Carlisle United, Bournemouth, Southampton og Stoke City. 1-1, 1-0, 6-1, 1-0 og 0-1. Fem kampe mod fire modstandere hvoraf to resulterede i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Vejen til finalen i Capital One Cup mod Manchester City på søndag har ikke været uden slingrekurs. Ikke desto mindre står vi nu foran finalen på Wembley. Spørgsmålet er nu, om vi kan hive et trofæ hjem og hvad dette vil kunne have af betydning.
Den lille cup
I England og blandt følgerne af engelsk fodbold blæser meningerne om såvel Capital One Cup som FA cuppen ofte i forskellige retninger. Bliver én af cupperne vundet, vil det ikke kunne beregnes som en egentlig succes. Bliver der omvendt ikke stillet stærkeste opstilling, kritiseres manageren for ikke at tage kampene seriøst. Sandheden findes et sted mellem de to ekstremer. Et trofæ i cuppen pynter i trofæskabet, men endnu vigtigere vil det give følelse af succes efter alt for mange magre år. Capital One Cuppen et godt sted at starte med at hente trofæer. Det er naturligvis ikke trofæet i Champions League eller Premier League, vi spiller om, men efter fire år uden pokaler kan vi ikke tillade os at være kræsne.
Nystartet hold
Det nuværende hold har netop begyndt sin livscyklus. Der har været stor tilgang i de sidste par transfer-vinduer og størstedelen af de faste valg i startelleveren, som for eksempel Mignolet, Clyne, Lovren, Sakho, Moreno, Can, Milner, Lallana, Firmino og endda Coutinho samt Sturridge har ikke prøvet at løfte sølvtøj med klubben endnu. Det samme gælder boblerne Benteke, Origi, Ibe, Toure og Allen. Milner og Toure har vundet en del trofæer med City, men herudover har størstedelen af spillerne i den nuværende trup stadigt til gode at løfte sølvtøj i deres professionelle karriere. Her er der tale om landsholdsspillere fra blandt andet England, Frankrig, Kroatien, og ikke mindst Brasilien med overgangssumme på flere hundredemillioner bag sig. Klopp påpegede holdets store potentiale som én af de primære grunde til, han tog trænersædet. At truppens sammensætning af de mange talentfulde spillere, som endnu ikke har slået helt igennem endnu, er unik. Vi har blandt andet Milner, Henderson, Clyne, Lallana som gerne findes i startopstillingen for England. Benteke, Mignolet og Origi som er en del af opblomstringen i belgisk fodbold, hvor landsholdet i øjeblikket befinder sig som nummer ét på FIFA’s verdensrangsliste. Coutinho og Firmino der banker på startopstillingen for Brasilien. Can har haft sin landsholdsdebut for de tyske verdensmestre, ligesom Moreno har for Spanien. Med andre ord er holdet er ungt og sultent. På søndag kan og skal det unge hold vise deres værd og tage næste skridt i karrieren, hvor de begynder at vinde trofæer.
Omvendt kan den unge alder også ses som en akilleshæl, da der ikke vil være mange spillere på banen søndag, som har erfaring med at vinde en finale på Wembley. Gerrard er der ikke længere til at hive en kanin op af hatten og vinde kampe eller finaler for os. Derfor skal den unge trup træde i karaktér på søndag og vise, at de er klar til at skabe en ny livscyklus.
Manchester City
Når snakken falder på City, kommer man sjældent udenom at tale om klubbens bombastiske finansielle situation. Store indkøb, store trænernavne, stadionudvidelse, nye sponsorer, nyt logo; ændringerne har været mange siden Sheikh Mansour købte City i september 2008. Selvom armbevægelserne er store uden for banen, er holdet ikke decideret skræmmende på banen. Klubben vundet et par trofæer den senere tid, men ikke i overlegen stil, og kæmper endnu med vedvarende succes og et stabilt højt niveau, der tilsvarer de store summer brugt i transfervinduerne. Ét af Premier League-trofæerne blev vundet på sidste spilledag, og succes i Europa er udeblevet.
Vi har vundet de seneste to opgør mod City, der er inde i en dårlig stime i England med tre nederlag i streg mod Leicester, Tottenham og Chelsea.
Sagt med andre ord gør klubben højere, end den bider og uanset sin finansielle styrke, kan der kun stilles med 11 mand fra start på søndag. Ligesom os. Vi har bestemt mulighederne for at slå dem.
Selve finalen
I januar scorede vi otte mål i to kampe. De efterfølgende tre kampe scorede vi ingen mål. I én af kampene på vejen til Wembley scorede vi seks mål, mens vi ikke scorede i den sidste semifinale hjemme på Anfield. Vi scorede seks mål på udebane mod Aston Villa for to uger siden, men ingen mål i den efterfølgende udebanekamp mod Augsburg. Resultaterne afspejler den rutsjebanetur, vi oplever denne sæson. Hvad som vil ske søndag, er svært at sige. Specielt da kampen er en finale. Derfor kan hverken statistikker eller tidligere individuelle opgør bruges til meget, selvom vi har slået City i de to seneste indbyrdes opgør. Vi har dog ikke mange skader, og kan derfor stille med stort set stærkeste startopstilling.
Kampen vil dog blive afgjort på dagsformen. Derfor må vi håbe, at spillerne griber chancen og starter et nyt kapitel for dem selv ved at vinde vores første trofæ i fire år.
Søndag kl. 17.30 kastes terningerne på Wembley. Hvordan de lander, kan vi kun vente med spænding til at se udfaldet af.
God kamp, Redmen.