” at være den eneste Liverpool-manager, der aldrig har stået i spidsen for holdet i engelsk fodbolds øverste division. Phil Taylor fortjener imidlertid samtidig at blive anerkendt for at have truffet en svær beslutning, der banede vejen for, at klubbens store managerikon, Bill Shankly, kunne overtage ledelsen af holdet. Det var nemlig ham, der den 1. december 1959 trådte ind af døren på Anfield som afløser for Phil Taylor.
Dave Hickson – skiftet fra blå til rødGennem historien har kun 29 spillere taget turen gennem Stanley Park og skiftet klub mellem Liverpool FC og Everton FC. Med årene er disse klubskifter blevet stadig sjældnere, og den seneste handel mellem de to klubber var, da den portugisiske back Abel Xavier drog fra Everton til Liverpool i 2002. Blandt de 29 spillere der har optrådt for både Everton og Liverpool, er der tre, som ydermere har spillet for den tredje af byens divisionsklubber, Tranmere Rovers. Den mest kendte af disse er Dave Hickson, som Liverpool købte af Everton for £12.000 den 6. november 1959. Hickson var en sand måltyv, og var kendt under kælenavnet, ”Cannonball Kid”. Han havde scoret 71 mål i 151 kampe for Everton, hvor han havde stået i lære hos den store målkonge Dixie Dean. Hickson var 30 år, da han skiftede til Liverpool, få uger før manager Phil Taylor kastede håndklædet i ringen, og han blev købt i et håb om, at han med sine mange mål kunne bringe klubben ud af sumpen i 2. division. Hickson debuterede allerede dagen efter sin ankomst og formåede at score 21 mål i den resterende del af sæsonen, hvilket dog ikke var nok til at sikre den ønskede oprykning. I alt nåede Hickson at score 38 mål i 67 kampe i de to sæsoner, han optrådte for Liverpool. |
1959-1966 – Genrejsningen
Af Jesper Thinghuus
Den 1. december 1959 vil for altid stå som en af de vigtigste datoer i Liverpool Football Clubs historie. Det var nemlig den dag, William ”Bill” Shankly blev offentliggjort som klubbens nye manager. Flere årtiers deroute blev standset og den triste tilværelse i 2. division erstattet med trofæer og deltagelse i de fine europæiske klubturneringer. Udviklingen kom dog ikke af sig selv, og de første år af Shanklys tid som Liverpools manager bød på hårdt arbejde med at få genopbygget holdet og klubben.
Alle store fodboldklubbers identitet er bygget op omkring skelsættende historiske begivenheder, som har været afgørende for, hvilken retning klubben er gået i. For Liverpool FCs vedkommende er der næppe uenighed om, at ansættelsen af Bill Shankly som manager var en sådan begivenhed.
En manager med forventninger til sig selv og sine omgivelser.
Da Shankly påtog sig managerjobbet på Anfield, var det faktisk anden gang, Liverpool forsøgte at ansætte ham. Første gang var i 1951, da George Kay trådte tilbage. Da bestyrelsen havde forklaret ham, at selvom manageren udtog holdet, forbeholdt bestyrelsen sig ret til efterfølgende at ændre på holdopstillingen, takkede Shankly imidlertid nej til jobbet med ordene: ”Hvis ikke jeg sætter holdet, hvad er jeg så manager for?” Det var i det hele taget et kendetegn ved flere af hans tidligere ansættelser – hos Carlisle, Grimsby, Workington og Huddersfield – at han ofte var kommet i konflikt med klubbestyrelserne.
Shankly stillede store krav til sig selv og omgivelserne, men han var også en mand, der elskede en udfordring, så da Liverpool igen henvendte sig til ham i november 1959, lod han sig friste. Liverpools ledelse så i Shankly muligheden for at få vendt den negative spiral, som klubben var havnet i. Han havde nemlig et ry som en manager, der ikke gik på kompromis, og som var i stand til at motivere og indgyde selvtillid i en spillertrup.
Genopbygningen begynder
Bill Shankly så muligheder i den falmede storklub i 2. division, men der forestod et større oprydningsarbejde. Han beskrev sin opgave med, at ”der skulle renoveres og der skulle ryddes op. Det var ikke godt nok for Liverpool, og holdet var ikke godt nok for Liverpools publikum.”
Træningsfaciliteterne var i en elendig forfatning, og Shankly sørgede som noget af det første for, at Melwood blev renoveret og moderniseret i en sådan grad, at han senere betegnede Melwood som ”stedet, Liverpool blev skabt.”
You’ll Never Walk AloneLiverpool var i 1960erne et centrum for populærmusik. Især The Beatles var kendte, men en anden Liverpool-gruppe, Gerry and the Pacemakers, skulle få stor betydning på Anfield. Det var nemlig dem, der i 1963 toppede hitlisterne med deres genindspilning af musicalnummeret You’ll Never Walk Alone. Det var før 1960erne ikke almindeligt, at tilskuerne sang på Anfield, men i starten af 1960erne begyndte man før kampstart at spille sangene fra top-10-listen over lydanlægget på stadion, og tilskuerne sang med. I 1963 toppede Gerry and the Pacemakers hitlisten med You’ll Never Walk Alone. Det var en sang, der ramte Liverpools tilhængere i en sådan grad, at de fortsatte med at synge den, efter den var røget ud af hitlisterne. Det blev en klubhymne, der lige siden er blevet sunget før kampstart samt i de sidste minutter af kampene. |
Sideløbende tog han fat på spillertruppen. I løbet af det første års tid skilte han sig af med 24 spillere, og samtidig forsøgte han at overbevise bestyrelsen om, at det var nødvendigt med tilgang af spillere med den rette kvalitet og indstilling i alle tre kæder. Det var en hård intern magtkamp, men det blev afgørende, at klubben havde fået en ny økonomidirektør, Eric Sawyer, som havde nogle af de samme visioner som Shankly. Med Sawyer i bestyrelsen kom der en større vilje til at investere i både faciliteter og spillertrup, hvilket muliggjorde køb af spillere som Gordon Milne, Ian St. John, Ron Yeats, Willie Stevenson og Peter Thompson. Især købet af Yeats og St. John, som Shankly havde haft et godt øje til, længe før han tiltrådte i Liverpool, var afgørende i bestræbelserne på at genrejse klubben. Ron Yeats blev hurtigt udpeget til anfører, og kom til at blive en af de største forsvarsstyrmænd i klubbens historie, mens Ian St. John udgjorde et formidabelt makkerpar i angrebet sammen med den jævnaldrende målmaskine Roger Hunt, som var kommet til klubben året før Shanklys ankomst.
Udover oprydningen i spillertruppen og renoveringen af træningsfaciliteterne gennemførte Shankly en radikal ændring af træningsmetoderne. I stedet for trivielle løbeture kom træningen til at indeholde masser af boldberøringer i five-a-side-spil på små områder. Shankly var tilhænger af en offensiv spillestil med mange pasninger, og han var manageren, der om nogen fik indført den såkaldte pass-and-move-stil, som Liverpool er blevet så kendt for.
Da Liverpool begyndte at spille helt i rødtLiverpool havde i mange år spillet i røde trøjer og hvide shorts, da Bill Shankly i november 1964 forud for Europa Cupkampen mod Anderlecht besluttede sig for at skifte de hvide shorts ud med røde, således at spilledragten var rød hele vejen igennem. Det skete angiveligt efter, at han ved en træning havde bedt Ron Yeats om at tage et par røde shorts på, hvorefter Shankly udbrød: ”Sønnike, du ligner jo en på to meter og ti. Vi spiller helt i rødt fra nu af!” Shankly mente, at den helrøde spilledragt ville virke skræmmende på modstanderne, idet det signalerede både styrke og fare. |
Oprykning og mesterskab
Shanklys mange tiltag gav efterhånden resultat. Efter to tredjepladser lykkedes det endelig i 1962 at sikre den længe ønskede oprykning. Det skete efter en overbevisende sæson, hvor holdet bl.a. var ubesejret på Anfield, og hvor Roger Hunt scorede imponerende 41 mål i 41 ligakampe. Otte triste år i 2. division var forbi. Oprykningen var en forløsning, men endnu større triumfer var i vente allerede et par år senere.
1963/64-sæsonen blev ganske vist indledt lidt svingende, men fra midt på efteråret begyndte der for alvor at komme format over holdets spil. Igangsat af en 2-1-sejr mod lokalrivalerne fra Everton lykkedes det at hive 22 sejre hjem i de sidste 33 ligakampe. Al modstand blev fejet til side, og der blev scoret mange mål af især Roger Hunt og Ian St. John, der tilsammen scorede 52 gange. Det blev til i alt 92 mål i ligaen, og i ikke mindre end seks kampe scorede holdet fem mål eller mere. Bl.a. Arsenal blev sendt hjem med en lussing på 5-0 den 18. april 1964 i den kamp, der sikrede klubben det sjette mesterskab og det første i 17 år.
Den første FA Cup-triumf
Liverpool var tilbage i toppen af engelsk fodbold, men FA Cup-trofæet manglede stadig. Det formåede Shankly imidlertid også at få rådet bod på allerede året efter. Finalepladsen blev sikret efter knebne sejre mod West Bromwich, Stockport, Bolton og Leicester samt en lidt mere overbevisende 2-0-sejr i semifinalen mod et af 1. divisions tophold, Chelsea.
I finalen på Wembley ventede Leeds United, som netop var blevet nr. to i ligaen. Det var imidlertid Liverpool, der dominerede, men Leeds’ stærke forsvar var umuligt at nedbryde. Tidligt i kampen blev Liverpool tilmed ramt af, at Gerry Byrne brækkede kravebenet, men han spillede ikke desto mindre kampen til ende, idet det på daværende tidspunkt ikke var muligt at skifte spillere ud. Finalen endte i forlænget spilletid, og langt om længe lykkedes det for Roger Hunt at få bolden i nettet. Jublen havde dog dårlig lagt sig, før Leeds fik udlignet på en af deres få chancer. Det lignede en omkamp, men så tog Ian Callaghan fat på højre wing. Callaghan, som kom fra klubbens egen ungdomsafdeling, og som med sine 857 kampe stadig holder rekorden for flest optrædener for Liverpool, havde på overbevisende vis etableret sig på førsteholdet som kun 18-årig i 1960. I finalens 111. minut brød han igennem på højre wing, og lagde bolden ind til Ian St. John, som med et flyvende og lidt akavet hovedstød afgjorde finalen. 73 års venten var langt om længe slut. Liverpool havde sikret sig sin første triumf i verdens ældste fodboldturnering.
Indtoget på den europæiske scene
Liverpools fans, der ikke havde set skyggen af et trofæ i 17 år, blev nu forkælede med den ene triumf efter den anden. Shankly havde fået skabt et velspillende og slagkraftigt mandskab, som igen i 1966 formåede at vinde mesterskabet. På sin vis en større bedrift end i 1964, idet Liverpool nu også havde kampene i de europæiske klubturneringer at fokusere på ved siden af den hjemlige liga.
Indtoget på den europæiske scene skete i sæsonen 1964/65, hvor holdet deltog i Europa Cuppen for mesterhold. Debuten fandt sted den 17. august 1964 på Laugardalsvöllur i Reykjavik mod Knattspyrnufélag Reykjavíkur, og Liverpool indledte sin rejse i europæisk fodbold på flotteste vis. Ved sidste fløjt stod der 5-0 på måltavlen efter en kamp, hvor Liverpool ifølge den islandske avis Morgunbladid kunne have sejret med 15-0, og hvor avisen fandt det svært at sammenligne de to hold, for ”Liverpool var så meget bedre.” Klubbens første europæiske mål blev sat ind efter tre minutter af den unge angriber Gordon Wallace, der vikarierede for den skadede Ian St. John.
