[Eksklusivt] De Røde og De Døde

Vi har fået et uddrag af den nye Liverpool bog, som hedder De Røde og De Døde”, som omhandler hvordan The Kop blev til. Bogen er skrevet af Michael Seidelin.  Bogen kommer omkring den spædestart i Liverpool og helt frem til i dag.

Du har mulighed for at vinde bogen på vores Facebook side samt, hvis du er medlem af fanklubben kan du vinde bogen her.

Indlægget fortsætter under billedet.

De_rode_FINAL.indd

The Kop bliver født

 

Drømmene om et nyt mesterskab gav tusindvis af fans nye kræfter, da de 13. april 1906 bevægede sig nede fra kvartererne langs dokkerne op mod Anfield. Med kun fire kampe igen konkurrerede Tom Watsons mænd med Preston North End om mesterskabet. Opløbet var tæt, og derfor skulle Liverpool have mindst ét point med hjem fra opgøret mod naboerne fra Everton. Ifølge de officielle tal var 33.000 tilskuere presset sammen på Anfield, men reelt var tallet højere, for især mange børn smuttede ind uden at betale, og tilskuerne stod i tætte rækker langs sidelinjen med det resultat, at det i perioder var umuligt at skyde hjørnespark eller kaste ind under normale forhold. Det tog næsten en halv time at få kampen fløjtet i gang efter halvlegspausen, og tilstandene på tribunerne var kaotiske. Efter kampen fortalte spillerne til de lokale aviser, at de havde svært ved at koncentrere sig i den voldsomme larm, og flere gange måtte de rive bolden ud af hænderne på tilskuerne. Både før og efter kampen kom det til farlige episoder, da hundredvis af tilskuere var ved at blive trampet ihjel, og den lokale presse opfordrede klubben til at forbedre forholdene og sikkerheden for at undgå katastrofer.
Kampen endte 1-1. Politiet var lettet, for det uafgjorte resultat dæmpede gemytterne, og Liverpool havde stadig en chance for at vinde mesterskabet, hvilket de gjorde. Men det havde været op og ned i årene mellem de to mesterskaber, og Liverpool løb risikoen for at blive et elevatorhold, indrømmede John McKenna, da han talte til aktionærerne på generalforsamlingen i juni 1906. Det var på tide at se fremad. Flere af klubbens stjerner, som havde ført ‘de røde’, som de nu blev kaldt, frem til to mesterskaber var trætte. Anfield var forældet, og klubben trængte til mere stabile rammer. For blot året før det seneste mesterskab havde Liverpool spillet i 2. division, hvilket ifølge John McKenna var uacceptabelt for en klub med Liverpools store tilhængerskare og betydelige ressourcer.
Tilhængerne gav også udtryk for frustration og vrede i de perioder, hvor alt gik dårligt. De lokale sportsblade skrev jævnligt om en ond stemning på tilskuerpladserne mod selv Liverpools egne spillere, hvis de ikke levede op til forventningerne, og det hændte, at en spiller fik en flaske øl hældt ud over sig, hvis han kom for tæt på tilskuerpladserne. I den mere alvorlige afdeling skete det ved flere lejligheder, at især meget unge tilhængere og hundredvis af de ‘gadedrenge’, som hærgede Liverpool, forsøgte at angribe modstandernes spillere efter kampene. Det skete også i andre byer, men Liverpool fik hurtigt ry for at være et barsk sted for udeholdene, og tribunerne var heller ikke altid for sarte sjæle. Politirapporter fra Liverpool og andre større byer beretter om tyverier, overfald og hyppige slagsmål, og endetribunen The Kop var fra den officielle indvielse i 1908 til langt op i 1980’erne ofte rammen om brutale slagsmål.
På den led afspejlede fodbolden i Liverpool selve byen: Den var præget af dramatisk social ulighed med tilhørende vold og kriminalitet i de fattige kvarterer, som der var mange af, og Anfield lå lige midt i et af dem.

(…)

