Det hele står stille lige nu pga. Covid-19. Vi går derfor i gemmerne og finde nogle artikler frem, som vi tidligere har bragt i vores medlemsblad. Vi udgiver derfor et par artikler et par gange om ugen, som fortsat har noget relevans.
Denne gang har vi fundet fanklubbens interview frem med en entusiastisk Rafa Benitez!
Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.

God læselyst.

______________________________________________________________________________________________________________________________

Rafa: En snak om karrieren

Fanklubben har i en årrække været heldige at møde mange tidligere Liverpool-spillere til interviews. Denne gang lykkedes det os at træffe den tidligere Liverpool-manager til en snak om hans tid i Liverpool. Interviewet er lavet inden han tiltrådte som midlertidig Chelsea-manager.

Af Alex Bruun, Niels Frederiksen og Mogens Nielsen

Var det en ambition for dig at komme til Liverpool?
Ja, for når man i Spanien tænker på Premier League, så tænker man altid på Liverpool. Alle der ved lidt om fodbold, kender til Liverpool. Men for mig som professionel fodboldspiller og manager, så har Liverpool altid været en vigtig klub, og jeg havde nok aldrig regnet med, at jeg kunne ende som manager der.

Er det rigtigt, at du mødte Gerard Houllier i lufthavnen lige efter du var tiltrådt?
Ja, vi skulle med det samme fly til Portugal, så vi fik snakket lidt sammen. Han gav mig nogle råd, som jeg satte stor pris på. Derudover var der mange andre, der kom med støtte og gode råd, bl.a. Phil Thompson.

Din første sæson huskes selvfølgelig bedst for Champions League-triumfen, så lad os snakke lidt om den. I den sidste gruppekamp skulle vi spille hjemme mod Olympiakos. Kan du fortælle lidt om den kamp, og måske om scenerne efter?
Oplægget til kampen var, at de ikke skulle score mod os. Så et clean sheat var virkelig vigtigt, for ellers skulle vi score tre gange mod dem. Men da de scorer mod slutningen af første halvleg, så ændrer dét det hele. Jeg prøvede at holde spillerne fokuseret på kampen, og ikke blive for overivrige. Jeg var sikker på, at hvis vi holdt os til planen, så skulle vi nok score.

Og før 1/8-finalen mod Bayer Leverkusen, så går I på pub i Köln?
Ja, det er en sjov historie. Vi ville gerne se Chelsea-Barcelona, men vi kunne ikke se kampen på hotellet. Så enten kunne vi blive på hotellet, og dermed gå glip af kampen, eller tage hen på en pub, som en af trænerne foreslog. Vi kom derhen, og pubben var propfyldt med Liverpool-fans. På et tidspunkt er der så en, der genkender mig, og begynder at råbe Rafa Rafa, selvom jeg prøver at dysse ham ned. Så hele pubben kom og skulle have taget billeder. I sidste ende var vi nødt til at forlade pubben, for det var næsten for umuligt at blive der. Jeg fik kram af et par meget store Scousere.

Var du klar over, at du måske netop på grund af sådan en pubtur, blev endnu mere populær som manager – at du ligesom blev en af gutterne?
På det tidspunkt var det overhovedet ikke noget vi tænkte over – vi ville bare gerne se kampen. Dengang syntes vi det var en fejl, men nu kan jeg godt se, at det kunne opfattes anderledes. Men det var da en god historie.

Semifinalerne var mod José Mourinhos Chelsea. Fortæl os om hvordan du oplevede returopgøret på Anfield?
Chelsea var et meget godt hold, og var meget svære at spille imod. De lå også øverst i ligaen på det tidspunkt. Rent taktisk var de enormt gode, og det var meget svært at finde svagheder i deres opstilling. Men snakker meget om Luis Garcias mål, eller om det ikke var et mål. Men ellers var det jo et straffespark og rødt kort til Peter Cech, som fældede Milan Baros i situationen. Der var en fantastisk atmosfære på Anfield den aften, og jeg mener kampen holder rekorden for højeste ”støjniveau” målt på Anfield nogensinde.