Efter at have slået islændingene 6-1 i returkampen på Anfield, fortsatte det europæiske togt med sejre mod Anderlecht og FC Köln, før de regerende mestre, Inter Milano, ventede i semifinalen. På Anfield sejrede Liverpool 3-1 i en kamp, holdet dominerede fra start til slut, og det lå til, at Liverpool skulle nå en europæisk finale i debutsæsonen. På San Siro i Milano lykkedes det imidlertid Inter at vinde 3-0 i en kamp, der blev skæmmet af flere besynderlige dommerkendelser, der gik imod Liverpool. Skuffelsen var stor, men holdet havde gjort sig vigtige erfaringer, og allerede sæsonen efter nåede Liverpool frem til sin første europæiske finale.
Sejren mod Leeds i FA Cuppen betød nemlig, at Liverpool skulle deltage i Europa Cuppen for pokalvindere i 1965/66-sæsonen. Her blev det til sejre over Juventus, Standard Liege, Honved Budapest og Celtic, hvorefter Borussia Dortmund ventede i finalen på Hamden Park i Glasgow. Det blev en kamp, som Liverpool havde overtaget i, men som ikke bød på særlig mange chancer. Efter 1-1 i ordinær tid lykkedes det tyskerne at score en enkelt gang i den forlængede spilletid, og Liverpools første europæiske finale endte med et nederlag mod et defensivt indstillet Dortmund-mandskab, som Bill Shankly betegnede som ”bange mænd” og han konstaterede tørt, at ”vi prøvede at vinde pokalen, de prøvede at stjæle den.”
Finalen mod Dortmund var den første af indtil videre 11 finaler i de europæiske klubturneringer, og trods nederlaget illustrerer finaledeltagelsen, hvor langt Shankly havde bragt sit mandskab, der kun fire år forinden havde spillet i 2. division. Der er næppe en underdrivelse at påstå, at med Bill Shankly ved roret var den sovende kæmpe på Merseyside blevet vækket. Som Shankly selv konkluderede: ”Liverpool blev skabt til mig, og jeg blev skabt til Liverpool”.
Roger Hunt – manden med flest ligamål i én sæsonI den forgangne sæson præsterede Luis Suárez at score 31 mål i 33 ligakampe, men derfra er der et stykke vej til Roger Hunts 41 mål i 41 ligakampe i 1961/62-sæsonen. Hunt kom til Liverpool fra Stockton Heath som 20-årig i 1958, og spillede kun seks kampe på reserveholdet, før han fik debut på førsteholdet i september 1959. I debutsæsonen scorede han 23 mål i 38 kampe, og lagde dermed standarden for sin kommende Liverpool-karriere. Han var holdets topscorer hver sæson fra 1962 til 1969, og nåede i alt at score 286 mål i sine 487 kampe for Liverpool, hvilket kun er overgået af Ian Rushs 346 mål. Roger Hunt er dog den spiller i Liverpools historie, der har scoret flest ligamål med i alt 245. Han dannede fra 1961 et slagkraftigt makkerpar i angrebet sammen med Ian St. John, hvor især 1961/62-sæsonen er gået over i historien, idet de tilsammen stod for i alt 59 ligamål, hvoraf Hunt som nævnt scorede 41, herunder fem hattrick. |
1967-1974 – Shanklys næste generation
Af Jesper Thinghuus
Ungdomsoprør, pigtrådsmusik og hippiebevægelse er ord, man forbinder med 1960erne, som på mange måder var oprørernes årti. Også hos Liverpool FC var en mindre revolution i gang med at udfolde sig. Bill Shankly havde fået vendt en trist udvikling, genskabt stoltheden og skaffet nye trofæer til klubben. Enhver revolution kræver imidlertid ny energi, hvis den skal rodfæste sig, og det var, hvad Shankly skabte, da 1960erne blev til 1970erne.
1960erne var både et oprørsk og et optimistisk årti. Rundt omkring i de europæiske storbyer kunne man høre den nye guitarbaserede rockmusik. På universiteterne gjorde de studerende oprør, og forlangte indflydelse, og kvindebevægelsen krævede lighed mellem kønnene. Den herskende orden blev udfordret samtidig med, at der var en tro på en bedre og mere fredelig fremtid, for økonomien blomstrede og arbejdsløsheden var lav. Næsten som et symptom på tidens tendenser, blev der også vendt op og ned på tingene i Liverpool FC. Bill Shankly havde på få år fået vendt en mangeårig nedtur og midt i 1960erne kulminerede holdet med to mesterskaber, en FA Cup-triumf og den første europæiske finale.
Et generationsskifte presser sig på
I den sidste del af 1960erne var det dog som om, holdet begyndte at stagnere. I ligaen fastholdt Liverpool ganske vist en plads i top-5, men måtte i sæsonerne efter mesterskabet i 1966 se konkurrenterne løbe med trofæet. I FA Cup-sammenhæng blev det til et par kvartfinalepladser, og i de europæiske turneringer kom holdet ikke forbi tredje runde. Man kan næppe tillade sig at kalde det dårlige resultater, men det var heller ikke på niveau med triumferne i den første og midterste del af årtiet.
Mange af nutidens storklubber har erkendt, at selv store stjerner på et tidspunkt må vige pladsen for nye kræfter, hvis man vil opretholde en trofæsult og sejrsvilje i truppen. Den erkendelse kom også til Bill Shankly, selvom nogle iagttagere mener, at den kom nogle sæsoner for sent. Helt konkret var det 1-0-nederlaget til 2. divisionsholdet Watford i FA Cup-kvartfinalen den 21. februar 1970, der blev katalysatoren for, at Shankly indså, at han var nødt til at finde erstatninger for nogle af de erfarne og bærende kræfter.
På det hold, der løb ud på Vicarage Roads slidte græstæppe den lørdag eftermiddag, befandt sig stadig spillere som Tommy Lawrence, Ron Yeats, Ian Callaghan og Ian St. John, som havde været med stort set fra begyndelsen af Shanklys tid som Liverpool-manager; spillere, som han havde haft stor tillid til gennem næsten ti år. Nederlaget til Watford, som Shankly betragtede som det nok ”værste hold, der nogensinde har slået os”, overbeviste ham dog om, at det var tid til at bygge et nyt hold op. Som Shankly senere har fortalt, viste Watford-kampen ham, at ”jeg var nødt til at leve op til mine forpligtelser som manager og ændre på holdet.”
Mens Callaghan endnu var forholdsvis ung og værd at satse på fremadrettet, skilte klubben sig i løbet af det næste års tid af med både Lawrence, Yeats og St. John, som alle havde rundet de 30. Dertil kom, at målkongen Roger Hunt var levet solgt til Bolton kort tid før nederlaget til Watford. Det var således en væsentlig del af holdets rygrad, der forsvandt i løbet af en forholdsvis kort periode, men den frygt som nogle Liverpool-fans måske har følt for, at det ville svække holdet, blev snart gjort til skamme. Shankly med sit nok bedste indkøb, Kevin Keega.
Roger Hunts testimonialkamp286 mål i 492 kampe, klubbens topscorer i otte sæsoner på stribe, den ene med 41 mål i 41 kampe. Roger Hunt var en legende i den røde trøje. Med sin ankomst i 1958 var han købt året før Shankly kom til, og i de følgende 11 år blev han derfor om nogen spilleren, der førte an under Shanklys transformation af Liverpool FC. Den 11. april 1972 fik Hunt sin fortjente testimonialkamp. Selvom dem den spillet i et voldsomt uvejr, mødte 55.214 tilskuere op på et propfyldt Anfield – på daværende tidspunkt en rekord for en testimonial – og tusinder måtte afvises ved indgangen. At Hunt var vellidt sås på de to holdopstillinger. Liverpools mandskab var det samme, som havde vundet FA Cuppen i 1965, hvor Hunt scorede i finalen, mens modstanderholdet primært bestod af Hunts engelske landsholdskammerater fra VM-triumfen i 1966. En flot karriere blev passende rundet af med en målrig affære, hvor der blev scoret 14 gange, og Hunt sluttede med manér med et hattrick. |
Fornyelse af truppen
Som afløser på målmandsposten havde Bill Shankly allerede et par år forinden købt den 18-årige Ray Clemence i Scunthorpe for bare £18.000. Clemence havde før 1969/70-sæsonen kun fået en enkelt kamp i Liga Cuppen, men han blev nu fast mand, og blev med sine i alt 665 kampe en af klubbens allerstørste målmandsprofiler nogensinde.
En anden profil der befandt sig i klubben, var Emlyn Hughes, der var blevet købt som 19-årig i 1967 for £65.000 hos Blackpool. Hughes var allerede en del af holdet, men han kom nu til for alvor at træde i karakter. Efter nogle sæsoner blev han flyttet ind i midterforsvaret, og i 1973 overtog han anførerbindet fra Tommy Smith, hvilket Smith tog så ilde op, at de to spillere sidenhen praktisk talt aldrig talte sammen. Steve Heighway.
Til den kreative del af holdet fandt Bill Shankly også kompetente afløsere for den gamle garde. Hos den lokale amatørklub Skelmersdale havde Bob Paisleys sønner bemærket den elegante irske wing Steve Heighway. Paisley, der efter sin aktive karriere var blevet en del af trænerstaben i klubben, tog selv ud for at se nærmere på Heighway, og blev fuldstændig overvældet. Som han sagde, var Heighway ”den bedste amatørfodboldspiller, jeg nogensinde havde set.”
Helt i front var der et stort hul at lukke efter Roger Hunt og Ian St. John, men her formåede klubben at sammensætte et angrebspar af mindst samme kaliber. John Toshack blev således købt hos Cardiff for £110.000 og i Scunthorpe fandt klubben den senere dobbelte Årets Spiller i Europa, Kevin Keegan, som skiftede til Liverpool for sølle £33.000. Toshack og Keegan udviklede hurtigt en nærmest telepatisk evne til at finde hinanden og i de følgende seks år scorede de tilsammen 196 mål.
Nye triumfer
Frygten for at det succesrige hold fra midten af 1960erne ikke ville blive fornyet med kompetente erstatninger, skulle således vise sig at blive gjort til skamme. Faktisk skulle den nye generation af spillere ikke bruge ret lang tid på at spille nye trofæer hjem til klubben.
Efter en tabt FA Cup-finale i forlænget spilletid mod Arsenal 1971 og en andenplads i ligaen i 1972 lagde Liverpool forrygende ud i 1972/73-sæsonen med to 2-0-sejre over de to Manchester-klubber og efter et juleprogram, hvor det blev til fire sejre i fire kampe uden scoringer imod, lå holdet øverst i tabellen, tre point foran Arsenal og med imponerende 12 sejre i 12 hjemmekampe. Stilen blev holdt i den resterende del af sæsonen og den 28. april 1973 kunne holdet fejre klubbens ottende mesterskab.
Der var imidlertid ikke plads til at holde en alt for vild mesterskabsfest, for forude ventede to finaleopgør i UEFA Cuppen mod et af tidens stærkeste mandskaber, tyske Borussia Mönchengladbach, der rådede over stjerner som Jupp Heynckes, Günter Netzer, Rainer Bonhoff og Berti Vogts samt danske Henning Jensen og ikke mindst Allan Simonsen. Undervejs til finalen havde Liverpool allerede slået flere tyske mandskaber ud, idet det var blevet til sejre mod Eintracht Frankfurt, AEK Athen, Dynamo Berlin og Dynamo Dresden, før det i semifinalen var lykkedes at slå Tottenham i to tætte opgør, hvor Liverpool var gået videre på reglen om flest scorede udebanemål.
Finalen i UEFA Cuppen blev spillet over to kampe. Det første opgør fandt sted 10. maj 1973 på Anfield, og blev en tempofyldt og dramatisk affære, som Bill Shankly betegnede som en ”kamp i international klasse”. Da sidste fløjt havde lydt, stod der 3-0 til Liverpool på måltavlen på bl.a. to scoringer af Keegan efter oplæg fra Toshack. Selvom cifrene så ganske overbevisende ud, var opgøret tættere end som så, og undervejs brændte hvert af holdene et straffespark, ligesom tyskerne ramte stolpen.