Lørdag efter lørdag gentog situationen sig uden for og inden for Anfield oppe på højdedraget over Liverpool: Tusindvis af tilskuere stimlede sammen om billetlugerne, avissælgere falbød de seneste udgaver, og ridende politi forsøgte at kanalisere mængden i retning af tælleapparaterne, hvor kontrollørerne havde svært ved at følge med. Hundredvis af børn forsøgte at få venner indenfor til at hale dem over muren, hvilket sjældent lykkedes, men de ventede udenfor i håb om at blive lukket gratis ind i kampens sidste 15 minutter. »Det var god ‘marketing’. For når du en gang havde stået på The Kop, stod du der for resten af livet«, sagde den tidligere spiller Tommy Smith engang.
Og inde på stadion stod tilskuerne i så tætte rækker, at unge og gamle med ildebefindende måtte bæres hen over mængden som ved moderne rockkoncerter. Nødudgange eksisterede ikke, og trapperne på tribunerne var smalle og ufremkommelige. »Mange havde den lokale udgave af avisen Liverpool Echo med, hvis de skulle tisse. Den blev rullet sammen, og man tissede forsigtigt ned i den, så avispapiret opsugede det meste. Det var almindelig praksis, og i det hele taget viste rigtige Kopites stor forståelse for hinandens problemer, store som små«, fortalte en af veteranerne fra den berømte tribune denne forfatter under et besøg på Anfield.
Alt dette var til at leve med, og det var en del af folkloren på Anfield. Men de kaotiske scener før og under kampen i 1906 mellem Liverpool og Everton på Anfield havde vist behovet for at udvide stadion, og avisen Liverpool Courier formulerede det således: »Ledelsen i Liverpool Football Club kunne ikke have fået en bedre anskuelsesundervisning i behovet for at udvide stadion end den, der blev givet i går«. Det var John McKenna og den øvrige ledelse udmærket godt klar over, og i forbindelse med en aktieudvidelse besluttede ledelsen at modernisere og udvide stadionets kapacitet fra 25.000 til omkring 48.000.
Arbejdet gik i gang efter turneringens afslutning i april 1906, og Liverpool FC hyrede den bedste mand til at løse opgaven. Det var den skotske arkitekt Archibald Leitch, der mellem 1899 og 1939 enten alene eller i partnerskab byggede eller moderniserede over tyve stadioner i England og Skotland. Blandt hans mest kendte er det skotske nationalstadion Hampden Park samt Ibrox i Glasgow, St. James Park i Newcastle, Arsenals tidligere stadion, Highbury, og Fulhams Craven Cottage, hvor den berømte Johnny Haynes-tribune fortsat står tilbage på Londons ældste og meget atmosfærefyldte stadion ikke langt fra Chelseas Stamford Bridge, som han også moderniserede.
Archibald Leitch var stærkt påvirket af en katastrofe, der indtraf på Ibrox i Glasgow i 1902. Under en af klubbens store kampe styrtede en tribune sammen, fordi de bærende elementer ikke var tilstrækkeligt solide, og 26 mennesker omkom. Archibald Leitch havde som nævnt selv været med til at tegne og anlægge Ibrox og lagde derfor stor vægt på sikkerheden i sine konstruktioner, og betonkonstruktionerne på Anfield var forstærket med stål, hvilket ikke var set før. Rækværker af stål skulle hindre de stående tilskuere i at falde ned over tilhængere på de nedre pladser, og pressen noterede med tilfredshed, at ydermurene var beklædt med ‘smarte røde mursten’. Archibald Leitch satte sikkerhed og funktionalitet over æstetikken, undtagelsen var Highbury, som blev udstyret med arkitektoniske raffinementer.
Det afgørende var at give de stadig flere tilskuere en god oplevelse i sikre rammer. Ikke mindre end 47 mod tidligere 26 tælleapparater gav publikum adgang til det ombyggede stadion, hvilket formindskede køerne udenfor betydeligt, og adgangen til stadion blev forbedret, som det blev fremhævet i en artikel i kampprogrammet fra 3. september 1906: »I lang tid var det trekantede område ved Walton Breck-indgangen en kilde til gene for mange. I vådt vejr var det en mudderpøl, som man måtte gå igennem, og hvis vejret var godt, blev det brugt som legeplads for unge, som ikke tog hensyn til de forbipasserende. Mange gange var det besat af omrejsende forestillinger, og de skrattende toner fra de orgler, som ofte befinder sig på de steder, var ikke just nogen glæde for mennesker med et musikalsk øre«.
På den ene langside erstattede en ny tribune med plads til 3.000 den gamle, som blev flyttet over på den anden side. Alle fire hjørner blev lukket, hvilket gav plads til flere tilskuere, men det mest opsigtsvækkende var en ny tribune ud mod Walton Breck Road, som med 132 trin blev den højeste i England med plads til ikke mindre end 20.000 tilskuere.
Tribunen stod klar i 1907, og den kom til at blive et af symbolerne på klubben under navnet ‘The Spion Kop’, eller i forkortet udgave The Kop, og den vakte opsigt med det samme. »Spion Kop er et syn for guder, når den bliver dækket af mennesker, og synet af den fra Oakfield Road er lige så beundringsværdigt«, hed det i Everton og Liverpool-kampprogrammet fra 2. september 1907, der også fremhævede selve banens kvalitet. Der lød lignende rosende toner i medierne uden for Liverpool, som med Goodison Park – der blev moderniseret i 1908 – og Anfield rådede over to af verdens fornemste fodboldarenaer.
Selve navnet ‘Spion Kop’ blev opfundet af sportsredaktøren for Liverpool Echo, Ernest Edwards, som ønskede at hylde de mange soldater fra Liverpool, som var faldet under slaget om bakken Spionkop under boerkrigen i Sydafrika i 1900. ‘Kop’ var betegnelsen for en bakke på boernes sprog, afrikaaners, og den stejle tribune lignede en bakke, som rejste sig bag målet. Tribunen og navnet blev hurtigt synonymt med byen Liverpool og klubben, men ifølge forfatteren Simon Inglis er tribunen i Liverpool ikke den første ‘Kop’. I bogen Football Grounds of England, der er det store, autoritative værk om engelske og skotske fodboldstadioner, skriver Simon Inglis, at der allerede i 1904 blev talt om en ‘Kop’ på Arsenals stadion Highbury, men navnet slog aldrig an.
The Kop i Liverpool blev hurtigt et af klubbens ‘varemærker’, og den fik fra den første dag sit eget vartegn, som stadig eksisterer. Det er flagstangen fra et af verdens første stålskibe, Great Eastern, der løb af stablen i London i 1858 og blev lagt op i Liverpool i 1889. Masten blev bevaret og senere købt af Liverpool, som placerede den uden for The Kop med klubbens vimpel i toppen som et symbol på Liverpools maritime traditioner.