Kommende kampe:

[Artikel] CHRISTIAN POULSEN

Det hele står stille lige nu pga. Covid-19. Vi går derfor i gemmerne og finde nogle artikler frem, som vi tidligere har bragt i vores medlemsblad. Vi udgiver derfor et par artikler et par gange om ugen, som fortsat har noget relevans. I dette her afsnit bringer vi fanklubbens interview med Christian Poulsen, kort efter han var tiltrådt i 2010.
Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.

God læselyst.

______________________________________________________________________________________________________________________________

CHRISTIAN POULSEN

Fanklubben fik lejlighed til at møde Christian Poulsen på Melwood efter Blackburn-kampen i oktober, til en snak om skiftet til Liverpool, Roy Hodgson og den skuffende sæsonstart.

Af Alex Bruun, Niels Frederiksen og Mogens Nielsen

Hvornår og hvordan hørte du første gang om Liverpools interesse?
Først kørte det gennem medierne. Det bliver først konkret da Roy Hodgson beder om at snakke med mig, et par uger inden jeg skiftede, så det har været i starten af august.

Rådførte du dig med Daniel Agger inden du skrev under?
Ja, jeg spurgte ham selvfølgelig om, hvad det var for en klub. Men da først interessen var der, havde jeg ikke brug for at blive yderligere overbevist. Det er en stor klub, og for mig ville det være spændende at opleve. Så jeg følte lidt, at det bare var at slå til.

Havde det nogen betydning, at Roy Hodgson var manager?
Både og. Havde det været en anden manager, så havde jeg nok også skiftet. Men jeg havde da en god tid med ham i FC København.

Hvordan er han at arbejde med?
Han er en seriøst mand, og han sætter pris på at der bliver arbejdet hårdt til træning. Han har sine egne idéer om, hvordan han vil spille. Han har haft en svær start i klubben – også fordi man forventer man vinder hver gang. En uafgjort ude mod Birmingham svarer til et nederlag, så der er pres på ham. Nu er situationen omkring ejerskabet heldigvis løst. Det har været en turbulent start, men han har en enorm erfaring, og han viste sidste år i Fulham, at han kan få noget ud af spillerne.

Har han ændret på sin måde at arbejde på siden FC København?
Det er lidt en anden situation. Da han kom til København, var der mange ”skolelærer” typer blandt trænerne, og han kom som den britiske type. Men i FCK var han god til at skabe en gruppe. Men man kan ikke rigtig sammenligne de to klubber.

Det var sådan set en klub i total kaos du kom til. Var du ikke bekymret over det?
Nej, men jeg ved heller ikke, hvor meget jeg egentlig var klar over det. Jeg havde det mere sådan, at det kunne være spændende at komme til England, og en klub som Liverpool, som er en kæmpeklub. Men også at Daniel Agger var her. Det kunne være spændende at spille sammen med ham. Jeg vidste selvfølgelig godt der var noget med ejerskabet, men jeg så det mere som en mulighed for at komme til at spille i England.

Er du overrasket over hvilken kraft fansene har haft i forsøget på at komme af med de gamle ejere?
Ja, det har man virkelig kunnet mærke, og jeg har også været positivt overrasket. Da jeg var i Juventus kunne man hurtigt mærke på stadion, hvis det gik dårligt, for så var der en dårlig stemning. Her tror jeg nok fansene ved vi er i en svær situation, og at der skal bygges noget nyt op. Omvendt føler jeg også når man er inde på stadion, at der er en kærlighed til klubben, og det har været fedt at opleve. Selvfølgelig har de også været frustreret, men når vi spiller, så har de bakket op om os. Det er ikke sådan at de vender os ryggen, som de gør i Italien.

Nu er der så kommet nye ejere. Hvordan var det at møde dem. De var jo herude på Melwood?
Ja, lige præcis de to dage de var herude, var jeg her ikke, da jeg lå hjemme med noget virus.

Du har spillet i de fire største ligaer. Hvilke forskelle ser du – spillemæssigt, fankultur osv.?
Der er en stor forskel. Der er en speciel kultur om det engelske, og det kan jeg godt li’. Man er mere nede på jorden, og det er mere råt. Jeg føler jeg er kommet lidt tættere på Danmark ved at være i England, hvor jeg de sidste fire år har været i Sydeuropa. Det engelske er spændende, og de har en god fodboldkultur, og der er fyldt på stadion. Men jeg tror alle, der har været til fodbold i England, kan nikke genkendende til den specielle stemning og respekten for spillet.

Hvilke forventninger har du til de næste tre år?
Jeg håber det bliver spændende, men som det er nu, så ser jeg ikke tre år fremad – der er det den næste kamp. Her om lidt i træningen er det klart jeg skal presse mig på, og vise jeg skal være med næste gang. Så jeg ser ikke længere frem end til den næste kamp. Efter den dårlige start skal vi kæmpe os tilbage, men jeg håber og tror på, at vi er på rette vej.

Hvordan oplevede du din første dag i klubben?
Det er altid spændende, og man er lidt nervøs når man er et nyt sted. Men det har været meget fint at opleve. Det er meget familiært. Man kan mærke på mange af dem, der arbejder her på Melwood, at mange af dem er vokset op her i byen.

