2009/10 sæsonen var Liverpools 118. sæson med bold på Anfield . sæsonen var generelt en skuffelse og kun i EL sporedes en vis succes – og hvorfor nu det? Det skulle jo have været “vor sæson”. Her er mit bud:

2009 blev et år med to specifikke halvdele for vor elskede klub på Merseyside, hvor de ægte røde startede med at toppe Premier League og, måske for første gang siden starten på pengeligaen i ‘92, lignede den sande arbejderklub og en seriøs udfordrer til oligarker, statsmænd og sheiker fra hele verden! Men det blev, endnu en gang, kun ved tanken og håbet. Og endte nærmest i et djævelsk makværk med magtkampe og en detroniseret manager!

Januar 2009 lignede vi som sagt ægte vindere (“This is our season”) og rundt om og på Anfield løb selv ægte liverpudlians rundt med armene over hovedet; Rafa skrev under på en ny 5-årlig aftale, men selv med den berømte sejr på mareridtsteatret ja så løb Man City med titlen og Chelsea sendte os kontroversielt ud af Champions League. Hvorfor skriver jeg nu det? Det er jo ikke 08/09 sæsonen, det drejet sig om… jo, de missede pokaler fik Rafa, Alonso og ikke mindst Captain Fantastic til at ryste på hænderne og klub/manager fik solgt de forkerte og tilmed købt de helt skæve til lidt mindre mønt (se disse længere nede). Alonso valgte Madrid og Rafa ønskede Barry men fik Aquilani. Arbejdsmanden Arbeloa blev udskiftet med feinschmeckeren Johnson; preseason var problematisk og vi åbnede PL med et nederlag til Spurs efterfulgt af flere forsmædelige nederlag også i pokalturneringernes 3. runde og alt syntes i starten af januar at smuldre mellem hænderne på den spanske tjener!

Hvad gik galt?? En del faktisk:

Skader: Stevie G var ikke fit og det medførte en målkrise hos El Nino sammenholdt med en længere pause til midtbaneesset Benayoun!

Økonomi: behøver jeg sige mere end Gillet/Hicks og ikke mindst Hicks jr

Manageren: her vil blot skrive “The Big Fat Spanish Waiter” og alle vil huske ønsket fra alle, om Benitez’ hoved på et sølvfad

Overordnet var der ikke råd til noget som helst; end ikke at fyre manageren og vi styrtbløder på alle parametre, men på trods af det er vi reelt kun et point fra det forjættede land og fjerdepladsen!

Det kiksede og vi sluttede på en lidet flatterende syvendeplads og det kan man faktisk godt forstå, når der kigges på lidt statistik sæsonen over:

Won: 18. Lost: 11. Drew: 9. Win percentage: 47%.

Back to back wins: (4 occasions) see below, Wolves-Villa, Bolton-Everton, West Ham–Burnley.

Back to back defeats: (One occasion) Chelsea–Sunderland.

Back to back draws: (Two occasions) Birmingham-Man. City, Birmingham-Fulham.

Longest run without a win: (3 games) 31st Oct- 21st Nov. Fulham (L), Birmingham (D), Man. City (D).

Best Winning Streak: (4) 29th Aug-26th Sept. Bolton, Burnley, West Ham and Hull.

Unbeaten run: (7 games) 26th December-6th Feb. Wolves (W), Villa (W), Stoke (D), Spurs (W), Wolves (D), Bolton (W), Everton (W).

For de af jer, der kan huske tiden under Souness, I vil kunne huske nøjagtig den samme frustration og skuffelse såvel på som udenfor banen en hel sæson igennem!

På banen var vi alt for letlæste og forsigtige; vi var ramt af skader, men de to ting sammenholdt burde vi med truppen være bedre til at præstere, men ældre førnævnte og nye spillere (Insua, Lucas, Babel, N’gog) var for langt fra deres bedste og det var tydeligt for ALLE, at forandringer var et must. Klubben var fanget i et limbo og nyt blod og flere penge var stærkt tiltrængt… alle i byen holdt vejrettigheder sagde nok en gang: next season.

Ind:

Aquilani

Johnson

Kyrgiakos

Maxi

Alonso

Arbeloa

Flyen

Hyypia

Leto

Lindfield

Pennant

Dossena

Voronin