Du har aldrig prøvet at holde øje med dit blodtryk gennem en kamp som den?
Nej. Men normalt kender alle sine arbejdsopgaver, så selvom det måske ikke kører helt efter planen, så har jeg ro nok på alligevel. Jeg har trods alt været på et højt niveau i mange år, så jeg kan sagtens kontrollere det.

Normalt har I vel forberedt jer til kampe på den samme måde, men gjorde I noget anderledes i forhold til Champions League-finalen?
Det var mere eller mindre det samme vi gjorde – også fordi der ingen grund var til at gøre spillerne forvirrede i forhold til det de kendte. Men vi tog det nok også lidt afslappet, for som udgangspunkt havde vi intet at tabe i den kamp, da AC Milan var favoritter.

Hvilke tanker gik gennem dit hoved, da de scorede til 3-0?
Man prøver at analysere kampen, og på hvad man kan ændre. Før kampen fokuserede vi naturligvis på hvilke spillere vi skulle vælge til startopstillingen. Vi spillede med Gerrard og Alonso på midten som kunne holde på bolden, men også sende den videre. Vi vidste at Kaka ville blive et problem, og det måtte vi også dæmme mere op for til anden halvleg (på dette tidspunkt hiver Rafa sin Ipad frem, hvor han har de forskellige opstillingerne liggende, og giver en visuel lektion i finalens forskellige opstillinger mm., red.). Smicer var kommet ind i stedet for Kewell, der var blevet skadet, og til anden halvleg lavede vi yderligere om. Capello satte Serginho ud på fløjen, men da Smicer ikke er nogen forsvarsspiller, så byttede vi rundt på ham og Gerrard.

Hvornår gik det op for dig og holdet, at Liverpools fans sang You’ll Never Walk Alone i pausen, og hvad betød det?
Jeg vidste det ikke. På vej ind i omklædningsrummet tænkte jeg kun på taktik, og på hvad jeg skulle sige i pausen. Jeg vidste hvad jeg ville sige på spansk, men skulle have det oversat til engelsk. Grundlæggende var budskabet, at vi skulle slås for det. Fik vi først ét mål, så var alle muligheder åbne. Vi vidste allerede inden de scorede det tredje mål, at vi ville gå over til et tremandsforsvar, og så få Hamann ind på en defensiv midtbane. Men det drejede sig om, at vi kæmpede os tilbage i kampen. Scorede vi først et reduceringsmål, så havde vi chancen. Det var først efter kampen det gik op for os, at fansene havde sunget i pausen.

Men hvad syntes du ellers det siger om Liverpools fans, at de sang gennem hele halvlegen, for at støtte holdet, selvom man var bagud 3-0?
Som sagt hørte vi det ikke i pausen, men at se det bagefter var helt fantastisk, og jeg kan ikke se nogen fans i verden være bedre end Liverpools. Deres passion, deres støtte, og deres tro på holdet var helt fantastisk og ubeskrivelig.

Hvem skulle egentlig have taget det femte straffespark?
Det skulle Steven Gerrard. Skulle vi have været udover de fem, så havde jeg Alonso, Garcia og Carragher. Men det er sjovt, for siden jeg var 26 år, har jeg ført statistik over, hvor forskellige spillere skyder deres straffespark. Så vi havde f.eks. en ret god idé om hvor Shevchenko ville skyde. Det eneste vi ikke havde instrueret Dudek i, var hans dansen på målstregen – det var Carraghers idé.

Hvordan fejrede I sejren?
Det hele var en surrealistisk oplevelse. Vi var ude på banen i ret lang tid, og fejringen fortsatte i omklædningsrummet, hvor også Gerard Houllier, som var i Istanbul som UEFA-observatør, kom forbi og hilste på. Efterfølgende fortsatte festen tilbage på hotellet, ud til den lyse morgen.

Hvad syntes du om modtagelsen i Liverpool?
Det er det mest fantastiske, jeg har været med til. Aldrig har jeg set så mange mennesker. Hver gang vi drejede om et gadehjørne, fortsatte menneskemængden. De sagde der var omkring 750.000 mennesker på gaderne.

