Kommende kampe:

[Blog] Sikke en sæson

20 minutter! I 20 vidunderlige minutter var stemningen elektrisk på min lokale pub, hvor der i søndags var fyldt godt op med røde trøjer. Liverpool var engelske mestre, da de røde førte mod Wolves og Brighton, på en eller anden måde, havde holdt nullet og sidenhen var kommet foran mod mægtige Manchester City.

Men så ramte virkeligheden, desværre igen. City udlignede et minut efter Brightons scoring, og bragte sig ti minutter senere endegyldigt foran og kørte en sikker sejr og dermed det engelske mesterskab i hus.

Man skulle tro, at det ville have resulteret i en trykket og ærgerlig stemning blandt de røde fans på pubben, men det var ikke tilfældet. Langt de fleste havde nemlig allerede inden kampen affundet sig med, at det nok kun blev til sølv – igen.

En anderledes følelse

Men modsat eksempelvis 2013/14-sæsonen, hvor det også blev sølv, er jeg slet ikke skuffet på samme måde. Faktisk er jeg slet ikke skuffet. Jeg er pavestolt af det her hold, som har vist et mandsmod og en vilje af en anden verden ved at kunne holde trit med et hold, der var flere lysår foran – i hvert fald målt på point – i sidste sæson.

Liverpool går igennem sæsonen med 97 point. Man har kun tabt én enkelt ligakamp, og det var mod de kommende mestre. Pointantallet ville have været nok til at vinde ligaen i alle andre sæsoner bortset fra de to seneste. Det er helt vildt, og man må bare erkende, at man dystede om titlen mod et hold, der var ét sølle point bedre over 38 runder.

Jeg ved godt, at nogle har peget på Manés chance mod City, der var millimeter fra at gå ind, som værende afgørende for sæsonen. Men man kan også vende den om og sige, at City brænder et straffe på Anfield, og vi har været yderst heldige med at hente point mod eks. Everton og ude mod Chelsea. Jeg tror på, at den slags ting udligner sig over en hel sæson.

Så i stedet for at være skuffet, vil jeg se tilbage på denne sæson som værende en helt utrolig rejse med en masse højdepunkter, udfordringer der blev overvundet og som en varsling om en strålende fremtid. Faktisk minder denne sæson mig en del om den første Rocky-film, idet at Liverpool klart er City underlegen i styrken og bredden af spillertruppen – men at med vilje, hjerte og en stor portion mandsmod formåede at byde overmagten op til dans i en lige dyst om titlen, der gik tiden helt ud. Og her er det værd at huske på, at Rocky først vandt i 2’eren. Jeg er også sikker på, at Liverpool vinder, næste gang.

Den vigtigste kamp længe

Men selv om det er slut med Premier League, er sæsonen ikke helt slut endnu. Der er én kamp tilbage, og det er den måske vigtigste i mange år. Hvilket er vildt at sige, med tanke på de store opgør, Liverpool har været involveret i de seneste år.

Champions League finalen mod Tottenham er en kamp, som Liverpool næsten pine og død skal vinde. Ikke at det vil være en fiasko at tabe til et godt Spurs-hold, som bestemt har en høj kvalitet. Men mere for at sende et signal til resten af fodboldverdenen, at Liverpool er helt tilbage på den store scene, og for at få overbevist sig selv om, at man rent faktisk godt kan vinde pokaler, når det gælder.

Alene i den tid Klopp har været i klubben har man tabt i finalen i Liga Cuppen, Europa League og i Champions League. Det er naturligvis hamrende imponerende at komme i Champions League finalen to år i træk, og det vil ikke være en katastrofe, hvis den ikke bliver vundet – men, hvis vi kan vise omverdenen, at vi ikke er et ”lige ved og næsten-hold”, vil det være et kæmpe boost frem mod næste sæson.

Godt udgangspunkt

For der kommer jo en sæson igen lige om lidt. Inden denne sæson skrev jeg en blog om, hvor træls det som Liverpool fan har været altid at skulle kigge frem mod næste sæson, efter at den foregående ikke var sluttet optimalt.

Den blog kan – heldigvis – ikke genbruges frem mod næste sæson. For som jeg ser det, er klubben Liverpool i sin bedste forfatning i mange mange år. Vi har en træner, der tilsyneladende kan samle en hel by (fraset dem i blåt), en spillertrup, der virker til at være i perfekt harmoni og holdet spiller en form for fodbold, der må være tiltrækkende for de fleste spillere.

Det er et godt udgangspunkt frem mod en ny sæson. Men den må godt lige lade vente lidt på sig. For jeg kan pt. Ikke overskue at skulle igennem endnu en boksekamp – uanset om det er med City eller et andet hold- som den vi har gennemgået i år. Lad os få afsluttet den her rutsjebanetur af følelser på den bedst mulige vis og hente en pokal med hjem fra Madrid.

Sikke en sæson.

 

Leo Vegas Sport