Clemences redning af eynckes’ straffespark i kampen på Anfield skulle siden vise sig at være afgørende, da holdene atter stod overfor hinanden 14 dage senere på Bökelberg. Borussia var dominerende og ved pausen stod det 2-0 efter to Heynckes-scoringer. Efter pausen lykkedes det for Liverpool at stå imod den tyske belejring, og Tommy Smith kunne stolt løfte det første europæiske trofæ i Liverpool FCs historie. En ny europæisk magt var trådt ind på scenen, og som Shankly fortalte til pressen i flyet på vej hjem: ”Folkene på kontinentet er begyndt at være bange for Liverpool. Det fortalte Günter Netzer mig her til aften.”
Bill Shankly siger farvel
Mange store spillere og managers har tjent Liverpool FC gennem tiden, og hver gang en stjerne har forladt klubben, har det skabt bange anelser blandt fansene for, om klubben ville være i stand til at finde en erstatning. Bill Shankly var en sådan stjerne, og efter mesterskab og UEFA Cup-triumferne i foråret 1973 må det have været utænkeligt at forestille sig et Liverpool-hold uden Shankly i spidsen. Der skulle dog ikke gå mere end ca. et år, før det var, hvad der skete. Shankly forklarer sit farvel til Liverpool overfor pressen.
Liverpool havde igen i 1973/74-sæsonen været med helt fremme i ligaen, men lidt for mange uafgjorte kampe på udebane betød, at Leeds løb med mesterskabet. Til gengæld var holdet igen nået frem til FA Cup-finalen, hvor Newcastle var modstanderen en 4. maj 1974. Med Kevin Keegan i overdådigt spillehumør blev Newcastle blæst ud af Wembley i en overbevisende 3-0-sejr, hvor særligt det sidste mål var en opvisning i Liverpools varemærke, lynhurtigt pasningsspil.
Efter kampen betegnede Bill Shankly sit mandskab som ”det bedste hold i England og sandsynligvis i verden”, men det ændrede ikke på den beslutning, han inderst inde havde truffet, og som blev meddelt nogle få måneder senere til Liverpools fans store fortvivlelse.
Den 12. juli blev der indkaldt til pressekonference på Anfield. Anledningen var egentlig offentliggørelsen af indkøbet af Ray Kennedy fra Arsenal, men det blev snart glemt, da klubbens bestyrelsesformand, John Smith rejste sig og læste en meddelelse op: ”Det er med stor beklagelse, at jeg som formand for bestyrelsen må informere om, at Mr. Shankly har tilkendegivet, at han ønsker at trække sig tilbage fra ligafodbold.”
Man kan næsten forestille sig den stilhed, der må have sænket sig over presserummet. For Liverpools fans var det nok den værste besked at få. Shankly havde gennem sine 15 år genskabt respekten og stoltheden omkring Liverpool Football Club, og nu sagde han op efter at have skaffet tre ligamesterskaber, to FA Cuppokaler og en UEFA Cup-triumf. Shankly forklarede, at det havde været, som ”at gå til den elektriske stol” at træffe beslutningen, men at han følte sig træt og udbrændt og ønskede at stoppe, mens holdet var på toppen.
Folk på gaden var chokerede, men et af Liverpools mottoer har altid været, at ingen er større end klubben, og det gjaldt også i Bill Shanklys tilfælde. Selvom det på daværende tidspunkt sikkert har virket umuligt, at nogen skulle kunne leve op til Shanklys mange triumfer, skulle det vise sig, at afløseren der blev fundet, blev den mest vindende manager i klubbens historie. Manden, der tog over som manager efter Bill Shankly, var nemlig Bob Paisley.
Shankly og de gyldne ordShanklys legendestatus skyldes ikke mindst hans evne til at levere det ene mindreværdige citat efter det andet. Her er et udpluk: – ”Du kunne starte et oprør på en kirkegård, sønnike!” – Til Tommy Smith om hans dedikation. – ”Hvad kan man gøre, når man spiller mod 11 målstolper?” – Efter ufortjent ikke at have scoret i en 0-0-kamp mod Arsenal. – ”Bare fortæl dem, at jeg er fuldstændig uenig i alt, hvad de siger.” – Til sin tolk under en pressekonference med en masse gestikulerende italienske journalister. – ”Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre med bolden, sparker du den bare i mål. Så kan vi tale om dine muligheder med den bagefter.” – Ian St. John får forklaret, at fodbold ikke er så kompliceret endda. |
1974-1983 – Den stille mand
Af Jesper Thinghuus
Da Bill Shankly sagde op som manager for Liverpool FC, var det som en bombe, der sprang midt i presserummet på Anfield. Uden for stadion var klubbens fans i chok, og den umiddelbare reaktion var nedtrykthed og bekymring for fremtiden. Ingen enkeltperson har dog nogensinde været større end klubben, og bekymringerne blev snart gjort til skamme. Shanklys afløser skulle nemlig vise sig at blive den mest vindende manager i klubbens historie.
Hvis man sammenligner med nogle af nutidens succesfulde, højtråbende og smart klædte managertyper som José Mourinho, Fabio Capello eller Pep Guardiola, skulle man ikke tro, at Bob Paisley var en af de mest vindende managers i engelsk og europæisk fodbolds historie. Paisley fremstod mere som en hyggeonkel, som han tøffede rundt på Anfield iført hjemmesko. Han var ikke en mand, der talte mere end højst nødvendigt på sin drævende geordie-accent, men man skulle ikke lade sig snyde af den ydre fremtoning. Paisley var ikke bare højt respekteret i spillertruppen, men også en taktisk mester, der havde sans for løbende at tilføre truppen præcis de spillertyper, som manglede for at gøre holdet endnu bedre.
Den første rekruttering fra Boot Room
Meget sigende for sin tilbageholdende karakter var det kun modvilligt, at Bob Paisley sagde ja til jobbet som manager for Liverpool FC: ”Jeg ville ikke have jobbet i første omgang, og jeg er ikke sikker på, jeg kan klare det. Jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få fra jer,” sagde han til spillertruppen ved en af de første træninger. Der var imidlertid ingen tvivl om klubbens tro på Paisley, for det var Bill Shankly, der havde anbefalet ham. Shankly mente, at klubben skulle finde den nye manager blandt folkene i det såkaldte Boot Room; støvlerummet, hvor trænerstaben omkring førsteholdet samledes for at diskutere fodbold over en kop te. Her havde Paisley været assistentmanager siden 1971, og det var oplagt, at han som Shanklys højre hånd blev forfremmet til managerposten.
Det var med andre ord et forholdsvis udramatisk managerskifte, der fandt sted i juli 1974, da Bob Paisley blev den første i den række af Liverpool-managers, der op gennem 1970erne, 80erne og 90erne blev rekrutteret fra klubbens egne rækker.
Ud af Shanklys skygge
Dramatik var der til gengæld i Paisleys første kamp som manager. Som pokalvindere skulle Liverpool møde mestrene fra Leeds United i den traditionsrige Charity Shield-kamp, som markerer startskuddet på den nye sæson. Liverpool vandt efter straffesparkskonkurrence, men kampen huskes mest af alt for, at både Kevin Keegan og Billy Bremner blev udvist efter at have været i slagsmål i begyndelsen af anden halvleg.
Som en særlig gestus lod Paisley Bill Shankly føre holdet ud på Wembley, men da Shankly i de følgende måneder blev ved at dukke op på Melwood til holdets træninger, og jævnligt gav sin mening til kende om Bob Paisleys dispositioner, blev det en belastning for Paisley. Han følte sig nødsaget til at lægge afstand til Shankly, og udtalte, at Shankly ”for klubbens bedste var nødt til at holde sig væk.”
Shankly havde nok håbet på stadig at kunne spille en eller anden form for rådgivende rolle. Da klubben ikke viste interesse for det, og heller ikke inviterede ham som gæst til kampene, følte han sig dårligt behandlet, hvilket han senere gav udtryk for i sin selvbiografi. For klubben var det imidlertid vigtigt, at Paisley fik mulighed for at træde ud af Shanklys skygge og sætte sit eget aftryk på holdet.
Charity Shield-kampen i 1974Fodboldsæsonen i England indledes i august med den traditionsrige kamp mellem den foregående sæsons mesterhold og FA Cupvinderne. Kampen er siden 1974 blevet spillet på Wembley i London. Det år havde Liverpool vundet FA Cuppen, og skulle således møde ligamestrene fra Leeds United. Leeds og Liverpool havde i årene forinden haft nogle tætte og drabelige opgør, som f.eks. FA Cupfinalen i 1965. Charity Shield 1974 blev ingen undtagelse; tværtimod. Fra kampens start blev der begået små svinske frispark over hele banen, og Leeds’ spillere virkede opsatte på at frustrere Liverpools pasningsbaserede spillestil. Det hele kulminerede, da Billy Bremner og Kevin Keegan blev udvist efter at have været i klammeri med hinanden. Leeds’ spillere havde gennem hele kampen sparket Keegan, og et kvarter inde i anden halvleg havde Keegan fået nok. Han langede ud efter Bremner, som slog igen, og begge fik marchordre. The Times konkluderede, at ”aldrig før har Wembley været vidne til sådan en skændsel.” De to spillere smed begge deres trøjer i jorden på vej ud, og blev tilsammen idømt 11 spilledages karantæne. Kampen endte i øvrigt 1-1, hvorefter Liverpool vandt straffesparkskonkurrencen 6-5. |
Paisley sætter sit præg
At træde ud af Shanklys skygge har formentlig været nogenlunde lige så svært, som det må have været for David Moyes at overtage managerposten i Manchester United efter Alex Ferguson. Medier og fans fulgte med falkeøjne enhver beslutning, Paisley tog, og sammenlignede med, hvad Shankly ville have gjort i en lignende situation.
Bob Paisley viste imidlertid hurtigt, at han var i stand til at fastholde klubbens position i toppen af engelsk og europæisk fodbold. Han gjorde en dyd ud af at forklare, at han ikke ønskede at revolutionere holdet, og at han ville fastholde og udvikle pass-and-move-spillestilen; kontinuitet var et nøgleord for ham. Paisleys måde at arbejde med holdet på var imidlertid forskellig fra den måde, Shankly havde grebet mange ting an på. Det gjaldt ikke mindst spillerrekrutteringen.
Hvor Shankly var blevet klandret for at holde fast i de bærende stjernespillere for længe, havde Bob Paisley en særlig evne til at forny spillertruppen løbende, således at trofæsulten og konkurrencen om pladserne på holdet hele tiden blev bevaret. Det har sikkert medvirket til, at holdet under Paisleys ledelse ikke for alvor oplevede sæsoner med formdyk og behov for masseudskiftning i truppen.
Den første spiller Paisley hentede til Anfield var Phil Neal, som blev købt i Northampton for blot £66.000. Senere fulgte spillere som Terry McDermott, Alan Hansen, Alan Kennedy, Mark Lawrenson, Graeme Souness, Bruce Grobbelaar samt ikke mindst Kenny Dalglish og Ian Rush. Kendetegnende for flere af disse indkøb var, at det var spillere, som blev hentet til klubben med et langsigtet perspektiv. Bob Paisley havde en veludviklet sans for at forudse, hvornår en stjernespiller ville brænde ud, og sørgede med sin indkøbspolitik for at have nye sultne spillere klar, når det var tid til at skille sig af med et stort navn. Det var talentspejder og tidligere Liverpool- spiller Geoff Twentyman, som i de år fandt spillerne ud fra Bob Paisleys ønsker, og man må sige, at han gjorde det godt, når man ser listen over de navne, der kom til klubben i denne periode.
