Vi har fået lov til at dele et kapitel af bogen Liverpool i Blodet og samtidigt har du mulighed for at vinde bogen. Det eneste du skal gøre er at gætte resultatet imellem Liverpool og Manchester United samt første målscorer. Du kan deltage i konkurrencen her
Her bringer vi kapitlet: Ristet af de røde djævle.
Og du kan købe bogen her
Henrik I mange år gjorde det ondt helt ind i kroppen, når Liverpool tabte til Manchester United. Det var i 90’erne, hvor alt gik galt, og verden endte i ren ubalance mellem godt og ondt, da Manchesterklubben fuldstændig og aldeles overtog Liverpools dominans i England og Europa. Jeg husker præcis, hvornår det skete. Nogen vil hævde, at det var, da United købte den gale franskmand ved navn Eric Cantona, men det er ikke tilfældet. I min verden skete det året efter. Manchester var en klub på vej op, og Liverpool på vej ned. Begge klubber gik på indkøb i Nottingham Forest. Liverpool købte Nigel Clough, og Manchester United hentede Roy Keane. I de år var det begrænset, hvor mange kampe fra den engelske liga man så i Danmark, så jeg kunne uden problem hævde, at Clough var et klassekøb, og at han ville få Liverpool tilbage på sporet.
Det gjorde jeg i hvert fald den lørdag eftermiddag i Tilst ved Aarhus, hvor jeg sammen med min kammerat Rene fulgte med i sæsonstarten til sæsonen 1993-94 på tekst-tv. »Bare vent, Nigel Clough får Liverpool tilbage på sporet, og så er vi færdige med det United-pjat,« sagde jeg til René, der boede med sin familie i det hus, hvor vi sad. René, dennes bror og far var alle glade for Manchester United, og jeg skal love for, at jeg tog fejl, og de fik ret. Fra da af var jeg til grin, hver gang vi snakkede fodbold. Jeg var udadtil stor optimist, når det angik Liverpool, men i bund og grund kunne jeg jo godt se skriften på væggen. Liverpool var på vej mod et sort hul, mens United var på vej til fest, farver og konstante tømmermænd forårsaget af diverse former for sejrschampagne. Og ikke bare tog de røde djævle over på fodboldbanen, men også økonomisk kørte de fra alt og alle i forbindelse med Premier Leagues begyndelse. De solgte trøjer, som Bilka sælger fredagsslik, og United blev et »brand«. Når jeg har det allerværst i mit fodboldhoved, så hader jeg Manchester United. De har gjort så meget skidt for mit liv, selvom de i virkeligheden ikke har gjort en fløjtende fis. I min fantasiverden, hvor jeg har styr på verden og ved en masse om fodbold, har de ødelagt alt. Jeg skrev og skrev om fodbold. Skrev, hvad Liverpool burde gøre, og roste spillerne og forsvarede de forskellige trænere, men inderst inde vidste jeg jo godt, at vi aldrig ville indhente Manchester United. De ville vinde alt og aldrig stoppe igen. Vi købte Clough, de købte Keane. Vi købte Collymore, de købte Andy Cole. Vi købte Torben Piechnik, de købte Peter Schmeichel og så videre og så videre. Og det brændte inden i mig. De af mine venner, der holdt med Manchester United, hånede mig konstant: »I er så ringe,« sagde de. Og med »I« mente de Liverpool og mig. Jeg var elendig, og United var de bedste. Og vi tabte altid til dem, selv når vi spillede godt.
Engang sad jeg på diskotek Edison i Aarhus og så Liverpool tabe mod Manchester. Jeg var sammen med mine venner Kasper og Casper. Kasper holdt som mig med Liverpool, mens Casper holdt med United. United vandt sikkert 3-1 efter en masse fejl af Liverpool og mål af Pallister eller Cole, og da kampen var slut, var jeg i kulkælderen. Så kom Caspers kæreste for at hente ham. »Har I set mine nye støvler?« spurgte Maria, som hun hed og hedder den dag i dag. Jeg svarede, at jeg sgu da ville skide på hendes nye støvler. Og så blev hun sur. Og så gik de. Hun forstod mig ikke, men nye støvler var på det tidspunkt cirka lige så vigtigt, som vejret er godt i Danmark i november … eller noget. Jeg var bare sur og træt af det hele.
