2000/01 sæsonen blev året hvor vi sikrede os en historisk triple genialt og nyskabende ført frem af Gerard Houllier!
Vi spoler tilbage til 20. maj 2001, hvor solen hamrer ned i Liverpool, ned på tusinder (ja, måske hundrede tusinde) af ansigter, som forventningsfulde spejder efter bussen med spillere og ikke mindst pokaler for sammen at fejre vor tilbagevenden til trofæ fejring af karat!
Dagen før havde de røde banket Charlton 4-0 og dermed sikret sig tredjepladsen og dermed vejen til CL. Vi var tilbage
CL deltagelse den kommende sæson var dog kun toppen af kransekagen på en sublim turneringsafvikling!
Vi havde ganske vist vundet to cups i 90`erne, men det her slog alt på alle parametre siden de glamourøse 70 og 80’ere. På bussen stod der “Tell Yer Ma We Did It!” og alle følte vi stoltheden og sammenholdet som under Shanks og Paisley.

Holdet havde spillet 63 kampe i en outstanding sæson med masser af fede uforglemmelige kampe og mål. 
Houllier havde ført os til en fantastisk tripple og med efterfølgende sejre i Super Cup og Charity Shield blev det til hele fem trofæer på et helt år! Alt dette og med CL i sigte var vi i drømmeland og manageren blev gjort til folke- og klubeje. I hvert tilfælde for en stund. Franskmanden havde leveret en episk tilbagevenden til toppen af engelsk og europæisk fodbold. Det var hans anden hele sæson på Anfield efter et lidt tvivlsomt samarbejde med Roy Evans i ‘98. Han skilte sig af med engelske navne som Ince, James, Harkness, Jones og McAteer og hentede europæiske spillere, som Hyypia, Hamann, Henchoz, Smicer, Westerveld, Camara, Meijer og Traore ind i bestræbelserne på at skabe en trup, som kunne formes og udvikles på et nyt og moderniseret Melwood.
En fjerdeplads i 99/00 var ikke nok og dermed mere kontinentalt i form af Babbel, Arphexad, Vignal, Biscan, Ziege og så selvfølgelig Barmby (fra the Toffees), Heskey og McAllister! Ud røg Thompson, Babb, Matteo, Staunton, Friedel og Bjørneby til pæne summer og dermed var var blot et netspend på 5 mio pund!

Fundamentet til formidabel sæson var skabt og vi lagde blødt ud med fem sejre, tre uafgjorte og to nederlag, men det var tydeligt for fans og klub, at vi var på vej med et defensivt godt hold med fart og evne til at straffe kynisk selv de bedste modstandere.

Vinteren blev imødegået med at nå tredje runde i UEFA cuppen og vi gjorde klar til endnu et minderigt Merseysidederby med ex-evertonian Barmby og en meget ung Steven Gerrard som hovedrolleindehavere! Blue end White s**** blev sunget mere end nogensinde og et par røde kort medførte en noget hadsk stemning undervejs. Vi indtog tredjepladsen og marcherede videre i Europa og League cuppen. Til jul smadrede vi Man Utd og Gunners. Og  brugte januar på at komme videre i FA cuppen! Roma var en hård nød at knække i UEFA cuppen, mens League cup finalen i Cardiff blev vundet.

Efter første triumf sidst i februar var det tid til semifinaler i både FA og UEFA cuppen efter sejre mod hhv lokalrivalerne og Aldridge fra Tranmere og Porto. Kampen på legendariske Prenton park blev en hidsig affære hvorimod portugiserne blev besejret væsentlig lettere! Og før semifinalerne blev Fergies tropper smadret på Anfield og med 0-0 i Barcelona var der lagt op til et nyt slag på Villa Park mod upåagtede Wycombe, som blev besejret 2-1 og dermed var den anden finale klar!

Nu skulle vi “bare” ordne catalanerne på Anfield, men først skulle vi lige over Stanley Park til Goodison for at afvikle et af de mest fantastisk derbyets til dato… Hvem husker ikke McAllisters legendariske frisparksscoring i de døende minutter
Men nu til Barca kampen med Reina og Pep på banen for de blå og rødstribede. A piece of cake med McAllister nok en gang som matchwinner og en senere Man City manager som nægtede at bytte trøje med opkomlingen Gerrard den tredje finale var i hus!

Vi varmede op til FA cup finalen med fem kampe i streg uden nederlag og dermed var vi klar til mødet med Wengers tropper. Vi blev spillet ud af brættet de første 75 minutter og var nok lidt heldige med kun at være bagud 1-0, men Owen ville det anderledes og vi stjal det eftertragtede trofæ på Millennium blot 4 dage før en ny finale på Westfalen Stadium! Og det blev (nok) en kamp til historiebøgerne.

Alaves var og er måske ikke Spaniens største og mest kendte klub og vi førte da også komfortabelt 3-1 ved pausen, men de formåede i løbet af anden halvlegs første 6 minutter at udligne og ikke mindst presse et LFC hold ramt af en kombination af arrogance og gummiben. Houllier måtte trylle lidt fra bænken og Gud kom på banen for Heskey og scouserne fik vendt slaget med hans kendte ihærdighed og direkte boksspil! Blot ni minutter senere scorede han til 4-3. Men Cruyff junior ville det anderledes med en udligning i kampens døende minutter
Forlænget spilletid uden noget rigtig brugbart og det lugtede fælt af Golden Goal show, som Houllier i øvrigt kritiserede voldsomt op til kampen og han havde dermed nok ikke noget imod, at McAllister nok engang knaldede et frispark ind denne gang dog afrettet i det 117. minut!

Hvilken kamp. The Treble var i hus og kun 4 dage senere var kvalifikationen til næste sæsons CL sikret og den episke parade i Liverpool ventede. Vi havde ventet i seks lange år på et trofæ og Houlliers tropper leverede 3 styk og CL kval i en og samme sæson!

Alle andre byer havde givet manageren nøglen til byen, men Merseyside skal nok have mere for at vise denne gestus, for franskmanden fylder ikke meget blandt de helt store managere i Beatles byen og på Scouse Mount Rushmore figurerer han ikke blandt de andre 6 store (you know who!) når banneret vejer over The Kop og det er lidt synd, synes jeg!

Ind:

Diomede

McAllister

Arphexad

Babbel

Barmby

Ziege

Vignal

Sjølund

Biscan

Litmanen

Ud:

Bjørnebye

Babb

Thompson

Matteo

Friedel

Song

Staunton

Meijer

Camara

Gudnason

Newby