Etablering som europæisk stormagt
1974/75-sæsonen skulle vise sig at blive den eneste i Bob Paisleys managertid, der ikke kastede mindst et af de store trofæer af sig. Allerede i 1976 blev mesterskabet hentet hjem til Anfield efter en tæt duel med Queens Park Rangers. Samtidig præsterede holdet at sikre klubbens anden europæiske titel efter en samlet finalesejr i UEFA Cuppen over Club Brügge.
Den tvivl der måtte have været hos nogle mht., om Bob Paisley kunne levere varen som manager, var nu forduftet, og 1976/77-sæsonen skulle blive endnu bedre. Liverpools tiende mesterskab blev vundet foran Manchester City, hvilket ikke mindst skyldtes en imponerende hjemmebanestatistik på 18 sejre, tre uafgjorte og ingen nederlag. Sæsonens højdepunkt kom imidlertid små to uger senere, da Liverpool for første gang hjemtog Europa Cuppen for mesterhold, hvor det var de tyske mestre fra Mönchengladbach, der var modstanderen på Roms Olympiske Stadion den 25. maj 1977.
Mange danske fodboldfans husker især finalen for Allan Simonsens flotte udligning af den føring, Terry McDermott havde givet Liverpool inden pausen. Liverpool var dog bedst i det meste af kampen, og midtvejs i anden halvleg headede Tommy Smith et hjørnespark i nettet. Tyskernes skæbne blev beseglet syv minutter før tid, da Keegan blev revet ned i feltet og Phil Neal scorede på det efterfølgende straffespark.
Liverpool FC havde med finalesejren for alvor etableret sig som en af storklubberne i Europa, og det var en stolt Bob Paisley, der ved hjemkomsten til Liverpool kunne fortælle de tusindvis af fremmødte fans, at ”dette er den største dag i Liverpool Football Clubs historie.”
Kongen checker ind
Hvad Bob Paisley ikke fortalte de mange fans var, at Europa Cup-finalen havde været Kevin Keegans afskedskamp. Keegan havde allerede et år forinden fortalt Paisley, at han ønskede at prøve sig af på kontinentet. Paisley havde accepteret, men aftalt med Keegan at vente til efter 1976/77-sæsonen. Det gav Paisley tid til at finde en afløser. Mens Keegan blev solgt til de tyske UEFA Cup-vindere fra Hamburger SV for rekordbeløbet £500.000, drog Bob Paisley nordpå, til Glasgow i Skotland. Her havde Paisley for længst udset sig Kenny Dalglish som den spiller, der skulle udfylde tomrummet efter Keegan.
Trods 167 mål i 321 kampe for Celtic var Dalglish ikke særlig kendt i England, og mange fans var i begyndelsen skeptiske. Paisley, der gladeligt lagde rekordbeløbet £440.000 på bordet, vidste imidlertid, hvad han gjorde, og sagde da handelen var gået igennem: ”Vi må hellere se at komme ud af Glasgow, inden de opdager, hvad de har gjort.”
Som så ofte før og efter havde Bob Paisley set rigtigt. Dalglish overtog trøje nr. 7 fra Keegan, og i ligadebuten mod Middlesbrough gik der også kun syv minutter, før han havde scoret sit første mål for Liverpool. The Kop havde sagt farvel til en stor mus, men havde til gengæld fået en konge, der af mange fans regnes for den bedste spiller, klubben nogensinde har haft.
Den mest vindende manager i Liverpools historie
Bob Paisley sagde, at ”når Kenny stråler, lyser hele holdet op,” og der er ingen tvivl om, at med Dalglish på holdkortet, kunne Liverpool fastholde og endda forbedre det stabilt høje niveau, der efterhånden havde kendetegnet holdet i flere sæsoner. Trofæerne kom da også rullende i en lind strøm sidst i 1970erne og i starten af 1980erne.
Da Bob Paisley takkede af som manager i 1983, havde han således sikret klubben 13 store trofæer på ni år. Bortset fra en andenplads i 1978 og en femteplads i 1981 havde Liverpool været urørlige i ligaen med seks mesterskaber på ni år. Europa Cuppen for mesterhold blev, efter den første triumf i Rom, genvundet i 1978 og i 1981 og Liga Cuppen blev sikret tre år i træk fra 1981 til 1983. Kun FA Cupmedaljen manglede i Paisleys personlige pokalskab, da han den 1. juli 1983 lod managerstafetten gå videre til sin afløser Joe Fagan.
Det kan godt være, Bob Paisley var en stille mand, men hans evner som manager var så markante, at de gav genlyd, og skrev ham ind i historien som den mest vindende manager i Liverpool FCs historie.
Europa Cup-opgøret mod St. Etienne i 1977Et af de mest legendariske Europa Cup-opgør fandt sted 16. marts 1977 i tredje runde af Europa Cuppen for mesterhold, hvor Liverpool var oppe imod de franske mestre fra St. Etienne. Den første kamp i Frankrig var endt med fransk 1-0-sejr, og på Anfield lagde Liverpool ud i et hæsblæsende tempo. Allerede efter 42 sekunder gav det bonus, da Kevin Keegan, som havde været skadet i den første kamp, bragte Liverpool foran. Anfield eksploderede, stemningen var elektrisk, og venstrebacken Joey Jones betegnede det som ”den mest fantastiske atmosfære, jeg nogensinde har spillet i.” St. Etienne var imidlertid et af tidens stærkeste europæiske mandskaber, og seks minutter efter pausen udlignede e Liverpools føring. Det betød, at hjemmeholdet nu skulle frem og score to gange for at gå videre til semifinalen. Heldigvis lykkedes det hurtigt Ray Kennedy at bringe Liverpool foran igen, men det var stadig franskmændene, der var videre på reglen om udebanemål. Anfield ville dog ikke overgive sig, og skabte et intenst støjinferno, men franskmændene forsvarede sig bravt. I det 73. minut blev David Fairclough, kendt som Supersub, sendt på banen i stedet for en småskadet Toshack. Anfield skruede op for lyden med endnu nogle decibel, og 10 minutter efter fik Fairclough den mulighed, Liverpool havde søgt desperat efter. Ray Kennedy lagde en lang aflevering, og Fairclough satte af sted mod mål. De franske forsvareres tacklinger blev afvist, og Fairclough kunne sparke bolden fladt i det lange hjørne. I kampens sidste fem minutter lød det messende ”Allez les Rouges” fra the Kop, og da dommerens sidste fløjt endelig lød, var det en kendsgerning, at Liverpool var i semifinalen og på vej mod sin første triumf i mesterholdenes Europa Cup. |
1983-1991 – Triumfer og tragedier
Af Jesper Thinghuus
Som Liverpool fan i 1980erne kom man igennem hele følelsesregisteret. Det var en periode, der kastede mange trofæer af sig, men det varsamtidig et årti, hvor klubbens
fans var vidner til et par gedigne sportslige skuffelser. 25 års dominans lakkede mod enden, og så var det i 1980erne, at de to største tragedier i klubbens historie fandt sted.
Årene omkring 1990 var begivenhedsrige på den internationale politiske scene. Berlinmuren faldt i november 1989, og det dybfrosne forhold mellem øst og vest tøede i de følgende år op med en hastighed, de færreste havde troet mulig. På Merseyside markerede overgangen til 1990erne også afslutningen på en epoke for Liverpool FC, og da manager Kenny Dalglish sagde op den 21. februar 1991, indvarslede det en ny periode for klubben, hvor der blev længere mellem trofæerne.
Onkel Joe
Før Kenny Dalglish blev ansat som manager, var der et kort, men ganske succesfuldt, intermezzo på managerposten i skikkelse af Joe Fagan. Fagan var indfødt Liverpudlian, og havde været en del af trænerstaben i Liverpool siden 1958. Han var en populær og højt respekteret skikkelse i spillertruppen, hvor han gik under tilnavnet ”Onkel Joe”.
Bob Paisley udpegede Fagan som assisterende manager i 1979, og det var naturligt, at han overtog managerjobbet, da Bob Paisley stoppede i 1983. Egentlig var Fagan ikke særlig interesseret i jobbet, og han fortalte, at ”jeg tog kun tog jobbet, fordi jeg følte, jeg arbejdsmæssigt var gået i stå.” Paisley og klubbens bestyrelse var imidlertid sikre på, at Fagan var den rette afløser, der kunne fastholde positionen som et af Europas bedste mandskaber. Joe Fagan med Europa Cup-trofæet efter sejren i 1984
Joe Fagan overtog et velfungerende hold, der både var regerende mesterhold og Liga Cup-vindere, og han foretog kun ganske få udskiftninger i spillertruppen for at bevare skarpheden. Han var tæt på at sikre sig Michael Laudrup, der imidlertid sprang i målet og valgte Juventus, da Liverpool sent i forløbet forlangte en længere kontraktperiode med det danske stortalent, end parterne først havde aftalt.
Fagans trebleLiverpool og Manchester United er de eneste engelske klubber, der har formået at vinde en såkaldt treble. Liverpool stod for den første i 1983/84-sæsonen. Det var Joe Fagans debutsæson som manager, og klubben sikrede sig foruden mesterskabet både Liga Cuppen og Europa Cuppen for mesterhold. I ligaen satte Liverpool sig på førstepladsen allerede i begyndelsen af november, og så sig ikke tilbage, før det tredje mesterskab i træk kunne fejres i maj. Liga Cuppen blev hjemtaget for fjerde sæson i træk og det endda i historiens første pokalfinale mellem de to Merseyside-rivaler. 70.000 scouseres messende ”Merseyside, Merseyside” hyldede de to mandskaber på Wembley efter et spændende 0-0 opgør, som betød, at der skulle spilles omkamp på Maine Road i Manchester. Her afgjorde Graeme Souness’ enlige scoring kampen til Liverpools fordel. Den sidste del af treblen blev sikret med en finalesejr i Europa Cuppen for mesterhold mod Roma. Det skete endda på italienernes hjemmebane i Rom, hvor Phil Neal gav Liverpool en tidlig føring, mens Roberto Pruzzo udlignede kort før pausen. Da der ikke blev scoret yderligere, endte kampen i straffesparkskonkurrence. Her havde Liverpool de bedste nerver og en sprælsk Bruce Grobbelaar på mål, hvilket sikrede en samlet 5-3-sejr. |
Fra treble til tragedie
Selvom Laudrup glippede, var holdet stadig rigeligt stærkt til at kunne konkurrere på alle fronter, og 1983/84-sæsonen blev en historisk succes. Både mesterskabet og Liga Cuppen blev forsvaret på flotteste vis, og da anfører Graeme Souness den 30. maj 1984 løftede pokalen med de store ører op mod aftenhimmelen over Rom, var det en kendsgerning, at Liverpool FC som den første engelske klub nogensinde havde formået at vinde en treble.
Efter finalen i Rom udtalte Souness ”hvem skal kunne stoppe os næste sæson?”, men henover sommeren solgte Liverpool netop Souness til Sampdoria, og det var – trods indkøb af bl.a. Jan Mølby og John Wark – et for stort hul at skulle udfylde. Det sejrsvante Liverpool-hold formåede således ikke at vinde nogen af de hjemlige turneringer, så 1984/85-sæsonen skulle reddes af Europa Cuppen, hvor Liverpool igen var nået frem til finalen, denne gang mod Juventus på Heysel Stadion i Bruxelles.
Det der på forhånd lignede en spændende fodboldkamp mellem to af Europas største klubber, skulle imidlertid blive til en tragedie af ufattelige dimensioner. Kombinationen af et faldefærdigt stadion og for ringe adskillelse af de to holds fangrupper betød, at 39 fodboldfans mistede livet, heraf de fleste Juventus-tilhængere, da de prøvede at flygte fra angribende Liverpoolfans, hvilket medførte, at en mur brød sammen under presset, og mange italienske fans blev mast.
