Onsdag aften står den på semifinale i Carabao cuppen
Skrevet af Lasse Callesen
Så er det semifinale tid i Liga Cuppen, hvor vi tager imod Fulham i det første af to opgør.
Der venter 11 dages pause efter opgøret, så der er god tid for spillerne til at smide benene op, måske tage ud og få lidt sol og komme tilbage med opladede batterier. Det er dog ikke fordi vi generelt har god erfaring med de pauser. Det er som om vi altid kommer tilbage 5-10% dårligere.
Men efter en vild kamp mod Arsenal i søndags, så venter der en opgave, som heller ikke bliver nem. Fulham er inde i en fin periode. Bl.a. med en sejr nytårsdag mod Arsenal på 2-1. Og det er ikke meget mere end en måned siden, at vi med hiv og sving fik hevet en 4-3 sejr hjem på et par mål i de døende minutter. Alisson var skadet og Kelleher var i kassen. Det var ikke fordi jeg vil betegne målene, som drop af Kelleher, men Alisson havde ikke lukket dem alle ind, det er forskellen på en fornuftig/god målmand og en verdensklasse keeper. Det var også dagen, hvor Mac Allister scorede sæsonens mål. Det var helt vanvittigt sparket ind ude fra.
Men Fulham fik til tider udstillet os, heldigvis har vi set stærkere ud defensivt siden det opgør. Og så kommer Fulham næppe til at spille med om mange andre pokaler. De ligger godt i midten af Premier League og de skal møde Newcastle i FA cuppen. De vil gøre alt for at vinde samlet over de to opgør. Liga Cuppen kan give en adgangsbillet til Europa for dem. Så vi skal nok stille op så stærkt, som det nu muligt uden at risikere noget, hvis der er spillere med mindre skader.
Jeg tror derfor også at vi kommer til at se et ret stærkt hold onsdag aften. Jeg tror dog Kelleher får en tur på kassen, udover de her Liga Cup kampe, så skal han nok se langt efter spilletid, måske en kamp i FA Cuppen er hvad der er tilbage i denne sæson for ham. Bradley ser vi nok fra start, Alexander-Arnold er ude i et par uger med en mindre knæskade. Quansahs fod er nok lidt øm, den fik en ordentlig tur i søndags. Og Van Dijk er nok rask igen.
Mac Allister har brug for spilletid, han virkede ret rusten, i søndags, hvilket er forståeligt. Og der var luft til en times tid.
Gakpo må snart være fortid på midtbanen? Jeg kan ikke mindes en kamp, hvor det reelt har fungeret med ham trukket så langt tilbage på banen. Vi blev også meget bedre da han byttede med Elliott. Så ser ham gerne længere fremme.
Men hvem skal starte i forreste geled? Synes den er svær. Hvor meget luft har Jota? Og hvem skal spille på højrekanten, hvis Elliott er på midten? Eller spiller både Jones og Gravenberch?
Nunez kunne dog godt spille på venstre kant og Diaz på højre, som vi så i anden halvleg mod Arsenal.
Jeg tror vi vinder 2-0.