Vi hopper lidt i tiden. I februar 2007 får du to nye ”venner”; Hicks og Gillett. Hvad var dit første indtryk af dem?
Jamen det var et godt indtryk, og som man siger, så sagde de, de rigtige ting. Det første år gik det egentlig fint, men så kunne man se, hvordan gælden blev lagt over på klubben. Og derefter havde vi ingen penge, og alt blev for besværligt, og ejerne snakkede ikke sammen. Men på banen gik det sådan set fint.

I perioden hvor ejerne ikke støtter dig, har du hele tiden støtten fra klubbens fans, og på et tidspunkt bliver du tilbedt som en anden Rafatollah. Hvad tænkte du om det?
Første gang jeg så noget i den retning, var til Carling Cup-finalen i 2005. Fansenes reaktion og støtte til mig var fantastisk, og det var også lidt af årsagen til, at jeg aldrig tog imod de tilbud, jeg fik fra nogle af de store klubber i Europa. Til slut kunne man godt sige, det hele var forandret. Jeg havde stadig støtte fra fansene, men ejerne tænkte kun på forretning.

Var du overrasket over at få fyresedlen, eller kom det egentlig ikke som nogen overraskelse?
Nej, det var ikke en overraskelse. Jeg ville jo selvfølgelig gerne kæmpe med om trofæerne, men som sagt var ejerne interesseret i noget helt andet. Man prøver så at finde en balance, men i det lange løb er det meget svært.

Når du ser tilbage, er der så noget du har fortrudt?
Man laver jo altid fejl ind imellem, men det hjælper ikke at dvæle ved dem – man må bare videre. I fodbold har alle en mening, og ofte har de ret, og det er det gode ved fodbold.

Var det sværere at være manager i England som udlænding?
Det første man skal vænne sig til i England, er, at man ikke er træner, men manager. Og lidt efter lidt gik det også op for mig, at fansene lyttede meget til, hvad jeg sagde. Hvis man vinder, så bliver man  ikke kritiseret. Taber man, så går pressen hårdere til de udenlandske managers, mens de har en tendens til at beskytte de britiske.

Liverpool har jo fået nye ejere siden du var her. Er du misundelig på den økonomiske opbakning bl.a. Kenny Dalglish fik på transfermarkedet?
Ikke som sådan. Vi havde trods alt meget held med at få fat i mange gode spiller, og ren netto brugte jeg kun £2 mio. mens jeg var manager. Men det er svært at sige. Måske vi kunne have gjort det bedre, hvis jeg havde haft pengene.

Kort efter du blev fyret, donerede du £96.000 til Hillsborough Family Support Group. Hvorfor gjorde du det?
Det var ikke kun Hillsborough Family Support Group vi donerede penge til. Vi ville bare vise vores taknemmelighed over for alle de folk, der altid har budt os velkommen i Liverpool. Så vi gav penge til de velgørenheder, som stod Montse og mit hjerte nærmest, heriblandt også Hoylake Cottage.

I 2011 var du til Hillsborough-mindehøjtideligheden, hvor du fik et stående bifald. Det så ud til at påvirke dig. Hvad betød det for dig?
Det var første gang jeg var tilbage på Anfield. Mit forhold til Hillsborough Family Support Group var godt, men det var rigtig svært at holde på følelserne. Du var også tilbage for at se dine gamle klubber, Liverpool og Valencia (træningskamp i 2011, red.).

Har det været svært for dig at komme på Anfield igen?
Det er selvfølgelig ikke det samme, når man vender tilbage, men jeg havde også mange venner i Valencia. Det var ikke let at se kampen, for der var mange der gerne ville have autografer og billeder. Men det var en udmærket dag.

Din kone Montse har startet en velgørenhedsfond, The Montse Benitez Foundation. Kan du fortælle os lidt om den?
Vi besluttede vi ville lave noget lokalt. Montse havde arbejdet for Røde Kors i Afrika i et halvt års tid, og hun kunne se hvor svært det var at hjælpe folk, når man kom udefra. Derfor foreslog hun vi lavede noget lokalt, og derfor har vi 14-18 lokale velgørenhedsprojekter vi støtter. Men det er vigtigt, at vi selv kan se, hvor pengene ender.