I lyset af den skrækkelige tragedie, der udfoldede sig på stadion, virkede selve finalen meningsløs, da den blev fløjtet i gang med en del forsinkelse. Juventus vandt med 1-0 på et diskutabelt straffespark, men Europa Cup-finalen 1985 vil for altid blive husket for de tragiske 39 dødsfald frem for resultatet.
LÆS MERE OM HEYSEL TRAGEDIEN HER
Kenny Dalglish bliver manager
Da Joe Fagan trådte ud af flyet ved hjemkomsten til Liverpool, kunne man se, han var en mærket mand. Fagan havde dog allerede inden Heyselkampen besluttet at stoppe som manager, og til stor overraskelse for mange, pegede klubbens ledelse på den endnu aktive Kenny Dalglish som ny manager.
Indledningsvis var det lidt vanskeligt for Dalglish at vænne sig til sin nye rolle, men efterhånden – og bl.a. efter at assisterende manager Ronnie Moran havde forklaret spillerne, at de var nødt til at kalde Dalglish for ”boss” kom hierarkiet på plads, og resultaterne blev bedre og bedre.
Allerede i Dalglish’ første sæson som manager blev mesterskabet sikret efter en flot slutspurt, men sæsonen huskes især for den første FA Cup-finale nogensinde mellem de to Merseyside-rivaler. Det blev en underholdende affære, som Liverpool vandt med 3-1, hvilket ikke mindst skyldtes indsatsen fra Jan Mølby, som var involveret i alle tre mål, og som strøede om sig med præcise afleveringer.
Finalen kronede en strålende sæson for Mølby, der nu havde været i klubben et par år. I den første sæson under Fagan var Mølby mest blevet brugt som reservespiller, men Dalglish havde stor fidus til den danske playmaker, og fortalte senere, at han ”ikke kunne fatte, at så kreativ en spiller havde rendt rundt på reserveholdet.”
Kenny Dalglish’ managerkarriere begyndte således med en imponerende double og han skabte i de følgende år nogle af historiens mest velspillende og underholdende Liverpool-mandskaber. Det gjaldt ikke mindst i 1987/88-sæsonen, hvor mesterskabet atter blev hjemtaget på overbevisende vis, hvilket bl.a. skyldtes, at Dalglish havde tilført holdet store offensive profiler som John Barnes, Peter Beardsley og John Aldridge. Kenny vandt The Double i sin første sæson i 1985/86.
Sportslige nedture
Da holdet også nåede FA Cup-finalen i 1988 mod upåagtede Wimbledon, havde Liverpools fans store forhåbninger om endnu en double-triumf. Finalen på Wembley blev imidlertid en stor skuffelse for de røde storfavoritter, hvor et brændt straffespark af John Aldridge, og en fejlagtigt underkendt scoring var det nærmeste Liverpool kom på at udligne Wimbledons 1-0-føring.
Nederlaget til Wimbledon var en skuffelse, men den skulle blive overgået et års tid senere. Vanen tro var Liverpool med i mesterskabskampen, og denne gang var det Arsenal, der var nærmeste konkurrent. Da de to mandskaber skulle mødes på Anfield på sidste spilledag, var situationen, at Liverpool førte med tre point og en målforskel, der var fire mål bedre end Arsenals. Arsenal skulle således vinde med mindst to mål for at blive mestre.
Da Alan Smith bragte Arsenal foran efter 52 minutter, så det scenarie pludselig ikke så urealistisk ud. Spillet bølgede nervøst frem og tilbage med chancer i begge ender, og to minutter inde overtiden, da Liverpool så ud til at have reddet stormen af, slap den senere Liverpool-spiller Michael Thomas fri på en lang bold og bragte Arsenal foran 2-0. Da slutfløjtet lød kort efter, var Thomas’ overtidsmål således akkurat nok til at sende mesterskabet til Londonklubben. Mens Dalglish stod som forstenet på sidelinjen, sank Liverpools spillere sammen rundt omkring på Anfields græstæppe, og som Steve McMahon udtalte efter kampen, spurgte man sig selv ”om det her virkelig er sket.”
Det chokerende nederlag til Wimbledon i FA Cup-finalenEn af de mest overraskende vindere i FA Cup-pens historie var Wimbledon, der slog Liverpool med 1-0 i finalen 14. maj 1988. Liverpool havde i løbet af sæsonen 1987/88 |
En nedbrudt Dalglish siger op
Et år efter nedturen mod Arsenal hjemtog Liverpool sit 18. og foreløbig seneste mesterskab, men på det tidspunkt var det en hårdt medtaget Kenny Dalglish, der sad i managersædet. Han var stadig mærket af tragedien på Hillsbororugh den 15. april 1989 i forbindelse med FA Cupsemifinalen mod Nottingham Forest. En kamp, der blev fløjtet af efter seks minutter, da det stod klart, at noget var helt galt på tilskuerpladserne i den ende, hvor Liverpools fans holdt til. Det var ét stort kaos. Alt for mange tilskuere var blevet lukket ind i afsnittet, hvilket betød, at folk blev presset op mod hegnet, der omgav banen, og i alt 96 Liverpool fans blev mast ihjel af trykket bagfra. Det var en tragedie, der kom til at sætte sit præg på Liverpool FC fremover. Liverpool endte med at vinde FA Cuppen 1989 i en følelsesladet finale mod Everton, hvor fans fra de to Merseyside-klubber stod skulder ved skulder og mindedes de 96 dødsofre fra Hillsborough, men trofæet virkede underordnet i betragtning af de tab, mange familier havde lidt.
For Kenny Dalglish var Hillsborough- tragedien mere, end han kunne klare. Han led i de efterfølgende måneder sammen med de pårørende, og det tærede på hans mentale overskud. Han fik sværere og sværere ved at håndtere presset som Liverpool-manager, og den 21. februar 1991 meddelte Dalglish klubbens bestyrelse, at han sagde op.
Dalglish træder tilbage20 minutter inde i mødet den 21. februar 1991 på klubsekretær Peter Robinsons kontor smed Kenny Dalglish bomben: ”Jeg siger op! Jeg har brug for en pause, og er nødt til at stoppe nu.” Peter Robinson kunne dårligt tro, at disse ord kom fra den manager, der på seks år havde skaffet klubben tre mesterskaber og to FA Cuptriumfer. Det var dog ikke en joke fra Dalglish’ side. Et halvt år før, i sommeren 1990, havde han også luftet tanken om at holde en pause. Dalglish mente det alvorligt – han kunne ikke mere. Baggrunden var, at han efterhånden følte managerjobbet som et ubærligt pres. Det var startet med tragedien på Hillsborough i april 1989. Dalglish havde sørget sammen med de mange familier, er havde mistet pårørende. Det var en lidelse, der nu gav ham både fysiske og psykiske symptomer. Han var en belastning for sin familie, og han var begyndt at få røde blærer over hele kroppen. Dalglish havde i månederne efter tragedien i Sheffield besøgt pårørende og deltaget i begravelser, og i det hele taget forsøgt at lindre folks smerte. Det betalte han nu prisen for, for hans egen sorg var ikke blevet håndteret. Det drænede hans mentale overskud, som ellers skulle bruges til at klare det pres, der altid hviler på en Liverpool-manager. Det var det pres, han var bukket under for, og som fik ham til at bede klubbens bestyrelse om at blive fritaget for tjeneste. Et ønske den modvilligt imødekom dagen efter. |
1991-1998 – Premier Leagues indtog
Af Jesper Thinghuus
1990erne var årtiet, hvor engelsk fodbolds øverste række blev omdannet til Premier League. Penge fra lukrative TV- og sponsoraftaler strømmede ind i klubberne, og fodboldproduktet blev kommercialiseret i en grad, der ikke var set tidligere. Det virkede dog som om, Liverpool FC havde svært ved at tilpasse sig de nye tider, og klubben havde problemer med at genfinde formen fra de succesrige 80ere.
Da Gérard Houllier i 2004 forlod Liverpool FC, udtalte han, at ”vi ændrede klubbens ry fra at være på avisernes forsider, til igen at være i deres sportssider, bagerst i avisen. Liverpool blev igen en rigtig fodboldklub.” Liverpool var nemlig op gennem 1990erne alt for ofte interessant forsidestof af de forkerte årsager. Uro på managerposten, en udisciplineret spillertrup og ustabilt spil bidrog til, at klubben havde svært ved at begå sig i kampen om trofæer.
At det skulle gå sådan for Liverpool i 90erne, var der næppe mange, der kunne forudse sidst i februar 1991, da Kenny Dalglish valgte at trække sig som manager. På det tidspunkt var der umiddelbart ikke tegn på, at de sportslige præstationer var for nedadgående. Mesterskabet var trods alt blevet vundet i 1990, og holdet førte 1. division, da Dalglish trådte tilbage.
Tiderne var imidlertid ved at ændre sig i engelsk fodbold, og kombinationen af et kommercialiseret fodboldprodukt, en konfliktskabende manager og en klubledelse, som ikke i tide opdagede, at klubfølelse og traditioner ikke længere var nok i den moderne fodboldverden betød, at Liverpool FC mistede momentum og fik rollen som en passager, der kom for sent, da toget kørte.
En fejlcastet manager
Graeme Souness havde været en fantastisk kaptajn og indpisker på banen, og hans ledelsesstil på managerbænken var også højtråbende og krævende. Efter at han i april 1991 var blevet udpeget som Kenny Dalglishs afløser, viste det sig snart, at den kontante stil havde en nedbrydende snarere end en opbyggende effekt på Liverpools præstationer. Souness var en konfliktmager, der forsøgte at revolutionere for mange ting på for kort tid. Souness vendte tilbage til Anfield.
Graeme Souness var inspireret af italiensk fodbold, og ønskede, at holdet skulle spille mere kynisk og disciplineret. Træningen blev gjort fysisk hårdere, spillernes kostvaner blev lavet om, og i det hele taget blev mange af de små dagligdagsrutiner, som spillerne havde været vant til i årevis, ændret eller afskaffet.
Souness så det som sin opgave at bryde med traditionerne og modernisere klubben. Han valgte at samle flere af klubbens faciliteter på Melwood, og måtte nedlægge the Boot Room, så der kunne blive plads til et presserum på Anfield.
Managerens ønske om, at Liverpool skulle spille mere kynisk og fysisk hårdt, betød en markant udskiftning i spillertruppen, men desværre for Liverpool formåede Souness ikke at tilføre holdet spillere af den rette kvalitet. Mens han skilte sig af med Peter Beardsley, Gary Gillespie, Steve Staunton, Steve McMahon, Gary Ablett og Ray Houghton, anskaffede han folk som Mark Wright, Dean Saunders, Paul Stewart, Neil Ruddock og Julian Dicks samt ikke at forglemme Stig Inge Bjørnebye og Torben Piechnik.
Kun ganske få af Souness’ spillerkøb kan betegnes som succeser, og det kunne ses på resultaterne. Både i 1992 og 1993 havnede Liverpool på sjettepladsen i ligaen, og det blev efterfulgt af en ottendeplads i 1994. Det var de dårligste placeringer siden syvendepladsen i 1965. Kun FA Cup-triumfen i 1992 lyste en smule op i samlingen af sørgelige resultater, da Liverpool vandt finalen på Wembley med 2-0 over Sunderland.
Liverpools spillestil var for kontinental og disciplinorienteret til en klub, der inderst inde stadig ønskede at bygge på Bill Shanklys familiære værdier, og Souness erkendte senere, at han “begik fejl. Både i min ledelsesstil og ved den måde, jeg forsøgte at ændre tingene på.”