Hvordan oplevede du din debut for Liverpool?
Jeg husker nok mere min første kamp på Anfield. Da jeg havde været her 2-3 dage, var jeg inde at se Arsenal-kampen, og det at opleve You’ll Never Walk Alone lægger man nok mere mærke til som tilskuer. Det var noget specielt. Nogle dage senere spiller jeg så mod Trabzonspor, og det er selvfølgelig også specielt.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har haft en skuffende sæsonstart. Hvor frustrerende har det været for jer?
Det har da været frustrerende. Det starter lidt uheldigt mod Arsenal, hvor vi spiller en god kamp, og var foran 1-0, lige til sidste minut, og med en mand i undertal. Derefter et par hårde kampe ude mod begge Manchester-klubber. Så begynder vi at tabe til et par mindre klubber, og så kan vi godt mærke presset.

Føler du dig lidt som en af syndebukkene for den dårlige sæsonstart?
Nej, det gør jeg egentlig ikke. For mig har det mere betydet at komme ind på holdet, og jeg føler jeg var inde i en god udvikling. Så har vi spillet på hjemmebane, hvor vi har været bagud, og hvor jeg er blevet pillet ud en halv time før slut. Så er der kommet noget kritik på manageren, og så ser man nok også på, hvem der er ny i klubben. Men i forhold til holdet, så føler jeg bare jeg skal lære det nye at kende, og prøve at kæmpe mig ind på holdet. Men jeg føler ikke jeg hører den kritik i de engelske medier, som i de danske. De gange jeg er startet inde, føler jeg, at jeg har fået en udmærket kritik i den
engelske presse.

Hvordan er det at spille med verdensklasse-spillere som Gerrard og Torres?
Det er da specielt, og det er fedt, at vi har sådanne spillere i truppen. Men det drejer sig for mig, også om at lære, hvordan de skal spilles. Alle spillere har nogle måder de gerne vil spilles på, og det er noget man skal lære, når man kommer som ny i klubben. Men det er måske også noget af det, der har været problemet her i sæsonstarten, at der er så mange nye i klubben – at vi lige skal lære hinanden at kende. Det tager tid, men jeg håber vi nu kan få vendt den dårlige start. Men får vi noget kontinuitet, så skal vi blive stærkere igennem sæsonen.

Er du overrasket over hvor meget klubben betyder for folk herovre?
Ja, fodbold betyder virkelig noget her i Liverpool. Det kan man mærke når man er ude at handle ind. Jeg har også været andre steder, hvor fodbolden har betydet noget for folk. Men her er der en dyb historie, og det gør da et indtryk.

Hvor meget har du sat dig ind i klubbens historie, f.eks. Hillsborough mm.?
Jo, jeg kender da godt til det, og også det tragiske på Heysel, citater fra Bill Shankly osv., men jeg tror ikke jeg kan konkurrere med jer på viden om klubben. Men jeg kan mærke der er en stor historie, og det smitter også af herude på Melwood.

Er du blevet fortalt at man ikke taler med The Sun?
Nej, men jeg prøver her i starten, også på grund af det med de nye ejere ikke at sige for meget. Da jeg var med landsholdet, spurgte de danske journalister hvordan det gik i Liverpool. Og der svarede jeg, at det ikke gik så godt. Det fik de engelske medier drejet til at vi var i krise. Så jeg ved godt man skal passe på med medierne, og det er da en balancegang. De danske medier vil gerne have nogle historier herovrefra, og jeg vil da også gerne være åben, men de engelske medier piller det ud de vil bruge, så man skal tænke sig lidt om.

Hvordan er I ellers faldet til herovre?
Det har gået rigtig godt, og klubben har hjulpet os rigtig meget. De har folk ansat til at hjælpe os, og det er dejligt at mærke. Vi har to børn, som er startet i børnehave, og det går fint, og vi får også snart et hus. Så vi er snart helt på plads.

Hvad syntes I ellers om byen Liverpool?
Jeg syntes det er fint, og vi har været meget nede ved dokkerne. Der er det store Liverpool One, så det er en spænende by. Vi har fundet et område ved Hope Street med en masse caféer, restauranter mm.

Kan du forstå scouse accenten?
Ahh, jeg prøver (ha ha).

Hvordan kommunikerer I på midtbanen. Flere af dine medspillere er måske mere ovre i det spanke sprog?
Nej vi kommunikerer på engelsk, men det er klart udenfor banen, der kan jeg være med på det spanske.

Hvor stramt er Roy Hodgsons spillekoncept. Hvor meget ændrer han under kampene?
Han har sit koncept, og det holder han fast i. Men jeg syntes han er rigtig god til teamtalks, og det tror jeg er hans styrke. Men han har sit koncept han går ud fra, og han tror på at hvis man holder sig til det, så bliver det også belønnet. F.eks. mod Blackburn spiller vi også godt i første halvleg. Det eneste der mangler er bare målene. Han kan selvfølgelig godt ændre på nogle ting, men han har sit koncept.

 

Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.

 

Leo Vegas Sport