Kommende kampe:

Liverpool – Tottenham 23/24 kampoptakt

Af Jesper Holm Olsen

 

Denne kamp er i rent resultatmæssigt ret beset ligegyldig, for sæsonen har flasket sig sådan, desværre, at vi er sikret Champions League, men samtidigt er mesterskabet langt væk. Det er egentlig ret pudsigt at det er endt sådan, for igennem den lange, lange periode med skader og andre forhindringer, da klarede vi os umanerligt og helt unaturligt godt. Dette endda på trods af at der var mange, der havde frygtet for en negativ reaktion ovenpå Klopps  udmelding om at denne sæson ville blive den sidste hos os. Da alle så var ved at være klar ovenpå skaderne og vi fik en lille smule modgang, ja, først da ramlede det hele og det har langt hen ad vejen været temmelig sørgeligt at se det enorme forfald vi har været igennem, hvilket ikke mindst blev illustreret da Klopp og Salah i fuldt offentligt skue nærmest røg i totterne på hinanden. 

 

Klopps kropssprog har ikke været det sjoveste at betragte på det seneste, og hvem kan egentlig bebrejde ham det, men han bærer også en del af ansvaret. Det har nemlig været sådan igennem alle årene med Klopp, at hans hold har krævet to ting: energi og at truppen og Klopp har været i sync. De to ting har manglet på det seneste og det er svært ikke at kæde det sammen med det faktum, at der generelt uundgåeligt sker noget i hovederne på spillerne i en klub, når træneren er på vej ud af døren, og selvfølgelig er det også tilfældet i vores klub, ikke mindst når det har været lang tid undervejs. Den mekanisme kender de fleste nok fra deres egen arbejdsplads uanset hvad man arbejder med.

 

Så det er egentlig dét kampen skal bruges til – at klub, trup, fans og træner igen kommer i sync. At vi alle kan få de positive tanker frem og lave en levende mindefest i de sidste to kampe med et stadion klædt i rødt. For det har været en fantastisk rejse og det vil være på sin plads med en enorm hyldest af en træner, hvis gigantiske aura ikke kommer til at blive erstattet. Jeg er umådelig glad for at have været med og jeg har nydt langt de fleste skridt, som vi har taget. Klopp er en levende legende og derfor skal Tottenham forhåbentligt møde et hold, der vil gøre ALT for at vise Klopp ære. Jeg vil dog tillade mig, nu hvor enden er ved at være nær i ft Klopps regeringstid, at komme med en lille smule malurt – jeg synes ikke at Klopps hold har vundet nok set i lyset af deres kompetencer og niveau. Men det er måske for forkælet at skrive dette, men det er nu engang det jeg mener.

 

Tilbage til Tottenham. Hvordan skal vi gribe kampen an? Det er jo ret svært at forudse, hvilket hold vi stiller med, for vi har som skrevet før ikke noget at spille for, men jeg tror at Klopp vælger at stille med stærkeste hold, så vi alle står med den her gode følelse, som mangler lidt her for tiden. Spørgsmålet er, hvad han stiller op med Salah, for ret beset kan man vel godt diskutere om han pt hører til en startplads og dernæst kommer den opførsel han diskede op med i sidste kamp. I min optik fortjener det en form for disciplinærstraf, men omvendt tror jeg ikke det gavner nogen at lave et eksempel på det her tidspunkt, så jeg tror han starter inde.

 

Jeg synes ikke resultatet er så vigtigt, selv om jeg selvfølgelig gerne ser os smadre igennem, men det vigtigste for mig er at vi bagefter kampen står med en følelse af at holdet gav alt og netop også fremstod som et hold. At vi viser de værdier som Klopp har stået for og at det bliver en kamp, hvor snakken bagefter går på positive ting fremfor interne skærmydsler, dårligt kropssprog og utallige brændte chancer. Det sidste er måske ønsketænkning, men jeg magter bare ikke flere afslutninger, hvis kvalitet kan ses bedre i en U-12 kamp på Kløvermarken. Derfor kan og skal Nunez ikke starte inde.

Leo Vegas Sport