The Boot Room nedlægges”I virkeligheden var der ikke noget særligt over det, bortset fra de personer, der brugte det.” Sådan lød karakteristikken af the Boot Room fra ungdomstræner John Bennison. Det var i støvlerummet, at klubbens manager og de nærmeste medarbejdere mødtes for at diskutere fodbold. Rummet befandt sig under Main Stand, og var etableret med det formål at opbevare spillertruppens fodboldstøvler. Under Bill Shanklys managertid begyndte nogle af medarbejderne i trænerstaben at bruge rummet som et uformelt mødelokale, hvor de drøftede kampe, spillere, taktik og alt muligt andet fodboldrelateret. Det var en tradition, der blev fortsat under Bob Paisleys, Joe Fagans og Kenny Dalglishs managerperioder, og der kom efterhånden et mytisk skær over the Boot Room, som stedet hvor Liverpools mange succeser blev udtænkt. Efterhånden blev det også en tradition, at modstanderholdets manager blev inviteret ind i støvlerummet til en snak og en drink efter kampene på Anfield. Med Premier Leagues indførelse og behovet for forbedrede presseforhold, blev det besluttet at nedlægge the Boot Room, og da Souness ønskede at samle klubbens trænings-, behandlings- og mødefaciliteter på Melwood, forsvandt behovet for et støvlerum på Anfield. Støvlerummet blev derfor nedlagt i 1993, og findes ikke længere. |
Souness trak samtidig et spor af konflikter efter sig. På de indre linjer fyrede han Phil Thompson som førsteholdstræner efter et bittert opgør, og udadtil skabte det oprørsstemning blandt fansene, at han i 1992 solgte historien om sin bypassoperation til den unævnelige tabloidavis, der er blevet boykottet på Merseyside lige siden katastrofen på Hillsborough.
Faktum er, at Souness blev mere og mere upopulær hos både fans og klubledelse, og et 1-0-nederlag i FA Cuppen den 25. januar 1994 på hjemmebane mod Bristol City var dråben, der afsluttede Graeme Souness’ managertid på Anfield.
Premier Leagues indtog
Graeme Souness klandres ofte for at være skyld i Liverpools fald fra tinderne, men det hører med til billedet, at han arbejdede i en periode, hvor fodboldverdenen forandrede sig markant. I 1992 blev det således besluttet at etablere Premier League som afløser for 1. division. Det betød nye muligheder for at sælge fodboldproduktet kommercielt; ikke mindst i kraft af det kollektive salg af TV rettighederne til BSkyB for £304 mio. Et beløb, der siden er steget eksplosivt, og i dag er nået op i svimlende £5 mia. for 2016-19.
Det forstod klubber som Manchester United, Arsenal og Leeds at udnytte bedre end Liverpool i form af forbedring af stadionfaciliteterne, salg af merchandise og anskaffelse af stærke udenlandske spillere som Cantona, Schmeichel og Bergkamp.
En konsekvens af Premier Leagues indførsel var således, at spillernes lønniveau steg, og udenlandske stjerner begyndte at finde vej til de engelske klubber. På Premier Leagues første spilledag i august 1992 optrådte i alt 11 spillere, som ikke kom fra de britiske øer. Otte år senere var andelen af udenlandske spillere i Premier League steget til 35%. Imidlertid satsede Liverpool i Premier Leagues første sæsoner stadig på britiske spillere, og det var først med købet af Patrik Berger fra Dortmund i 1996, at Liverpool begyndte at tilføre truppen navne fra udenlandske storklubber.
Set på afstand virker det som om, Liverpool var længere tid om at erkende fodboldproduktets kommercialisering, end mange af de konkurrerende klubber var, og daværende klubejer David Moores har senere fortalt, at det var efter EM 1996, at han blev klar over, at ”spillet var ved at ændre sig dramatisk.”
At der skulle gå så længe, før det blev erkendt, at tiden var løbet fra den gammeldags måde at drive fodboldforretning på, var måske ikke så mærkeligt i betragtning af, at Shanklys og Paisleys filosofi om at rekruttere trænere indefra og kontinuerligt at tilføre holdet unge, britiske talenter, havde været en succesfuld strategi i mere end 20 år.
Paradoksalt nok kan man argumentere for, at Graeme Souness var en moderne managertype, og at det var klubben, som endnu ikke var klar til at ændre filosofi. Liverpool-ledelsens valg af afløser for Souness var en indikation på det.
Roy Evans’ Spice Boys
Roy Evans var født og opvokset Liverpool, og havde været i klubben i 30 år, heraf de 20 som en del af trænerstaben i the Boot Room. Det var med andre ord en tilbagevenden til the Liverpool Way, da Evans blev udnævnt som manager 24 timer efter fyringen af Souness.
Det var uden tvivl en drøm, der gik i opfyldelse for Roy Evans. Som han udtalte i kampprogrammet forud for kampen mod Coventry den 26. februar 1994: ”Dagens kamp er min første på Anfield som manager, og den stolthed jeg føler, er nærmest ubeskrivelig.”
Evans var den diametrale modsætning til Souness. Hvor Souness skabte masser af konflikter, var Evans ikke meget for at tage et opgør. Han var ganske vist vellidt, men også en type, som spillerne ikke havde den fornødne respekt for, hvilket var ærgerligt i betragtning af, at den sidste del af 1990erne var en periode, hvor klubben rådede over et usædvanligt stort antal unge talenter.
Navne som Steve McManaman, Jamie Redknapp, Rob Jones, David James, Robbie Fowler, Michael Owen og Jamie Carragher brød igennem i løbet af 90erne og desuden fik Evans indkøbt etablerede, men stadig unge spillere som Phil Babb, Jason McAteer og Stan Collymore.
Potentialet var derfor stort i de sæsoner, hvor Roy Evans stod i spidsen for holdet, men resultaterne blev ikke derefter. Liverpool var et hold, der kunne spille noget af det mest underholdende angrebsfodbold i England, men der var slet ikke den stabilitet, som især Manchester United og Arsenal evnede.
Da Roy Evans forlod managerposten i 1998, var Liga Cuptriumfen i 1995 det eneste trofæ, han kunne fremvise. En tabt FA Cup-finale i 1996 og tredjepladser i Premier League i 1996 og 1998 var det tætteste, holdet i øvrigt kom på trofæer.
At det store potentiale ikke blev udløst, hang uden tvivl sammen med den mangel på disciplin og dedikation, som var kendetegnende for holdet. De mange TV- og reklamepenge, der fulgte med Premier Leagues indførsel betød, at fodboldspillere fik status som film og rockstjerner. Flere af Liverpools spillere begyndte at optræde som reklamesøjler for bl.a. tøj- og parfumeproducenter, og de havde travlt med at begå sig som playboys i nattelivet.
Sidste kamp med ståpladser44.339 tilskuere var på plads på Anfield den 30. april 1994, da der for allersidste gang blev spillet fodbold foran the Kop med ståpladser. The Kop, som er tribune i Anfields sydlige ende, blev etableret i 1906, og er opkaldt efter bakketoppen Spioenkop i Sydafrika, hvor et af de blodigste slag under den anden Boerkrig fandt sted. Langt de fleste af de aldne og sårede britiske soldater kom fra Merseyside. Der var tale om en ståtribune, men efter Hillsborough-katastrofen blev det besluttet, at der fra og med 1994/95-sæsonen kun måtte være siddepladser på Premier League-klubbernes fodboldstadions. Da Norwich vandt 1-0 den lørdag eftermiddag i april 1994, var det således sidste gang, the Kop var i funktion som en ståtribune, og Arsenal blev dermed som de første modstandere i 1994/95-sæsonen budt velkommen af et Anfield, som kun husede siddepladser. Det var ved den lejlighed, at Robbie Fowler scorede et hattrick i løbet af 4 minutter og 33 sekunder; det hurtigste i Premier Leagues historie, så man kan roligt sige at, at den nye tribune blev indviet med manér. |
Holdet fik i medierne tildelt øgenavnet ”Spice Boys”, inspireret af en af tidens populære popgrupper, Spice Girls, og billederne af Liverpool- truppen, der forud for FA Cup-finalen i 1996 gik rundt på Wembleys græstæppe iført cremefarvede Armani-jakkesæt, bidrog til det prædikat.
Uanset, hvor sympatisk Roy Evans fremstod, var han ikke en rette manager til at styre den gruppe af talentfulde, men udisciplinerede spillere, klubben rådede over. Der kom mange historier frem om, hvordan spillerne ignorerede Evans’ ordrer, og direkte underminerede managerens autoritet. Som forsvarsspilleren John Scales har udtalt, var problemet i disse år, at ”potentialet i holdet var fænomenalt, men disciplinen var ikke til stede.”
Efter den konfliktfyldte tid under Souness havde udnævnelsen af Evans været et forsøg på at vende tilbage til the Liverpool Way, men det viste sig heller ikke at fungere. Klubbens ledelse besluttede derfor, at der skulle nytænkning til i bestræbelserne på at genskabe storheden og respekten om Liverpool Football Club. Da Gérard Houllier trådte ind ad døren på Anfield i sommeren 1998, var det således første gang, at Liverpool FC udpegede en udenlandsk manager.
1999-2004 – Globaliseringen kommer til Liverpool
Af Jesper Thinghuus
200 år efter den franske revolutions afslutning gennemgik Liverpool FC sin egen franskinspirerede omvæltning. Selvom der ikke ligefrem var folkeligt oprør i gaderne, markerede ansættelsen af Gérard Houllier nye tider på Anfield. Det var ikke blot første gang, klubben skulle ledes af en udenlandsk manager; det var også et symbol på, at Liverpool langt om længe tog skridtet ind i den globaliserede fodboldverden. For en stund vendte noget af tidligere tiders storhed tilbage.
Gerard Houllier var på mange måder et logisk valg, da han blev ansat i sommeren 1998. Hverken den konfliktskabende Graeme Souness eller den konfliktsky Roy Evans havde skabt de ønskede resultater, men med Houllier fik klubben en manager, som havde lidt fra de to tidligere managere: Disciplinen fra Souness og kærligheden til klubben og byen, som Roy Evans stod for.
En franskmand med et rødt hjerte
Da Gerard Houllier indtog managerposten på Anfield, og dermed blev den første ikke-britiske manager for Liverpool FC, afslørede han således, at han havde ”et rødt hjerte” og længe havde været Liverpool-fan. Den slags erklæringer fra nyansatte spillere og trænere er ikke usædvanlige, men i tilfældet Houllier var der noget om snakken.
Som led i sine studier sidst i 1960erne opholdt den dengang 22-årige Houllier sig et års tid på Merseyside, og den stærkt fodboldinteresserede franskmand forelskede sig i Liverpool FC allerede under sit første besøg på Anfield, hvor han fra sin plads på the Kop blev ”overvældet af atmosfæren på stadion og fansenes betingelsesløse støtte til holdet.”
Som Houllier senere har fortalt, var det som om, det var skæbnebestemt, at han skulle finde vej til Liverpool. Han havde fået såvel Liverpool FC som byen ind under huden, og da han få år efter sit ophold på Merseyside slog ind på trænervejen, må det have været en drøm for ham en dag at blive manager for Liverpool. Gerard Houllier med Charity Shield-trofæet.
Et mislykket partnerskab
Drømmen skulle blive virkelighed i sommeren 1998, da Houllier fik et telefonopkald fra Liverpools administrative chef Peter Robinson. Det tilbud Liverpool gav ham, var dog i første omgang lidt usædvanligt. Ledelsen ønskede nemlig, at Houllier og Roy Evans skulle deles om managerhvervet. Selvom klubbens bestyrelse nok havde erkendt, at Evans ikke ville være i stand til at få den nødvendige stabilitet ind i holdet, var de tilsyneladende ikke parate til at skille sig af med den sympatiske klubmand.
Fodboldhistorien er imidlertid ikke ligefrem fyldt med succeshistorier om delt manageransvar. Det blev heller ikke tilfældet med Evans-Houllier partnerskabet. De lagde ganske vist fint ud, da 1998/99-sæsonen blev indledt med ti point i de første fire kampe, men derefter begyndte samarbejdet at knirke.