1999. Jeg er på arbejde i Østjyllands Postcenter. Det er onsdag og Champions League-finale, men jeg er ikke så interesseret, da Liverpool jo ikke er så gode til at kvalificere sig til den fineste turnering. Kampen står mellem Manchester United og Bayern München. På min cykeltur på vej hjem fra arbejdet hører jeg et brøl fra en lejlighed og kort tid efter endnu et fra en anden lejlighed. Da jeg kommer hjem, har United vundet 2-1 over Bayern. Jeg tænker, at det er godt. Nu kan det være, at folk igen begynder at tage engelsk fodbold alvorligt. Jeg burde hade dette øjeblik, men jeg er godt tilfreds.
Der gik dog ikke længe, inden jeg fortrød denne følelse. Det var jo United, og nu skulle man drilles igen. Hånes. Heldigvis havde Liverpool fire sejre i turneringen, før den skiftede navn. Fire sejre, som jeg håbede, United aldrig ville nå. I mit indre vidste jeg godt, at Liverpool aldrig ville vinde turneringen igen. De gode dage var forbi, og nu herskede Manchester United. Liverpool kunne håbe på at vinde en mindre engelsk cupturnering, som de havde gjort fire år tidligere, da de havde besejret mægtige Bolton i Liga Cup-finalen. Nu er jeg blevet voksen. Jeg er blevet skilt og har to børn i skolealderen. Til skolearrangementerne møder man mangt en fortvivlet mand, der i bund og grund hellere ville sidde på et stadion med en kold øl end at overvære endnu en rædsel af en sangforestilling fra skolens måske knap så musikalske andenklasser, der som traditionen byder, er smidt på scenen for at fremføre nogle af vort lands herlige børnesange. Vores maskulinitet er reduceret til en svag tanke om en ungdom med fest og øl og masser af fodbold. Nu skræller vi gulerødder og støvsuger og gør, alt hvad der skal til for at fremstå åh så rigtige i det kvindelige køns øjne. Fire af fædrene holder med Manchester United og meget lidt med Liverpool FC. Vi er i samme båd nu. Både i forhold til fodbolden og feminiseringen af vores hverdag. Liverpool og Manchester har sløje år, og det er City og Chelsea, der er førende. Jeg er blevet vant til det, men for dem er det nyt. United er stadig en af verdens rigeste klubber og burde være i toppen af Europa. Liverpool derimod har ikke længere krav på andet end en god placering i ny og næ. Vi driller hinanden, når vi ses, men det er med et smil på læben. Det kan være hårdt at være i mindretal, men jeg har ikke noget problem med det overhovedet. Én ting har jeg lært, at JEG intet har med Liverpools præstationer at gøre, og at folk, der holder med Manchester United, sagtens kan være nogle forfærdelig rare mennesker. Den eneste forskel, der er på os, er, at de holder med Manchester United, og at jeg holder med Liverpool. Jeg er blevet rund på mine ældre dage, og som tidligere beskrevet er det fodbolden, jeg elsker at tale om og ikke nødvendigvis, hvem man holder med.
På vores tur mod denne bog var vi et smut forbi fodboldkommentator Morten Bruun. Morten lagde ikke skjul på, at han holder med Manchester United, men han lagde ej heller skjul på, at han ikke er så meget fan, at et nederlag går ham synderligt på. På en skala fra 1 til 10 tildelte han sig selv et femtal. Dette kunne måske også ses af, at det var et billede af Carlos Tévez, der hang på køleskabet. En spiller, der nok var god i Manchester, men som mange United-folk nok var blevet trætte af, da han skiftede til Manchester City. Jeg kan lide Morten Bruun som kommentator. Jeg kender ham ikke personligt, men har altid ment, at han var en meget vidende kommentator. At vi så ikke altid er enige om tingene, er noget andet, men det kan jo også være mig, der tager fejl. Jeg har flere gange oplevet, at folk med tilhørsforhold til Liverpool, har været efter Morten Bruun og sagt, at han var forudindtaget i sine kommentarer. Bruun selv sagde denne dag, at han ikke kendte mere nærtagende fans end fans af Liverpool. Nogen ville tage det som en fornærmelse, men jeg forstod ham og tog det til mig.
