Sæsonen 2010/11 skulle nemlig blive en af de mest vidtgående mht ændringer i klubbens ellers solide fundament/ hierarki!

 

For det første forlod Rafa skibet efter konstante tovtrækkerier med LFC-bestyrelsen og han blev kvikt afløst af LMA manager of the year: RoyHodgson.

 

Anfield håbede med foldede hænder, “Woy” kunne bringe noget britisk vildskab og snusfornuft ind på Anfield i en turbulent tid på mange parametre, men hans første indkøb (Jovanovic, Cole, Konchesky, Jones og Meireles) mere end antydede klubbens og ikke mindst ejernes manglende visioner/opbakning!

Yderligere røg Carlsberg på bænken og ind kom den nye hovedsponsor fra finansverdenen Standard Chartered; trist for mange (danske) fans med øllet som hovedernæringskilde på kampdage.

 

Der blev lagt rimeligt ud med Ngogs scoring i Skopje og Hodgson æraen var skudt i gang; mange fans håbede på top-5 og europæisk fordums styrke og med fortjent uafgjort med the Gunners i første PL-kamp så det lovende ud, men i virkeligheden var det store stjerneindkøb Coles røde kort i debutkampen et forvarsel på hvad, der var i vente!!

Vi startede en forsmædelig udebanestatistik med et klart nederlag til City samtidig med, at Mascherano nægtede at spille for Roy og klubben, idet han ville forsøge at gennemtrumfe et muligt Barca-skifte! Vi røg ud af Carling cuppen med et tåbeligt nederlag til Northampton og tabte samtidig Merseyside derbyet, en kamp som Woy kaldte “ best performance of the season”! Hans ledelsesstil var i proces og trængselstiderne tog sin begyndelse!

 

Dårlig ledelse, skrækkeligt management, forfærdelige kampoplevelser og dårlig Anfield stemning førte masseprotester med sig og primært Hicks og Gillet blev ønsket tilbage til staterne med deres løgne og fantasihistorier og 15. oktober blev de gået af bestyrelsen med et salg til New England Sports Ventures i et episk svindelnummer, som primært Hicks refererede til!

D- 8. januar havde the Mighty Liverpool 25 points for 20 kampe; alt var i forfald og den nye ejer John W Henry viste heldigvis format ved at smide en aldrende og ikke mindst tøvende manager på porten, det var blevet tid til at hive en megapopulær kongekanin op af hatten: King Kenny var tilbage

.

The Kings første kamp var mod intet mindre end Man Utd i FA-cuppen og et MEGET kontroversielt straffespark afgjorde den kamp og et efterfølgende PL-nederlag til upåagtede Blackpool, viste med al tydelighed, at det var op-ad-bakke for såvel manager, ledelse og ikke mindst klub!

 

Sejre på Molineux og Anfield gav lidt luft, dog var el Ninos ønske om at tjene kassen hos Chelsea noget af en mavepuster, men klubben reagerede hurtigt med køb af Suarez og Carroll og fansene øjnede et nye stærkt angrebspar. Oveni i optimismen kom sejren på Stamford Bridge over netop Torres og oliefolkene der. Dalglish (og Steve Clarke!) så ud til at have fået styr på defensiven, men med skuffende nederlag til West Ham, Braga og West Brom var det fedt at smaske Fergies tropper på Anfield sammen med efterfølgende sejre over Man City og League cup vinderne Birmingham. Kuyt, Suarez og Maxi shinede og kursen var opadgående!

 

Skrtel spillede samtlige minutter, Meireles var god, Reina suveræn i målet og Kuyt baskede masser af mål ind og Europa var pludselig indenfor rækkevidde, men et sæsonafsluttende Villa nederlag smadrede disse drømme!

 

Alt i alt fik Kenny Dalglish og John W Henry dog håbet tilbage på lægterne med de rigtige sejre og en langsom men sikker vandring op i tabellen; men vigtigst af alt fik fansene fightende, spillende og sprudlende spillere at se i taktisk velsmurte kampe vekslende mellem 5:3:2, 4:3:2:1 og traditionel 4:4:2!

At the end of a storm, there’s a Golden Sky… tid til at kigge fremad mod top 4 og Europa! The King is back.