De første tegn på konflikt sås i forbindelse med udekampen mod West Ham i september, hvor de var uenige om, hvorvidt Riedle skulle starte inde, eller spares til næste kamp. Uenighederne tog til i løbet af efteråret, og som David James udtrykte det, var de to managers indbyrdes forhold ”som Halleys komet, der rammer Jorden”.
Resultaterne blev derefter: Dårligt spil, få scoringer og stigende utilfredshed blandt supporterne. Da kun knapt 21.000 mødte op på Anfield den 10. november 1998, og så Tottenham køre et uinspireret Liverpoolhold ud af banen, og dermed af Liga Cuppen, stod det klart, at Evans-Houllier-partnerskabets dage var talte. To dage senere sagde Roy Evans op, og lod Houllier alene tilbage på managerkontoret.
Disciplin og europæisering
Houllier havde nu frie hænder til at forme sit eget mandskab og få genoprettet Liverpool som en storklub, der kunne regnes med. For Houllier var det et langsigtet projekt, for som han sagde: ”En katedral bliver ikke bygget på ét år.”
Der var bestemt også en del at tage fat på. Træningsanlægget Melwood blev moderniseret, træningen blev gjort fysisk hårdere, og der blev slået hårdt ned på Spice Boys-kulturen. Sammenlignet med tiden under Evans ”gik vi fra den ene yderlighed til den anden,” som Michael Owen har fortalt.
Houllier havde en kontinental og disciplinorienteret tilgang. Ikke helt ulig Souness, men i modsætning til Souness, stødte Houllier ikke folk fra sig. Nærmest som et symbol på det, ansatte han Phil Thompson som assisterende manager; den samme Thompson, som Souness havde fyret fem år tidligere.
Også spillertruppen og spillestilen kom igennem en ”europæisering”. En række engelske spillere som David James, Steve Harkness, David Thompson og Paul Ince blev solgt, hvortil kom, at Steve McManaman skiftede til Real Madrid på en fri transfer, da kontrakten løb ud. Som erstatninger blev en række udenlandske spillere hentet ind, hvoraf især Dietmar Hamann og røverkøbet Sami Hyypiä fremstod som forstærkninger af holdet.
Først med købet af Emile Heskey i marts 2000 tilførte Houllier truppen en britisk spiller, og det var næppe tilfældigt, at holdets måde at spille fodbold på fik et mere europæisk tilsnit med fokus på en solid defensiv organisation og hurtige kontraangreb.
Fra flere sider blev Houlliers måde at spille fodbold på kritiseret for at være kedelig og for defensiv, men den kontrabaserede spillestil begyndte langsomt at give resultater med en godkendt fjerdeplads i 1999/00-sæsonen. Da en ung Steven Gerrard, som Houllier havde givet debut i november 1998, samtidig begyndte at slå igennem, var der grund til en spirende optimisme og håb om en ny stor, rød æra.
Med en gammel mand på trofæhøst
Da fremgangen fortsatte i den følgende sæson, skete det bl.a. på baggrund af en af Houlliers største genistreger. Gary McAllister var for længst nået ind i karrierens efterår, da Houllier ringede og spurgte, om han var interesseret i at påtage sig en rolle som nestor i Liverpools unge, talentfulde spiller trup.
Den første reaktion blandt fodboldeksperterne var undren over, hvad Liverpool ville med den 35-årige veteran, men Houllier så perspektiver i, at McAllister kunne bibringe hans unge mandskab, der havde en gennemsnitsalder på under 25 år, noget erfaring og overblik både på og udenfor banen.
Med tilføjelsen af McAllister fik unge midtbanespillere som Gerrard og Danny Murphy et erfarent forbillede at læne sig op ad. Det var uden tvivl af stor betydning i den historiske 2000/01-sæson, der endte med en fantastisk cup treble. Undervejs scorede McAllister afgørende mål som sejrsmålet mod Barcelona i UEFA Cup-semifinalen, et utroligt frisparksmål fra 40 meters afstand til 3-2 i tillægstiden på Goodison Park, ligesom han sparkede det frispark, som førte til et kampafgørende Alavés-selvmål i UEFA Cup-finalen.
Da McAllister tiltrådte hos Liverpool, havde han udtalt, at ”det var som et eventyr for en fyr på min alder,” og da Liverpool på sæsonens sidste spilledag supplerede trofæhøsten med at sikre sig en tredjeplads i Premier League, og dermed for første gang kvalificerede sig til Champions League, havde han selv bidraget kraftigt til, at 2000/01-sæsonen blev lidt af et eventyr for Liverpool FC.
Houlliers trebleNick Barmbys mål på Stadionul Giulesti i Bukarest den 14. september 2000, hans første for Liverpool efter den kontroversielle overgang fra Everton, sparkede det hele i gang. 25 cupkampe senere havde Liverpool som det første og stadig eneste engelske hold formået at vinde en cup treble, hvor både FA Cuppen, Liga Cuppen og et af de europæiske klubtrofæer hjemtages i samme sæson. Med deltagelse i finalerne i alle tre turneringer i sæsonen 2000/01 kom Liverpool dermed til at spille det maksimale antal kampe, det var muligt at spille på en sæson. I alt 63 kampe blev det til. Bemærkelsesværdigt var det, at alle tre finaler var store dramaer. Liga Cuppen blev vundet med en finalesejr over undertippede Birmingham efter straffesparkskonkurrence, hvor Birmingham i tillægstiden af den ordinære spilletid havde udlignet Fowlers føringsmål. I FA Cup-finalen var Liverpool på hælene det meste af kampen mod Arsenal, som bragte sig i spidsen efter 72 minutter. To mål af Michael Owen i det 83. og 88. minut vendte imidlertid på dramatisk vis kampen på hovedet til stor frustration for Arsenalmanager Arsene Wenger, som udtalte: ”Det var åbenlyst, at vi skulle have vundet.” I UEFA Cup-finalen på Westfalenstadion i Dortmund stod Liverpool overfor upåagtede Alavés fra Spanien. Storfavoritterne fra Liverpool bragte sig hurtigt foran 2-0 og lignede sikre vindere. Alavés spillede imidlertid deres chance og reducerede, hvorefter kampen bølgede frem og tilbage. Da der var spillet seks minutter af anden halvleg, stod det pludselig 3-3. Fowler bragte atter Liverpool på vinderkurs, men et minut før tid udlignede Alavés til 4-4, og kampen gik i forlænget spilletid. På daværende tidspunkt blev forlænget spilletid afgjort på såkaldt Golden Goal, og tre minutter før straffesparkskonkurrence snittede en Alavés-forsvarer et frispark fra McAllister ind i eget mål, og cup-treblen var en realitet. |
Hjerteproblemer
Det siger næsten sig selv, at det ville være umuligt at gentage trofæhøsten i den følgende sæson, men en kvartfinaleplads i Champions League og en andenplads i Premier League efter suveræne Arsenal, betød trods alt, at 2001/02 bidrog til billedet af, at Liverpool havde genfundet sin plads i toppen af engelsk og europæisk fodbold.
Houllier tilførte truppen nogle interessante spillere som John Arne Riise, Jari Litmanen og Nicolas Anelka samt hele to målmænd i Jerzy Dudek og Chris Kirkland. Begge målmænd blev købt på transfervinduets sidste dag for tilsammen £10 mio.
Holdet leverede stabilt gode resultater sæsonen igennem, som f.eks. sejrene både de og hjemme mod Manchester United. Debuten i Champions League var opløftende med gode præstationer mod hold som Barcelona, Roma, Galatasaray og Dortmund, selvom det i sidste ende var en skuffelse at tabe kvartfinalen mod Leverkusen på et mål fem minutter før slutfløjt.
Sæsonen huskes desuden for, at Houllier blev ramt af hjerteproblemer og var sygemeldt i fem måneder, hvor Phil Thompson overtog styringen af holdet på flotteste vis. Hjertesygdommen skulle imidlertid vise sig at blive et vendepunkt i Houlliers tid som Liverpool-manager.
Nedturen
Efter et par succesfulde sæsoner var der stor tiltro til, at klubben under Houlliers ledelse langt om længe ville hjemtage det eftertragtede Premier League-trofæ. Så meget desto større var chokket over den nedtur, der blev indledt i 2002/03-sæsonen.
Resultatmæssigt begyndte det ellers godt. Liverpool var ubesejret i Premier League efter 12 runder og lå klart i spidsen for ligaen. Spillet havde dog ikke været prangende og snart begyndte det at gå nedad bakke. I de følgende 11 Premier League kampe vandt Liverpool ikke en eneste gang, og holdet dumpede ned midt i rækken; det var den værste stime i 50 år. Samtidig røg holdet ud af Champions Leagues gruppespil efter en sløj indsats, hvor holdet bl.a. blev ydmyget af Rafa Benitez’ stærke Valenciamandskab.
Det var en deroute, som mange mente, havde sin forklaring i Houlliers ageren på transfermarkedet i sommeren 2002. Her valgte han at bruge £18,5 mio. på senegaleserne El Hadji Diouf og Salif Diao samt franskmanden Bruno Cheyrou, som Houllier frejdigt karakteriserede som den nye Zinedine Zidane. Ingen af de tre havde imidlertid kvalitet til at begå sig i toppen af Premier League, og der var tale om eklatante fejlinvesteringer, som kom til at besegle Houlliers skæbne.
Sæsonen blev kun reddet af, at det lykkedes at hjemtage Liga Cuppen efter en finalesejr over Manchester United, men det ændrede kun kortvarigt på, at Houlliers popularitet styrtdykkede. Den defensive spillestil blev kritiseret, der blev stillet spørgsmålstegn ved, om Houlliers helbred pillede ind på dømmekraften, og han kom ofte i situationer, hvor han krampagtigt forsøgte at bortforklare nederlag eller dårlige præstationer.
Selv ikke en hæderlig fjerdeplads og dermed Champions League-kvalifikation i sæsonen 2003/04 kunne ændre på, at han ikke havde kunnet fastholde sin franske revolutions momentum, og det var derfor ikke nogen stor overraskelse, at Liverpool valgte at afbryde samarbejdet med Houllier i sommeren 2004.
Side 2004 – Hvor hen nu?
Af Jesper Thinghuus
De nyeste kapitler i Liverpool FCs historie er historien om en spansk invasion, miraklet i Istanbul, managerskift og en rutchebanetur på ejerfronten. Under Rafael Benítez’ ledelse genetablerede Liverpool sig som et af Europas stærkeste mandskaber, men et ejerskifte satte klubbens eksistens på spil, og i de sidste fem år har Liverpool været igennem nogle turbulente sæsoner, og befinder sig atter i en genopbygningsfase.
Da dommer Herbert Fandel blæste i fløjten for sidste gang en lun septemberaften på Mestalla i 2002, konstaterede Gérard Houllier resignerende, at “vi så usikre ud i forsvaret, vores midtbane var ikke god, og vi kunne have gjort det bedre i angrebet.” Han havde netop været vidne til, at Rafa Benítez’ Valencia-mandskab havde givet Liverpool en lektion i aggressivt og effektivt pasningsfodbold i første runde af sæsonens Champions Leagues gruppespil.
Valencia vandt kampen 2-0, og Liverpool havde været statister i Valencias hvirvelvindsfodbold. Det var en opvisning, som gjorde indtryk, og da Liverpool i sommeren 2004 afbrød samarbejdet med Houllier, stod Benítez øverst på listen af navne, som klubben gerne ville have til at overtage managersædet på Anfield.
Rafas indtog
Da Rafa Benítez satte sin signatur på kontrakten med Liverpool den 16. juni 2004, regnedes han for at være et af de helt store, unge managertalenter i europæisk fodbold. Ligesom José Mourinho, der netop var tiltrådt hos Chelsea, havde Benítez ry for at være en krævende manager, der både taktisk og analytisk var blandt de bedste. At Liverpool kunne få fat i ham, fik optimismen til at brede sig i og omkring klubben.
