Sidste uge må gå i historien som én af de vildere uger, hvis man kigger på modstandere og resultater. Først en 3-2 sejr på Wembley over City, herefter en magtdemonstration på Anfield, hvor United blev sendt retur til Manchester med et 4-0 nederlag, og senest blev The Toffees slået under nedrykningsstregen med et 2-0 nederlag.
En vild uge – men det er der knap tid til at dvæle ved, for i aften venter endnu et uhyre vigtigt opgør, når Liverpool spiller det første af to semifinaleopgør mod Villareal. Kampen bliver spillet på Anfield og fløjtes i gang kl. 21:00.
Håbet for en fuldstændig vanvittig sæson lever endnu, og skulle vi gå videre til finalen i Champions League, så kommer Liverpool til at spille samtlige mulige kampe i løbet af 2021/22-sæsonen – VILDT!
Meeeen nu skal vi altså lige forbi Villareal først, og selvom det på papiret er den klart mest favorable modstander, så er de ikke endt i semifinalen uden grund. De har både slået Juventus og Bayern ud på deres vej, og så har de altså en hollandsk venstrekant, som har ild i støvlerne for tiden.
Ikke desto mindre er Liverpool altså stadig favoritter, når de træder ind på grønsværen i aften. De er inde i en flot stime – især i Premier League, hvor vi skal helt tilbage til d. 28/12-2021 for at finde deres seneste nederlag. Samtidig har de noget så uvant som en FULDSTÆNDIG skadesfri trup, hvilket er uhørt taget både tidspunkt og kampprogram i betragtning. Dette gør, at Klopp har mulighed for at rotere en smule i truppen uden at det har den helt store indflydelse, og jeg tror også, at vi kommer til at få nogle enkelte rotationer ift. weekendens kamp mod Everton.
Jeg tror Konaté erstatter Matip i midterforsvaret. Derudover tror jeg, at Henderson erstatter Keita på midten, mens Diaz erstatter Jota i fronttrioen. Dermed bliver det altså Diaz – Mané – Salah i front, en konstellation, som gjorde livet rigtig svært for Manchester United, da de senest spillede sammen fra start. Mané har genfundet sin storform i en falsk 9’er position, og dette giver samtidig plads i bagrummet til både Diaz og Salah, og det vil en spiller som Raul Albiol få svært ved at håndtere.
Man skal ikke tage fejl af Villareal. De er et både klogt og viljestærkt mandskab, som på deres gode dage kan bide skeer med de største. Alligevel tror jeg på, at vi får en magisk aften under the lights på Anfield, hvor Liverpool trækker en solid 3-0 sejr i land.
God kamp!