Så gælder det kampen mod Arsenal! Et vaskeægte topopgør i London, hvor Slots Liverpool for alvor skal vise hvad de kan. 11 sejre i 12 kampe indtil videre er en fuldstændig fantastisk start, men denne kamp er uden tvivl den vigtigste på nuværende tidspunkt af sæsonen. Jeg var selv på Anfield i søndags mod Chelsea og så en fuldkommen fremragende præstation fra de røde, og også i midtugen synes jeg at kampen mod Leipzig blev grebet fornuftigt an, og med tre forholdsvis sikre point i hus i begge kampe har optakten til kampen mod Arsenal været ganske fornuftig.
Arsenals trup er forholdsvis hårdt ramt af skader. Ifølge Artetas pressekonference op til kampen er Saka, Calafiori og Timber stærkt tvivlsomme, men i spil til opgøret, mens Ødegaard, Tomiyasu og Tierney med sikkerhed er ude. Samtidig er Saliba ude med karantæne, så det er en række store navne der mangler hos Arsenal.
Hos Liverpool er Bradley, Chiesa, Jota, Elliott og Alisson ude med skader – og Liverpool er altså også ramt på en række nøglepositioner. Truppen er dog heldigvis stærk, og både Kelleher og Núñez har vist sig som stærke afløsere for henholdsvis Alisson og Jota.
Kampen mod Arsenal bliver Virgil van Dijks kamp nummer 100 som anfører for Liverpool på tværs af alle turneringer, og han må forventes at lede tropperne endnu engang. Netop defensiven med van Dijk og Konate samt Kelleher blev fremhævet på Slots pressemøde som nøgleårsagerne til den fremragende stime som Liverpool er inde i. Det bakkes også op af statistikken, da Liverpool med blot tre indkasserede mål og en xG imod på blot 6,2 har den klart bedste defensive statistik i Premier League efter de første 8 kampe af sæsonen. Generelt er sæsonstarten fuldstændig formidabel, og hvis kampen mod Arsenal vindes er det Liverpools næstbedste sæsonstart i Premier League efter 9 kampe, hvor man så vil have 24 point. Den bedste var i sæsonen 2019-2020 hvor vi havde 25 point – og hvad var det nu der skete i den sæson…?
Væk fra drømmene og de gode minder, og tilbage til kampen mod Arsenal. I de sidste 17 Premier League-opgør mod Arsenal har Liverpool scoret i dem alle. Sidst de ikke scorede mod Arsenal var i en 0-0-kamp i August 2015 (i øvrigt det eneste målløse opgør mellem de to hold i de sidste 50 kampe), og jeg tror heller ikke på at Arsenal kan holde os fra at score denne gang. Mit gæt vil være at Liverpool vinder 1-3. Sker det vil Arne Slot blive den blot tredje manager der vinder sine første fem udekampe i Premier League. Et lille fun fact: Liverpool har vundet de seneste 13 kampe de har spillet den 27. oktober, så lad os håbe at den stime fortsætter!
Hvad opstillingen angår synes jeg at det må være på tide med en pause til Dominik Szoboszlai, som endnu ikke har imponeret mig i denne sæson, og generelt træffer for mange forkerte beslutninger. Samtidig synes jeg, at Curtis Jones har været fremragende de gange han har fået chancen, og derfor mener jeg at en midtbane bestående af Gravenberch, Mac Allister og Curtis Jones må være det optimale mod Arsenal. Nede bagved går jeg med Trent, Konate, van Dijk og Robertson og oppe foran med Salah, Núñez og Luis Diaz. Og så håber jeg at The Travelling Kop får en fornøjelig dag på Emirates, og at Liverpool stadig ligger nummer 1 i Premier League på mandag – god kamp!
Up The Reds!