Kommende kampe:

Arsenal – Liverpool 22/23 kampoptakt

Det var en længe ventet oprejsning, som de røde fra Merseyside fik i midtugens Champions League kamp. Klopp rystede posen en smule, og det kastede en sikker 2-0 sejr af sig – som vel at mærke burde have været større. I morgen er det en helt anden kvalitet, som Liverpool står overfor.

 

Her går turen til London, hvor et selvtillidsfyldt Arsenal-hold byder op til dans. Kampen fløjtes i gang kl. 17:30 og kan ses på See og Viaplay.

Selvom det var en forløsende sejr i midtugen, så vil jeg vurdere, at den kom på en enormt billig baggrund. Rangers spillede ganske energiforladt, og alene det faktum at de havde Ben Davies i forsvaret – en spiller som ikke fik ét eneste minut i den røde trøje på trods af en lang række skader i bagkæden – siger det hele.

 

Dog åbnede det en mulighed for, at Klopp kunne eksperimentere en smule, og dette gjorde han bl.a. ved at gå over til en tomands-midtbane med Henderson og Thiago og fire offensive spillere bestående af Salah, Jota, Diaz og Nunez. Her var Jota tiltænkt en 10’er-rolle, og jeg synes bestemt, at der kan være potentiale i den løsning.

 

Det åbner nemlig muligheden for, at Jota kan falde ned i banen, mens Salah og Diaz kan holde bredden i banen og Nunez kan stikke dybt bag bagkæden. Dette lykkedes i flere sekvenser, og mundede også ud i flere fine afslutningsforsøg til Nunez. Spillet bliver umiddelbart en smule mere upoleret, men der er et voldsomt behov for at ændre måden vi spiller på, hvis vi skal undgå at blive læst af modstanderne.

 

Hvor træls det end er at indrømme, så må jeg erkende, at jeg er enormt skuffet over Nunez’ niveau. Det enorme prisskilt skaber naturligvis nogle urimelige forventninger, men det er nærmere de helt basale tekniske ting som mand-mand driblinger og simple pasninger, som jeg ikke synes, at han mestrer særligt godt. Derudover tyder det også på, at der er en sprogbarriere, som ikke nødvendigvis gør det lettere for hverken Klopp, spillerne eller Nunez. Men som med så mange andre ting i fodbold, så kan det vende lynhurtigt, og selvtillid betyder enormt meget. Min forhåbning er, at han snart får det famøse hul på bylden, så min kritik kan blive gjort til skamme.

 

I forhold til morgendagens opstilling, så har jeg svært ved at tro, at Klopp stiller med en 2-mandsmidtbane. Risikoen for, at vi bliver kørt over på midtbanen er simpelthen for stor. Samtidig tror jeg heller ikke, at vi kommer til at dominere boldbesiddelsen, hvorfor en ekstra mand på midten vil være nødvendigt for at håndtere presset og bryde spillet.

 

Det store spørgsmål er, hvorvidt Nunez får genvalg på toppen. Jeg kunne godt have en idé om, at Klopp vil bruge Jota i stedet, men jeg håber egentlig, at Nunez får mulighed for at vise sig frem i en kamp, hvor vi kommer til at spille på omstillingerne.

 

Hvis vi kort skal vende skadessituationen, så er der et muligt comeback Joe Gomez, mens også Curtis Jones muligvis er med i truppen. Derudover er Robertson tæt på at være helt tilbage, mens Arthur, Keita og Chamberlain fortsat er at finde på skadeslisten. 

Der er ikke meget der indikerer, at vi skulle få et ben til jorden i morgen. Alligevel har jeg et lille håb om, at vi kan drille dem, men det kræver, at vi først og fremmest står kompakt i kæderne. Hele bagkæden skal steppe gevaldigt op, og så skal vi være effektivt foran kassen, når chancerne byder sig.


Jeg tror (læs: håber), at vi hiver en 2-1 sejr med hjem fra London.

 

God kamp!

Leo Vegas Sport