Kommende kampe:

Liverpool vs. Manchester United

Søndag 5. januar (17:30)

Kanaler der viser kampen:

– Viaplay
– See

Kampoptakt:

Skrevet af Lasse Callesen

2025 starter ud med en af de helt store kampe, i hvert fald når vi ser på historikken mellem os og dem. Men kigger vi på tabellen så er det en helt anden situation vi ser ind i. Som alle ved er vi et godt stykke foran nr. 2 i ligaen og endnu længere nede finder vi Manchester United. De er hele 23 point efter os og befinder sig aktuelt på en 14. plads. Det er endda endt der, hvor Amorim har været ude og sige, at de er en del af nedrykningskampen, av den må ramme hårdt i selvforståelsen. Ryan Giggs udtalte, godt nok for 13-14 år siden, at Man Utd aldrig ville kollapse, som skete for os da vi fik Roy Hodgson, som træner.

And here we are.

Vi har fået en fin pause henover nytår, hvor spillerne har fået en pause fra kampe, hvilket de må have sat pris på. Det virker som om kampprogrammet i år har været meget mere komprimeret og flere kampe tirsdage og onsdage.

Men det lyder til at vi har fået sammensat kamp og træning rigtig godt. Konate er godt nok skadet, men under Klopp kunne han ikke spille alle kampe. Gomez fik en baglårsskade og er nok ude i 3-4 uger. Et stort tab.

Samtidigt fortsætter Salah med at slå rekorder og lave mål og assists. Den mand er simpelthen alt for fantastisk. Det er svært at finde nye superlativer at sætte på ham. Vi kommer nok til at se flere rekorder og skal finde flere flotte ord frem senere på sæsonen. Hvor er han dog god.

Manchester United er et såret dyr. De famler, de har interne problemer. Og de taber kampe, som normalt burde være en sejr. Ikke en af deres spillere vil spille for os, hvis de var hos os.

De spillede dog en bedre anden halvleg mod Newcastle i deres sidste opgør. Men det var ikke nok. Og senest de scorede var i nederlaget mod Spurs i liga cuppen. De skal dog have lidt ros for sejren over Man City.

Men alligevel er der en form for nervøsitet forbundet med de her kamp. Selvom jeg ikke fornemmer, at der er den samme nerve på banen, som tidligere. Reelt set er det på papiret en af de kampe vi skal vinde. Men jeg kan ikke undlade at være nervøs for opgøret. De vil hellere end gerne stikke en kæp i hjulet, især deres fans. Selvom der har været en række sjove opslag de seneste dage fra Man Utd fans om, at Salah bare skal lave et hattrick og få gult kort for at smide trøjen. Eller fem helt skøre måder, hvorpå de kan vinde. Som gik på alt fra en 100 årshændelse med storm, indblanding fra Gud osv.

Vi fik desværre skadet Gomez før nytår. Et stort tab, han har været uovertruffen og IMO var Konate ikke selvskreven til at spille når han kom tilbage ud fra det Gomez har vist. Konate træner med igen og han er måske klar til at spille. Ellers er det Quansah ved siden af Van Dijk. Vi har ikke brug for at satse ved at bruge Konate, hvis han ikke er på 100%. Robertson har ikke været alt for god og har været skyld i mål og lavet en række store fejl. Men jeg vil fortsat vælge ham over Tsimikas. Trent spiller selvfølgelig på højreback, om Bradley er klar eller ej.

Gravenberch og Mac Allister er selvskrevne. Mac Allister skruede lige en tand eller to op med West Ham. Szoboszlai har fået en pause og jeg vil gerne se hans store løbearbejde. Han vil kunne overløbe Man Utds midtbane alene. Især hvis de stiller med Casemiro og Eriksen. Oppe foran har vi fået et luksus proble. Salah bomber, Gakpo er inde i en god stime med mål og assists og så er der Jota og Diaz. Jota er kommet godt tilbage fra sin skade og sprudler. Jeg gad godt se ham overfor deres tre mands forsvar. Og egentlig også Diaz for den sagsskyld. Jeg tror vi kan få lov til at lege kispus med dem…

Jeg tror vi vinder 3-1.