Det spillermateriale, Benítez overtog fra Houllier, var imidlertid ikke designet til den form for intensivt presspil, han havde haft succes med i Valencia, og han påbegyndte en udskiftning af spillertruppen. Taktisk intelligente spillere som Xabi Alonso og Luis Garcia var blandt de første indkøb, mens Michael Owen og Danny Murphy blev solgt.
Samtidig gjorde Rafa træningen mere taktisk orienteret, og det gik snart op for spillerne, at Benítez var en detaljens mand og perfektionist til fingerspidserne. Alt blev analyseret og ethvert lille tiltag, han mente, kunne forbedre holdet, blev forsøgt. Jamie Carragher har senere fortalt, at Rafa var meget kritisk: ”Uanset, hvor godt du har spillet, finder han noget, du har gjort forkert.”
Den spanske invationJosemi var den første og Maxi Rodriguez den sidste i den stribe af spillere fra den spanske liga, som Rafa Benítez hentede til Anfield i de seks år, han havde ansvaret. Af de i alt 60 spillere Rafa købte, kom omkring en tredjedel fra spanske klubber. I nogle tilfælde var der tale om unge talenter, som blev hentet til Liverpool med tanke på at udvikle dem til fremtidige førsteholdsspillere, men den spanske invasion omfattede også flere store navne som Xabi Alonso, Luis Garcia, Pepe Reina, Alvaro Arbeloa og Fernando Torres, der alle fik succes på Anfield. |
Miraklet i Istanbul
Udskiftninger i spillertruppen og ændringer i træningsmetoder og spillestil betød, at resultaterne i den første sæson under Benítez’ ledelse var noget ustabile. En femteplads i Premier League, 37 point efter Chelseas mestre, et pinligt tidligt exit mod Burnley i FA Cuppen og en finaleplads i Liga Cuppen, som dog blev tabt, vidner om, at det gik op og ned i de hjemlige turneringer. Det gjorde det til gengæld ikke i Champions League, som skulle blive sæsonens altoverskyggende højdepunkt.
Resultaterne i det indledende puljespil tydede ganske vist ikke på, at Liverpool skulle nå langt i turneringen, og pladsen i 1/8-finalen blev først sikret med det yderste af neglene på et karakteristisk Gerrard-dunderskud fem minutter før tid i den sidste puljekamp mod Olympiakos. Hvad der skete derefter, havde imidlertid episke dimensioner.
Først blev Leverkusen og dernæst Juventus ekspederet ud af turneringen og i semifinalen mod Mourinhos Chelsea blev Luis Garcias omdiskuterede mål efter fire minutter i returopgøret på Anfield afgørende for, at Liverpool for første gang siden 1985 befandt sig i finalen i den mest prestigefulde europæiske klubturnering.
Var semifinalen mod Chelsea tæt og spændende, kom finalen i Istanbul mod AC Milan til at gå over i historien som en af de mest dramatiske. Ved halvleg førte AC Milan 3-0 og kampen syntes overstået. Benítez’ taktiske justeringer i halvlegen og de medrejsende tilskueres messende ”You’ll Never Walk Alone” gav imidlertid Liverpool-spillerne ny energi. Anført af Gerrards arbejdsraseri indledte Liverpool et historisk comeback, som betød, at 0-3 blev vendt til 3-3 på seks ufattelige minutter i starten af anden halvleg. Kampen endte i straffesparkskonkurrence, hvor Jerzy Dudeks redninger blev afgørende for, at Steven Gerrard kort før midnat kunne løfte pokalen med de store ører op mod aftenhimmelen for femte gang i klubbens historie.
Udeblevne resultater
Når Rafa Benítez kunne vinde Champions League med et hold, de færreste havde troet på, fik mange Liverpool-fans håb om, at Rafa også var manden, der kunne skaffe klubben det 19. mesterskab. I sæsonen 2008/09 var Liverpool heller ikke så langt fra, men generelt manglede Rafas mandskaber i sæsonerne efter Istanbul stabilitet til for alvor at kunne spille med om mesterskabet gennem en hel sæson.
Bortset fra FA Cup-trofæet i 2006, hvor Steven Gerrard i finalen mod West Ham nok engang var manden, der reddede holdet med en utrolig langskudsudligning i kampens tillægstid, var det i Europa, at Rafa skabte de bedste resultater. En tabt Champions League-finale i 2007 mod AC Milan samt kvart- og semifinalepladser i flere af de øvrige sæsoner, vidnede om, at Liverpool under Benítez’ ledelse igen var blevet en europæisk storklub, som de færreste hold ønskede at møde.
Europæisk succes kunne imidlertid ikke overskygge det faktum, at Liverpool på den hjemlige scene ikke for alvor var i stand til at udfordre Manchester United, Arsenal og Chelsea. Holdet kvalificerede sig hvert år til Champions League, men endte som regel ti point eller mere efter de engelske mestre, og udenfor banen truede nye problemer i horisonten.
På amerikanske hænder
Efter længere tids søgen efter nye pengestærke ejere, solgte majoritetsaktionær David Moores i 2006 sine aktier, og dermed Liverpool FC, til de to amerikanske rigmænd Tom Hicks og George Gillett, som ved den officielle overtagelse forsikrede Liverpools fans om, at de respekterede klubbens arv, for som de sagde: ”at eje denne klub handler for os ikke om at tjene penge, det handler om at vinde, om lidenskab og om respekt for traditionerne.”
Hicks og Gillett lovede at bakke Benítez op på transfermarkedet, og udtalte bl.a., at ”hvis Rafa bad om at få Snoogy Doggy, ville vi købe ham.” De ville også sørge for, at der langt om længe blev bygget et nyt og større stadion, der kunne sikre, at klubbens indtægter på kampdagene kunne matche konkurrenternes. I begge tilfælde viste det sig imidlertid at være tomme løfter.
Ved første øjekast så løfterne om transfermidler dog ud til at holde stik. I sæsonerne før var gode spillere som Reina, Agger, Crouch, Arbeloa og Kuyt kommet til, men med amerikanerne i ryggen blev Benítez i stand til at tilføre truppen dyrere spillere, og i 2007 blev bl.a. Fernando Torres og Javier Mascherano hentet til Anfield.
Det varede dog ikke længe, før virkeligheden og finanskrisen indhentede Liverpool og klubbens amerikanske ejere. Hicks og Gillett havde ved overtagelsen forsikret, at de ikke gældsatte klubben, men efterhånden stod det klart, at det ikke holdt stik. Klubben var købt for lånte midler og rentebetalingerne belastede klubbens regnskaber og dermed muligheden for investeringer i nye spillere og stadionbyggeri.
På randen af konkurs
Benítez fik ikke længere fik lov at købe de spillere, han ønskede, og forholdet mellem manageren og ejerne blev efterhånden meget anstrengt. Rafa holdt sig ikke tilbage med at lufte sin utilfredshed med den manglende opbakning og fortalte, at ”selvom vi havde afsat penge til spillerindkøb, fik jeg ikke lov at bruge dem, fordi de skulle bruges til at betale renter.”
De amerikanske ejere bad Benítez om at klappe i, og forholdet mellem manager og ejere blev til stadighed værre. Efter sæsonen 2009/10, der sluttede med en utilfredsstillende syvendeplads, blev Benítez fyret, og Roy Hodgson blev til stor utilfredshed blandt mange fans ansat som ny manager. På dette tidspunkt havde klubbens største kreditor, Royal Bank of Scotland, mistet tålmodigheden med Hicks og Gillett, og banken forlangte lånene indfriet og klubben solgt.
Konkurs og efterfølgende tvangsnedrykning begyndte at ligne et realistisk scenarie. Kreditorerne havde dog også en tro på, at en klub med Liverpools status kunne sælges, således de kunne få deres penge tilbage. De overtog derfor, mod Hicks og Gilletts vilje, styringen af klubben og indsatte deres egen bestyrelsesformand, Martin Broughton, med den opgave at sælge Liverpool FC.
Det lykkedes efter en smertefuld og pinlig proces, og den 15. oktober 2010 blev Liverpool overtaget af New England Sports Ventures, som senere blev til Fenway Sports Group (FSG). Klubben forblev dermed på amerikanske hænder, men de nye ejere har gennem de seneste fem år vist en væsentlig mere realistisk og ydmyg tilgang til lederskabet, end Gillett og Hicks havde. Tæring er blevet sat efter næring, og stadionprojektet er efter mere end ti års venten langt om længe kommet i gang.
Hvorhen nu, Liverpool?
Som mange fans havde frygtet, var Roy Hodgson ikke manden, der kunne bringe Liverpool tilbage til toppen af Premier League. Et ualmindeligt ringe efterår 2010, hvor holdet spillede dårligt, tabte til upåagtede Northampton i Liga Cuppen og i perioder flirtede med nedrykningsstregen, fik fansene til at kræve Hodgson fyret.
Roy Hodgson – ikke en fanfavoritHalmstad, Bristol City, Örebro, Malmö FF, Neuchâtel Xamax, Schweiz’ landshold, Inter, Blackburn, Inter, Grasshoppers, F.C. København, Udinese, Forenede Arabiske Emiraters landshold, Viking, Finlands landshold og Fulham. Listen over de klubber og landshold, Roy Hodgson havde stået i spidsen for gennem 35 år, før han kom til Liverpool, er både lang og broget. Da Hodgson tiltrådte på Anfield den 1. juli 2010, blev det mødt med skepsis hos Liverpools fans, at klubben valgte en manager, der – bortset fra hans tid i Inter – ikke før havde haft ansvaret for en engelsk eller europæisk storklub. Hodgson forsikrede ved sin tiltræden om, at han ønskede at spille pasningsfodbold i højt tempo, som Liverpool gjorde det i 1970erne og 80erne, men det var i så fald en mere defensiv og chancefattig udgave, fansene fik at se i efteråret 2010. Holdet sled med at skabe chancer og lå i perioder faretruende tæt på nedrykningsstregen. Liverpools fans tog ikke Hodgson til deres hjerter, og han og holdet blev flere gange mødt af pibekoncerter på Anfield. Hodgson konsterede, at ”lige fra jeg kom her, har den berømte Anfield-opbakning ikke rigtig været til stede.” I stedet for opbakning til Hodgson kunne man under kampene høre Liverpools fans kalde ”Dalglish, Dalglish”, og efter endnu et trist nederlag mod Blackburn den 5. januar 2011, gjorde FSG kort proces og opfyldte fansenes ønske ved at skifte Hodgson ud med Kenny Dalglish. |
Ønsket blev opfyldt, da Kenny Dalglish overtog ansvaret i de første dage af 2011. Mange fans var overbeviste om, at han kunne bringe de gode tider tilbage til Anfield. Det viste sig dog at være nostalgisk ønsketænkning. Det lykkedes ganske vist Dalglish at hjemføre Liga Cup-trofæet i 2012 og i samme sæson at nå til FA Cup-finalen, men holdet havde på trods af indkøbet af Luis Suárez, Andy Carroll og flere andre gode spillere ikke præsteret godt nok i Premier League til at genfinde en plads i top-4 og dermed det forjættede Champions League-land.
FSG besluttede derfor, efter halvandet år med Dalglish i managersædet, at afbryde samarbejdet og ansætte Brendan Rodgers. Under Rodgers’ ledelse kom Liverpool i 2013/14-sæson tættere på end nogensinde siden 1990 at hjemføre mesterskabet, men salget af Luis Suárez og flere spillerindkøb i sommeren 2014, der ikke har indfriet forventningerne har betydet, at Liverpool igen har været igennem en sæson med ustabile præstationer og manglende Champions Leaguekvalifikation.
Mange sætter nu spørgsmålstegn ved, om Rodgers er den rette manager, og spørgsmålet er, hvor Liverpool FC er på vej hen nu.
