Søndag møder vi Aston Villa kl. 15.00
Af Jesper Olsen
Nummer 4 mod nummer 7 mødes på søndag på Anfield, som desværre endnu ikke er klar til fuld kapacitet, men det er en helt anden historie. Op til denne kamp, så har mange fans nok brugt tiden på at holde øje med transfers, og i skrivende stund ser det ud til at det kun er Nat Phillips
(lån til Celtic), der skal væk fra klubben. Dog ligger de gigantiske saudiarabiske summer derude et sted og sætter et gevaldigt pres på Salah og klubben, men som det ser ud pt, spiller han i hvert fald på søndag. Til gengæld kommer Gravenberch til klubben fra Bayern München. En spiller, der er
udset til at indgå i den nye midtbane og så må tiden vise, hvilken rolle Klopp helt præcist tiltænker ham. Jeg er ret skeptisk overfor den transfer, men som Klopp engang har sagt, så skal vi stole på ham. Det er ikke realistisk at han kommer på banen på søndag.
Alt dette leder os hen til søndagens kamp, som vi er ret så store favoritter til at vinde. Jeg synes dog at der er nogle ret så store ”men”. Van Dijk har karantæne og vores spil har på trods af en ret så god pointhøst båret præg af perioder med ustabilt spil og kæmpemæssige personlige fejl. På
den anden side, så har vi også ind i mellem spillet sublimt, så man ved ikke helt, hvad man får pt fra de røde. Jeg er bekymret over forsvaret, for uanset hvem der skal spille der nu, så er det bare ikke det samme, som når van Dijk er lederen. Og selv når han spiller, så er vi (og han) i min optik
lysår fra niveauet før hans alvorlige skade.
Dernæst synes jeg langt fra at midtbanepuslespillet er løst. Endo er måske nok købt ind som 6er, men jeg er langt fra overbevist. Det er måske meget, meget uretfærdigt, for han har spillet under urimelige betingelser grundet røde kort og en kort indkøringsfase. Jeg ser bare ikke det der åbenlyse niveau, som man godt kan se, når en klassespiller udfolder sig. Til gengæld er der dynamit i Mac Allister og ikke mindst Szoboszlai. Han bliver et gigantisk hit!
Nu hvor jeg er i gang med at diskutere kæderne, så vil jeg lige vende angrebet, for jeg er klar fortaler for, at man ikke bænker en spiller, der har tur i den. Klopp har tidligere bænket Jota på trods af scoringsstimer og nu er det Nunez der var frelseren, så naturligvis skal han spille.
Den sidste position, som jeg hidtil ikke har berørt, det er målmandsposten: Vi glemmer ham nogle gange, fordi man vel tager ham for givet efterhånden, men Alisson: Du er altså helt ekstremt god! Tak for dig!
Rent taktisk, så er det interessant at se, at Salah faktisk et stykke hen ad vejen har fået Coutinhos rolle. Han modtager bolden som den 2. eller 3. sidste spiller før den oplagt chance opstår og han søger selv nogle positioner, hvor han hele tiden kan aflevere til spillere, der er i løb fremad. Og han
er faktisk eminent god som den her 10er, der dominerer spillet med sin vision og sublime overblik. Derfor gælder det om at vi dels spiller hurtigt, dels flytter spillet fra side til side med få bolderobringer samt at vi får gang i omstillingerne, for så skal vi nok komme til chancer, oftest via
Salah.
Jeg tror ikke rigtigt på, at vi kan holde modstanderne fra at score, men til gengæld er jeg ret overbevist om at vi lige pt er så målfarlige, at vi scorer flere end modstanderne, så jeg tror vi vinder komfortabelt 4-1.
Jeg vil tro at vi stiller sådan her op: