Sæsonen 2004-05 gav en lidt skuffende femteplads hele 37 points efter Chelsea med 17 sejre, 7 uafgjorte og hele 14 nederlag og det var bestemt ikke indsatsen i PL og FA-cuppen, der hev overskrifterne hjem i klubbens historiebog!

Nej, et par heftige kampe mod oliegiganterne fra London og endelig KAMPEN mod milaneserne fra støvlelandet satte os for alvor på fodboldlandkortet igen. Lad os mindes hele sæsonen:

Starten var ikke prangende og efter fyringen af Houllier var der ikke store forventninger; heller ikke til tidligere Valencia træner Rafael Benitez, selv om hans spanske hold havde udklasseret os på Mestalla et par år før ankomsten til Anfield.

Rafa brugte megen tid på at overbevise de bærende kræfter til at blive i og omkring Merseyside og det var en svær proces, som kostede offensive kræfter som Owen og Heskey og ind kom Nunez og Cisse i stedet! Josemi taler vi ikke om.

Efter uafgjort mod Spurs og udesejr over Sturm Graz bragte Benitez Alonso og Garcia til byen, to vigtige og afgørende signings baseret på salget af primært Owen!

Vi tabte til top-4 holdene, men hev vigtige points hjem mod de lavere rangerede hold samtidig med, at manageren igen gav tillid til spillere som Carragher, Biscan og Riise på deres naturlige pladser og dermed var en fin defensiv i støbeskeen centreret omkring Hyypia, Alonso og Gerrard!

December blev en afgørende måned med vitale kampe mod hhv. Olympiakos i CL og the Toffees i PL.

Vi var piskede til at slå Olympiakos med to basser for at gå videre til knockout kampene og med Rivaldos tidlige scoring, så det ikke for godt ud! Men med gode indsatser og mål af Pongolle og Mellor lysnede det pludselig og da Carraghers indlæg blev headed tilbage til Captain Fantatics gyldne fod, smadrede han den ind fra 25 meter foran the Kop… videre deltagelse i CL var sikret på fornemste vis!!

Herefter stod den på Merseysidederby på Goodison og Rafa valgte at spare flere bærende kræfter til opgøret og det bar vor indsats præg af. Lee Carsleys enlige kasse bragte os ned på jorden igen og det var et forvarsel for en elendig januarindsats, hvor kun sejren over Watford i Carling cuppen er værd at nævne.

Morientes kom til klubben, men resultaterne var fortsat svingende og med nød og næppe vippede vi Bayer Leverkusen ud af CL og var dermed klar til kvartfinalen!

Til gengæld tabte vi Carling cup finalen til Mourinhos olietropper personificeret ved en stærkt spillende Drogba og med et forsmædeligt nederlag til Newcastle var det for alvor blevet tid til at fokusere på Europa, hvor vi trak Juventus og samtidig markerede 20 året for Heysel katastrofen. Der var lagt op til et par følelsesladede kampe og den første på Anfield levede i den grad op til forventning og stemning.

Juventus med Del Piero og Nedved var toneangivende i den første kamp, men alligevel var det Garcia og Hyypia, der bragte os foran 2-0 og med en smal 2-1 sejr var det rigeligt med en lidt tam 0-0’ er i Torino!

I ligaen blev der sparet kræfter med et par udebanenederlag og uafgjorte hjemme. Der blev fokuseret på semifinalopgøret i CL mod Chelsea, hvor første 0-0 kamp blev en noget taktisk affære og med Mourinhos tropper som tidlige mestre i mellem de to kampe var der lagt i kakkelovnen til returopgøret og især et skilt i oliebussen med teksten “one down, one to go” gav ekstra energi på Merseyside og atmosfæren på Anfield til den anden kamp betegnes som en af de bedste og mest intense i nyere tid og små fem minutter inde i kampen kom så momentet, alle husker fra den aften. Et tydeligt straffespark på Baros blev ikke fløjtet og Luis Garcias sprintede bolden over linjen, hvor Gallas ikke kunne forhindre scoringen eller kunne han?? Spøgelsesmål eller ej? I hvert fald blev det anerkendt og det medførte et sandt stormløb mod LFC-målet og specielt Gudjonssons indlæg i tillægstiden fik The Kop til at holde vejret! Ingen formåede dog at få en fod på det knaldhårde indlæg og bolden ramte hjørneflaget modsat og tiden løb ud under vild jubel på samtlige tribuner!

Vi tabte på Highbury og vandt hjemme, men det var ligegyldige kampe. Alle var på vej mod Istanbul og i byen kunne man virkelig fornemme en rød arme på vej til kamp!

AC Milan var måske Europas stærkeste mandskab på dette tidspunkt suverænt styret af Ancelotti og på forhånd lignede det lidt David mod Goliath. Der gik også kun 90 sekunder og så havde Maldini bragt italienerne i front. Vi var nærmest udklasseret af en overbevisende dirigent i form af Kaka og med yderligere to scoringer af Crespo gik holdet med bøjede hoveder til pauseteen!

Hvad der blev sagt og gjort i katakomberne under Atatyrk er stadig uvist, men i hver tfald kom Didi på banen for at neutralisere førnævnte Kaka og langsomt sled vi os ind i opgøret med Captain Fantastic som førerhund og dennes hovedstød gav en smule håb/stolthed tilbage. Smicers helt usædvanlige langskudsmål til 2-3 fik os helt ud på stolekanten og da Gerrard blev fældet røg de sidste neglerester. Alonso af alle steppede op og tog ansvar med et sjældent mod til at sparke, han sparkede. Dida reddede og Alonso gled riposten ind. Hold nu kaje hvor både stolthed og håb var tilbage!! Resten af kampen blev et taktisk spil mellem Ancelotti og Rafa plus de vanvittige og usædvanlige redninger af Dudek på Shevchenkos forsøg fra tæt hold

Kampen gik i straffespark og det fantastiske lotterispil kunne begynde med Scouserne i mentalt overskud og vilje i øjnene til flg scener:

Serginho langt over målet

Hamann gav is føringen med en brækket fod!

Pirlo (af alle) brænder

Cisse tilbage efter en voldsom skade til 2-0

Jon Dal med en bred inderside til 2-1

Dida napper Riises forsøg

Kaka scorer sikkert….2-2

Smicer smider den ind til 3-2

Og så tilbage til spillet mellem Shevchenko og Dudek! Brænder han er vi tilbage på toppen af Europa og scorer han er det op til vores kaptajn at afgøre det hele! Det så godt ud, russerens ansigt på tv før skuddet viste det hele; han så skræmt ud og hans tilløb var ikke som tidligere og Dudek nappede nemt skuddet!!

PS: beklager at have glemt Dudek på trøjeholdet for sæsonen!!

For hulan da… hvor var det fedt at tekste/ringe tilbage til de båtnakker, der havde terroriseret dig i pausen med latterlige hilsener og goodbyes. Kampen blev ikonisk og opsummerede egentlig meget godt hele sæsonen: der var to LFC halvlege, to Scouser hold på banen den minderige aften i Tyrkiet; den ene halvdel ideforladt og udspillet, den anden med antiroyal mord i øjnene og fælles evner til at omstyrte selv de stærkeste enheder! Men det er som bekendt ikke nok med blot 50% og set overordnet havde vi ikke bredde og kvalitet nok til at lege med de bedste både hjemme og ude!

Benitez måtte ud at investere for fremtiden for at rykke os fra rollen som underdog til seriøse titeljægere…