Liverpool har, som altid udlejet en del spillere. Men hvordan står det til med dem og hvordan klarer de sig?
Nedenfor følger en oversigt over hvordan vores udlejede spillere har klaret august 2019.
De udlejede spillere
Harry Wilson Bournemouth
Kampe 3 – Mål 2
Den af vores udlejede spillere, der nok har været mest debat om. Skulle han blive, skulle han sælges, skulle han udlejes?
Det endte med det sidste. Denne gang på sydkysten og Bournemouth.
Her har han fået en glimrende start med 2 ekstremt flotte mål. Især frisparket mod Manchester City var fantastisk. Derudover er han netop kåret som månedens spiller i Bournemouth.
Uanset om man synes han skulle lejes ud eller beholdes, er det godt at se, at han kan klare sig I PL. Så må tiden vise om han er klar til Liverpool næste år eller om han skal skydes afsted for et forhåbentligt større beløb end de rygtede 20 millioner Pund.
Se Wilsons mål mod Manchester City her
Marko Grujic Hertha Berlin
Kampe 3 – Mål 1 – Gule kort 1
Er endnu en gang udlejet til Tyskland, hvor han må siges at være en af profilerne på Herthas hold. Her har han spillet fuld tid i samtlige kampe, scoret 1 mål mod Bayern, samt fået et ordentligt sæbeøje.
Det virker til at vores høje serbiske midtbaneslider, har fundet sig rigtig godt til rette i Tyskland, hvor han forhåbentlig kan bygge på sit spil. Hvad det så ender med til sommer må vi se. Hans estimerede markedsværdi er pt. 20 milioner Euro.
Sheyi Ojo – Rangers FC
Kampe 2- mål 1- assist 1 – gule kort 1
Endnu en tørn som udlejet for Ojo. Denne gang til Rangers og Stevie G, hvor han skal kæmpe om spilletid med bl.a. netop solgte Ryan Kent.
Ojo har fået en fin start på sæsonen og det virker til at Gerrard er opsat på at bruge vores kantspiller i denne sæson om end ikke nødvendigvis helt fast. Indtil videre er han startet i 50% af kampene og spillet 47% af minutterne. Noget som ankomsten af førnævnte Kent måske kan påvirke i negativ retning.
Ben Woodburn Oxford United
6 kampe – 1 mål – 1 assist
Woodburn er startet inde i 100% af kampene og spillet 86% af minutterne. Selvom det er på et noget lavere niveau, kan det være at Woodburn endelig får de minutter, der er så nødvendige for ham. Han er trods alt kun 19 år (20 år den 15. oktober).
Allan – Fluminense
Kampe 13 – Gule kort 6 – røde kort 1
Allan har gennem sin tid i Liverpool haft problemer med arbejdstilladelse. Det har faktisk været et problem siden 2015. Derfor er han gang på gang blevet udlejet. Denne gang er han ”hjemme” i Brasilien, hvor han spiller fast. Således er han startet inde i 81% af kampene og 80% af minutterne.
Allan er efterhånden blevet 22 år. Spørgsmålet er, om han ikke skal til at finde sig en klub, der kan bruge ham fast.
Taiwo Awoniyi – Mainz 05
Kampe 2
Ikke den bedste start for vores 22-årige angriber. Han har kun spillet i 11% af minutterne indtil videre og er endnu ikke startet inde.
De seneste par år har han spillet i Belgien og Holland med nogenlunde succes (115 kampe, 34 mål og 15 assists i sin seniorkarriere), men indtil videre ser det ud til, at han ikke er helt klar til Bundesligaen.
Kamil Grabara – Huddersfield
6 kampe – 11 mål lukket ind
Sidste sæson var han lejet ud til AGF. Denne sæson tager den høje polske målmand en tørn i Championship.
Indtil videre er det blevet til fuld tid mellem stængerne for nedrykkerne. Det er dog ikke gået så godt for holdet, der pt. Ligger næstsidst med kun 1 point i 6 kampe. Til Grabaras forsvar skal det siges, at han i gennemsnit lukker under to mål ind pr. Kamp, hvilket ikke er meget for et hold, der allerede har mistet 17 point på 6 kampe. Det er nok mere i den anden ende det kniber for Huddersfield.
Ovie Ejaria – Reading
4 kampe 2 mål.
En fin start for Ejaria, der er tilbage i Reading, hvor han også brugte første halvdel af 2019. Han er startet i 80% af kampene og spillet 76% af minutterne. Deruodver har han en andel i 28% af Readings mål.
Dejligt at se, at der er lidt output for den unge offensivspiller, der snart fylder 22 år.