Hvad har byen Liverpool betydet for dig? I bor jo stadig på Merseyside.
Hvis vi går helt tilbage til starten, så har vi fra dag ét følt os meget velkomne, og har fået meget støtte fra fans. Vores ældste pige er ti år nu, og har boet her siden hun var to. Hun er en rigtig Scouser. Og
hvis man spørger hende om hvor hun kommer fra, så siger hun Liverpool, og ikke Spanien. Da vi flyttede til Italien, var de rigtig kede af det, og ville gerne tilbage igen. De var så glade for at komme tilbage til deres venner igen, og så vidste vi, at vi skulle blive her.

Du har også sagt, at: “If you understand Carra, you’ll understand everyone”. Hvordan går det med at snakke Scouse?
(ha ha) Det går da bedre, og jeg kan sagtens forstå det nu. Til mit første pressemøde med Jamie Carragher forstod jeg absolut intet af, hvad han sagde – det var ligesom han snakkede russisk. Men det er endnu værre med hans far. Efter finalen i Istanbul var vi til en fest, hvor han kom hen og snakkede med mig, og jeg forstod overhovedet ikke hvad han sagde. I dag ville det nok være anderledes.

Hvad laver du ellers i dag? Vi ved du bl.a. har været fodboldekspert på Eurosport.
Jo, jeg tager gerne ud og ser en masse fodbold, og kommenterer også gerne for tv-stationer – bl.a. spansk fodbold. Så har vi vores website, hvor folk kan stille spørgsmål osv., vores fond vi arbejder med, og derudover arbejder vi på Global coach app’en til Ipad, som er et super redskab til trænere. Og så har jeg selvfølgelig også lige udgivet bogen om vores Champions League-år.

Hvad var dine tanker bag bogen?
Jeg var noget overrasket over, hvor meget magt medierne egentlig har. Derfor ville jeg skrive bogen, så jeg kunne beskrive mine tanker og idéer – baggrundene for mine valg af taktikker, for folk undrede sig sommetider over mine valg. Denne bog kan f.eks. fortælle, hvorfor jeg spillede med Arbeloa på venstre back overfor Messi i kampen mod Barcelona osv.

Hvad er dine planer fremover. Du har jo sagt, du gerne vil træne Liverpool igen?
Det skal man selvfølgelig passe på med at sige, men det ville jeg gerne igen, men jeg vil ikke lægge pres på nogen manager nu. Jeg vil gerne finde en klub, som kan kæmpe med om trofæerne, så det skal være en topklub. Men jeg ser gerne, at min familie kan blive på Merseyside.

Her til sidst vil vi slutte af med nogle korte spørgsmål.

Hvad er din bedste kamp?
Udover Istanbul, så ville jeg nok sige mod Real Madrid, hvor vi vandt 4-0.

Din største skuffelse?
Det må være finalen i Athen, for vi spillede bedre end i Istanbul.

Den bedste Liverpool-spiller du har arbejdet med?
For at være helt ærlig så var der mange. Gerrard var rigtig god. Mascherano, Lucas, Torres, Reina – der er for mange at nævne.

Hvem ville du sige, var dit største røverkøb på transfermarkedet?
Hvis man snakker om penge, så var Torres en god handel i den sidste ende. Hvis man ser mere på performance, så har Skrtel, Reina og Agger være gode, men det er umuligt kun at nævne én.

Spilleren du var mest skuffet over du ikke fik?
Det er faktisk svært at sige, for man regner jo med at den og den spiller, ville kunne give holdet meget. Stevan Jovetic fra Fiorentina var den sidste vi gik glip af, hvor jeg troede vi havde pengene.

Vi kunne sagtens have stillet flere spørgsmål, men Rafa skulle videre til Manchester, hvor han denne aften skulle kommentere Champions League-fodbold for spansk tv.

Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.