
Skrevet af Kasper Vorstrup
Liverpool går ind til søndagens kamp mod Burnley med en flot resultatmæssig start på sæsonen. Selvom resultaterne har været gode, har særligt de to første kampe været mere spændende, end de behøvede at være. Alligevel står Liverpool fortsat ubesejret og ligner et hold med momentum, og de rejser til Turf Moor som klare favoritter.
Burnley er tilbage i Premier League efter en stærk Championship-sæson, og med Scott Parker ved roret er klubben i gang med at finde sin form. Parker står for en struktureret tilgang med fokus på organisation og transitionsspil, og Burnley har allerede vist, at de kan bide fra sig – blandt andet med et snævert nederlag til Manchester United.
Burnley har, som de fleste andre, gennemgået en del ændringer. De måtte sige farvel til målmand Trafford i sommerens transfervindue, men har til gengæld hentet rutine ind i form af Kyle Walker. Holdet virker disciplineret, men mangler stadig kontinuitet i defensiven, hvilket 6 indkasserede mål vidner om.
For Liverpool bliver det spændende at se, hvordan Arne Slot sætter sit hold op til kampen. Alexis Mac Allister har haft træthedsskader, og den lange rejse fra Sydamerika hjælper næppe. Han kan meget vel få en pause. Det åbner for, at Dominik Szoboszlai rykker ind på hans plads på midtbanen, mens Florian Wirtz får en mere central rolle som 10’er.
Skulle Macca starte, så kan Szobo skubbes op som 10’er, og Wirtz kan rykkes ud på venstrekanten i stedet for Gakpo, hvor han kan trække ind i banen og skabe plads til Kerkez’ overlap. Alexander Isak lurer i kulissen, men jeg tror, han starter på bænken og får en halv times tid. Ham tror jeg, vi alle glæder os til at se, men jeg synes omvendt også, at Hugo har fortjent at starte.
Jeg tror Liverpool er for stærke, også selvom Burnley kommer med energi, disciplin og et tændt hjemmepublikum. Min forudsigelse er en komfortabel 3-0 sejr, hvor Wirtz bliver kampens store profil.