Jeg har holdt med Liverpool, siden jeg var en lille dreng. Da de vandt alt, var jeg ligeglad med andre klubber. Kunne endda glæde mig over andres glæde, men da de røde fra Manchester tog over, begyndte jeg at blive en anelse bitter og nærtagende. Jeg tog alle deres stikpiller ind. Det gjorde mig ikke godt. Men hvorfor? Skillepunktet kom, da de vandt deres mesterskab nummer 19. Nu var de den klub i England med flest mesterskaber. Den dag var jeg en lettet mand. De var bedre end os. Og det var helt OK. Jeg ville ønske at Liverpool var bedre, men der var og er intet, JEG kan gøre ved det. Det er bare fodbold. Fodbold er ikke vigtigere end liv og død. Fodbold er fodbold, og i bund og grund er jeg mere interesseret i at holde om og holde af mine nærmeste. Fodbold er ikke bedre end sex. Fodbold er en religion, hvor jeg intet har at byde ind med. Jeg har efterhånden en del venner og bekendte, der holder med Manchester United. Det er fint med mig. Jeg kan mærke, at jeg på det personlige plan nærmer mig Morten Bruun i forhold til resultaterne på banen.
Jeg bliver bare ikke længere bitter over fodbold. Jeg har det ikke som mine medforfattere. Bevares, at tabe til Manchester United er stadig det værste, jeg ved, men jeg kommer mig hurtigt over det. Tidligere kunne jeg ikke se disse kampe uden vanvittige nerver og ondt i maven. Nu ser jeg dem med en helt anden ro, hvilket kan frustrere dem, jeg ser kampene med. Det er jo bare fodbold. Det er, som om vi gør fodbold til et symptom for vores samfund. I stedet for at kæmpe mod de virkelige problemer, så kæmper vi mod modstandere af andre klubber. Bevares, jeg synes, verden til tider er rådden og forskruet, men samtidig synes jeg, det er sygt, at vi bruger mere tid på at råbe ad de andres hold, end at råbe op om, at der dør tusindvis af arbejdere i forbindelse med konstruktionen af fodboldstadions i Qatar. Har Morten Bruun ret, når han påstår, at Liverpools fans er nærtagende? Man kunne beskylde mig for at være benovet over sådan at drikke kaffe med en tidligere dansk topspiller og nuværende tv-kommentator og hoppe på Bruuns vogn, men på den anden side, så har manden måske ret. Liverpools fans er konstant på nakken af andre klubber. Så er deres fans ikke gode nok, så er der det ene, og så er der det andet i vejen. Og hvis nogen skriver noget negativt om klubben, er vi på vagt og svarer hurtigt igen via de sociale medier. Jeg ved det, for jeg har været der. Flere gange. Alt fra en artikel på DR’s hjemmeside om Kenny Dalglish til pressens dækning af Suarez’ opgør med Patrice Evra. Jeg skrev tre tætte sider og sendte til de fleste danske aviser som forsvar for Suárez. Jeg hørte intet til det, men det red mig som en mare, at jeg mente, at pressen havde fremstillet historien helt forkert. Havde jeg haft det på samme måde, hvis det havde været en anden spiller i en anden klub? Hvis det eksempelvis havde været Suárez og Yaya Touré? Jeg tror det ikke, men tvivlen kommer mig næppe til gode. Måske er jeg både nærtagende over for skriverier om Liverpool og over for Manchester United. Personligt har jeg i hvert fald været ret nærtagende, når jeg kigger tilbage. Og mens jeg skriver dette, nager det mig faktisk, at Bruun flere gange var været kritisk over for Mamadou Sakho. Hvordan kan han tillade sig at være det over for dette pragteksemplar af en spiller?
