Af Jesper Holm Olsen
Når disse linjer skrives mangler Liverpool 6 point før at mesterskabet er hjemme. Reelt er det 5 point, da vores målscore er 13 mål bedre end Arsenals. Og så er der selvfølgelig også den detalje, at det ikke er givet, at Arsenal vinder i søndagens opgør mod ellers upåagtede Ipswich, da deres fokus forståeligt nok kun er på Champions League. Med andre ord, så skal vi sådan set bare vinde og så må alt andet komme i anden række. Det er så også tydeligvis ikke særlig let for os for tiden. Mange har hævdet, at det er grundet at vi ikke roterer, men det tror jeg overhovedet ikke på, da vi har rigeligt med hvile mellem vores kampe. Det der sker nu er i min optik 100 % mentalt, og det er jo naturligt nok. For mange er det en helt ny situation at stå i.
Når spillet og dets kvalitet er adresseret, for det er jo en fair sag at diskutere, så vil jeg lige benytte de her linjer til at komme med en undren. En undren over vore egne fans. Og jeg ved godt at jeg generaliserer og at jeg sikkert får på puklen for at skrive dette. Jeg forstår godt at man bliver frustreret over spillet, men der må altså komme noget realitetssans indover snart. Hvis man husker tilbage til dengang at Klopp forlængede sin kontrakt, så handlede det for Klopp om, at han ville efterlade et 2.0 hold, som var klar til at konkurrere fra dag 1 med en ny træner. Det var visionen, men en ting er vision, noget andet er den barske virkelighed. Men måske netop derfor, så har vi været aldeles passive i to vinduer, fordi at holdet skulle vise sit værd. Alle andre klubber har i den grad været det stik modsatte. Vi kan jo også se, at det er temmelig åbenlyst, at vi har et hold, hvor Slot, Hughes, Ward og Edwards skal til at sætte sit præg på holdet. Så Slot, som er ny træner i Premier League, har altså overtaget et hold, som han ikke har præget endnu på transfermarkedet og som vil blive tilpasset Slots stil. Det er med andre ord en gigantisk sensation, at vi står med en udsigt til at vinde mesterskabet.
Eller sagt med andre ord ville det i min optik være aldeles naivt, hvis man fra starten af sæsonen havde forudset, at vi lige netop nu ville føre med 13 point ned til Arsenal (som er i en CL semifinale) og 21 point ned til Manchester City. Personligt skrev jeg i en af sæsonens første optakter, at jeg regnede med at denne sæson ville blive en ren mellemsæson.
Derfor skal sæsonen hyldes og ikke kritiseres, som jeg ofte oplever er sket. Eller kritiseret er måske et voldsomt ord, men det er som om at folk forventer noget mere og det forstår jeg ikke. For forudsætningerne for at denne sæson skulle blive så stor en succes var ganske simpelthen ikke tilstede. Det er en gigantisk præstation og så er det sgu lige meget om spillet hakker lidt lige nu. Pointene taler deres eget sprog. Spillerne, trænerstaben og faktisk også ejerskabet har været fremragende.
Tilbage til kampen mos Leicester. 18 point har de fået skabet sammen og de har et elendigt forsvar og et ikke særligt potent angreb. Vi skal med andre ord ikke kunne tabe den kamp. Til gengæld, så kan de spille aldeles frit og det tror jeg ikke helt skal undervurderes. Den bedste medicin til at overvinde de her satans nerver, det er at løbe, fighte, presse og tackle. Gå all in. Så må det fine spil komme i anden række, selv om vi selvfølgelig ikke skal gå helt væk fra vores koncept. Mon ikke spillet bliver lidt hakkende igen, men når det første mål kommer, så tror og håber jeg på at det frie spil kommer frem igen.
Jeg tror at vi spiller med den samme stamme som vi har gjort i et stykke tid. Og jeg tror, at vi vinder forholdsvis sikkert 3-0. Ikke mindst fordi at de positive vinde lige nu blæser vores vej med de her to kontraktforlængelser, senest hvor vores kaptajn som ventet har skrevet under på en forlængelse. Og derfor sender jeg misundelig depechen videre til næste skribent, for i næste runde tror jeg at mesterskabet sikres. Det er sgu for vildt!
